Om sukker
Nedenstående klumme har for nogen tid siden været bragt i JP. Når jeg tillader mig at lufte den igen, er det fordi jeg i weekenden modtog en mail i anledning af dette indlæg. Her mente en mor til to at jeg i stedet for at sige ja – burde have sagt gulerødder. Det mener jeg ikke. Der skal sukker til ind i mellem…
Sukker eller ej
I Danmark er vi ved at have opbygget en ganske særlig form for nultolerance over for de bedre stillede danske børnefamilier. Altså, overfor alle os i middelklassen. Nultolerancen kommer ikke de børn i børnefamilier til gode, der lever under gruopvækkende forhold som dem, vi for eksempel har set i Brønderslevsagen, ej heller dem, man kan være vidne til når forældre skriger deres små børn ind i ansigterne i den hårdtpumpede ulvetimestress Netto lige ved siden af de økologiske gulerødder, for i sådanne eksempler er vi simpelthen så konfliktsky, at vi ikke siger noget, eller for alvor går ind i en muligt konfrontation. Nej, det er ikke her vi gør vores borgerpligt, den gemmer vi i stedet til mere sikre situationer, hvor vi kan læne os op af den almene forargelse. Når det gælder det, der efterhånden kaldes for familiens ”sukkerpolitik”, så er vi virkeligt nået til nultolerancen. Det giver nemlig efterhånden sig selv, at børn ikke må spise sukker. Jeg kender flere familier, der evner at praktisere denne totale afholdenhed, hvor det vildeste er en klat syltetøj på speltbrødet.
Jeg kender flere børn på både to og tre år som ikke kender til den frydefulde smag af en vingummi, og som heller ikke har lært at spise en is. For slet ikke at tale om glæden ved kage, kiks, marcipan eller børnefælden nummer ét: Nutella. Og det er da imponerende. Imponerende at forældrene selv evner så megen stamina at de kan nøjes med kravle ud i køkkenet i nattens mulm og mørke og selv spise de søde sager for at få deres sukkerfiks uden for børnenes vågne timer(for bare fordi børnene ikke spiser det, behøver det jo ikke at betyde at de voksne absolut er tre hundrede procent solidariske). Imponerende at det er her vi lægger vores energi. I februar måned var jeg til fastelavn i en stor andelsboligforening på Østerbro i København, hvor økologien ellers er så fremherskende at man skal lede længe efter noget som helst med sprøjtegift, og et kvarter hvor sukkerpolitiken er så dominerende, at den er et punkt for sig selv på mange forældremøder i kvarterets daginstitutioner. Her blev der delt slikposer ud efter tøndeslagsningen. Og vi taler seriøse slikposer, som de så ud da jeg var barn i de kartoffelkursdystre firsere. Der var røde, grønne, gule stykker slik og chokoladebarer på størrelse med et 2-års-barns underarm. Børnene fattede ikke hvilken lykke der havde ramt dem, og forældrene var delt i to lejre: Dem, der syntes det var skønt og befriende og dem, der var knald-forargede.
Det er som om kampen mod sukkeret, mod overvægten og mod det liv, hvor man kan komme til at træde tre skridt ved siden af og ende i et sukkerknald kommer til at være determinerende for om vi er gode, eller om vi er dårlige forældre. De forældre, der evner at være strikse overfor deres børn, og som evner at byde børnene på gode, sunde og naturlige alternativer til det hvide sukker, er de gode forældre. Det er dem, der tager vare på barnet på dets fremtid, krop og psyke. Alle os andre, der ind i mellem selv gerne vil indhalere et stykke chokolade og gerne i vores børns fantastiske selskab, vi er i nultolerancens folkestemning dårligere forældre.
Midt i alt dette har den kristne, socialorganisation Blå Kors som kæmper mod alkoholisme og misbrug og for børn og unge i misbrugsfamilier lavet en undersøgelse. Denne undersøgelse viser at vi i Danmark mener at det er mere forsvarligt at være sammen med vores små børn, når vi er småberusede, end det er at give dem slik. Vi lever simpelthen i den omsorgsforladte vrangforestilling at vi skader vores børn mindre, når vi er fulde sammen med dem, end når vi lader dem dykke dybt ned i slikposen. Mon ikke det er nu vi stopper op? Er det ikke nu vi ser det store stygge sukkermonster i øjnene og begynder at tage ansvar for vores egne og andres børn, der hvor det faktisk gælder? Bør vi ikke tale mere om fulde forældre, ansvar over for hinandens og egne unger og hvordan vi undgår at være stiltiende vidner til noget der potentielt er endnu værre end kg på sidebenene når vi mødes i daginstitutionerne? Mon ikke det er nu at vi lader sukker være sukker og passer lidt mere på ungernes oplevelse af tryghed, kærlighed, sikkerhed og omsorg end på deres vægt.
[...] Læs hele bloggen fra – Julia Lahme [...]
Hvad er der nu i vejen med pandekager ???? Det var det jeg gav min 2 piger til morgenmad lørdag morgen, godt med sukker og ahornsirup oven på – og de elsker det.
Jo, børn skal ikke spise sukker hele tiden, men det skal stadigvæk være plads til det. Hjemme hos os har vi en sukkerpolitik der hedder kun slik fredag og lørdag som udgangspunkt. Men de får da stadigvæk sukker de andre dage, den store har gerne et eller andet med i madpakken hvor man kan diskutere om sukkerindholdet ikke er forhøjt, men så har hun også grøntsager og grof brød med. Og hun ved at grøntsagerne skal spises ellers får man ikke det andet med.
Jeg er fuldstændig enig med dig.
Jeg tror også på et naturligt forhold til sukker såvel som til andre fødevarer, selvfølgelig med dét in mente, at det ikke sundt – og at det aldrig skal stå i stedet for rigtig mad.
Lige præcis pandekager, synes jeg faktisk er et godt alternativ til et decideret slikorgie. For mange år siden indførte jeg fredagspandekager i stedet for fredagsslik. Altså pandekager med hvedemel og mælk. Vi kan heldigvis godt tåle det, og desuden synes jeg, det er hyggeligere at sidde rundt om bordet med en stak pandekager, end i hver sin stol eller sofa med en skål slik. Så jeg vil også til enhver tid stemme på pandekager!
Synes du rammer plet. Derudover synes jeg simpelthen mødre skal lære at blande sig udenom andres valg. Den anden morgen på Nordre Frihavnsgade fik jeg følgende kommentar med på vejen “husk det er dig der bestemmer”… Lige det jeg havde brug for, da jeg kæmpede med en cykelvogn og to små børn!
@ Hulemor – det er bare ikke en dårlig idé
@ Nathja – det er jo TOSSET! Har også prøvet at blive stoppet på Nordre Frihavnsgade og fået at vide at jeg er et ekceptionelt dårligt billede på en mor. Tror nok Elias havde en scone i hånden. Eller noget andet u-klid-agtigt.
Spot on… Jeg er fuldstændig enig med dig.
Min søn på 2 år (godt på vej mod de 3 år) kender ganske vist ikke til vingummi, men han kender alt til kage, is og chokolade. Min og min mands holdning er at når vi nyder, så skal han naturligvis også have lov til at nyde.
At give ham et fornuftigt forhold til søde sager er for os ligeså vigtigt som at give ham et fornuftigt forhold til alkohol, når han en gang ad åre rammer teenage-årene. Vi prøver så, at give ham smag for de gode sager ved at byde på kvalitets-chokolade fremfor den billige kindersnitte. Det smager meget bedre, og så får man hurtigere sit chokolade-behov dækket, end hvis man udelukkende spiste det billige stads.
Introduktionen til vingummi? Ja det kommer nok i det kommende år, hvor han starter i børnehave og dermed kommer til fødseldag.
Er så enig med dig. Jeg er bare så træt af sukkerforskrækkede forældre. Og synes det er virkelig underligt at man kan diskutere til forældremøder om børnene må får kager med sukker i, når der fredag efter fredag ses meget unge mennesker gå fulde rundt. Synes vi skulle bruge vores energi på at give vores børn/unge et bedre forhold til alkohol. Et forhold der ikke indebær de skal drikke i en alder af 13 – 14 år, hvor det ikke engang er lovligt for dem at købe det.
Vel talt! Og dejligt, der endelig er en, der vil gøre op med det nul-tolerante, kernesundramte speltsegment… Jeg forstår simpelthen ikke trangen til at sygeliggøre sukker på den måde. Alt med måde – det gælder for det meste. Mine børn skal have et naturligt forhold til sukker… Og det indebærer sørme at få både pandekager, slik og is, når lejligheden er til det.
Tænk at du er blevet stoppet på gaden – det sker nok kun i 2100 Spelt
Spændende læsning. Jeg har det lidt sådan, at mine børn må gerne få sukker, men det skal være fra en ordentlig “kilde”. Pandekager, som er blevet nævnt flere gange, en god hjemmelavet kage, is (ummmm) eller et stykke chokolade fredag aften. Vi køber ikke vingummier osv. da jeg gerne vil have, at de skal have noget ordentlig “mad”, med gode råvare. Nå men det er bare min holdning, og jeg dømmer ikke andre der gør noget andet.
Århh, hvor bliver jeg vred, når jeg læser dit indlæg!! Altså ikke på dig!! Men på hende, som mener, at den bedste måde at bruge 5 minutter på, åbenbart er at skrive til dig for at belære dig om, at du – influenza-plaget og højgravid – ikke må forkæle din søn med en pandekage! Jamen altså – der ER faktisk farligere ting i verden end sukker, og måske vi snart skulle droppe dobbeltmoralen overfor vores børn, og lade være med at tvinge dem til at leve det liv, som vi selv ikke har nosser (eller noget) til at gennemføre.
Hrpffff!!!
Jeg kender fra egen familie til at forældre fra institutiones side har fået læst og påskrevet fordi sønnike havde et stykke kanel-knækbrød med i madpakken. Der er jo drysset sukker på! Mens det er, selvsamme sted, tilladt at lægge et lille stykke hjemmebagt kage i madkassen. Faderens kommentar var, at han havde den største lyst til at give sønnen et stykke hjemmebagt brunsviger med i madpakken, for bare lige at teste grænserne
Jeg har ikke børn, men jeg tænkte også i de baner da jeg læste en gymnasievenides nye blog om børn og kernesund mad. Samtidigt var der 7000 børn der døde af sult om dagen i Afrika. Kandidat i ernæring Per Brændgaard- Mikkelsen har sagt om raw food og kernesund :få en religion istedet. det er heller ikke lang tid siden der blev offentlig gjort tal der viste at forbruget af lykkepiller blandt småbørnsmødre var steget med 800%.
Der er ikke noget værrer end folk, som skal være bedrevidende,og som synes de har ret til at kommenterer.
I mit hjem har is og slik være ret tilgængelig, tiltrods for at det hed “lørdagsslik” så fik han da lige et par stykker i løbet af ugen, når han nu så gerne ville og at der var rester tilbage. Is efter aftensmaden osv. Lige pludselig, gad han da ikke at have slik, han ville hellere have et stykke legetøj istedet. Der er stort set ingen tiggen om slik og is, for han gider det ikke. Og sådan har det været i snart 10 mdr.
Der skal lige siges at manden og jeg ikke specielt er afhængig af de søde sager.
Julia, lige der i moder-angsten, rammer du plet. For uha, hvor kan jeg føle mig som en “dårlig” mor, (en af de der “taber-mødre”, som ikke evner at gøre deres børn sukkerfrie/kernesunde), når jeg ser min 18 måneder gamle søn kværne en cup-cake og så råbe “mere den der, mere den der” (og JA, drengen åd to kager).
For i disse fingrepegende og sukkerfobiske tider vi lever i, så er der nærmest lighedstegn mellem sukker og kokain. “Den hvide djævel”. “Sukker-satan”.
Er ved at brække mig over ord som glykæmisk indeks, blodsukker udsving, tomme kalorier, adhd med videre.
Mine børn spiser sukker. Big Deal. De spiser også gulerødder, grovbrød, kød, yoghurt og what not. Men jeg føler mig presset. Og det er DET, som jeg allermest er ved at brække mig over. At jeg ikke bare lader børnene være børn, der spiser sukker til tider, men i stedet piner mig selv med “De BURDE jo ikke få sukker så ofte. Jeg kunne jo også prøve at stoppe for sukker-indtaget. Det ER jo heller ikke så sundt. Og jeg er en dårlig mor, fordi jeg ikke evner at køre den kernesunde hippiestil med fuld skrald på blodsukkervenligt guf.”
Så tak Julia. Tusind tak. Man kan GODT være en god mor, selvom børnene spiser en pandekage, chokolade eller andre af livets dejlige fristelser – for jeg ELSKER at være sammen med mine unger omkring bordet om eftermiddagen til en “forbudt” pandekage og en lille snak om livet. Og hvis Karl råber “mere den der”, så får han sgu en pandekage mere.
Hørt, hørt og hip hurra for hele TO is på én dag – bare en gang i mellem – og i hvert fald, når det er så varmt, som det var på vores ferie. Min glæde – og helt sikkert også mit barns glæde – er større, når vi kan dele den og sidde sammen et saligt øjeblik og lade kulden og smagen af jordbær brede sig.
Høhø. vi fik pandekager til aftensmad i går. Og det var vistnok mig, der foreslog det. Øglen blev LYKKELIG! (Og ja, vi bor i 2100 Spelt). Oh ve det modige væsen, der tør stoppe højgravide mig på Ndr. Frihavnsgade og forsøge at give mig et ‘godt råd’ med på vejen – det vil ikke blive taget pænt imod, kan jeg godt garantere.
Du rammer spot on med din klumme, Julia. Og det kunne være fedt, hvis vi i klid-bydelen nr. 1 kunne begynde med at kigge lidt indad – og lade være med at sende dumme mails til hinanden om gulerødder frem for pandekager. (Helt ærligt…)
HØRT!
Det har ikke ændret sig en DYT i en hel generation. Man får stadig dårlig samvittighed over nøjagtig de samme ting.
Af alle mulige grunde, som jeg ikke gider fylde feltet her med, må mit barn gerne få sukker.
Og det har lært mig en vigtig lektie: Netop fordi min datter GERNE må få slik, saft, og sukker, plager hun ikke om det. Hun siger selv stop, når hun ikke har lyst til mere, hun foræder sig ikke, hun går ikke i sukkerhysteri-mode som visse speltunger, der aldrig har fået en sodavand, gør det. Det er en pointe, som er værd at tænke over.
Ej hvor må det være let at være så frelst, tænk bare at gøre alting rigtigt…. Eller er det nu også rigtigt? Alt med måde!
Caroline
Fantastisk klumme Julia… Du har så evig ret…
Jeg er førstegangsmor til to, og står fuldstændigt af på “Speltunger” og deres forældre.(Nok mere forældrene,end ungerne :-p )
Alt med måde, og først her 20 mdr efter drengenes ankomst har jeg fundet vores niveau.. Eller jeg har valgt er lige det rigtige….
Mila – hvis unger i dag fik halv vingummi hver for første gang (Og de syntes det smagte SÅ lækkert).. Jeps, living life on the wild side…
Sukker er slemt. Men sukker-sipperi og forbud er værre.
Alt med måde, selvfølgelig også til sukkerforbrug!…
Personligt syntes jeg måske at det ikke er så farligt at snakke højt om usoignerede børn og alkoholiske forældre (måske mest højlydt bag ryggene), som det er “tys tys” at snakke om forældre der kun ser deres arbejde som første prioritet. Der altid hænger med mobilen i øret, laptop i skødet og kvittere barnets ønskende opmærksomhed med “det fint, skat”…
Jeg er ikke enig. Og jeg synes, det nu kammer lidt over i “se, hvor meget sukker vi giver vores børn, for så meget rebeller er vi!”.
Og jeg kan ikke forstå, at man skal stemples som spelt-mor, fordi man går op i, at ens unger spiser sundt. Hvordan kan det være en dårlig ting? (hvis man vel at mærke ikke kammer over og KUN spiser økologisk savsmuld eller alternativt antager en ubehageligt belærende tone og adfærd over for andre)
Gode spisevaner grundlægges i de første år. Så hvorfor ikke gemme de meget søde sager så længe som muligt, indtil der virkelig er efterspørgsel på dem?
Min erfaring er, at vuggestuebørn er lige så glade for vindruer, vandmelon, rosiner, cherrytomater og lignende, som de er for slik. Så hvorfor SKAl de sidde og æde kage, flødeboller og vingummier til fødselsdag, bare for at bevise, at man ikke tilhører speltsegmentet?
Nå, bare en undren – og jeg kan godt se if. de andre kommentarer, at den nok er adresseret forkert.
Er ret så enig med Missekatten
Kat – jeg tror som sådan ikke, at der er nogle, der kan være uenige med dig i, at man skal gå op i, at ens børn spiser sundt. SLET ikke!
Det er ikke mit indtryk, at vi er særlig mange, der propfodrer vores vuggestuebørn med sukkerstads, selvom de lige så gerne vil have en rosin.
Pointen er jo ikke, at det er lige meget, hvad børnene spiser. Pointen er, at lissom du heller ikke selv dør af en pandekage i ny og næ, så gør dine børn det nok heller ikke.
Vi kan blive enige om, at slik, kager mv. er fuldstændig ligegyldig mad. Men vi spiser det jo alle sammen. Hvorfor?? Fordi det smager godt – og ikke mindst fordi det er hyggeligt at samles om! Og lige præcis det sidste vil jeg gerne give videre til mit barn – i passende doser, naturligvis!
@Kat: I lighed med Rikke, så er jeg overbevist om at alle, inkl. mig selv, der har givet deres mening til kende er giver deres børn en sund og balanceret kost. Selvom min dreng godt kender til juice foretrækker han oftest mælk eller vand og hurra for det. Sodavand aner han ikke hvad er. Ordet guf har i vores husholdning en ret bred definition, da det kan være alt fra frugt og rosiner til kage og chokolade. Som resultat har han faktisk et ret fornuftigt forhold til de søde sager, og han siger ganske af sig selv stop inden han foræder sig.
Men der hvor jeg er uenig med det såkaldte splet-segment, er dem der lader børnene være totalt afholdne og så i det skjulte ikke selv efterlever de restriktive regler. Og det var vel det der var formålet med Julias klumme.
Jeg kan godt se argumentet, men jeg synes stadig, det er ærgerligt, at små børn partout skal lære de voksnes dårlige vaner – som fx at hygge er lig med søde sager. Jeg synes langt hen ad vejen, at det er vores egen dagsorden, vi kører af på ungerne, når vi synes, det er synd for dem, hvis de ikke får slik, når vi skal hygge.
Der er så meget andet (dumt), vi foretager os, som vi heller ikke ønsker at blande vores børn ind i.
Mine børn er ikke totalt afholdende (overhovedet…), men når jeg fx får dem hjem fra en weekend hos bedsteforældrene, hvor de har ondt i maven, hovedpine, er helt blege, trætte og irritable, så kan jeg se, hvad en kost bestående kun af pandekager, toast, frysepizza og is gør ved dem.
Selvfølgelig må de være hos bedsterne, og selvfølgelig må de forkæle dem, men når det bliver i den grad, har børnene det ikke engang godt længere. Og det var lige der, bedsterne nogle gange godt måtte sige “gulerod” i stedet for “pandekager”, for ingen tvivl om, hvad ungerne helst selv vil have.
Anyways, jeg tror ikke, vi er så langt fra hinanden – jeg synes bare, det blev lidt demonstrativt, at det pludselig var SÅ vigtigt, at børn lærer at spise vingummi i en tidlig alder.
@Rikke: Nej, det er klart, at ingen af os dør af en pandekage. Men overlevelse er vel ikke det eneste succeskriterie? Altså, hvorfor spise pandekager, hvis vi primært gør det, fordi vi nok ikke tager varig skade?
Igen, jeg forstår godt dit argument, men jeg vil meget hellere give noget andet videre til mine børn, end at hygge kræver søde sager. Det skal de jo tids nok finde ud af selv.
rent og fint pletskud! Tak for de gode ord, der inspirerer til tanker, om hvordan det nu er jeg gerne vil være forælder til vores dejlige søn.
Det kan vel siges kort: Praktiser hvad du prædiker.
Altså ingen sukker til børnene, mens forældrene slikker sig sukkersultent om munden, når ungerne er lagt i seng. Hyklerisk.
Hykleri. Nej, tak.
Sundhed. Ja, da.
Gode, tydelige reflekterede voksne: Nødvendigt
Jeg synes, at det handler om, at man tør at være en tydelig voksen. Det vil sige: At det man siger, er det man gør – også når ungerne er lagt i seng.
Cykelhjelmen skal kun på hovedet af ungerne, hvis jeg selv kører med en. De skal selv kunne være stille i tyve minutter, hvis jeg selv kan. Måske naivt.
Alle de underlige forestillinger gør jeg mig om, hvordan det bliver, når jeg bliver far. Og det bliver sikkert meget anderledes. Helt vildt og med angst og panik.
Men for mig bliver det en evig test, om jeg selv ville gennemføre det, som jeg beder andre om: Børn, kollegaer eller min kone. Den dag oprøret kommer, så kommer det i det mindste til en tydelig voksen – og for mig at se repræsenterer Julie sådan en – hun er troværdig. Måske var mailen, der udløste dette indlæg igen også en troværdig kilde, som gør hvad hun beder andre om. Men at bliver opdragende på andres vegne… ja, det kræver vel så, at man er villig til at tage imod det selv.
Hvis man beder andre ændre deres vaner, skal man så også ændre sine egne på opfordring? Så har vi nu en Julie med en gulerod og en mailskriver med en sukkerstang.
Ej, vel. Slå bedreviden fra – og lad os være nysgerrige på, hvordan andre lever deres liv.
TAK!
De allermest kræsne børn jeg kender (dem der kun spiser ganske få udvalgte fødeemner og lever direkte usundt) har mødre der på den ene eller anden led er madforskrækkede. Der er selvfølgelig slankekurs mødrene men nok så interessant også de sundhedsfanatiske. Det vigtigste vi skal give vores børn er madglæde, madfornuft kommer bagefter og er vigtigt, men umuligt uden madglæden.
Der er kommet en tildens til at piske stemningen HELT op, og jeg tror ikke det gavner nogen.
“Alt med måde” synes jeg klart er den bedste måde at gå til det hele på. Om det så er sukker eller alt muligt andet.
Det fik mig også til at tænke på det med TV/computer forbrug. De børn som ikke må se TV hjemme, sidder zombie-klistret til skærmen ovre i ungdomsklubben.. Lige som sukker, findes TV altså ude iverden, lige meget om du synes, det er en god idé eller ej. Hellere lære børnene at få et naturligt forhold til tingene, i stedet for at presse dem ud i overforbrug via forbud.
For det er sku det, der ofte sker.
Fin artikel.
[...] “Jeg kender flere børn på både to og tre år som ikke kender til den frydefulde smag af en vingummi, og som heller ikke har lært at spise en is. For slet ikke at tale om glæden ved kage, kiks, marcipan eller børnefælden nummer ét: Nutella. Og det er da imponerende. Imponerende at forældrene selv evner så megen stamina at de kan nøjes med kravle ud i køkkenet i nattens mulm og mørke og selv spise de søde sager for at få deres sukkerfiks uden for børnenes vågne timer (for bare fordi børnene ikke spiser det, behøver det jo ikke at betyde at de voksne absolut er tre hundrede procent solidariske). Imponerende at det er her vi lægger vores energi.” Citat: Julia Lahme fra denne klumme. [...]