Morgenskriger
Nogle gange må jeg undre mig over, hvad Elias gider bruge sin tid på. For eksempel at skrige. De sidste mange morgener er han blevet så sur over et eller andet lige gyldigt, at han er gået i gang med at råbe lungerne ud af brystet over det.
For eksempel ville han i dag have så korte shorts på, at der vist ikke mere er tale om shorts, men om fikse underbukser. En anden morgen var det spiderman-trøjen (ja, vi er i superheltefasen) der var det eneste saliggørende. Sko kan man også skrige over, og hvis knægten anstrenger sig nok, er der chance for at han måske kan græde lidt.
Bare lidt.
For han mener det ikke!
Det er næsten det mest provokerende. Stjernerne ligger på lur inde bag ved krokodilletårerne, og hvis nogen kommer til at grine eksploderer knægten. Meget, meget mærkeligt. Når vi når børnehaven er alt igen ok, og tårer og skrig forsvinder som dug for solen. Fatter det ikke.
[...] Læs hele bloggen fra – Julia Lahme [...]
Fatter ikke hvordan du gør det. Igen og igen. Beskriver morgenen hjemme hos os som om du havde været der.
De sidste par morgener har der nemlig også været en morgenskriger på færde hjemme hos os.
Min mand og jeg sidder som måbende publikum til denne lille kriger, der løber rundt og rundt og skriger:
“Vil du have lidt morgenmad, skat?” “Neeeeeeeeeeeeeeeeeej, auv auv auv” “Hvor gør det ondt? “Neeeeeeeeeeeeeeeeeeej” “Vil du have lidt vand?” “Auuuuuvvvvv!!!”
???!!!!
Og så er alt lige pludselig godt, og han sidder med stjerner i øjnene, griner og spiser den havregrød, han for 10 sekunder siden skreg “neeeeeej” af.
Vil egentlig gerne have undertekster på, for Allan og jeg … vi fatter ikke en meter!!
Hehe – jeg er helt enig med Gitte K dér. Vi oplever nøjagtig det samme – heldigvis i perioder. Men det med at han nærmest ekspolderer, ja man bliver skusme da helt bange for ham, og vupti 1 min. senere er alt godt!
Det skisme ikke nemt at være forældre til en 3 årig! Men det er eddersparkeme skønt på trods !
Smil fra Mia
det lyder så gammelklogt dette her: Det er en fase…. men det ér det! Vores dreng er lige et år længere fremme end din Elias og vores store pige er 6 år og vi har været dér med begge – man fatter intet men heligvis er den gode unge lige inde bag galskaben. Så fat mod og hold masken
Som ‘mor til 3′ så fint skriver, så er det en fase. Det er i al fald mit mantra når ældste-drengen flipper ud over en eller anden bagatel. Det være sig påklædning, mad eller også at han ikke længere må se Peter Pedal (en af heltene)
Stod det til ham havde han bil-trøjen og bil-underbukserne (=Lynet McQueen en anden helt) 24/7. Han har dog fattet, at tøjet skal vaskes, men passer det ham ikke at tage det tøj på, som jeg aftenen før har lagt frem, går man da bare ind på sit værelse og roder HELE kommodeskuffen med tøj igennem.
Lillebror er bare 2 måneder, så han er glad bare far eller mor er i nærheden. Men ligner han tilnærmelsesvis sin storebror får vi om et par år kamp til stregen. Stædighed og viljestyrke udover det sædvanelige ligger til familien. En af pædagogerne i storebrors institution påstår, at hun sjældnet har mødt et så stædigt barn som ham, og hun
har +20 års erfaring på bagen. Tsk, tsk siger jeg bare
Der var EN gang min mand og jeg begge reagerede ved (for sjov) at blive lige så hysterisk for at vise hvor follet og irriterende drengens ‘skrigerisk’ opførsel var. Han blev mundlam (måske over at se voksne opføre sig som han lige netop havde gjort). Nu er det så længe siden så jeg ikke kan huske om han holdt op med skrigeriet, men det dæmpede i hvert fald på det…
Jeg ved godt det ikke er pænt at være taknemmelig over andres problemer, men… Hold op hvor er jeg glad for at høre der er andre med en mystisk 3-årig. Herhjemme satser vi virkelig på det bare er en fase. Forhåbentlig en meget kort fase.