Paradisets forhave

På denne sidste dag i fælles barselsboble inden Johans hverdag for alvor sætter i gang på mandag, erklærede Elias sig for rask (TAK!), og i stedet for legeplads / video / togbaner / lego / Togbaner / togbaner / togbaner kunne Johan og jeg gå en tur med Sofus i barnevognen og ind til de fine nye Torvehaller.

Det er spændende, hvornår de forbyder amning derinde, for man kunne ikke kaste med en økologisk delikatesseost af mælk fra glade nyfriserede køer uden at ramme en mor på barsel derinde. Torvehallerne kombinerer sådan set også ALLE de stimuli, der får en ammehjerne til at reagere: Blomster, kaffe, mad, kager (virkeligt mange kager). Jeg må tilbage!

Mellemland

Endnu en dag med syg Elias i barselsland; dog har han fået det bedre med den konsekvens at han har været lige præcis i det møgirriterende limbo (for både ham og os), hvor han har været for syg til at komme i børnehave og for rask til i virkeligheden at være hjemme. Så jeg vovede mig på solotur med barnevogn i den ene hånd og storebror i den anden, og var på legeplads mellem amninger sammen med Elias. (Jeg følte mig virkelig cool og ekstremt rutineret…) Det gik ikke hurtigt, men det gik, og det var fantastisk at lave noget med Elias igen.

I mellemlandet mellem syg og rask går dagen alligevel i sit eget tempo, og hvis man ikke er helt rask, er der heldigvis plads til pauser.

Hvis du er kattedame eller har døtre…

Eller drenge med et svagt punkt for japanske katte, og hvis du har hang til kreaStivitet (aka rødvin og symaskine i harmonisk kombination), så har Liberty netop lanceret en Hello Kitty minikollektion med både metervarer og dimser. Jeg skal intet med det, og drages alligevel mod kattedamen… Klik her og se det hele.

Mere sygdom

Nå, men her sidder vi så. Midt i sofadet. Elias med feber og snot, mig med amning og baby, og Ramasjang på fuld knald. Børnefamilien som vi kender den. Plus en. Sofus blev en uge i går, og jeg fatter ikke at tiden går så hurtigt. Vi havde besøg af sundhedsplejersken (en sød én!), som målte og vejede og roste Lillebror (TAK!), og som hverken løftede et øjenbryn da jeg sagde nej tak til mødregruppe (et spørgsmål om tid), eller forklarede om hvordan vi har tænkt os at fikse det der med gøglerliv og ingen barsel. Nu, dagen derpå efter febernat, er der dog ikke mere at hente her hos mig, og Elias bliver simpelthen nødt til at være rask i morgen. Basta. Tak.

Ilddåben

Midt i babyboblen fik vi vores ilddåb som forældre til to, da Elias vågnede natten til søndag og ikke kunne få vejret. Han kastede op og kunne stadig ikke trække vejret, men hostede som en rusten søløve og panikken bredte sig. Både hos mig og hos ham. Falsk strubehoste har vi desværre prøvet før, og efter at have banket vores fantastiske underboer op, blev Elias og Johan kørt til skadestuen, hvor Elias fik maske med adrenalin. Fem timer senere var de hjemme igen, og mens Johan kollapsede så Elias og jeg først lige en film sammen med Lillebror i sofaen og faldt så om sammen.

Det var så absurd ikke bare at kunne tage med, og så mærkeligt at sidde med det ene barn i armene og længes efter det andet, samtidig med at være i stille panik. Søndagen gik med stilstand, amning og søvnmangel, og med at kramme Elias hver gang chancen bød sig. Han er stadig træt og lille, og jeg er helt i knæ over hvor mange bekymringer (og lykke og kærlighed) der faktisk er plads til i et ganske almindeligt liv…