Tanker om arbejdsliv + familieliv

Det er efterhånden lang tid siden, jeg har lagt en klumme op her. Nu gør jeg det igen – jeg har fået en del reaktioner på denne, som var i JP i går. Måske har du lyst til at læse med; om arbejdsliv, familieliv og stress.

Man ikke sygemelde sig fra familien

På det nyligt afholdte landsmøde i SF kaldte Villy Søvndal stress for den hurtigst voksende folkesygdom. Det vil han som (måske) snarlige højrehånd til en (måske kommende) landsmoder gerne tage hånd om for os danskere. Og jeg er ret sikker på at han har ret: Det vi kalder stress rammer flere og flere. Jeg kender mange med stress. Især kvinder. Og typisk kvinder med mand, et eller to børn, et godt arbejde og for ca et års lommepenge blandede ambitioner. I alle retninger. Jeg kender kvinder midt i 30-erne, der har fantastiske jobs, en lækker mand og et styks vellykket barn, som bruger morgen efter morgen på at styrte rundt om de københavnske søer, for at holde den slanke linje så man endelig ikke kan se at de har født det smukke barn. Om eftermiddagen, henter de stakåndet deres børn i børnehaven, og kaster sig hjem gennem myldretidstrafikken for at forberede en omgang lækker og nærende aftensmad, der er frembragt efter alle kunstens – og økologiens, ernæringsreglernes og eksperterne fra Morgen TVs  – retningslinjer, så det da i hvert fald ikke er deres skyld hvis nogen i familien bliver overvægtige / usunde / energiforladte. Derefter Skal der ryddes op, bades, puttes, leges, serveres nærvær med kaffe til, vaskes tøj, smøres madpakker og kysses mand. Og nej, dette er ikke et kvindernes martyrium – det er ikke meget anderledes for mændene i min generation.
Arbejdstiden i den slags liv, er lig med voksentid. Det er her man taler roligt med hinanden, her man idéudvikler, her man arbejder sammen med andre voksne, her maden spises roligt over frokostbordet uden at skulle tage stilling til i hvilket hjørne den børnevenlige fars havnede efter lillebror lærte at kaste. Når kvinder kommer tilbage fra barsel, er der typisk én enkelt ting, der overskygger alle andre fordele: At man kan tisse i fred. At man rent faktisk kan gå på toilettet uden at have et barn med, at man kan få en lillebitte smule af sit privatliv tilbage. En af arbejdsmarkedets velsignelser er det skab, eller den skuffe, man har dér til at have sit privatliv i. Det er her den hårdprøvede teenagemor gemmer sin nye læbestift så døtrene ikke negler den, og her den trætte småbørnsfar gemmer sine smuglersmøger så ingen derhjemme opdager at han ikke holdt helt op med at ryge, som de ellers aftalte at han skulle. Den enkeltes privatliv leves også på arbejdspladsen. Og hvad så med den stress; ja Villy Søvndal vil i bedste omsorgsøvende staten-ved-bedst-stil sende alle landets ledere på stresshåndteringskursus. Det sagde han i hvert fald til landsmødet, og det har DR.dk citeret ham for. Alle landets ledere – og af sted med dem. Jeg kan kun forestille mig hvilke konsulentfirmaer, der allerede nu sidder og stykker lækre kurser sammen med smukt materiale og masser af påført selverkendelse for de ca 160 millioner kroner dette forslag vil koste.
Nej, jeg er ikke uenig. Stress er en folkesygdom; men helt ærligt: Det er søreme ikke KUN chefer, kunder, arbejdsmarkedet og kravene dér der stresser os – det er bare så forbandet umuligt at sygemelde sig fra sin familie, fra hjemmelivet, fra alle de krav vi tror omgivelserne stiller til os. Så hvis vi nu skulle bruge et par hundrede millioner på at gøre noget godt for stresstilstanden i de danske hjem, kunne vi så ikke prøve noget andet, end at sende cheferne væk på kursus? Kunne vi måske prøve (sammen) at sænke oplevelsen af krav til os? Eller kunne vi – helt konkret – hjælpe børnefamilierne noget mere? Eventuelt med et mere fleksibelt arbejdsmarked? Hvor det ikke forventes at arbejdstiden ligger 9-17 hver eneste dag, men hvor man faktisk kan flekse mere end plus minus en halv time i morgentrafikken? Kunne man for eksempel hjælpe de allermest stressede familier, så hjemmearbejdsdage blev obligatoriske mens vi har små børn? Så man kan sætte en vask over i arbejdstiden uden at nogen for ondt i rumpetten af det? Eller hvad med at gøre som man gør for tjenestemandsansatte tyskere? Nemlig sende os på kur-ophold (væk fra familie OG arbejde) i et par dage hvert andet år? Med en god bog og mad på faste tidspunkter.  Præcis som når man sender ledere på kursus. Mon ikke dét ville være noget billigere og ramme lige ned i vejrtrækningsproblemet? Hvis vi skal forebygge, skal vi så ikke forebygge der hvor problemerne er, i stedet for dér, hvor det måske – hvis man tænker i kasser – er lettest at få øje på noget at skrue på?

30 tanker om "Tanker om arbejdsliv + familieliv"

  1. Pingback: Tanker om arbejdsliv + familieliv

  2. Tine Tholander

    Ja, for fanden. Især hvis de samtidig vil have os til at arbejde 12 minutter mere om dagen. Jeg ved det godt, pengene skal komme et sted fra, men jeg bliver sgu så ærgerlig over at tænke på, at det er min datter, der kommer til at betale i institutionstid. For det bliver det jo. Og det ville da udelukkende gøre mig mere stresset.

  3. ninna rahbek schou

    Jeg er FULDSTÆNDIG enig!! Min barsel er slut, men jeg har været nødt til at sige mit job op på grund af arbejdstiderne 10-18.30 ugens 5 dage… Og det kan ikke hænge sammen for mig, at jeg kun skal putte min søn i weekenderne… Ville sådan ønske et mere fleksibelt arbejdsmarked for småbørnsfamilier, for det er jo ikke lysten eller viljen til at arbejde der mangler, det er tid, overskud og planlægning der gør det svært!!
    TAK fordi du tager dette emne op, hvorfor er det lige du ikke er politiker? Du har ihvertfald min stemme:-)

    Kh Ninna

  4. Lotte B

    Høøøøørt!!

    Og dog – de dér kvinder i 30′erne som du kender der løber rundt om søerne, ikk’? For hvis skyld gør de dér? For deres egen? Eller fordi “nogle” (???) forventer det af dem? Det er sq lidt trist at ha’ så lidt styr på sit selvværd at man føler sig nød til at løbe rundt og spise øko. Der hælder jeg lidt til at råbe “slap nu af, kvinde!” (måske jeg læser de linier lidt forkert?!)
    Nåh. Men ellers enig. Hvilket får mig til at tænke på Inge Berneke og hendes bog “kvinde, kend din karriere”. Kan siges meget dér, men hendes store point, som jeg elsker er “kunne vi kigge på strukturen i samfundet?” – både mht. kvinder i bestyrelse, familien, etc (gæste-blogger mulighed?). Åhhh…Julia…Skriv en bog om det. På en-eller-anden måde. Du kan!

  5. Stine Sørensen

    Igen rammer du helt plet med din klumme – og ja sjovt nok er netop det med at være på toilettet i fred en af de rigtig skønne ting ved at være på arbejde.

    Har et job jeg egentlig ikke er særlig glad for – men der er tilgengæld fleksibilitet udover alle grænser ( sålænge overholder deadlines og møder og i perioder også ligger op mod 80 timer om ugen) – jeg tør simpelthen ikke finde noget andet af frygt for at jeg ikke kan være lidt så fleksibel i min lille familie som jeg kan nu…

    Tak for en skøn blog.
    Kh Stine

  6. Amrit

    Lige i øjet, Julia. Og så er jeg fuldstændig enig med Lotte B.: Slap af, damer (og mig selv)! Arbejdsmarkedet kan klart blive mere børnevenlig i sin indretning, men vi kvinder skal dælme også være bedre til at være søstersolidariske med hinanden. I stedet for at dele øko-opskrifter og løbesko skal vi klappe hinanden på skuldrene, når vi smider os med en god bog og den gode gamle bki-kaffe.

  7. Minne

    Kan vi ikke starte her? Så lover vi damer hinanden at vi slapper af! Tager lettere på tingene, livet og maden og oftere siger; PYT!!
    Men jeg kan faktisk holde den voksnes sygedag fra familien. Mine forældre bor i Jylland og jeg i Odense, så jeg kan tage på weekend. Med eller uden børn. Derfor får jeg også alene tid hvor jeg igen lærer at trække vejret. Men jeg er også godt til at sige PYT, lade stå til og observere den børnevenlige fars i luften så ikke jeg skal bruge tid på at lede… Og så har jeg tilmeldt mig maraton til efteråret – fordi jeg kan og sys det er sjovt at presse formen!!

  8. Maj

    Jeg er enig, Julia. Og dog. For jeg synes, at størstedelen af ansvaret ligger hos os selv. Vi kan ikke pege på “samfundet” og kræve ændringer, hvis vi ikke selv går forrest og ændrer de ting i vores liv, som ikke fungerer. Hvis vi har et ufleksibelt job, så må vi skifte til et andet. Hvis dårligt selvværd tvinger os til at opretteholde en livsstil, som gør os stressede, så må vi søge hjælp.

    Jeg er slet ikke uenig i, at vi godt kunne brug nogle strukturændringer også. Men jeg synes alt for ofte, at vi glemmer, at VI ER SAMFUNDET. Alt for ofte ender ansvaret for udviklingen i vores samfund mellem to stole, fordi ingen (heller ikke vores politikere) ønsker at tage ansvar. Og derfor er min ydmyge pointe bare, at vi selv må tage ansvaret for vores egen lykke (inkl balance ml karriere og familie). Alternativet er, at vi ender i hylekoret af utilfredse, krævende borgere som forventer at nogen kommer og “redder os”. Og den (ubevidste) offerrolle har, mig bekendt, aldrig skabt stor lykke :)

    Kh Maj

  9. MasSøren

    Rigtig spændende læsning, også for en som mig der arbejder med stressede mennesker og vejrtrækning professionelt. Hvordan skaber man det rum i sin hverdag, med familie og pligter om ørerne, hvor man husker at have sig selv med og at trække vejret? Jeg er sikker på at løsningen ikke ligger hos staten, men hos os selv. En lille start kan være ligesom det gamle råd om at tælle til ti inden man eksploderer, men i stedet at trække vejret ti gange mens man mærker sine tæer (prøv det lige nu).

    God vind! Søren Rankenberg Frey

  10. Lea

    Hvad med selv-omsorgsdage?
    Både til mænd og kvinder. Særligt dem med børn. Så man kan spise den der flødeskumskage eller runde den der sø eller noget andet, man virkelig SELV trænger til.

  11. Gitte K

    Stress opstår dér, hvor ressourcerne ikke står mål med ambitionerne. Tyg lidt på den!

    Det er altså ikke kun på jobbet. Det er mindst lige så meget vores ambitionsniveau derhjemme med alle de ting ungerne SKAL opleve, de ferier vi SKAL på, det rigtige tøj der SKAL sidde rigtigt på den rigtige størrelse krop, den RIGTIGE sunde økologiske mad med mere.

    Og så tuder vi over hvor hårdt det er på jobbet og giver det skylden for, at vi ikke kan være den kvinde, vi gerne vil være. Jamen herregud, så skru dog ned for ambitionsniveauet!

    Stress er ikke noget, der kan isoleres til jobbet. Og stress er dit eget ansvar. Det bedste værn mod stress er ‘nej’.

    Siger du ‘nej’ i stedet for ja, så letter du presset på dig selv. Det handler om at tage ansvar for dig selv og din familie – og turde tage nej-hatten i brug oftere.

    Hvis du ikke kan gøre det for dig selv, så gør det for dine børn. Når de ser dig sige ‘nej’ og rent faktisk overleve, så vil de selv turde sige til og fra, og på lang sigt ruster du til at modstå stress.

    Med den ene hånd vil man bekæmpe stress, hvis man kommer i regering – og med den anden hånd vil man øge arbejdstiden. Her kommer min nej-hat i brug.

    Gitte

  12. Louise

    Spot on!!
    Især det med hjemmearbejdsplads, på min mands arbejdsplads er det en mulighed, men virkelig ikke velset at benytte sig af det.. ?!
    Jeg kan ikke undgå at være lidt skræmt over at min barsel snart slutter, og at vi skal få to fuldtidsarbejdende forældre og et familieliv med to små børn til at gå op. Gisp…

  13. Sine

    Hovedet på sømmet! Mega rigtigt og godt fanget, Julia. Og ja, det er kombinationen af ambitioner (eller netop at vi ikke er i stand til at vælge et sted hvor vi vil ‘slække’ på kvaliteteten), der kan tage pusten fra os – og virke stressende. Vi prøver derhjemme at give hinanden ‘fri’. Og det virker for det meste. Jeg får klaret hovedet under en løbetur eller glemmer vaksetøj og madplaner, når jeg er alene med veninderne. Og vi prøver også at gå på date uden barn…alt det man OGSÅ skal i følge foreskrifterne. Men stress, sved på panden og bankende hjerte kan desværre ikke undgås helt. Jeg tænker tit, at fleksible arbejdstider ER vejen frem – hvor det afgørende er at opgaverne bliver LØST og ikke i hvilket tidsrum/geografisk placering at det sker. Håber at rigtigt mange arbejdsgivere læser din blog/klumme…

  14. Sanina Kürstein

    Hej Julie
    Dejligt indlæg og jeg er da delvist enig. Statens Institut for Folkesundhed lavede for nogle år siden en undersøgelse af Danskernes stressvaner. Her kunne man se at især kvinde havde gode “afstresningsvaner” bl.a. wellness, motion, natur, læsebøger osv. indtil de fik børn. Og så bliver de dygtige igen efter børnene bliver større. Så vi kvinder bør finde os nogle små huller i hverdagen til at lade op. Jeg kan huske jeg selv powernappede i min bil inden jeg hentede mine to drenge i den periode hvor jeg var enlig mor. Det skabte nogle markand bedre aftner for os alle. Så skal vi kvinder vel i højere grad dele vores krakelerede glansbilleder – undervejs.Vi lever dem jo alle. Og lade være at multitaske.(KVINDER, DET ER ET NØDBEREDSKAB! – at kunne multitaske, som ikke skal misbruges.) Og så synes jeg arbejdspladserne i højere grad skal tale om fællesskab og arbejdstilrettelæggelse – det er ikke min erfaring at stress kurser til ledere ikke er vejen frem til at løse arbejdspladsernes problemer med stress. Jeg vil også stemme for de tyske kurophold til alle. :-)

  15. Hanne Friis

    Lige i øjet – min levemand af en stedfar har altid udtalt at de værste at leve sammen med, er kvinder mellem 30 og 40 for de skal ha børn, gøre karriere, realisere sig selv og alt på en gang. Og nu sidder jeg selv her midt i 30′erne med panik over at junior skal holde sin første fødselsdag i børnehaven i næste uge, og jeg kan ikke nå at lære at spille guitar, så jeg kan give den som musiker som Milo’s far. Eller for den sags skyld har lyst til at male (økologiske?) sten til alle børnene ligesom Silas’ mor – eller lave temafest og alverdens lege i arbejdstiden. Hvad blev der af “NN har fødselsdag, så han/hun har flødeboller med”. Næh nej, her er kostpolitik (godt) så det stiller krav til forældrenes opfindsomhed (skidt) – og ve den, der fremstår som den dovne / ressourcesvage / ukreative og uengagerede forælder. og jeg er oven i købet på barsel med lillesøster – så jeg burde jo have al den tid i verden. Men jeg vil faktisk hellere stirre lidt på Morten Resen end at male 25 sten eller klippe 25 sørøverhatte. Bad, bad mother.

    Vi er så mange, der gerne vil kombinere karriere og familieliv – eller bare ordentlig jobsituation og familieliv. Hvorfor skal det dog være så umuligt?

  16. Rikke

    Julia – du har så evigt ret!!

    Jeg er jurist – med et ret fedt, og også til tider ret så krævende, job. Og jeg er lige kommet tilbage fra barsel med barn nr. 1.

    Og ved du hvad!? Det er SÅ fedt!

    Og ved du hvorfor!? Fordi jeg simpelthen har verdens bedste chef, som nærmest har tvunget mig til en ugentlig hjemmearbejdsdag, og som – nu hvor den lille netop er startet instituion – sagtens kan forstå, hvorfor jeg nogen dage bliver nødt til at gå kl. 14.30.

    Hun har nemlig opdaget, at flexibilitet fra hendes side ikke nødvendigvis betyder mindre arbejde fra min hånd. I stedet giver den mig lige præcis det frirum jeg skal bruge for at det hele kan køre nogenlunde uden stress og jag…. og i sidste ende betyder det sgu også, at jeg er gladere og langt mere produktiv på mit job.

    Så ud med de der stresshåndteringskurser, Villy…. og ind med en erkendelse af, at døgnet kun har 24 timer – også for børnefamilier.

    (Og undskyld – ud med Ninka B. og alle de andre, der giver de stakkels mødre dårlig samvittighed, hvis der kommer Uncle Bens på bordet en gang imellem, og man kommer til at spise kage i stedet for at løbe en tur…….. åhh, hvor jeg dog håber, at vi snart lærer at tage os selv lidt mindre seriøst på den front!!)

  17. Anette

    Åh det lyder bare så skønt: hjemmearbejdsdage! Jeg burde have tænkt mig om og valgt et job hvor jeg kunne arbejde hjemme…
    Der er jo mange erhverv hvor man vil have svært ved at lave obligatoriske hjemmearbejdsdage fx i sundhedssektoren og hvad skal man så gøre for de stressede familier som består af fx læger og sygeplejersker…?
    En af de eneste måder man kan komme til at arbejde hjemme på som fx læge er ved at forske/skrive Ph.d., og det er begrænset hvor lang tid man kan få til at gå med Ph.d. I disse tider… Så jeg vil mene at dine synspunkter er fine, men vi er en del der ikke vil kunne være med i obligatorisk hjemmearbeje-ordningen…

  18. Mette Dahl

    Gode pointer, Julia! God idé med mere fleksible arbejdspladser. Man kunne også foreslå en arbejdsuge på cirka 30-35 timer for småbørnsforældre (som skulle tælle som fuldtid) ligesom folk over 60 kan få reduceret tid i visse jobs. Spa-ophold i Tyskland lyder også skønt, men løser nok ikke den daglige stress. Det ville også afhjælpe stress hvis daginstitutionerne blev opgraderet med flere voksne og større pædagogisk overskud, så jeg ikke skulle have dårlig samvittighed over at min søn tilbragte en del timer der.

  19. mor-nu-til-3!!

    du skriver en tankevækkende klumme hér. JEg er enig med mange ting i den og uenig med andre…. Dét gør den tankevækkende. Tak for det.

    Anette er jeg dog meget enig med blev også lidt tvær da videnskabsministeren lavde “national hjemmearbejdsdag” det er fint nok, men hvad med håndværkere, læger, butiksansatte, buschaufører osv. det er altså ikke alle der KAN arbejde hjemmefra

  20. Nanna Stigel

    Med fare for at grave min egen (øko)grav så kunne jeg egentlig godt tænke mig at tilføje følgende til debatten:

    … at når jeg løber (ikke om søerne dog), gør jeg det for min skyld og fordi det afstresser mig.

    … at når jeg overvejende vælger økologisk, gør jeg det, fordi jeg synes det smager bedre, fordi det er mindre stressende for vores miljø, og fordi det er bedre for min krop og ikke mindst mine børns. Der er nemlig ikke nogle pesticider til at stresse kroppen.

    … at når jeg prioriterer at lave sund mad, gør jeg det fordi jeg får bedre energi, humør og mindre stress af det.

    Til gengæld afstresser jeg to the max, hvad angår mine børns påklædning, og der er ikke noget, der kan få mit pis mindre i kog end hundedyre designermøbler.

    Jeg gider ganske enkelt ikke bruge energi på det. Eller tjene de penge, det koster. Eller stresse over de penge, der skal tjenes for at der bliver råd til det, om man vil.

    Dermed vil jeg erklære mig fuldstændigt enig i det, du skriver Julia. Det er summen af ambitionerne, der slår os ud. Det er når det hele skal være perfekt. Og når vi når vi løber for alle andres end vores egen skyld, når vi slavisk følger den ene madtrend efter den anden (uden det giver mening for os eller vores kroppe) eller for så vidt, når vi bliver i et job, der stresser os unødigt uden at stoppe op.

    Det handler vel om at finde ud af, hvad der giver os energi og hvad der dræner os. Både på privatfronten og jobfronten.

    OG – ikke mindst – at vi tilretteligger arbejdsmarkedet mere fleksibelt. At det er lettere at få lov til at arbejde hjemme, gå på deltid, flexe eller tage løbeskoene på i en halv time.

    Tænk på Google. Her har de ansatte inspirationsdage (de kalder det sikkert noget fancy amerikansk), hvor de kan lave PRÆCIST hvad de har lyst til. Om det så er at ligge på sofaen med en god bog, gå en tur i parken, lave et festligt (øko?)måltid, lave sammenlignende studier af de 5 nærmeste pizzaleverandørers pizza margherita, diskutere perfektionisme med sine veninder, gå på museum eller noget helt andet.

    Det er sådan noget, der skal til. Tror jeg. Ikke (nødvendigvis) dyrtkøbte konsulentuddannelser.

    Og at vi bliver (endnu) bedre til at give plads til hinanden og vores forskelligheder. Uanset om vi så kan lide Uncle Bens eller Økologiske brune ris… ;-)

    Hurra for forskellighederne! Og tak for et super godt blogindlæg.

  21. Ellen

    Hold da op! Jeg har ikke læst alle kommentarerne, men har selvfølgelig læst klummen i JP.

    Hvem siger at det er forkert at hente børnene efter kl. 16? De er i institutioner med engagerede pædagoger (sådan har det ihvertfald været de steder, mine børn har været!) og leger med vennerne. Og vi har det sgu godt, vores ugentlige arbejdstid er blandt de laveste i Europa, vi har flexibel barselsorlov, mulighed for deltid, vi har mulighed for at få vores børn passet i daginsitutioner. Hvis det er så svært at forholde sig til skal man måske omprioritere i sit liv… – måske skal den ene part blive hjemmegående. Men ih nej, så er der jo ikke penge til at købe de dyre mærkevarer, de økologiske speltkerner eller hvad man nu vælger – og tænk, hvis man skulle give afkald på Audien eller de fire uger i Florida! ALT er sgu da et spørgsmål om prioritering så kvinder – hvis det I har ikke er godt nok, så LAV DET OM! Det er jeres EGET ansvar at jeres liv bliver som I ønsker – ikke noget samfundet skal pådutte os med andre arbejdstider. For nej, det bliver ikke nødvendigvis mindre hårdt fordi børnene bliver større. Der skal hjælpes med lektier, følges med til og i fritidsaktiviteter etc. Næh, med små børn har vi egentlig en ret stor grad af frihed, for der er ofte ro før kl. 20 om aftenen.

    Uh, det lettede – jeg synes generelt der er for meget klyuk over småbørnsmødres hverdag. Vi har altså selv valgt og må leve med konsekvenserne.

    Og ja, jeg har også børn, 1 på 6 og en på 2. Arbejder fuldtids og har en mand, der arbejder min. 45 timer om ugen. Ingen rengøringshjælp eller andet. Og ja, det er hårdt af og til, men så nupper vi en fredag aften på sofaen med en god film og overser alle de praktiske gøremål, der venter – og så er vi ladet op.

  22. Line Beierholm

    Har læst klumme og alle kommentarer – spændende læsning. Jeg kan da godt nikke genkendende til nogle af de ting der bliver skrevet. Jo der er knald på med hus, to fuldtidsjob, to børn, vovse og volvo. Men jeg har det også sådan lidt, at at det såkaldte “pres” og forventninger der bliver lagt på kvinder i dag, kommer fra os selv. Ting som vi forventer, at andre forventer af os. Men gør de nu det?? Helt ærligt, det tror jeg ikke. Ser jeg selv skævt på Maries Mor nede i Børnehaven, fordi hun har købt flødeboller og ikke har bagt selv til Maries fødselsdag? Nej sgu da. Synes jeg mindre om min veninde, fordi kun ikke har tabt de 20 kilo hun tog på under sidste graviditet? nej gu fanden gør jeg ikke det. Jeg bor i Nordjylland, i Aalborg, og måske er vi nordjyder lidt mere nede på jorden -ved det ikke. Men mit opråb til alle jer skønne kvinder: SLAP NU AF! Skrug ned for ambitionsniveauet både hjemme og på job, vi skal arbejde til vi er 70, så der er masser af tid til at give den gas med karriere når børnene er blevet store. Og husk at nyde livet.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>