Månedsarkiv: juli 2011

Tilbage fra Riget…

Nå, men så er jeg tilbage. Ikke rigtigt tilbage, men jeg har lige stukket snuden frem.

Mandag eftermiddag i sidste uge blev jeg akut indlagt pga voldsomme smerter, jeg havde gjort mit bedste for at ignorere. Smerter i maven, som jeg vidste stammede fra en cyste på den ene æggestok. Jeg har kendt til den siden 3. graviditetsmåned og har faktisk haft ondt fra begyndelsen, hvis jeg nu skal være helt ærlig.

Mandag aften blev jeg indlagt, tirsdag blev jeg opereret. Jeg skal spare jer for detaljerne, men jeg var skidebange for at der skulle ske noget med baby; som jo også er grunden til at jeg ikke har presset på for at blive opereret.

I dagene efter operationen viste det sig så at jeg for det første er resistent overfor smertestillende ting og sager såsom morfin, ketogan etc, og kun får bivirkningerne ud af det:  Ondt i huden, kvalme, slørethed. Jeg har desuden fået et voldsomt hold i ryggen, i nakken og (føles det som) i hovedet med hjem, og regner med at kunne sidde ordentligt op om et par dage. Men i det mindste er jeg hjemme nu. Og jeg kan slet ikke beskrive, hvor vidunderligt det er.

Syge mænd

Ikke ét eneste ord om detaljegraden her i Take Thats pressemeddelelse. Og jeg har heller ikke nogen erfaring overhovedet med syge mænd… INGEN. Og det er heller ikke sjovt at kaste op præcis kl 16. Stakkels Robbie.

Copenhagen July 16th

We are truly devastated to have had to cancel tonight’s show in Denmark.  This is the first show that we have ever had to cancel in our career as a band.  It was a horrible decision to make and one we agonized over.

On Friday night, Rob suffered serious food poisoning from something he had eaten after the show.  He was violently ill all night and well into the morning.  At 10am this morning, he decided to relocate to his dressing room at the stadium, in the hope that he could recover and prepare for the show.  Doctors visited him twice during the day and despite prescribed medication he was still vomiting at 4pm this afternoon.  The doctor insisted that he was not fit to perform tonight.

The five of us then had a decision to make: Should we go on with the show without Rob or should we cancel altogether?  What would be fairer to our fans?  What would people want?  It was a very, very difficult decision.  In the end we felt that as this tour is about the five of us being back together, and about celebrating that reunion, it would be wrong to go ahead with the show.  We also knew that no matter how hard we and our team worked, in the short time we had to make the necessary changes to this hugely complicated and technical production, the show could never be what we wanted it to be, and nor could it be what our fans expect and deserve from us.

We are now back at our hotel and still cannot believe what has happened.  Rob is still very unwell, and we are all just focussing on getting him better so we can put on our show in Amsterdam this coming Monday.

We would like to say from the bottom of our hearts that we are truly sorry to all of you who have bought tickets for tonight’s show.

Thank you for your continued support.

Love Mark, Gary, Jason, Howard and Rob

Fotorapport: Danmarks svar på Ibiza

Så er vi hjemme igen. Efter en uges ferie på Bornholm sammen med to andre børnefamilier, i ét stort sommerhus. I regnvej. Lyder som Opskriften På Katastrofe, men det var det ikke. Det var pissehyggeligt. Bortset fra evighedsregnen. Her følger fotodokumentation.

De første par dage viste Bornholm sig fra postkort-siden med solskin og idyl. Her idyl importeret fra Svaneke.

Og her noget havneview, som også er yndigt, livsbekræftende etc:

Det var sådan cirka her, jeg begyndte at overveje noget med en anpart i et bornholmsk sommerhus, droppe alting, flytte på landet etc etc. Og uden at sige for meget så må man da vist slå fast at en del mere eller mindre fremmelige glaskunstnere, keramikere og kunsthåndværkere har besluttet sig for at Bornholm er STEDET når det gælder om at vinde danmarksmesterskabet i at producere enorme sager i glas. Sager, som typisk ikke har en funktion. Jeg har ikke taget billeder af diverse rædsler, men det er ikke for meget at sige, at leder du efter noget i glas – HVAD SOM HELST – så findes det på Bornholm.

Efter nogle dage opstod der mulighed for en tur til havs, og den tog Johan og de to andre fædre imod. Johan fangede en torsk på 7 kg, hvilket vist er list af en præstation. Jeg har aldrig set noget lignende. Et sø-uhyre.

Og et closeup:

Den smagte faaaaantastisk!

Senere på ugen besøgte vi Gudhjem, som ikke når Svaneke til sokkerholderne i idyl. Til gengæld var der et arrangement eller to, jeg ville have deltaget i, hvis ikke det var fordi jeg er SÅ enormt gravid, at jeg vælter alt med maven, har barn på 3,5 i hånden eller hellere vil lære at strikke / passe andres børn / flå fisk end at danse salsa:

Bornholm kan noget med mad. Det vidste jeg heller ikke da vi kom, men der er noget med gode råvarer og simple hapsere, som simpelthen ikke er til at stå for. Man kan vist også sige at vi var 6 voksne og 5 børn, der gjorde et fornuftigt forsøg på at æde os ud af regnvejret.

Hjemmebagt. Ikke af mig. Kan bestemt ikke tage æren. Men jeg forestiller mig at gøre Malene kunsten efter i næste uge.

Og sådan her fortsatte det:

I vores lejede sommerresidens var der indendørs pool, masser af plads, god stemning og så hyggeligt. Sådan en dejlig uge – og helt uden grund til at bekymre sig om solskader. Glædelig dansk sommer.

Sommeregn

Det regner, det regner, og det kommer det nok til at gøre hele næste uge, som er den uge, hvor jeg holder ferie. Dette er sagt uden bitterhed, for ferie er ferie og jeg er vandtæt, men kunne nok godt stadig bruge bare lidt af det varme med sol på. Whatever. Det var regnvejret jeg kom fra, for selvom det øser ned her, så er der en gaveregnen at glæde sig over, og den foregår i dag hos Anette.

Og Konen – med spelt, slynge og hele økovitten

Så er det blevet tid til lige at introducere jer for en af de der særlige damer, der bor i cyberspace.

Nårh ja, også udenfor.

Nadia. Nadia kalder sin blog for ogkonen og hun er vidunderlig. Slet og ret. Hun er den mest alternative dame jeg nogensinde har mødt, smækfyldt med urter, øko, slynger, håndlæsninger og lækre børn. Nadia er alt det, jeg ikke er. Og Nadia kan alt det jeg ikke kan. For eksempel kan hun se det vidunderlige i en raw food-kage, bage (?) den OG spise den. Se selv her. Nadia er viljestærk, kreativ og medrivende i sin evne til at se økoløsninger hvor jeg kun ser ditto forhindringer.

Nadia er min yndlings spelt(hosthost)dame, fordi hun gør det hele og elsker det, og fordi hun deler ud af det uden at forvente at vi andre almindelige kvinder, der godt kan huske (og stadig savner) glæden ved blå kings, rødvin og en ordentlig omgang king size snickers, kan det samme på lige så kort tid. Måske fordi man kan mistænke Nadia for selv at kunne huske den slags. Nadia har nemlig en mission uden at missionere. TAK NADIA.   Du kan møde Nadia her.

Nu er Nadia i gang med at lukke op for sin viden (den er stor og selv jeg lytter…), og har sammen med Mr. Køkkenrevolution Umahro Himself kreeret en workshop for alle energiforladte (vordende) mødre. Du kan læse om den her.

Om tis…

Mens vi stadig er en etbarnsfamilie har vi mulighed for ind i mellem at gøre som det falder Elias ind. Så da han forleden dag på vej hjem fra børnehaven foreslog at vi gik på restaurant ham og jeg, sagde jeg ja, satte mig på en café ved søerne, og ringede til Johan, som kom og deltog i festlighederne krydret med børnemenu.

Det var superhyggeligt, og vi satte os indenfor, da det begyndte at blive lidt småkoldt. Pludseligt skulle Elias tisse. Meget. Så Johan trak ham med ud på toilettet, og her gik det ikke helt som planlagt. Ude i caféen kunne jeg nemlig høre mit barns knapt så milde røst brøle:

NEEEEIIIIII – JEG VEEEEEEL IKKE TISSØØØØØØØØ HE-ER!

Efter hvad der lød som flere forsøg, kom en rødkindet Elias og en grinende Johan tilbage med uforrettet sag og Elias begyndte at danse den kendte ujævne tisse-trængende-3-årig-dans, mens han blev mere og mere anstrengt.

Pludseligt begynder knægten at tale om at han vil ud og tisse.

Som i UDENFOR.

Stemmen bliver højere og højere: Jeg vil tisse op af et træ NUUUUUUUUUU! - og jeg forsøger stille at forklare Elias at det kan han ikke komme til, mens han BRØLER  tilbage om alle de situationer hvor ham og Johan tisser op af træer. Og i råbehøjde understreger sine pointer med børnehaveagtig retfærdighedssans: DET MÅÅÅÅÅ MAN GOOOODT! DET ER NATUUUUUUUR

Vi ser situationen i øjnene og går hjem.

På vej ud af cafeen ser jeg det gravide par (uden et barn i forvejen, ser det ud til) se på os med frygt, medlidenhed og mest af alt: let afsky i blikket, og jeg er sikker på at de da nok skal få det rigtigt sjovt som forældre.

For der findes værre ting end tis. Kan komme i tanke om flere ting, faktisk, der er en del værre end tis.

Jeg siger det bare.

Dont shoot the messenger.

Mine ører

Ind i mellem snakker Elias så meget, at jeg truer med at gå i gulvet. Han spørger “Hvorfor?” til alt. I går aftes kom jeg til at sige

til Johan: Jeg tror mine ører falder af nu.

Elias: Hvorfor det?

Mig: Fordi der er så meget snak hele tiden.

Elias: Hvorfor det?

Mig: Fordi du har så meget at fortælle.

Elias: Pyt med det. Vil du da hellere bo et andet sted?

Vandmasser, angst og bæven

Det har regnet og regnet og regnet, så man troede det var løgn. Både i går og i dag. København er oversvømmet, og det er flere kældre, lejligheder og huse også. Jeg kender mange som har brugt dagen i dag på at skovle mudder, vand og gamle klenodier ud af de oversvømmede kældre og jeg synes satme det er synd for dem. Som en villa-ejende veninde skrev på Facebook i går: Jeg ønsker mig en lejlighed med loftsrum!

Johan har spillet på Nibe-festivallen i går, og der er (fandme) langt til Nibe fra Østerbro. Jeg nåede at blive nervøs herhjemme i tordenvejret. Da Elias kom ind i mit liv forsvandt de sidste rester af nerver af stål, og jeg må indrømme at graviditetens hormonrush gør mig til en rystende Maude-type, som hurtigt får noget med nerverne, hvis jeg ikke har styr på hvor alle er. Og præcis hvor godt de har det på en skala fra et til toogfyrre. Og i monsun-regn, er det hele helt oppe at køre. Helt ærligt. Hvad sker der med de hormoner? Hvorfor forsvinder éns coolness totalt, og hvorfor er min tillid til verden omvendt proportionalt med størrelsen på min mave?