Månedsarkiv: marts 2011

Åh nej – endnu en vidunderlig shop…

Nå, men øøøøhm – jeg er faldet over en hel butik kun med wallstickers. Et væld af kunstnere laver nogle helt fantastiske ting, og samtidig har du også muligheden for at customize wallstickers selv. Der er virkeligt mange fine ting, både til stuen og børneværelset, men jeg må indrømme at jeg især er vild med det faktum at det er så mange forskellige kunstneres streger der præger udvalget. Webshoppen hedder BLIK, og du kan finde den her.

Jeg er for eksempel ikke sikker på at jeg… øøøøh… Elias, kan klare sig uden denne fine jungle

Eller disse får…

Disse sommerfugle er også svære at stå for…

En af den slags morgener

Nogle gange er kontoret et fyrtårn af ro for enden af en meget lang morgen.

Sådan er det i dag. Elias holdt den store nattefest, og vi sov naturligvis over os alle tre her til morgen.

Dagen begynder med at jeg kaster mig ud af sengen, glider i et dameblad og skynder mig ud på badeværelset fordi jeg ved at det er en af de dage hvor jeg skal (! – og for nu at være helt ærlig, to udråbstegn efter SKAL!!) vaske hår, og hvad finder jeg:

Ikke noget varmt vand.

Jeg ringer til viceværten som informerer mig om at man har glemt at informere om at nogle ventiler og nogle rør der skal skiftes i dag. Det varme vand kommer tilbage i eftermiddag. Så efter hårvask i gigakoldt vand, tørrer jeg håret og ud af hårtørren kommer der en stikflamme direkte ud af en hollywoodfilm. Johan prøver at få Elias til at spise morgenmad, men han er i mellemtiden gået i verdens-langsomste-dreng-tempo, og klokken nærmer sig ni. Endelig endelig afsted til børnehaven med cykelhjelmen over det halvvåde hår, med Elias bag på cyklen i silende regn, mens Elias råber “Mor, bliver det sommer inden jeg fylder fire?” (Han blev tre i januar og er holdt op med at tro på at sommeren findes) – efterfulgt af “Jeg savner den blå blå himmel” og der brast moderhjertet. Barn afleveret kun med få forhindringer. Ned på cyklen igen og afsted til kontoret med makeuppen løbende ned af halsen. Endelig i mål. Kaffe om lidt. Pyha.

Der skal være en grænse, Pia

Er der nogen af jer, der har set de rædselsfulde (valg)plakater, som Pia og Dansk Folkeparti har smækket op?  Dem, hvor en grænsebon skærer sig igennem Danmark, med teksten: Der skal være en grænse?

En ting er at det ser ud som om hun skærer Jylland af, noget andet er igen at insinuere at vi bliver overfaldet af horder der vælter ind over grænsen. Jeg kom forbi to af de hæslige plakater i dag, med en storsmilende Pia der med en engels uskyldighed ser ned på os, og er klar til at hjælpe.

Jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg forstår slet ikke at man kan være så bange for at der kommer nogen og tager noget fra os. Jeg vil ikke rigtigt hvad man skal gøre, men jeg håber virkeligt at nogen prikker indvandrere og flygtninge på skulderen ind i mellem og siger tak fordi de orker at være her.

Godt nyt fra farsfælden

Hvis du er del af en børnefamilie, er jeg sikker på at du har mærket farsfælden klappe om dig. Den klamme fornemmelse af at de tider, hvor aftensmaden var en stor oplevelse af gourmetlignende velsmag, er forbi. I hvert fald for en tid. Farsfælden markerer det sted i ens kulinariske liv, hvor man opdager at 80% af det kød, man indtager er for-tygget. Gennemgnasket på forhånd. Farsfælden er klappet flere gange herhjemme og jeg er nu så træt (!) af den, at jeg er gået i strejke. Min strejke er ikke særligt vellykket, og jeg har igen i går aftes været nødt til at agere skruebrækker for mit eget projekt om fast føde.

For nej – intet hjælper; hverken hakket kylling eller fisk. Jeg orker simpelthen ikke mere. Sagen er bare den, at det gør Elias. Elias siger selv han ikke er kræsen: “Jeg spiser bare kun det jeg elsker”, er den treåriges forklaring på den sag. Så derfor er der en del herhjemme der ender med at blive hakket – også uanede mængder af grøntsager der kan smugles ned i al slags hakket kød. Nå, men det korte af det lange er at jeg har mødt min frelser. Min frelser er lille og sort, og gør en ganske almindelig gang kødsovs til en oplevelse. En stor (!) teskefuld sød paprika fra Urtekram pr 500 gram hakket okse, og så kan selv den mest farshadende voksne være med endnu en runde. De tre forsøgsbørn opdagede intet og spiste med alligevel. Pyha.

Gave fra byernes by

Min søster har været i Paris (heldige asen). Ud over forår, sko og andre fine sager, kan man der investere i skumfiduser. Min søster ved, jeg elsker skumfiduser og har investeret i en halv meter til mig. Jeg prøver at undgå at spise den med det samme og i stedet finde andre anvendelsesmuligheder for den.

Skumfiduspegepind?

Skumfidusteske måske?

Og væk er den…

Gaveregn: Tasken til dig der pusler

Da jeg slæbte rundt på Elias som lille havde jeg ingen pusletaske. Jeg havde mange tasker fyldt med alt fra bleer til ekstra af det hele. Jeg kunne aldrig finde noget når jeg skulle bruge det. Kort sagt: jeg manglede en pusletaske. Jeg kiggede på nogen, men jeg kunne ikke forestille mig Johan trampe rundt i København med en blomstret taske med broderede fugle på når det var ham der tog på udflugt; så det blev ved tanken og de mange poser, tasker og halve løsninger. Nu er DU i den heldige situation at nogen faktisk har opfundet unisexpusletasken med plads til det hele – også til lidt maskulin værdihed (jaja, bare fordi vi STORÆÆÆÆLSKER Liberty er der vel ingen grund til at kastrere vores kærester i det, vel?).

Det svenske firma WILLVIN står bag de lækre lædertasker, og du kan møde dem her. Og det synes jeg faktisk du bør gøre – klik dig, fx ind på deres blog og læs om det svenske børneliv.

Nu til denne GAVEREGN, der simpelthen en pusletaske ud til dig. Du deltager ved at smide et lod her, og der er god karma på vej i store poser til dig, der deler linket med andre. Du skal lægge en kommentar inden 11. april (ja – denne gaveren løber i 14 dage!), og så er du med.

Der er virkeligt mange modeller at vælge imellem, og du vælger selv hvilken du vinder, når du vinder.

En morgen uden sand i kaffen

Endelig tilbage fra sofadet. Stadig på penicillin, men uden tåger.

Jeg er ret vild med hverdagen, lykkelig for mit kontor, og for at spise havregrød (ok, jeg spiser ikke det stads, men det er der andre i familien der gør. Jeg lader som om – for moralen) i solstriben i køkkenet en forårsmorgen, og virkelig glad for at der ikke er nogen der skælder ud, når jeg (igen) møder lidt sent på arbejde. Jeg tror virkelig på at hverdagen er det vigtigste, og at der er lige her, man må kæmpe for at få det til at hænge sammen. Og når der så lige er en snert forår oveni og mælken til kaffen af sig selv finder vej til mit skrivebord, så er der faktisk intet brok i mig i dag. Glædelig mandag derude.

En tur i junglen…

Jeg var i junglen i går; og det var lige før, jeg ikke fik Elias med hjem. Det var en af de der gange hvor man som voksen står og synes at der da er lidt for varmt, lidt for vådt, lugter lidt rigeligt af mugne strømper, mens barnet præcis fanger pointen uden brok. Botanisk Have var et hit.

Bortset fra haver, planter og fugt, så har jeg besluttet at jeg er rask nu. Jeg gider ikke mere. Så i morgen er det på alle måder hverdag igen, og hvis der kommer noget i vejen for den plan, eksploderer jeg.

Har de taget røven på os?

Der er noget, der først i dag er gået op for mig.

Som EUborger bliver man smidt ud af Danmark hvis man har været her i seks måneder og ikke har et arbejde. Vi vil ikke hjælpe andre EUborgere på samme måde som vi vil hjælpe danskere med at finde et job – men de fleste ved vel, at man lige nu ikke nødvendigvis finder et job på 6 måneder selvom man er højtuddannet.

I følge fredagens Information, så er vi bange for at gamle mennesker fra hele Europa kommer væltende herop for at få fingrene i vores velfærdsydelser såsom lægehjælp og pension. Altså, hvor mange bedsteforældre ville kunne finde på det? I følge Information, så er 80% af migranterne i Danmark fra selv de nye EUlande (som bestemt ikke har den samme høje levestandard som os) under 35 år. Måske vil de læse her, måske arbejde, måske er de bare forelskede i hende den blonde skønhed de mødte på højskolen.

I Danmark er resten af Europa vores største eksportmarkeder, så hvad skade kan en franskmand, en spanier, en tysker eller en rumæner gøre af skade, hvis han eller hun kommer med sin kulturelle kapital, vilje, ambition, sprogkundskaber og ønsker om at skabe sig et liv her? Måske kan vedkommende endda hjælpe os til bevare vores eksport – eller måske endda hæve den.

Det er jo holdt op med at give mening det her – hvad var pointen med EU og den frie bevægelighed så? Og hvad bilder vi os efterhånden ind?