Tanker om arbejdsliv + familieliv

Det er efterhånden lang tid siden, jeg har lagt en klumme op her. Nu gør jeg det igen – jeg har fået en del reaktioner på denne, som var i JP i går. Måske har du lyst til at læse med; om arbejdsliv, familieliv og stress.

Man ikke sygemelde sig fra familien

På det nyligt afholdte landsmøde i SF kaldte Villy Søvndal stress for den hurtigst voksende folkesygdom. Det vil han som (måske) snarlige højrehånd til en (måske kommende) landsmoder gerne tage hånd om for os danskere. Og jeg er ret sikker på at han har ret: Det vi kalder stress rammer flere og flere. Jeg kender mange med stress. Især kvinder. Og typisk kvinder med mand, et eller to børn, et godt arbejde og for ca et års lommepenge blandede ambitioner. I alle retninger. Jeg kender kvinder midt i 30-erne, der har fantastiske jobs, en lækker mand og et styks vellykket barn, som bruger morgen efter morgen på at styrte rundt om de københavnske søer, for at holde den slanke linje så man endelig ikke kan se at de har født det smukke barn. Om eftermiddagen, henter de stakåndet deres børn i børnehaven, og kaster sig hjem gennem myldretidstrafikken for at forberede en omgang lækker og nærende aftensmad, der er frembragt efter alle kunstens – og økologiens, ernæringsreglernes og eksperterne fra Morgen TVs  – retningslinjer, så det da i hvert fald ikke er deres skyld hvis nogen i familien bliver overvægtige / usunde / energiforladte. Derefter Skal der ryddes op, bades, puttes, leges, serveres nærvær med kaffe til, vaskes tøj, smøres madpakker og kysses mand. Og nej, dette er ikke et kvindernes martyrium – det er ikke meget anderledes for mændene i min generation.
Arbejdstiden i den slags liv, er lig med voksentid. Det er her man taler roligt med hinanden, her man idéudvikler, her man arbejder sammen med andre voksne, her maden spises roligt over frokostbordet uden at skulle tage stilling til i hvilket hjørne den børnevenlige fars havnede efter lillebror lærte at kaste. Når kvinder kommer tilbage fra barsel, er der typisk én enkelt ting, der overskygger alle andre fordele: At man kan tisse i fred. At man rent faktisk kan gå på toilettet uden at have et barn med, at man kan få en lillebitte smule af sit privatliv tilbage. En af arbejdsmarkedets velsignelser er det skab, eller den skuffe, man har dér til at have sit privatliv i. Det er her den hårdprøvede teenagemor gemmer sin nye læbestift så døtrene ikke negler den, og her den trætte småbørnsfar gemmer sine smuglersmøger så ingen derhjemme opdager at han ikke holdt helt op med at ryge, som de ellers aftalte at han skulle. Den enkeltes privatliv leves også på arbejdspladsen. Og hvad så med den stress; ja Villy Søvndal vil i bedste omsorgsøvende staten-ved-bedst-stil sende alle landets ledere på stresshåndteringskursus. Det sagde han i hvert fald til landsmødet, og det har DR.dk citeret ham for. Alle landets ledere – og af sted med dem. Jeg kan kun forestille mig hvilke konsulentfirmaer, der allerede nu sidder og stykker lækre kurser sammen med smukt materiale og masser af påført selverkendelse for de ca 160 millioner kroner dette forslag vil koste.
Nej, jeg er ikke uenig. Stress er en folkesygdom; men helt ærligt: Det er søreme ikke KUN chefer, kunder, arbejdsmarkedet og kravene dér der stresser os – det er bare så forbandet umuligt at sygemelde sig fra sin familie, fra hjemmelivet, fra alle de krav vi tror omgivelserne stiller til os. Så hvis vi nu skulle bruge et par hundrede millioner på at gøre noget godt for stresstilstanden i de danske hjem, kunne vi så ikke prøve noget andet, end at sende cheferne væk på kursus? Kunne vi måske prøve (sammen) at sænke oplevelsen af krav til os? Eller kunne vi – helt konkret – hjælpe børnefamilierne noget mere? Eventuelt med et mere fleksibelt arbejdsmarked? Hvor det ikke forventes at arbejdstiden ligger 9-17 hver eneste dag, men hvor man faktisk kan flekse mere end plus minus en halv time i morgentrafikken? Kunne man for eksempel hjælpe de allermest stressede familier, så hjemmearbejdsdage blev obligatoriske mens vi har små børn? Så man kan sætte en vask over i arbejdstiden uden at nogen for ondt i rumpetten af det? Eller hvad med at gøre som man gør for tjenestemandsansatte tyskere? Nemlig sende os på kur-ophold (væk fra familie OG arbejde) i et par dage hvert andet år? Med en god bog og mad på faste tidspunkter.  Præcis som når man sender ledere på kursus. Mon ikke dét ville være noget billigere og ramme lige ned i vejrtrækningsproblemet? Hvis vi skal forebygge, skal vi så ikke forebygge der hvor problemerne er, i stedet for dér, hvor det måske – hvis man tænker i kasser – er lettest at få øje på noget at skrue på?

30 Comments
Previous Post
Next Post