Månedsarkiv: september 2011

Paradisets forhave

På denne sidste dag i fælles barselsboble inden Johans hverdag for alvor sætter i gang på mandag, erklærede Elias sig for rask (TAK!), og i stedet for legeplads / video / togbaner / lego / Togbaner / togbaner / togbaner kunne Johan og jeg gå en tur med Sofus i barnevognen og ind til de fine nye Torvehaller.

Det er spændende, hvornår de forbyder amning derinde, for man kunne ikke kaste med en økologisk delikatesseost af mælk fra glade nyfriserede køer uden at ramme en mor på barsel derinde. Torvehallerne kombinerer sådan set også ALLE de stimuli, der får en ammehjerne til at reagere: Blomster, kaffe, mad, kager (virkeligt mange kager). Jeg må tilbage!

Mellemland

Endnu en dag med syg Elias i barselsland; dog har han fået det bedre med den konsekvens at han har været lige præcis i det møgirriterende limbo (for både ham og os), hvor han har været for syg til at komme i børnehave og for rask til i virkeligheden at være hjemme. Så jeg vovede mig på solotur med barnevogn i den ene hånd og storebror i den anden, og var på legeplads mellem amninger sammen med Elias. (Jeg følte mig virkelig cool og ekstremt rutineret…) Det gik ikke hurtigt, men det gik, og det var fantastisk at lave noget med Elias igen.

I mellemlandet mellem syg og rask går dagen alligevel i sit eget tempo, og hvis man ikke er helt rask, er der heldigvis plads til pauser.

Mere sygdom

Nå, men her sidder vi så. Midt i sofadet. Elias med feber og snot, mig med amning og baby, og Ramasjang på fuld knald. Børnefamilien som vi kender den. Plus en. Sofus blev en uge i går, og jeg fatter ikke at tiden går så hurtigt. Vi havde besøg af sundhedsplejersken (en sød én!), som målte og vejede og roste Lillebror (TAK!), og som hverken løftede et øjenbryn da jeg sagde nej tak til mødregruppe (et spørgsmål om tid), eller forklarede om hvordan vi har tænkt os at fikse det der med gøglerliv og ingen barsel. Nu, dagen derpå efter febernat, er der dog ikke mere at hente her hos mig, og Elias bliver simpelthen nødt til at være rask i morgen. Basta. Tak.

Ilddåben

Midt i babyboblen fik vi vores ilddåb som forældre til to, da Elias vågnede natten til søndag og ikke kunne få vejret. Han kastede op og kunne stadig ikke trække vejret, men hostede som en rusten søløve og panikken bredte sig. Både hos mig og hos ham. Falsk strubehoste har vi desværre prøvet før, og efter at have banket vores fantastiske underboer op, blev Elias og Johan kørt til skadestuen, hvor Elias fik maske med adrenalin. Fem timer senere var de hjemme igen, og mens Johan kollapsede så Elias og jeg først lige en film sammen med Lillebror i sofaen og faldt så om sammen.

Det var så absurd ikke bare at kunne tage med, og så mærkeligt at sidde med det ene barn i armene og længes efter det andet, samtidig med at være i stille panik. Søndagen gik med stilstand, amning og søvnmangel, og med at kramme Elias hver gang chancen bød sig. Han er stadig træt og lille, og jeg er helt i knæ over hvor mange bekymringer (og lykke og kærlighed) der faktisk er plads til i et ganske almindeligt liv…

Lillebror

Jeg har været lidt stille herude. Mest fordi jeg er så overvældet. Jeg er nemlig blevet mor, og en taknemmelig en af slagsen. I mandags klokken 11.11 kom Sofus til verden ved et (ganske fantastisk roligt og trygt) planlagt kejsersnit. Vi blev på Riget et døgn og trillede så den velkendte rute hjem fra hospitalet og ind i hverdagen til et ganske ukendt liv med to børn. Jeg er i boblen sammen med Johan, Sofus og Elias, og vi er allesammen ved at finde ind til hvad det vil sige. Elias er den stolte (kyssende, aende) storebror og Sofus og jeg prøver at finde ud af den der amning, mens Johan er den slags far, som gør at kvinder i fremtiden vil kaste sig i grams for mine drenge. Alt er overvældende forvirrende dejligt (var det ikke for smerterne efter snit og den der amning…), og jeg prøver at hitte rundt i det.

Og her er han. Fire dage gammel og umulig ikke at kysse hele tiden.

Perspektiv

I morgen lader det til at vi (endelig) har mulighed for at få et regeringsskifte; og selvom jeg ikke er enige med den røde blok i alt hvad de prædiker (fx synes jeg det er så fint at afskaffe efterlønnen, hvilket gør mig til en skruebrækker af værste skuffe, kan jeg regne ud), så er der udsigt til at de støttepartier den nye regering får brug for ikke prædiker et lukket Danmark, fremmedangst og titusind grunde til at man skal lægge sig under sengen når man går i seng, i stedet for oven på den, så hjemmerøverne ikke får øje på én.

Det jeg går og undrer mig over i dag, er om folk stemmer ud fra hvad de personligt har brug for (altså hvis man er på vej på efterløn / ønsker sig den – stemmer man så rød blok?), eller ud fra hvad man mener samfundet har brug for? For det er vel ikke nødvendigvis det samme. Hvad gør du? Stemmer du for dig selv eller for fælles bedste?

(Mig? Jeg tror nok at jeg stemmer ud fra hvilke muligheder, jeg gerne vil have at min familie og jeg selv har…)