Sommeraftener

Når man bor i lejlighed, og ikke selv har ansvaret for tagrender, græsplæner og andre herligheder, så kan en af de mest vidunderlige sommeraftener sagtens se sådan her ud:

En tom legeplads til Elias

Og mad og tæpper til os alle tre…

Og Konen – med spelt, slynge og hele økovitten

Så er det blevet tid til lige at introducere jer for en af de der særlige damer, der bor i cyberspace.

Nårh ja, også udenfor.

Nadia. Nadia kalder sin blog for ogkonen og hun er vidunderlig. Slet og ret. Hun er den mest alternative dame jeg nogensinde har mødt, smækfyldt med urter, øko, slynger, håndlæsninger og lækre børn. Nadia er alt det, jeg ikke er. Og Nadia kan alt det jeg ikke kan. For eksempel kan hun se det vidunderlige i en raw food-kage, bage (?) den OG spise den. Se selv her. Nadia er viljestærk, kreativ og medrivende i sin evne til at se økoløsninger hvor jeg kun ser ditto forhindringer.

Nadia er min yndlings spelt(hosthost)dame, fordi hun gør det hele og elsker det, og fordi hun deler ud af det uden at forvente at vi andre almindelige kvinder, der godt kan huske (og stadig savner) glæden ved blå kings, rødvin og en ordentlig omgang king size snickers, kan det samme på lige så kort tid. Måske fordi man kan mistænke Nadia for selv at kunne huske den slags. Nadia har nemlig en mission uden at missionere. TAK NADIA.   Du kan møde Nadia her.

Nu er Nadia i gang med at lukke op for sin viden (den er stor og selv jeg lytter…), og har sammen med Mr. Køkkenrevolution Umahro Himself kreeret en workshop for alle energiforladte (vordende) mødre. Du kan læse om den her.

Om tis…

Mens vi stadig er en etbarnsfamilie har vi mulighed for ind i mellem at gøre som det falder Elias ind. Så da han forleden dag på vej hjem fra børnehaven foreslog at vi gik på restaurant ham og jeg, sagde jeg ja, satte mig på en café ved søerne, og ringede til Johan, som kom og deltog i festlighederne krydret med børnemenu.

Det var superhyggeligt, og vi satte os indenfor, da det begyndte at blive lidt småkoldt. Pludseligt skulle Elias tisse. Meget. Så Johan trak ham med ud på toilettet, og her gik det ikke helt som planlagt. Ude i caféen kunne jeg nemlig høre mit barns knapt så milde røst brøle:

NEEEEIIIIII – JEG VEEEEEEL IKKE TISSØØØØØØØØ HE-ER!

Efter hvad der lød som flere forsøg, kom en rødkindet Elias og en grinende Johan tilbage med uforrettet sag og Elias begyndte at danse den kendte ujævne tisse-trængende-3-årig-dans, mens han blev mere og mere anstrengt.

Pludseligt begynder knægten at tale om at han vil ud og tisse.

Som i UDENFOR.

Stemmen bliver højere og højere: Jeg vil tisse op af et træ NUUUUUUUUUU! - og jeg forsøger stille at forklare Elias at det kan han ikke komme til, mens han BRØLER  tilbage om alle de situationer hvor ham og Johan tisser op af træer. Og i råbehøjde understreger sine pointer med børnehaveagtig retfærdighedssans: DET MÅÅÅÅÅ MAN GOOOODT! DET ER NATUUUUUUUR

Vi ser situationen i øjnene og går hjem.

På vej ud af cafeen ser jeg det gravide par (uden et barn i forvejen, ser det ud til) se på os med frygt, medlidenhed og mest af alt: let afsky i blikket, og jeg er sikker på at de da nok skal få det rigtigt sjovt som forældre.

For der findes værre ting end tis. Kan komme i tanke om flere ting, faktisk, der er en del værre end tis.

Jeg siger det bare.

Dont shoot the messenger.

Mine ører

Ind i mellem snakker Elias så meget, at jeg truer med at gå i gulvet. Han spørger “Hvorfor?” til alt. I går aftes kom jeg til at sige

til Johan: Jeg tror mine ører falder af nu.

Elias: Hvorfor det?

Mig: Fordi der er så meget snak hele tiden.

Elias: Hvorfor det?

Mig: Fordi du har så meget at fortælle.

Elias: Pyt med det. Vil du da hellere bo et andet sted?

Vandmasser, angst og bæven

Det har regnet og regnet og regnet, så man troede det var løgn. Både i går og i dag. København er oversvømmet, og det er flere kældre, lejligheder og huse også. Jeg kender mange som har brugt dagen i dag på at skovle mudder, vand og gamle klenodier ud af de oversvømmede kældre og jeg synes satme det er synd for dem. Som en villa-ejende veninde skrev på Facebook i går: Jeg ønsker mig en lejlighed med loftsrum!

Johan har spillet på Nibe-festivallen i går, og der er (fandme) langt til Nibe fra Østerbro. Jeg nåede at blive nervøs herhjemme i tordenvejret. Da Elias kom ind i mit liv forsvandt de sidste rester af nerver af stål, og jeg må indrømme at graviditetens hormonrush gør mig til en rystende Maude-type, som hurtigt får noget med nerverne, hvis jeg ikke har styr på hvor alle er. Og præcis hvor godt de har det på en skala fra et til toogfyrre. Og i monsun-regn, er det hele helt oppe at køre. Helt ærligt. Hvad sker der med de hormoner? Hvorfor forsvinder éns coolness totalt, og hvorfor er min tillid til verden omvendt proportionalt med størrelsen på min mave?