Alle – og alene – hjemme
For et par dage siden tog jeg toget til Odense sammen med Elias. (Deraf det efterhånden traditionsrige Storebæltsbillede.)
Vi holdt fødselsdag for og hos Bedste Karen og lod en overordentligt tilfreds Elias blive i Odense. Han kunne faktisk ikke få mig hurtigt nok ud af døren, og syntes i den grad det var fint at jeg tog hjem. I formiddags hentede Johan og jeg Elias på Østerport, hvor han glad og en halv meter højere sprang ud af vognen og os i møde med Bedste i hånden. Det er fantastisk, hvad de to har fået ud af at være sammen, og helt fantastisk, hvad det har givet Elias at være alene afsted.
Johan kom hjem fra rejse i går, så jeg har været helt alene hjemme. I to døgn for første gang i…. mange år. Jeg har kunnet kaste mig ud i arbejde og været så fordybet som jeg næsten ikke kan huske jeg har været de sidste … mange år. Det har også været fantastisk. Men hold nu op hvor har jeg savnet dem. Så det gjorde ondt. Det er allerbedst når vi alle er hjemme. Samtidig.
Er ofte alene med mine piger da min mand rejser med sit arbejde, men i marts havde jeg 2 dage helt for mig selv, ingen mand og ingen børn og jeg nød det – mig tid. Det er ikke sidste gang jeg skal prøve det. Savnede selvfølgelig pigerne, især fordi jeg tog til London i 2 dage derefter, så det blev til 5 dage uden dem.
Min morsdagsgave var 24 timer UDEN mand og børn. Var dybt taknemmelig. Nød det. Men savnede dem.
Kan mærke, at jeg snart trænger til et mig fix igen – ovenpå maveinfluenza til hele familien (undtagen bræk-fjerneren – MIG) og så lige en indlæggelse til min 1 årige søn pga svær astma og så videre – midt i eksamensperioden.
Trænger til ikke at være nogens skaffer. At ingen kræver noget af mig. Bare lige 24 timer.
Og yes. Den kostebare alenetid. Jeg dyrker det – og elsker det (har dog ikke prøvet to døgn endnu). Men kan godt forestille mig, at to døgn på den ene side er fedt og på den anden side, ville jeg helt sikkert også savne mine drenge
.