Vandstand + tilståelse
Glædelig tirsdag derude.
Der er tre uger til lillebrors ankomst, men som tidligere annonceret, så er er vandet kommet. Jeg hæver ganske langsomt, og begynder at føle mig som en ballon, nogen stille og roligt puster i. Maven vokser og vokser, og skrivebordet kommer længere væk, så det at skrive bliver faktisk en kende mere besværligt. Heldigvis er det stadig sjovt at gå på arbejde – jeg sidder midt i det hele, i rodet, bag stabler af ting og sager på skrivebordet og synes faktisk jeg er ret heldig at jeg selv kan bestemme, hvor jeg vil være. For at være helt ærlig, er de hårdeste timer i døgnet nemlig dem hvor Elias og jeg er eftermiddagsagtige sammen; hvor han ønsker sig at jeg kan lege, være nærværende, kravle på gulvet, kunne bukke mig, eller – det allerværste – forklare hvor jeg ikke lige kan hapse ham op fra gulvet, svinge ham en halv omgang og kaste ham ind i sengen – “ligesom far…”. Bliver nervøs for om det måske er DET, der er hårdt ved to børn – at man er nødt til at skære hjørner af med nummer ét?
Åh gud det går stærkt.. 3 uger tilbage!
Her er der 6 uger endnu med lillebror.. med mindre han selvfølgelig kommer før tid.. Jeg tvivler!
Og jeg kan kun give dig ret i at eftermiddagen er hård!! og cykelturen hjem fra dagplejen..
Ja det er utroligt jeg ikke er faldet død om endnu.
En klog dame har en gang sagt (tror det var Sigrid Riise):
“Det bedste man kan give sine børn, er søskende”
Hun har så evigt ret. Synes jeg. Også selvom man må skære hjørner…
Ja – det er lige præcis det, der er hårdt. Det bliver et lynkursus i behovsudsættelse for førstebarnet. Til gengæld er det forhåbentlig også en lille smule sundt for dem.
[...] Læs hele bloggen fra – Julia Lahme [...]
Præcis, det er fuldstændigt sådan det er. “Mor kan ikke lige nu…..”. Men altså, når det er sagt, så er der gået 1½ år nu, siden lillebror kom, og nu kan storesøster på 5 og lillebror sagtens hygge sig sammen i perioder (så man lige kan nå at lave mad, smække en vask over eller ….). Nu er de så begyndt at skændes om legetøj og begyndt at skubbe hinanden ned, hvis én sidder og får lidt hygge i mors favn. Så misundelsen er der også.
Tror nu faktisk, at det der er allerhårdest er, at når storesøster, lillebror og kæresten er stillet rimeligt tilfredse, så er der sjældent noget tilbage til mig…….
Ja, det er det hårdeste i starten! Da jeg fik min nr to, og oplevede hvordan den 3 Årige storesøster var tørstig/sulten/trist/ikke kunne nå noget, og fik svaret:”nej, jeg er midt i noget amning/putning/bleskift af din søster, så vent!” som svar hver gang, gjorde det meget ondt på mig. Hun var jo vant til at få behov dækket med det samme, og hun så trist og vantro på mig, og den første måned var jeg vred på mig selv over at have gjort noget så egoistisk som at få et barn
mere, og ødelægge min stakkels ældstes tilværelse…
Men så lærte jeg mig at putte baby i slyngen, så jeg kunne rejse mig mens jeg ammede eller puttede og gå rundt – og den 3 Årige lærte at hjælpe sig selv mere.
Siden har hun fået yderligere to små søstre, og jeg kan ærligt sige, det er fedt med en flok! De er så hjælpsomme og sociale og meget,meget glade for hinanden.
Så rust dig til et par måneder hvor du føler du ikke slår til – og glæd dig over at I alle nok skal komme styrkede ud af det her – også selv hvis elias udviser frustration og du bliver ked!
Ja, der bliver skåret mange hjørner for den første, men den store vokser også meget, og bliver den stolte storebror, og som mor bliver man både ked af ikke at kunne nå det samme som før, men man forbavses igen og igen over hvor meget den store magter selv – her er der kun halvandet år imellem storebror og lillesøster, og det var hårdt ikke at kunne nå ned i tremmesengen og sige godnat til den kommende storebror, da maven var størst, og hårdt alle de gange man måtte sige ‘mor kommer om lidt, jeg skal lige…(et eller andet med lillesøster…)’ men når det er sagt, så ville jeg ikke for alt i verden undvære den glæde det er at se dem sammen nu, her halvandet år senere, de er vilde med hinanden, og elsker at lege sammen, og det første og sidste de gør hver dag, er at give hinanden kys og kram – Så glæd dig! Efter den første hårde tid, kommer en lang og vidunderlig tid.
Man kommer ganske uværligt til at skære hjørner af mht. den store, når lillebror eller -søster melder sin ankomst. Men sålænge den store ikke føler sig helt tilsidesat, så går tingene som regel alligevel. Hos os kom lillebror for lidt over 2 måneder siden, og fra at storebror var lidt afventende den første uges tid, er det nu skønt at se hvor glad og stolt han er af sin lillebror.
Inddrag Elias så meget I kan i pasningen af lillebror. Han kan hente sut, stofble eller række jer klude når lillebror skal have skiftet ble. Når lillebror sover lur (hvad spædbørn heldigvis gør sig meget i), så smid dig på gulvet (nyd at kæmpemaven er væk) og leg med storebror. 30 minutters intenst samvær, hvor Elias virkelig har din fulde og hele opmærksomhed kan redde meget.
Sidst men ikke mindst, så er søskende noget af det største man kan give sine børn (udover ubetinget kærlighed).
Men jo… jeg kender bekymringerne over ikke at kunne slå til, og den dårlige samvittighed fordi man føler at man ikke slår til
Her er der ikke skåret hjørner af med den store, her er det lillebror(2 måneder) som må vente. Storesøster er nemlig kun 1 år og 7 måneder, så hun kan ikke sættes til side. Jeg synes godt man kan lade babyen ligge for sig selv(selvfølgelig hvis det er en nem baby)Nu ammer jeg heller ikke(desværre) men det gør altså hverdagen lidt nemmere at man ikke skal sidde halve timer for at give mad.
Næh en lille dreng mere – hvor skønt !
Smil fra Mia
Hey – har lige opdaget din blog. Læste med stor begejstring “Hvor lagde jeg babyen” da jeg havde nr. 2 i maven i 2009 og JA man må skære hjørner – men man bliver skidedygtig til at finde på nænsomme (udspekulerede…) måder at gøre det på så “størstebarnet” ikke opdager det – næsten…
)
ok, en kommentar fra en mor med 3 piger. Jeg havde samme tanker da jeg ventede Frida (barn 2) men af en eller anden årsag, og uden at tænke over det gik det hele bare op i en højere enhed.. Det kan godt være det lyder supermoragtigt, men det var faktisk nemmere at have 2 børn end et, og så kom nr. 3… Vildt spændende Julia!
Pyh, jeg gør mig helt de samme tanker (og er i øvrigt enig i, at det, der næsten er hårdest ved at være højgravid er at være totalt lege-agtig med Øglen. For af en eller anden grund foregår det der leg nærmest altid på gulvet, og der er denondelyneme langt ned, når der – for mit vedkommende – kun er 2 uger til Varanens ankomst…)
Men jeg håber, at nogle ting kommer til at give sig selv, når først babyen er her. At jeg ikke nødvendigvis behøver at sige nej til Øglen hele tiden, og at hun – som nogle af de andre kommentarer også siger – vokser med sin nye titel som Storesøster. Ellers ved jeg sq ikke helt, hvad jeg skal gøre…
Som tiden dog går…det med at være en vandballon kender jeg til fra mine egne graviditeter…
Åh – en lillebror…det vidste jge ikke – før nu. Tillykke!
Er enig med Lita (også uden at vil være supermom). Det går bare op i en højere enhed. Synes faktisk at det var nemmere 2. gang end 1. Overskuddet var større hos mig. Selvfølgelig også meget hjulpet af at lillesøster blev elsket fra første øjeblik fra vi kom hjem med hende (- hun fik storebrors sovebamse udleveret med det samme…så fint og forsigtigt).
Sats på at Elias elsker sin lillebror og lær ham at sige til, når lillebror skal flyttes. Det er dér at vi har haft de største konflikter (- når hun kravler over i brio’en…åhhhh!!!). Så synes ikke at jeg har været nød til at skære hjørner eller sig fra overfor den store.
Tænker tit “things will come into place” når det går amok omkring mig…
Jeg er enig i at man skal huske sig selv på at “søskende er den største gave”. Min kloge sundhedsplejerske sagde også til mig da jeg beklagede mig over at storebror nogle gange kunne blive så sur på lillesøster: husk at du også selv nogle gange bliver irriteret på babyen – det er helt ok og normalt og det betyder ikke at han ikke elsker hende.
Det lyder vildt banalt – men det fik noget til at falde på plads i min hoved!
Jep, lige netop det har også for mig været det hårdeste. Og grunden til at jeg gik fra at ville have et fodboldhold af unger til at ville nøjes med 2.
Og der er ingen tvivl om, at det er mindst lige så hårdt for nr. 1 – men også noget af det mest lærerige i barnelivet – at lade andre komme til og opleve, at man ikke er verdens navle. At der skal være plads til os alle. Den erkendelse er svær, svær, svær, men på sigt også dybt berigende.
tusind tak for alle jeres tanker og overvejelser. Læser og læser og bliver klogere. Tak! Kram fra vandgoblen
Kære Julia
Min store dreng er ret præcist et år yngre end din Elias og han har fået en lillesøster for tre måneder siden. Lige inden jeg fødte lå jeg og trillede rundt på gulvet og tænkte alle de samme tanker som dig, men lykken ved at vores lille familie er blevet et menneske rigere overskygger bestemt bekymringer og dårlig samvittighed! Jeg tror ikke der er noget der rør mig mere end når jeg ser mine to børn sammen, lillesøster stråler når storebror kommer og han kysser og krammer hende så mit hjerte smelter!
Noget der også har rørt mig meget er at jeg også har lært min store dreng bedre at kende i kraft af at opleve ham i hans nye rolle som storebror, så selvom jeg har mindre tid kun til ham synes jeg faktisk stadig jeg er enormt tæt på ham fordi vi snakker så meget om alt det nye og jeg ser ham være ekstra omsorgsfuld, ekstra sur og gal, ekstra betænksom osv. og det er også en gave! Rigtig meget held og lyke med det hele!
Ej jeg bliver nød til at sige hej! TAK for din bog som gjorde at jeg fik brugt mine lattermuskler i min sidste graviditet. Og TAK for dine tanker om at få en dreng! jeg troede jeg var den ENESTE i verden og jeg skammede mig! Jeg SKAMMEDE mig. Men så kom du “ind i mit liv” — og jeg har arbejdet med det siden.. Jeg elsker min prins pver alt på jorden!
Jeg vil dele lidt af mig og måske – måske- kan det hjælpe dig! Da Adam skulle se sin søster første gang kiggede han på hende og så sagde jeg “nu er vi 4 i familien” og så prikkede jeg på hans næse 1 på Emmas næse 2 på fars næse 3 og på mors næse 4! Vi hører sammen – og han er så sød ved hende (ja ja og 2.5 år “mor må jeg træde på Emma??” )
Jeg ønsker det bedste for dig – og jeg ønsker jer lykke!
Tak for din bog – for ja indrømmet jeg har lige læst den igen!