Vandstand + tilståelse

Glædelig tirsdag derude.

Der er tre uger til lillebrors ankomst, men som tidligere annonceret, så er er vandet kommet. Jeg hæver ganske langsomt, og begynder at føle mig som en ballon, nogen stille og roligt puster i. Maven vokser og vokser, og skrivebordet kommer længere væk, så det at skrive bliver faktisk en kende mere besværligt. Heldigvis er det stadig sjovt at gå på arbejde – jeg sidder midt i det hele, i rodet, bag stabler af ting og sager på skrivebordet og synes faktisk jeg er ret heldig at jeg selv kan bestemme, hvor jeg vil være. For at være helt ærlig, er de hårdeste timer i døgnet nemlig dem hvor Elias og jeg er eftermiddagsagtige sammen; hvor han ønsker sig at jeg kan lege, være nærværende, kravle på gulvet, kunne bukke mig, eller – det allerværste – forklare hvor jeg ikke lige kan hapse ham op fra gulvet, svinge ham en halv omgang og kaste ham ind i sengen – “ligesom far…”. Bliver nervøs for om det måske er DET, der er hårdt ved to børn – at man er nødt til at skære hjørner af med nummer ét?

20 Comments
Previous Post
Next Post