Om barnløshed og Afrika

Jeg viger gerne pladsen her på bloggen for ting, oplevelser og debatter, som vi er nødt til at give rum for. For snart et år siden fik jeg en gribende mail som blev til et indlæg om barnløshed her på bloggen.

Læs indlægget her.

Nu er Nina tilbage med nyt, som du kan læse nedenfor. Men Nina har midt i alle sine egne store beslutninger og oplevelser faktisk fundet overskud til også at tænke på andre. Læs med her:

“Jeg skrev engang i januar måned min historie vedr. barnløshed som indlæg til din blog. Jeg var i dyb sorg, frustreret over mange års venten og den manglende mulighed for selv at have indflydelse på processen.

Hermed sender jeg en fortsættelse af historien, som forhåbentlig ender som i eventyret nemlig med en god slutning og at de lever lykkeligt til deres dages ende. Da du lægger navn til bloggen er du selvfølgelig velkommen til at skære i historien/forkorte den eller korrigere ift. hvad du vil gøre offentlig tilgængeligt på din blog.

I januar måneds mørke og dystre tid sad jeg og læste på din blog og så du efterlyste historier eller oplæg til debat om barnløsheden. Jeg skrev et anonymt indlæg, om min håbløse situation, som efter utallige mislykkede fertilitetsforsøg (inklusiv et par forsøg med ægdonation) og en adoptionsgodkendelse, som snart udløb efter 5 lange år på venteliste til et adopteret barn fra Kina. Vi fik tilbudt at skifte venteliste til Etiopien, et andet kontinent samt et barn med et ”nyt” udseende. Altså endnu et farvel til et barn, vi troede vi skulle have.

Vi takkede ja til den nye mulighed, og fik kort tid efter pr. telefon tilbudt en dreng på 6-7 måneder. Papirerne var endnu ikke klar til at vi kunne se dem. Vi gik endnu i et stykke tid og skulle vende os til tanken om at skulle have en søn, da vi ellers havde fået at vide, at når vi valgte Kina, ville vi få en datter. Efter en lille måned fik vi besked om, at han alligevel ikke blev vores. Kæmpe skuffelse…

Så gik der en måned mere, og vi blev ringet op endnu engang. Denne gang var der nu ny dreng til os, faktisk en baby. Han var kun 2-3 måneder gammel og vi kunne få papirerne på ham med det samme. Dejligt, men vi turde ikke rigtigt tro på det, glæde os, triumfere og vi turde slet ikke sprede det glade budskab. Det var rigtig heldigt at vi ikke gjorde det, for nu ventede der endnu en forhindring forude. Drengen var meget lille, så lille at den danske børnelæge mente, drengen skulle have en udvidet godkendelse (noget administrativt, der sker i Statsforvaltningen) da der kunne være en risiko for barnets helbredstilstand og fremtidige udvikling. Nedtur igen.

Efter Statsforvaltningen, på baggrund af lægens anbefaling, afgjorde at barnet nu krævede en udvidet godkendelse, var det vores tur til at skulle til interview med Statsforvaltningens folk og dele vores tanker med dem om, hvordan vi så os i stand til at sørge for drengen og hvad vi havde gjort os af tanker i forhold til at skulle modtage en barn med eventuelle problemer. Puha, ikke en ønskesituation. Endnu engang skulle vi vente på andre folks beslutninger og vurderinger af os. Frustrerende. Ca. 10 dage senere (2 måneder efter vi havde fået barnet i forslag) fik vi så en udvidet godkendelse og kunne endelig skrive under på at vi gerne ville adoptere denne lille, dejlige dreng – vores ”Afrikas stjerne”.

Tiden går og går, vi venter og venter, drengen bliver større og større, og han ligner ikke længere den lille baby, vi fik tilbudt i marts måned. Vi ærgrer os over, endnu ikke at være del af hans liv. Grunden til vores adskillelse er administrative processer i vores lande. Pt. har dommerne i Etiopien 2½ måneds sommerferie, de er retur igen medio oktober, og først derefter får vi mere at vide.

For at kunne tage af sted og hente vores søn, skal der foreligge papirer fra en retssag, som vi ikke er del af, og hvor eventuelle biologiske forældre afgiver barnet til adoption. Suk… Det er forståeligt, og ønskeligt, at der ikke er biologiske forældre, som er blevet frarøvet deres børn eller børnene er lokket fra dem i bytte for en smule penge eller mad. Et dilemma som er svært at håndtere, når følelserne og kroppen skriger, hovedet og intellektet godt kan forstå processen som bare er så forbandet svær at acceptere. Vores mareridt går på om vi når at blive forenet med vores lille dreng inden han bliver ét år?

Vi har efterhånden købt alt udstyret til den lille fyr, arvet en del aflagt tøj, fået mange gaver og bidrag fra venner og familie til det børnehjem, vi håber, snart bliver del af vores liv. Vi er så taknemmelige og ønsker at give rigtig meget til det land, som opfylder vores højeste ønske: et barn.

Du kan hjælpe os, børnehjemmet og i det hele taget et meget fattige land ved at donere aflagte børnesko – især fodboldsko til de lidt større børn (storebrødre og søstre), som ikke har udsigt til at blive adopteret, da de er blevet ”for gamle”. Vores hensigt er at fylde vores kufferter med noget af det de mangler på børnehjemmet og sprede lidt glæde.

Du kan hjælpe Nina til at hjælpe andre. Skriv til hende på denne mail: nidi@tdc.dk

10 Comments
Previous Post
Next Post