Månedsarkiv: februar 2012

Luksus om mandagen – fra om søndagen

Der er mandage og så er der mandage. Og så er der kolde mandage, hvor det oven i købet regner. Det brugte jeg søndag aften på at forberede mig bare en anelse på.

For mig er det en særlig slags luksus at have tid til at lægge neglelak. Det har jeg bare ikke, og det er med usvigelig sikkerhed at Sofus vågner med det samme jeg har ti våde fingre. En af mine yndlingsmærker er det tyske økologisk certificerede makeupmærke Benecos (KLIK HER), som netop har lanceret deres forårskollektion. Mærket er absolut i den billige ende og neglelakken koster 59 kr. Denne farve hedder Grenade. Jeg er vild med den.

UPDATE – Jeg har fundet ud af at der faktisk ER en webshop, der forhandler sagerne. KLIK HER.

Og så gik der tre år…

I går udkom min sidste klumme for JP. Jeg har skrevet for avisen i tre år (3 ÅR!), og jeg er simpelthen så taknemmelig for at jeg har fået lov til at kommentere på Livets Gang og på det lille i det store i så lang en periode. Så tak til JP og til Puls´redaktør Kirsten.

Her er den sidste klumme:

 

Tak for nu – og for ørenlyd

Det er tre år siden jeg skrev min første klumme på disse sider, og nu er det faktisk sidste gang, jeg har den store ære at få lov til at brede mig her. De tre år har været nogle mærkelige nogen, og eftersom dette jo sådan set ER en klumme, er det heldigvis sådan at jeg har lov til at skrive med det meget personlige udgangspunkt.

Da den første klumme røg i Jyllands Posten, var jeg ny-fyret. Jeg havde lige mistet mit drømmejob, fordi Finanskrisen var kommet rullende ind over det danske mediemarked og havde fejet de gyldne tider væk. Så dér røg jobbet som chefredaktør for det fineste magasin, jeg kunne komme i tanke om, og midt i al tristessen fik jeg så lov til at få plads på disse sider.

Finanskrisen ramte ikke bare mig, men tusinder af andre danskere, og det som vi dengang troede ville gå over hen over sommeren, er nu noget af det, der har bidt sig allermest fast. På linje med det faktum at det er rasende dyrt at køre i offentlige transportmidler og på linje med den kendsgerning at vi i Danmark ikke er large med at dele opholdstilladelser ud, er Finanskrisen et givet faktum for vores hverdag og arbejdsliv.

For tre år siden var min søn Elias bare et enkelt år. Nu er han en stor dreng på fire år, hvis absolutte hovedinteresse er superhelte og riddere. Hen over disse sider, har jeg delt ud af hans og vores op- og nedture i kernefamilien og jeg har sammen med JPs læsere undret mig over vilkårerne for den moderne børnefamilie. Jeg har også skrevet en del om ligestilling, og om det faktum, at vi i Danmark taler om den, som vi taler om Finanskrisen, nemlig som noget, der findes.

Selvom den ikke gør. Ligestillingen altså. Det er nemlig stadig mest mødre der henter og bringer det fælles afkom, mest mødre der holder lange barsler og ganske sjældent fædrene der midt i krisen vælger jobbet fra og bliver hjemmegående. Og nårh ja – der er stadig ikke ligeløn. Ligestilling er og bliver noget vi skal kæmpe for, på linje med bedre vilkår for børn og pædagoger i daginstitutionerne, men kampgejsten er også noget af det mest skrøbelige vi har. Den er let at svække og søvnmanglen i børnefamilierne knækker den for os, så vi glemmer at stå inde for det vi tror på. Til gengæld er Jyllandspostens læsere ikke bange for at kæmpe, og de får sovet nok!

For hvis der er noget der kan give en klummeskribent fra postnummer 2100 ørerne i maskinen så er det verden set fra børnefamiliernes synspunkt og ligestillingsdebatten. Jeg er blevet truet med tæsk, spanking og med at blive inviteret med til en konfirmation i et forsamlingshus (!) hvis ikke jeg snart klappede kaje, men det der virkeligt gjorde mig bange var den Jytte, der skrev til mig: ”Hvis ikke du snart holder op med at skrive om ligestilling, så holder jeg op med at klippe dine klummer ud”. I løbet af de tre år, jeg har været så uendelig privilegeret at have spalteplads til rådighed her, er verden blevet et andet sted. Det arabiske forår har ryddet forsider, bilerne er blevet hængende i København og vi har fået en ny regering. (En ny regering, jeg slet ikke tør skrive om her – lidt har jeg da lært.) S

iden jeg fik lov til at svinge pennen her er der sket meget, men rigtigt meget er også som det hele tiden har været. Noget af det fineste jeg har oplevet, er at få lov til at kommentere såvel status quo som den store forandring, og at være i dialog med læserne her. Både dem der truer med konfirmationer, og dem der kommenterer min kommentar. Tak for plads og for ørenlyd, og til den der får pladsen her: Det er det fineste sted at hænge ud.

To tips til den næste klummeskribent:

  1. Sig aldrig i JP at du stemmer rødt.
  2. Husk at glæde dig – det er stærkt vanedannende at have en byline.

Blink to gange

Jeg er efterhånden næsten træt af at høre mig selv synge den samme gamle vuggevise, men lad mig sige det som det er: Jeg producerer ikke børn med store søvnbehov. Lækre Sofus er frisk og vågen. Ikke helt så meget som sin storebror, men næsten. Og det er ham velundt for han er edderrøvme nuttet, men hold nu op hvor er dage, der begynder i en døs klokken 0431 lange. Og skal vi lige prøve at tale om hvor mange hovedmåltider (støbt i sukker) man har brug for, for at komme igennem? Tsk tsk.

Det mærkelige er at det føles helt anderledes end første gang.

Det er slet ikke det samme.

Jeg ved jo at det går stærkt, at månederne pludseligt er røget og at ungen fylder fire år inden man når at blinke to gange. Sofus er snart et halvt år. Hvor blev det lige af? Jeg aner det virkelig ikke. Det er præcis som Tina Fey siger det er: Årene er korte men dagene er lange.

Liberty-bogen – finally

Liberty-bølgen har snart varet så længe, at der ikke er tale om en bølge, men en oversvømmelse, og nu er der endelig kommet en bog, der tager udgangspunkt i netop disse lækre prints. Bogen indeholder gode ideer, tips, mønstre (blandt meget andet en fin kimono og en påfugle-nålepude); den byder på historien bag printsne og mange andre læseværdige sager. Bogen udkom i går, er pakket fint ind i stof,  og den kan virkeligt anbefales.

 

 

 

Min Mandag i Højdepunkter – og Onkel Glatpik

Ok.

Det er tæskehårdt for tiden. Nætterne er umulige. Begge børn rumler, larmer og hoster og Sofus har fx brugt natten på at lære at lave spruttelyde.

Højdepunkt 1:

Elias råber: NEJ MOOOOOAR – jeg vil IKKE se Onkel Glatpik!

(Jeg går i panik og bliver bange for at Ramasjang har skiftet programmerne ud, men nej – Elias vil bare ikke se Inspector Gadget….)

Højdepunkt 2:

Elias kommer ved et uheld til at tisse i kurven med rene strømper (!) da han klatrer op i sit klædeskab (!).

Højdepunkt 3:

Denne Scene i Crazy Studpid Love. Og ja – du gider godt bruge halvandet minut på at se den. For Ryan Gosling kan et Darty Dancing-trick.

Arbejdsbaby på fotoshoot

I fredags var jeg på fotoshoot hos Line, som jeg ud over at være en stor beundrer af, også deler beundring med. Blandt andet af Anthopologies univers. Og fordi jeg har en arbejdsbaby med mig rundt, var Sofus naturligvis også med. Her på armen af den altid vidunderlige Christina Wedel, som på sin blog deler ud af tips, trends og konkrete løsninger på konkrete garderobeudfordringer. Jeg glæder mig til at vise jer billederne fra dagen!

Terese, Hevea, Torben, Torino og en GAVEREGN

Dette indlæg bliver et af de lange. Af de meget lange. Men fat mod – det slutter nemlig med en gaveregn.

Historien er denne: For ca tusind år siden var jeg til vinter-OL i Torino. Nej, inden du får gode ideer – jeg har ALDRIG spillet curling. Til gengæld var jeg til OL i embeds medfør, og ankom (tadaaaaaa) uden min kuffert med vintertøj, men det er en anden historie. Nå, men til et arrangement, hvor alle stod i vintersjap til knæene var der en meget venlig mand, som hjalp mig med at finde toiletterne. Han hed Torben. Det gør han stadig.

Spring til: Mange år senere, da jeg er så heldig at få lov til at udkomme med den her bog, bliver jeg fotograferet til bagsiden med en sut på den ene finger, som en slags ring. Den sut var sådan en her.

Nå, men kvinden bag Hevea-sutterne er ingen ringere end Torino-Torbens skønne viv Terese. Og det er mig og mine børn, der finansierer deres pensionsordning. For vi har vist nok brugt (et slag på tasken) 50 sutter indenfor de sidste fire-seks måneder. Ud over min dybeste respekt for et af den slags iværksættereventyr, der for alvor sparker røv, så er Terese god til de gode ideer, og nu har hun lanceret endnu en, nemlig en bidering formet som en Panda. Når du køber sådan en til 89 kroner, ryger 10 kroner direkte til Verdens Naturfornden. Sådan en har Sofus (altså en bidering – ikke en naturfond), og han anbefaler den på det varmeste. Du kan vinde en her, hvis du lægger en kommentar inden onsdag aften.

Til dig med savlende unger med tænder på vej.

…..

Og PS:

Knopper og riller. Jeg kan IKKE lade være med liiiige at vise denne detalje. Sorry. Det er sjovt. Det er søndag og jeg er træt.