Japan

Jeg er blevet ramt af Japan. Jeg læste en artikel i Jyllandsposten i dag med de vildeste fotos af ganske almindelige familier med små børn hvis ganske almindelig liv er forsvundet. Først røg taget, så murene og nu sidder de så på en skole og prøver at forlige sig med tanken om at alt det de kendte er helt og aldeles væk. Det at deres liv er så relaterbare for mig, gør at det hele ryster mig endnu mere. Måske er det mangel på generel empati, men en katastrofe af de omfang i et samfund hvis struktur og infrastruktur alligevel ligner vores så meget, føles virkeligt tæt på. Jeg håber de får hurtig hjælp, at børn og voksne genforenes (en mand fra Red Barnet fortalte i radioen i dag om de 100.000 børn, der mangler hjælp), at de der atomkraftværker holder bare nogenlunde, og at der ikke kommer flere efterskælv.

(Klik her og hjælp Red Barnet med at hjælpe børnene i Japan, hvis du har en tyver i overskud.)

3 Comments
Previous Post
Next Post