Hverdagsnærighed

Hvis der er noget, jeg ikke kan holde ud, og som jeg nok aldrig nogensinde vænner mig til så er det: Nærighed. Det er så grimt. Hverdagsnærighed. Det der med, at man ikke kan give en kaffe uden et højttideligt løfte til gengæld, om at de nok skal få den igen – med ekstra skum – eller dem, der ikke kan give en centimeter på cykelstien. Dem, der ikke kan lade en far med et skrigende barn få en forlomme i Nettokøen, og den slags virksomheder, der siger de går ind for fleksibilitet, når bare ikke der går fem minutter fra ugens 37 timer.

Hverdagsnærighed er noget af det, der får alting til at blive lidt surere, eller lige lidt mere besværligt, og som simpelthen ikke giver mening.  Lige nu sidder jeg i Kastrup Lufthavn og arbejder. Jeg er nemlig så heldig at skulle på arbejde et par dage i London i morgen og tirsdag. Og så prøver jeg naturligvis lige at komme på nettet. Men nææææh nej, den går ikke, for CPH Airport nægter simpelthen at give en halv times gratis internet. Dét synes jeg edderbankeme er fedtet. Især når man tænker på, hvad man laver i en lufthavn… Venter…. og hvad de gerne vil signalere: Komfort. Hverdagsnærighed er simpelthen for trist.

8 Comments
Previous Post
Next Post