Om barndom og kunsten at lege
I Berlin forleden nåede jeg ind omkring en legetøjsbutik. Sådan én, der ser helt anderledes ud en BR. Det slog mig at intet af legetøjet var lavet med en bestemt leg i tankerne. Der var ingen Postmand Per-biler, som en kat og en postmand kan presses ned i; der var ingen ting der skulle batterier i. Det hele var så fint og venligt og nydeligt – og måske en tand for yndigt ind i mellem – men der var lagt op til leg og kreativitet. Når man går ind i BR er det hele pakket ind i pap og plastic, og der er nærmest legevejledninger til ungerne, er der måske ikke i virkeligheden lagt op til at børnene kan bruge deres barndom på selv at hælde kreativitet i sagerne (nej vi taler ikke Lego og den slags her), men mere at de leger et koncept ud og hopper videre til det næste. Nej, jeg mener ikke at Elias skal have en kæp og en spand og selv bygge en giraf, men der er sgu da noget i at kreativitet skal læres, dyrkes og leges frem. Så nej – jeg er ikke klar på Steiner-pædagogik full throttle, men helt klar på at være mere opmærksom på at barndommen skal være lang og kreativiteten række hele livet. Og det er vel også noget vi voksne skal understøtte. Alt det af at kigge ind i en butik.
Allerede da mine niecer var små (for 15-20 år siden) tænkte jeg ofte på at de ikke fik lov til at tænke selv. De legede med Barbie, ligesom jeg havde gjort, men jeg havde en bestemt pude, der med et tryk på midten, blev til en sofa, og en cigarkasse som sofabord. Min Barbie havde endda telefon! Det var godt nok en blyantspidser, men alligevel
Men mine niecer fik det hele foræret på et pink sølvfad!
Jeg har heldigvis en meget kreativ søn, der elsker Shanes verden og som kan bruge timer på at lave de fedeste Legoting
Jeg er meget enig i det I skriver begge to. Jeg tænker ofte over, at legetøj i dag intet overlaver til fantasien. Fx “køkkengrej” og “værktøj”. Jeg nyder at se min datter forestille sig, at en blyant er en stavblænder, og sofaen er køkkenbordet.. men inden man får set sig om, så har svigermor købt et helt plastik-legekøkken med tilhørende køkkenmaskiner, for så kan hun jo lege rigtig køkken.
Jeg synes, det er så svært at købe legetøj til mine drenge, da de ikke rigtig gider plastikhelvede.
De er 3 og 5 og elsker pinde, balloner og sæbebobler. Sophus på 5 har et gavekort til BR og vi kan aldrig finde noget han virkelig ønsker sig. Det bliver mere sådan, nå ja, det kan jeg da godt lege med.
Men vandpytter, mudderhuller eller hvis vi laver snobrød, så batter det.
Med hensyn til legetøjsbutikken, var det i østberlin?
Jeg var inde i en sidste år nær kastanie alle og den var fantastisk. Det var legetøj from gulv til loft. Meget af det var østtysk legetøj fra før murens fald og manden som havde den, boede i kælderen. Så fantastisk.
Hvad hedder butikken?
Godt skrevet – og tænkt! Heldigvis synes jeg tit at ungerne kommer os i forkøbet. For selv når jeg har købt det mest øko-rigtige-APA-certificerede legetøj, vil min knægt allerhelst lege med kassen det kom i. Og selvom hans værelse bugner med kulørt legetøj, er der intet der slår en skål og en grydeske. Måske er legevejledninger lavet til os voksne, der har glemt hvordan man gør?
Hørt!!
Lige det her med legetøj er noget jeg tænker meget over for tiden. Mine drenge på 5 og 7 har selvfølgelig legetøj, men det er ikke ret meget de leger med det. Nu har jeg ryddet et rum, og lagt en springmadras, en stabil/solid kommode og der står en lænestol. Og vupti – de leger og hopper og kravler op og ned af kommode og lænestol og snakker fantasihistorier i timevis. Det er helt utroligt. Krop og snak!
Så…jeg grubler videre over legetøjsmysteriet…
:O)
Så sandt som det er sagt! Hvad hedder butikken ? (skal snart til byen)
Hvor lyder det dejligt, Julia. Jeg er helt enig med dig; ingen Steiner-pædagogik, men gerne leg og kreativitet. Fedt! Du bliver altså nødt til at afsløre butikkens navn og adresse. Jeg vil også til Berlin