En personlig, rørende og tankevækkende beretning om barnløshed

Forleden bad jeg herude om beretninger om barnløshed; om erfaringer og om, hvordan man kan tackle netop dette. Nu har jeg modtaget denne fine, smukke og meget rørende beretning fra en anonym læser. Den får mig til at tænke anderledes, men faktisk også til at overveje dét meget konkrete vi kan gøre for at hjælpe hinanden. Læs med her.

Jeg har endometriose en sygdom, der findes i bughulen på en del ellers raske kvinder, og i nogle tilfælde medfører sygdommen infertilitet. Jeg er blevet opereret for sygdommen, da den nogle gange danner cyster i og omkring æggestokkene og æggelederne, og cycsterne kan kun fjernes ved operation. Ved operationen fik jeg, sammen med cysterne, fjernet 3/4 æggestok i den ene side, og ½ i den anden side. hvilket resulterer i at jeg sammenlagt har 3/4 æggestok tilbage. Dvs. ikke særlig gunstige vilkår, når man skal starte i fertilitetrsbehandling og dermd producere mange æg for at få et positivt resultat ud af anstrengelserne.
Min mand og jeg lever sundt, ryger ikke, spiser økologisk og varieret med mange grøntsager, motionerer, drikker sjældent alkohol osv.
Derfor bliver jeg så træt af at få gode råd fra “bedrevidende” folk om, hvad jeg bare skal gøre for at blive gravid – kan folk ikke bare acceptere, at vi er nogle kvinder, der er rigtig kede af vores situation, som vi ikke selv har nogen indflydelse på, og ikke selv har valgt. Kan folk ikke bare lære at lytte, især når de stiller spørgsmål til, hvorfor jeg ikke har børn, eller om jeg ikke snart skal have nogle børn?
Det er en kæmpe frustration ikke at blive lyttet til, og ikke at finde forståelse for den situation man befinder sig i. Det er noget der påvirker ens liv, specielt følelsesmæssigt, hen over mange år. Drømme der braster. Sorg der skal bearbejdes. Håb, som brister gang på gang og selvværd, som skrumper. Et sexliv, som går fuldstændig i baglås, for ikke at sige i stå. Har jeg husket det hele??? Hmmmm….
Vi har været igennem de obligatoriske 3 fertilitetsforsøg i det danske sygehusvæsen (da fertilitetsbehandlingen var “gratis”, men vi skulle selv betale medicin – som til info koster mange tusinde kroner). Mine æg er “rådne”, de har “brune pletter” og kan derfor ikke bruges – dvs. de kan ikke befrugtes og dermed ikke blive til det genetiske arvestykke jeg havde drømt om. Vi blev derfor henvist til hjælp på klinikker i udlandet (ægdonation). På det tidspunkt var ægdonation ikke tilladt i Danmark. Nu er det lovligt, men ventelisterne i Danmark er ulideligt lange – mange års venteliste mens man skal indtage hormoner over lange perioder, da man skal være klar, når æggene bliver doneret og er klar til at blive sat op i dig.
Nu støder vi så ind i endnu et dilemma; Få danske kvinder er interesseret i at donere æg. Udsagn som; det gør ondt at få udtaget æg. Man skal indtage hormner og er det ikke farligt?

Andre ønsker ikke at donere æg, før de har født deres egne børn, og dermed har oplevet glæden ved at få et barn/børn. MEN på det tidspunkt er kvinderne så gamle, at en ægdonation ikke længere er mulig, de nærmer sig nemlig de 40, og man kan være maksimum 36 når man donerer æg, aldersgrænsen hvorkvaliteten af æggene  falder.

Den næste “undskyldning” er så, at manden/kæresten til de kvinder, der kunne være interesserede i at donere æg, er imod det. Øv, øv for os “sterile”, som har brug for andres æg for at blive gravide og opleve de glæder og ulemper der er ved det. Donor æg, som vi i øvrigt skal betale i dyre domme på private klinikker, er meget sjældne, og det er et kildent emne at tage på charmeoffensiv rundt i landet for at gøre reklame for.
Min mand og jeg har brugt en formue på fertilitetsforsøg med donerede æg og lægerne forsikrer os om, at vi kan blive gravide… – det er “bare” et spørgsmål om tid og dermed også om penge – og vi har ikke flere penge 🙁
Vi valgte så at låne penge i vores hus, og ansøge om adoption. Det tog os 1-1½ år inden godkendelsen var i hus. Det var meget grænseoverskridende at mennesker, som ikke kender dig, på forholdsvis kort tid og via bank udskrifter, et kort besøg i dit hjem og evt. på baggrund af en psykolog vurdering skal bedømme om du er egnet til at blive en god forælder.
Når godkendelsen endelig er i hus, skal man vælge et land, hvortil ens papirer bliver sendt, og man bliver skrevet op på venteliste. Umuligt at blive skrevet op 2 på 2 ventelister.
I dag er ventelisterne alenlange, da der er så få børn der bliver frigivet til adoption, og vi er mange der søger adoption. Hertil skal lige oplyses at man ikke er sikret et barn, inden godkendelsen udløber efter 5 års venten + procestid for godkendelse. Vi har nu stået på venteliste i 4½ år, og har fået udsigt til at blive skubbet foran i køen på en af de andre ventelister (fra et andet kontinent) – ét af de få lande, som accepterer at folk som os, kommer forrest, ellers risikerer vi ingen børn at få, og må dermed opgive drømmen om at blive en “rigtig” famlie. Nu skal vi igennem endnu en sorgproces, vi siger farvel til Kina-barnet og siger goddag til Afrika-barnet. Vi mestrer snart sorgprocessen, men hader den…
Samtidig er vi efterhånden blevet så “gamle” (har nået den “magiske” grænse, som i forbindelse med re-produktion og adoption er 40 år) at en ny adoptionsansøgning evt. vil være en godkendelse til et større barn (læs: ældre end 3 år). Vi krydser fingrene, beder til hvem der måtte være derude i universet, og ser frem til at skulle på vores livs største rejse: at hente “vores” barn hjem til vores lune, trygge rede.
Alt dette bare for at konkludere, at vi er nogle små brikker i et større spil kegler, og hvis vi ikke er stærke og hele vejen holder sammen og kæmper imod, så ender vi som knækkede, bitre, følelsesløse og ensomme kegler…
21 Comments
Previous Post
Next Post