Frit fra leveren
Elias og jeg har været alene hjemme hele weekenden. Og her må jeg lige igen understrege at jeg ikke forstår hvor dét aktivitesniveau knægten lægger for dagen kommer fra. Efter to timer (120 minutter…) i fuld aktivitet DGI-byens vand i går, sidder Elias, tante Pil og jeg og får noget mad i deres lille café. Elias beder om en pølse, og det får han – med ketchup af den fine lags med krydderier i.
Elias – tager pølsen op – dypper den i ketchup og siger: Hvad fanden er det?
Mig – med en halv sandwich galt i halsen – Øhhh, hvad?
Elias – peger på ketchuppen, og udbeder sig endnu en gang en forklaring.
Mig – forklarer…
Elias – Sådan noget har jeg fandme ikke set før.
Jeg har ALDRIG hørt ham bande sådan. Aldrig. Jeg har hørt mig bande, men det er jo en helt anden sag. Desværre synes jeg det er helt sjovt. Dér sidder den lille lyshårede krøllefyr med de store mørke øjne og med helt troskyldigt ansigt bander og svovler han som en havnearbejder.
LOL…..det lyder godt nok sjovt!!
Og, ja de har desværre utroligt skarpe antenner i øregangene, som sjovt nok er tunet ind til at opsnappe lige præcis de gloser vi ikke selv er så stolte af….dang!
Jeg kan kun gentage det Ursula allerede har skrevet. Derudover lærer børn ENORMT mange ord i institutionerne. Både de pæne og de knap så pæne….
Og det bli’r jo ikke mindre sjovt at sige, når der kommer en tydelige reaktion fra forældrene… Men ja, jeg studser da også når den bette på 2 (og ja, det er en pige!) taber noget og si’r “Årh, for helvede. Nu skal jeg satme…”
Det har bevirket at jeg ikke bander ret meget længere… – pudse, pudse glorie.
Ha ha ja man bliver helt overrasket nogen gange over deres ordforråd… Nulle kom ind fra haven og slyngede ud: Moar for fanden da, hjælp mig lige…..
Det er fanme da også sjovt!! Jeg forsøger at begrænse mit forbrug af bandeord når de tre øgler lytter, men det er altså svært! Og jeg får røde kinder ved tanken om at de kunne finde på at bruge dem i børnehaven/dagplejen… Tøsen på 4 ynder at kalde lillesøster på 2 en svagpisser, når de skændes:-)
Det er lidt ligesom min fireårige med rottehaler, der kan udbryde (med ryggen til og næsen i sky) “vor herre bevares”. Problemet er nok, at det holder op med at være hyggeligt/sjovt/sødt på et tidspunkt og så har man skabt et monster!
Min mor har fortalt mig gennem hele mit liv at “det ikke klædt mig” at bande– måske havde hun ret, men jeg bander alligevel stadig som en havnearbejder. Jeg fik det hverken fra min mor eller min far – så det er HELT sikkert børnehavens skyld altsammen. For helvede og fanden…
Hmm… måske jeg allerede nu skulle begynde at overveje mit ordforråd… nok især når jeg kører bil!
Men nu alligevel en sjov historie:)
det lyder grimt når voksne bander ,men når børn (små børn) bander så lyder det sjovt
Hahahaha…føler du dig lidt spejlet hér?
Oh dear! Får instant flashback til barndomsmiddage, hvor jeg som den ældste aldrig måtte grine, når lillebror eller lillesøster pludselig udbrød noget herligt forbudt og obskønt. Så skulle jeg holde masken og kigge den anden vej, for ligesom ikke at forstærke det for meget…
Så fik du for alvor et børnehavebarn! Vent bare der kommer flere/værre ord med hjem derfra. På godt og ond lærer børn jo af hinanden; men der må faktisk godt være en grænse for hvad man siger til hinanden fx synes jeg ikke at mine unger skal sige (de er 3 og 6 år) ( men det kan de godt finde på – indrømmet! – ham på 3 er værst, den store har måske forstået reglen om at man ikke skal sige noget man ikke selv vil kaldes) “Din bøsserøv” “dit grimme pikhoved” “din møgunge-pik” – dét er i hvert fald IKKE noget de har hørt hjemme!! Bandeord kan på én måde virke uskyldige i dét univers, men så vent til de forstår at bruge dem “rigtigt” det gøre vores store pige på 6 en dag stødte hun sin tå ( ALLE ved at dét gør ondt!!) hun hoppede rundt på et ben og råbte!! Av for…. fanden, av for fanden, av for fanden ect. jeg sagde ikke noget til det andet end selvfølgelig noget medfølende om tåen; så siger hun;
sådan er børn fulde af ord – det er dejligt
Hørte du ikke jeg sagde for fanden?
Mig:johhh
Hun: Det var jeg nødt til! Når man har slået sig er man nødt til det. Sådan er det altså bla bla…
Mig: jaaa, det er man måske nok
Hun: Jammen MÅ! man så når man har slået sig?
MIg:hmmmmm, må….og må det ved jeg ikk lige, det kommer lidt an på…
Hun: på hvad? enten må man ellers må man ikke ( det er let at være 6 år og ikke synes tingene skal være nuanceret..)
Mig: det må man godt så, -hvis man har slået sig MEGET
Hun: hvor meget? så det bløder eller så man græder eller som dengang jeg fik en stor splint i henne ved Sofie eller….. eller….
Mig: glem det!!!
Hihi; de er (FANDME!) gode, de unger. Jeg er også vild emd den der helt basale sproglige nysgerrighed, hvor det virker som om, det handler om at få så meget gang i så mange ord, som muligt.
Heheh… må lige smide et forskningsblik på det. Vi ved at frekvens betyder enormt meget for hvilke ord, børn lærer. Både at forstå og at anvende. Høj hyppighed er lig tidlig anvendelse og frekvent anvendelse hos baFrnet. Men, men… bandeord er fandme undtagelsen, der bekræfter denne regel. For uanset hvor meget vi svovler, så er bandeord IKKE frekvente – og alligevel er det som børn bare skal høre dem 1 gang før de har fundet plads på øverste etage. Fantastisk, elsker hvordan børn bare i den grad orienterer sig efter betydning og anvendelse. Og ja, bandeord er fandens anvendelige. Se nu bare Elias. Jubiii…
Er lige flad af grin – okay?
Min “lille” dreng sagde den anden dag i vuggestuen til pædagogerne:
“hvad helvede laver i?” (da de var ved at rydde op)
Jeg blev så spurgt hvem af os der bandede sådan, da jeg hentede ham… helt rød i hovedet og nærmest skyldig på forhånd måtte jeg forklare, at vi altså ikke talte sådan til ham eller til hinanden. Pædagogerne grinte og sagde at de havde hørt de større børn i børnehaven tale sådan, så det var nok derfra han havde det!
Phew… det er vist nu vi skal passe på hvad vi siger højt. Hehe.
Smil fra Mia