Stærke og sårbare

Weekenden er næsten gået, og med den endnu en runde med sygdom herhjemme. Elias tog natten med gråd og uro, og vi har været sidelæns i dag; selvom det heldigvis ser ud til at han rent faktisk snart får det bedre.

Fredag aften var jeg i Betty Nansen Teatret – nærmere betegnet Edison Scenen, hvor Sort Samvittighed har åbnet for stykket Hvid Magi. Og ja – det var magisk. Faktisk var det så vidunderligt at sidde der i salen og se hvordan de seks kvinder på scenen (vidende at endnu seks kvinder trækker i trådene bag scenen i kunstnerkollektivet), at jeg i virkeligheden mangler ord for det. Stykket tager udgangspunkt i Anne Linnets musikalske univers, og vender og drejer det, så det bliver en voldsom, stærk og sårbar cabaret, som for mig at se handler om kvindeliv, kvindelig seksualitet, den store – og den lille – kærlighed og angsten for ikke at få det hele. Jeg græd (!) undervejs, og måtte ind i mellem holde vejret for at være sikker på at få det hele med. Der er noget over det at se kvinder på den måde være en gruppe, en helhed, en stærk forenet enhed, som så tydeligt står sammen. Meget stærke og tilpas sårbare til at man tror dem hvert et ord og hver en tone. Hvid Magi burde have haft præmiere den 8. marts, og hvis nogen får lyst til at råbe Girl Power, så er jeg med i koret.

Jeg skal se det igen – og hvis ikke jeg tager fejl, er der udsolgt lige om lidt.

Stykket har nemlig fået fem stjerne i berlingeren, fem i Politiken, og her hos mig for de 12-14 store skinnende, strålende stjerner ud af ti mulige.

Læs med hos Damernes Magasin, hvis du vil læse den mest tilbundsgående og opmærksomme anmeldelse (en avis burde hyre de damer lige nu).