Om sukker

Nedenstående klumme har for nogen tid siden været bragt i JP. Når jeg tillader mig at lufte den igen, er det fordi jeg i weekenden modtog en mail i anledning af dette indlæg. Her mente en mor til to at jeg i stedet for at sige ja – burde have sagt gulerødder. Det mener jeg ikke. Der skal sukker til ind i mellem…

Sukker eller ej

I Danmark er vi ved at have opbygget en ganske særlig form for nultolerance over for de bedre stillede danske børnefamilier. Altså, overfor alle os i middelklassen. Nultolerancen kommer ikke de børn i børnefamilier til gode, der lever under gruopvækkende forhold som dem, vi for eksempel har set i Brønderslevsagen, ej heller dem, man kan være vidne til når forældre skriger deres små børn ind i ansigterne i den hårdtpumpede ulvetimestress Netto lige ved siden af de økologiske gulerødder, for i sådanne eksempler er vi simpelthen så konfliktsky, at vi ikke siger noget, eller for alvor går ind i en muligt konfrontation. Nej, det er ikke her vi gør vores borgerpligt, den gemmer vi i stedet til mere sikre situationer, hvor vi kan læne os op af den almene forargelse. Når det gælder det, der efterhånden kaldes for familiens ”sukkerpolitik”, så er vi virkeligt nået til nultolerancen. Det giver nemlig efterhånden sig selv, at børn ikke må spise sukker. Jeg kender flere familier, der evner at praktisere denne totale afholdenhed, hvor det vildeste er en klat syltetøj på speltbrødet.

Jeg kender flere børn på både to og tre år som ikke kender til den frydefulde smag af en vingummi, og som heller ikke har lært at spise en is. For slet ikke at tale om glæden ved kage, kiks, marcipan eller børnefælden nummer ét: Nutella. Og det er da imponerende.  Imponerende at forældrene selv evner så megen stamina at de kan nøjes med kravle ud i køkkenet i nattens mulm og mørke og selv spise de søde sager for at få deres sukkerfiks uden for børnenes vågne timer(for bare fordi børnene ikke spiser det, behøver det jo ikke at betyde at de voksne absolut er tre hundrede procent solidariske). Imponerende at det er her vi lægger vores energi. I februar måned var jeg til fastelavn i en stor andelsboligforening på Østerbro i København, hvor økologien ellers er så fremherskende at man skal lede længe efter noget som helst med sprøjtegift, og et kvarter hvor sukkerpolitiken er så dominerende, at den er et punkt for sig selv på mange forældremøder i kvarterets daginstitutioner. Her blev der delt slikposer ud efter tøndeslagsningen. Og vi taler seriøse slikposer, som de så ud da jeg var barn i de kartoffelkursdystre firsere. Der var røde, grønne, gule stykker slik og chokoladebarer på størrelse med et 2-års-barns underarm. Børnene fattede ikke hvilken lykke der havde ramt dem, og forældrene var delt i to lejre: Dem, der syntes det var skønt og befriende og dem, der var knald-forargede.

Det er som om kampen mod sukkeret, mod overvægten og mod det liv, hvor man kan komme til at træde tre skridt ved siden af og ende i et sukkerknald kommer til at være determinerende for om vi er gode, eller om vi er dårlige forældre. De forældre, der evner at være strikse overfor deres børn, og som evner at byde børnene på gode, sunde og  naturlige alternativer til det hvide sukker, er de gode forældre. Det er dem, der tager vare på barnet på dets fremtid, krop og psyke. Alle os andre, der ind i mellem selv gerne vil indhalere et stykke chokolade og gerne i vores børns fantastiske selskab, vi er i nultolerancens folkestemning dårligere forældre.

Midt i alt dette har den kristne, socialorganisation Blå Kors som kæmper mod alkoholisme og misbrug og for børn og unge i misbrugsfamilier lavet en undersøgelse. Denne undersøgelse viser at vi i Danmark mener at det er mere forsvarligt at være sammen med vores små børn, når vi er småberusede, end det er at give dem slik. Vi lever simpelthen i den omsorgsforladte vrangforestilling at vi skader vores børn mindre, når vi er fulde sammen med dem, end når vi lader dem dykke dybt ned i slikposen. Mon ikke det er nu vi stopper op? Er det ikke nu vi ser det store stygge sukkermonster i øjnene og begynder at tage ansvar for vores egne og andres børn, der hvor det faktisk gælder? Bør vi ikke tale mere om fulde forældre, ansvar over for hinandens og egne unger og hvordan vi undgår at være stiltiende vidner til noget der potentielt er endnu værre end kg på sidebenene når vi mødes i daginstitutionerne? Mon ikke det er nu at vi lader sukker være sukker og passer lidt mere på ungernes oplevelse af tryghed, kærlighed, sikkerhed og omsorg end på deres vægt.

38 Comments
Previous Post
Next Post