Månedsarkiv: januar 2012

Dit råd til et yngre selv?

Har du nogensinde tænkt over, hvilke råd du ville give dig selv, hvis du kunne spole tiden tilbage? 10, 20, 30 år? En af de ting, jeg ville huske at understrege overfor mig selv er at 52 kg ikke er lig med fed, når man er 167 høj. Nårh ja, og så også lige en million andre ting. På sitet Post Secret kan du læse (amerikanske) hemmeligheder. På deres nu hedengangne app fandt jeg denne fine liste.

Tyveri: Det vilde, vilde Østerbro

Vi havde en barnevogn.

Nu er den blevet stjålet. Fra vores opgang. Som normalt er aflåst, men nogen har neglet vognen mellem klokken 16 i lørdags og klokken 14 søndag.

Det er fandme ikke i orden. Hvem stjæler en barnevogn? Helt ærligt.  Jeg er simpelthen så røvforarget over at nogen negler en barnevogn – man stjæler da ikke børns ting?!

Hvad FÅK gør jeg en mandag morgen uden en barnevogn og de møder jeg (og Sofus) skal til. ARGH.

Bonusinfo: I det vilde vesten blev man straffet med hængning for at stjæle en hest, fordi den bestjålede så ikke kunne komme rundt. I 2100 Spelt mister man vel retten til at spise økologisk for den slags forbrydelser.

Barnevognsranere be ware: Jeg laver en lasso af ublegede stofbleer og kommer efter jer – så er det sagt.

Jeg smutter. En dag. Til Paris.

Som arbejdende mor til to børn, hvoraf den mindste ikke en gang er nået til grøden endnu, er det så som så med de vilde rejseoplevelser, ture til storbyer og ja… Jeg vil til Paris. Når man sidder omgivet af rod og midt i familiens hverdag, kan Paris virke længere væk, end man helt kan forstå. Så hurra for internettet, og hurra for den vidunderlige (!!!) Blog hipparis.com. Klik dig ind, du bliver afhængig!

Her kan du blandt andet lære om de ti gyldne regler for at være parisisk (og arrogance tilsat pandehår kan vel for fanden produceres de fleste steder, burde man mene…), og du kan få førstehåndsvidners udsagn om at parisiske mænd er sexede, forførende og cool. (Har du snart købt den billet så? Hvis du ikke ammer, er der næsten ingen undskyldninger for ikke lige at stikke af.) Illustrationen her er lånt på sitet.

//Illustration is borrowed from the blog hipparis.com – let me know if you want it removed. Julia@julialahme.com)

Farvel til en tro følgesvend

I går blev Elias fire, og i nat var den første nat i hans liv uden en sut.

Jaja, jeg ved godt at du skal stoppe et år eller to før, men hos os blev det ikke til et tidligt farvel.

I stedet blev farvellet til den sidste baby-markør udskudt til Elias fireårsfødselsdag. Vi har talt om det i ugerne op til, vi har lyttet til Elias bekymringer, og vi har været konsekvente omkring datoen. Og i nat var det så farvel. Ikke uden en lille kamp, en tåre, og ikke uden store overvejelser.Elias spurgte for eksempel, om han var nødt til at flytte hen til en anden dame? Fordi vi har talt om (foranlediget af Elias), hvad der sker når man bliver voksen, og hvor man så bor henne. Elias har lovet at han ikke flytter, selvom han bliver ligeså høj som sin far.

Elias 4 år

Elias fylder fire år i dag. Der nærmer sig et overstrømmende indlæg, og jeg må indrømme at jeg har haft våde øjne flere gange i dag. Men det indlæg må vente til jeg lige lander i det at være mor til en fire-årig.

Fire år.

Det er store sager, det er det altså, og Elias havde glædet sig helt tosset til den fest vi holdt for ham i går eftermiddags. Den handlede om superhelte og om Batman. Og om store mængder kage. Elias og jeg lavede den her sammen. Elias stod for dekorationen:

Bemærk dugen. Smagfuldt, ikke sandt?

Men der var en kage mere… Kreeret af den dygtigste dame, jeg kan komme i tanke om, som er min søsters gode bekendte, og som har tryllet denne her til Elias og alle ungernes store, udelte begejstring og ærefrygt:

Jeg håber at fange fødselaren i hans batmankostume (fødselsdagsgaven fra Bedste Karen) senere i dag…

Konning Margrethe – er cool

Ok. Der var jo det der jubilæum, ikke…

Og her kommer en tilståelse: Jeg synes Margrethe er cool. Sådan rigtig cool. En sej dame, som har gjort sit indenfor de betingelser hun havde. En kvinde som har kæmpet for sin mand, og som har skabt sig en (slags) karriere. Cool.

Men. Altså.

På en eller anden måde, synes jeg bare ikke det er nok. Som i slet ikke nok. For sagen er den, at jeg ikke har noget imod medlemmer af kongehuset (ok, måske nogle stykker af dem), men en hel masse imod statsfinasieret ulighed. Og virkeligt meget imod at alle – uden undtagelse – falder på røven for uligheden. Selv de venstreorienterede! Hvordan kan det være at hele den smårøde kulturelle venstrefløj er ved at tisse i bukserne over udsigten til at komme i kontakt med Kongeriet? Helt ærligt! Hvad laver vores politikere når de bukker og skraber for uligheden?

I min seneste bog - den her - har jeg skrevet en del om hvad jeg mener Klonprinssen gør / ikke gør for søstersolidariteten – og det står jeg ved. Vi skal passe på hinanden i det her samfund, og det betyder altså også at man bruger den platform man har til at adressere, de udfordringer samfundet står i. Se på England, hvor William & Kate i dén grad giver den gas som brobyggere i et klasseopdelt samfund. Og ja, så går W på arbejde. Altså et rigtigt arbejde. Og yder sit til samfundet.

Og så er der den der med at de er så gode for eksporten… Jeeeezuz krist – jeg tror ikke på det. Jeg tror på at når alle bukker og nejer for institutionen så bliver det der de rige / magtfulde mødes og laver særligt gode aftaler som holder dem rige / magtfulde. Og Nej, jeg har ikke noget imod Konning Margrethe – jeg orker bare ikke Kongeriet.

Kählerier

Jeg kom for sent i dag. Til et pressemøde afholdt af lækre Kähler. Jeg nåede lige ind med halvvågen Sofus og ud igen, inden han skreg hytten ned. Det er en af den slags virksomheder, som trods krisen skyder afsted med en imponerende fart, og som minder én om at man også kan lave bestellere i en lidt vanskelig tid. Sejt. Nå, men vasen på det lidt grynede foto her var en del af dagens dekoration og er en af de oprindelige vaser. En antikvitet. Virkelig fin, tilmed.

Sund & Syg: Update

Jeg skylder en update. Elias er stadig syg. Og simpelthen så sød og krambar (når han ikke kaster op – fåk, jeg er dårlig til den del af det). Jeg er stadig træt.

Sofus er stadig lækker.

Og i følge sundhedsplejersken (som er så vidunderlig at man har lyst til at bede hende flytte ind) vejer han nu 6,7 kg og er 63 cm lang. Han er fire måneder i over morgen, og sund og glad og god til at snakke. Pyha. Der er et eller andet med sundhedsplejerskerne – de skal helst give ens børn det blå stempel og være lige præcist så beroligende, så kaffekoppen ikke ryster i hånden på én, og så man ved at man har nogenlunde fat i et eller andet.

Bortset fra sygdom og sundhedsplejerske, så er i dag en af den slags arbejdsdage, der gør at jeg glæder mig til at komme på kontoret hver dag; alle er på arbejde, der kommer dejlige mennesker ind af døren, kaffen flyder i rigelige mængder og nogen er søde at gå efter en kage. Og nej. Det er ikke den kage, der er billede af, for kagen i dag blev spist inden jeg fik taget billede af den. Den her er fra sidste uge. (Er det ikke mærkeligt, jeg ikke er nede i normal størrelse… tsk).

Kontorbabyen underholder projektlederen…