At blive væltet – og ikke komme på stranden

Det er varmt. Meget varmt. Og hverdagen er tilbage igen. Normalt ville jeg alligevel skynde mig på stranden om eftermiddagen, men det relativt store snit fra operationen for nu 10 dage siden er i følge lægerne ikke det bedste udstyr at tage med ud at bade. Elias er faldet til ro igen, efter hele det kaos indlæggelsen medførte. Godt hjulpet på vej af fantastiske bedsteforældre, en genåbnet børnehave og en fantastisk Johan. Det er mærkeligt, og underligt sårbart, når det går op for én, hvor lidt der skal til at vælte os. Jeg mener, så var det heller ikke værre vel? Det meste er jo godt nu – heldigvis –  men alligevel; det er en forskrækkelse, der sidder hvor den sidder. Og jeg trænger til en kold dukkert.

4 Comments
Previous Post
Next Post