Om barnløshed
Kære alle kloge damer, derude!
Siden nytår har det kostet penge at blive behandlet mod ufrivillig barnløshed. Jeg kender flere og flere (og flere endnu), der har brug for behandling, og så vidt jeg kan forstå er det en tendens i stigning. Det er et følsomt problem, handler om muligheder for at leve de liv, man gerne vil have mulighed for at leve, og problematikken siges i høj grad at være forårsaget af at vi er omgivet af diverse giftstoffer i vores miljø. Og én ting er vel de menneskelige omkostninger ved sådan et problem, men noget andet må vel være de samfundsmæssige? Er det ikke noget med at vi mangler børn i Danmark?
Jeg synes vi skal tage dette problem op sammen – lige gyldigt om man selv har brug for behandling eller ej – har I lyst til at være med? Lad os skabe noget opmærksomhed sammen. Hvis du vil være med, så send mig et indlæg, som jeg kan poste (anonymt, hvis du vil) her.
Må vi høre fra læger? Fra gynækologer, pædagoger, fra psykologer? Og fra dig, der selv har prøvet at stå i situationen? Eller dig, der lykkeligvis er det mas beskåret? Skal det at få børn være de rige forundt? (12-15000 er ikke let at hive ud af et husholdningsbudget, skulle jeg mene?).
Eller skal det gøres lettere og billigere at adoptere?
Og nej, jeg ved intet – men er sikker på at vi kan skabe ravage sammen. Og har du en blog, så link meget gerne til dette indlæg.
Send meget gerne din historie og dit input til: Julia@julialahme.com, så poster jeg det her. Med link og navn, hvis du vil – og uden, hvis du hellere vil det.
godmorgen smukke =)
[...] Læs hele bloggen fra – Julia Lahme [...]
Godt emne Julia. Personligt syns jeg det er noget fis. Personligt vil jeg og min partner have brug for hjælp. Vi elsker hinanden og er 2 kvinder. Vi betaler skat, er hhv. terapeut og kommende socialrådgiver og man skulle derfor mene vi bidrager til samfundet med vores del. Og vi vil have børn. Kasse 1 tak. Hold nu kæft det er noget fis.
Synes også det er noget møg. Jeg (vi) kan heldigvis selv få børn, men alle burde da ha ret til det. Og som du selv siger, så mangler danmark jo hænder, og det bliver kun værre hvis ikke vi snart begynder at få nogle flere børn. Jeg har selv en kusine i Israel der har været nødt til at få hjælp, og selv med deres næsten ikke eksisterende velfærdssystem får de altså hjælp til at få 2 børn, derefter er det for egen regning. Har ellers altid været stolt af at bo i et land der havde et godt velfærdssystem, der hjalp alle, der ikke ku klare sig selv…. Men det er desværre snart væk. Og med hensyn til hende der har skrevet før mig, så er bøsser og lesbiske jo af gode grunde nødt til at få hjælp, og det burde jo ikke gøre deres chance for at få en familie mindre.
Jeg synes ikke behandling mod barnløshed skal koste parret penge – det uanset om det er et lesbisk par eller et heteroseksuelt par.
Men der er nuancer på problematikken. Flere og flere kvinder venter med at få børn til de er over 30. Det er også almen viden at fertiliteten falder markant i 30´erne. Hvis jeg skal spille djævlens advokat, kan man starte med at få sine børn inden man bliver 30 og undgå den første hurdle mod at skulle have hjælp til at blive gravid.
På den anden side er samfundet efterhånden indrettet således at det ikke er så velset at få børn i en relativ tidlig alder. Det oplevede jeg blandt andet flere gange til fødselsforberelse, hvor jeg blandt andet blev kaldt uansvarlig fordi jeg valgte at få mit første barn som 24 årig.
Mange kvinder, som jeg læser med, er klar over at muligheden for at få phd´en eller det fede job er større hvis de ikke har brugt tid på at være gravid og på barsel frem for at forske eller studere. Det øger i alle tilfælde ikke lysten til at få børn før man bliver 30, da mange er i den sidste halvdel af 20´erne, efter endt uddannele.
Det hjælper bestemt heller ikke på lysten til at få børn mens man studerer at der konstant tales om nedsættelse af SU´en og mange bruger økonomien som grunden til de venter – de vil gerne have råd først.
Men jeg tror der skal mere til at løse problemet med at der bliver født for få børn end diskussionen om hvem der skal betale for fertilitetsbehandling.
Der skal blandt andet en holdningsændring til i samfundet, der gør at man får børn tidligere end man gør nu. Der skal gøres mere inden for ligestilling inden for barsel, så det bliver lige så normalt for mænd at tage barsel som kvinder gør nu – og det tror jeg er en lige så stor mundfuld at sluge for kvinder som for mænd. Jeg kender mange kvinder, der ikke vil af med deres barsel, så manden kan gå hjemme.
/Julia Z.
Der har været omfattende lobby-arbejde i gang via en gruppe på Facebook i øvrigt.
Hvor om alting er:
Reglerne har ind til i dag også været om ikke sindsyge, så i hvert fald uigennemtænkte.
Jeg kan få hjælp til mit første barn med min mand – det har jeg fået og tak for det. Hvis vi har brug for behandling til barn nummer to, skal vi selv betale. Men vælger jeg at blive skilt og få en ny mand, vil det offentlige gerne betale for et nyt omgang forsøg. Forhåbentligt er denne praksis fjernet med ændringen af reglerne.
Barnløshed er anerkendt som en sygdom i WHO-regi – og i Danmark har vi ikke tradition for, at vi som patienter selv betaler vores behandling. Nu vel vi skal selv betale medicinen, og sådan har det jo også hele tiden været med fertilitetsbehandlingen.
I min optik er det helt okay med nogle rammer, som begrænser hvor meget hjælp – men ingen hjælp er ikke bare urimeligt, det er også dumt ud fra et samfundsmæssigt synspunkt. Vi risikerer et faldende børnetale – og dermed færre kommende skatteborgere til at bidrage til vores fælles kasse.
Pyh … jeg kunne sige meget, meget mere om denne sag, for det ligger mit hjerte nært. Og her i blogland findes adskillige blogs som går tæt på livet som infertil, og jeg skal hilse at sige, at det er ikke en dans på roser. Det er en stor sorg ikke at kunne få sine børn au natural. For hvem ved, om man så nogensinde får børn …
Har taget emnet op ovre hos mig!
Tak for dit oplæg. Jeg ville ønske at det danske sundhedssystem i langt højere grad ville fokusere på oplysning og kompetent vejledning til dem, der gerne vil optimere deres fertilitet. Det ville uden tvivl give flere ønskebørn, mere sundhed og spare mange penge til fertilitetsbehandling.
Personligt synes jeg, at det er meget tankevækkende, at over 75% af de barnløse, som fulgte det såkaldte Foresight-program til fertilitetsoptimering – ja de fik rent faktisk sunde børn! Programmet (http://www.foresight-preconception.org.uk/) er især brugt i England, bl.a. hos praktiserende læger. Hvert par får et individuelt tilrettelagt sundhedsprogram, hvor gennemgående byggestene er sund økologisk mad, ingen rygning, ingen kaffe (sorry), ingen alkohol, skære ned på sukkeret, udredning af intolerancer, pæne doser nøje udvalgte kosttilskud, udrensning af tungmetalbelastninger m.m. Herhjemme kan man købe sig til behandlingen hos bl.a. optinut.dk.
Få er klar over, at noget så simpelt som at tage en daglig basispakke med fiskeolie, multivitamin, zink, C- og E-vitamin samt koldpressede olier – hele pakken både til ham og hende! – kan gøre hele forskellen.
Inden for de sidste få år er vi blevet mere og mere klar over, hvor meget cocktaileffekten af alle de hormonforstyrrende stoffer, vi udsættes for, påvirker fertiliteten. Over 2 ud af 5 danske mænd har nedsat sædkvalitet. Flere og flere børn mødes med misdannelser. Forskere fandt for eksempel for nylig ud af, at effekten af én paracetamol hovedpinepille taget på et forkert tidspunkt i graviditeten kan påvirke et drengefoster (misdannede kønsorganer) lige så meget som alle de hormonforstyrrende effekter, en gravid udsættes for i løbet af hele sin graviditet! Sådan er perspektiverne – desværre.
Man kan gøre meget i sin dagligdag for at mindske sin udsættelse for hormonforstyrrende stoffer, men ja, det kræver fravalg og ændring af nogle vaner.
Jeg er helt klar over, at så nemt går det selvfølgelig ikke altid – nogle gange kan gulerødder og powertilskud ikke gøre jobbet – og så har man i mine øjne ret til gratis hjælp. Jeg har dyb forståelse for, hvor belastende det kan være at leve med ufrivillig barnløshed.
Og hvorfor hører man så ikke om det her? Måske fordi vi er så vitaminforskrækkede herhjemme? Måske fordi gynækologerne ikke får en krone for at snakke kost og livsstil med patienterne? Fordi der ikke er samme prestige og forskningsmillioner i emnet? Måske fordi moderne viden om ernæring og kosttilskud er dybt underprioriteret på lægestudiet?
Åh, jeg ved dårligt, hvor jeg skal starte, når du tager et af alle de mange punkter op, som vores regering vælger at skære ned på. Og hvem går det mest ud over? Børnefamilierne igen igen igen. Hvad enten det er dem, der allerede har børn eller gerne vil. Det er hårdt. Og dumt. Som du selv nævner, så er det jo en meget dårligt løsning på den økonomiske ubalance. Total tisse-i-bukserner-løsning.
Fedt, du tager lige det her emne op, Julia.
Det er nogle mere og mere bizarre nedskæringer vi er vidner til disse tider.
Men jeg synes det er vigtigt at huske på, at det nu ikke er en menneskeret at få børn. Måske skulle fokus flyttes lidt mere til netop adoption, som du selv nævner – der er masser af børn i verden (måske ikke lige i Danmark, nej, men dét er der andre steder). Eller også skulle man prøve at se på, om ikke det er muligt at leve et dejligt liv uden børn, hvis man nu simpelthen ikke er disponeret for at få dem fra naturens hånd?
Synes altid at børn bliver betegnet som en gave, men nu lyder det mere som om det er en ret, eller i hvert fald noget der skal være tilgængeligt for alle…
Der er økonomisk krise i Danmark, så der skal spares, vi kan ikke få tilskud til alt. Jeg undre mig lidt: Hvis man ikke kan hive 12.000 kr ud af et husholdningsbudget til fertilitetsbehandling ved at spare op over f.eks. et år, hvordan skal man så kunne betale for et barns mad, tøj og pasning?
Det er en svær diskussion, som er fyldt med følelser. Jeg/vi kan ikke få børn uden hjælp, men er i den heldige situation er der heldigvis kun skal lidt hjælp til for at det lykkes og vi har nu en dreng på snart 3 år og endnu en dreng på vej.
Det er sørgeligt, når folk i mange mange år skal kæmpe for at få børn og nogle må opgive drømmen. Men som Line skriver, er det en menneskeret? Og, som Ulla skriver, hvis vi ikke har råd til at spare sammen til behandlingerne, har vi så råd til at få børn? Det er svært, meget svært og der er desværre altid nogle, som vil blive ramt at de ændringer vi som samfund må lave. Om det er de rigtige ændringer, er så det store spørgsmål. Jeg ved det ikke.
Det er et ømtåligt emne!
Selv har jeg fået hjælp til at få min datter. At skulle betale for den næste, finder vi nok ud af.
Til Ulla, der tror det koster 12.000 kr, må jeg sige, at jeg bliver forundret over, at hun ikke ved, at det ofte koster 10 gange så meget at være i fertilitetsbehandling. Det er jo ikke en selvfølge at blive gravid i første forsøg, og bare medicinen er meget dyr.
I øvrigt er det jo ofte i den periode af sit liv, som er en lavindtægtsperiode, at man skal have børn, hvilket jo ikke gør det nemmere (SU, nyuddannet, arbejdssøgende osv.).
HAHAHA – 12-15.000 kr – jeg må grine min røv i laser…den eneste i kongeriget Danmark, der tror på at fertilitetsbehandling kan klares for det beløb er vist Bertel Haarder. Når han bliver interviewet, vel at mærke, jeg tvivler på at han er lige så dum i virkeligheden, men han skal jo passe på at hans beslutninger ikke koster ham stemmer, og så må han jo fake lykkelig uvidenhed overfor pressen.
Eet forsøg koster 25.000 kr, dette er dog sjældent nok og skal du op i 3 forsøg, hvor du med rabat kan få det til 60.000 – oftest er det nødvendigt med langt flere forsøg. Så er det man må ‘gamble’ – skal man investere i det ‘usikre’ reagensglas – eller vælge at lægge pengene på det sikre kort, adoption, fra starten af. Med mindre man har over en kvart million til overs, så man synes man snildt kan prøve først det ene, siden det andet.
Om børn er en menneskeret eller en luksus kan man diskutere herfra og til evigheden; men at påstå at løsningen bare er et greb i lommen svarende til to charterferier á 5000 kr stykket er simpelthen en grov løgn – og en tilsvining af alle de (os) der har kæmpet med ufrivillig barnløshed
Mor til 3 – både selvfinancierede og skatteyderbetalte
Anne – skønt at du kommenterer på det med økonomien. Jeg har gået og vendt og drejet, hvordan jeg skulle komme omkring det. Men du gør det glimrende. Jeg har nemlig heller aldrig hørt om fertilitetsbehandling til samme pris som en sommerferie.
Men SUK det er så svær en diskussion, for den er følelsesladet ind ad en kant. Og muligvis er børn ikke en menneskeret. Men i Danmark har vi tradition for, at vi (beklager jeg gentager, hvad jeg har skrevet tidligere) kan få sygdomsbehandling via det offentlige. Det betyder ikke, at behandlingen er gratis – den er jo finansieret af den skat, vi alle betaler.
Vi fik vores første barn sammen gratis i 05,men da vi gerne vil ha en mere måtte vi selv betale,da vi jo havde en sammen,vi havde 2 muligheder,min mand ku finde sig en ny viv eller vi ku tag et lån i vores hus,gud ske lov blev det det sidste.Vi måtte op med 43000 kr for 3 gange,5000 kr for medicin til mig og det er uden medicin for min mand,som er rigtig rigtig dyr,men som han får fra riget gratis.
Jeg føler meget med dem som ikke har de muligheder “at ku låne” så mange penge…….
Når det kommer til fertilitetsbehandling, så er det simpelthen en så ufatteligt kortsigtet strategi, at det gør ondt.
Vi MANGLER folk, som andre også skriver. Danskerne kan ikke engang re-producere sig selv. Det er FOR besværligt at få børn, og børnefamilierne er stedet, hvor der konsekvent spares. Lad mig da bare nævne min datters børnehave stue, hvor de nu er 25 børn til ca. 2.5 voksen – med én uddannet pædaogog!
10% af alle nyfødte danske børn er blevet til med “hjælp”, og tallet er stigende. Det giver INGEN mening, at lade folk stå med den kæmpe krise selv.
Selvom min mand og jeg er ganske heldigt stillet rent økonomisk, så ville vi få svært ved lige at hoste op med 50-75.000 til behandling.
Skal det være sådan, at pædagogen, kasseassistenten, hjemmehjælperen og lagerarbejderen blot skal glemme drømmen om børn. Vil vi få en barnløs “underklasse” i Danmark?????
Hvis 10% af de danske børn pludselig ikke længere bliver født – så er den eneste mulighed for at løse manglen på arbejdskraft vel netto-indvandring. Gad vide, hvad Dansk Folkeparti siger til det?????
Måske er det ikke en menneskeret at få børn. Men som en anden også skriver, så har miljøpåvirkningerne og alle de skadelige stoffer været med til at skabe det her problem for utroligt mange mennesker – er det så ikke et samfundsproblem, som folk skal have hjælp til at prøve at løse???? Det synes jeg.
Det virker lidt kortsigtet og ærgeligt hvis der bliver født endnu færre børn. hvem skal betale for velfærden når vi andre går på pension. og var der ikke noget med at der kommer til at mangle arbejdskraft…
Dilemmaerne kan hope sig op, jeg selv har haft så barske opvækstvilkår og da jeg som ganske ung troede at jeg kunne få gratis psykolog hjælp måtte jeg i banken og låne til min egen behandling (den gang studrende), men måske er det ikke det værste jeg ved det ikke. jeg husker blot min frustration som 20 årig . der er mange mennesker i Danmark der kunne bruge en hjælpende hånd…. så jeg tror at gavmildhed betaler sig i stort og småt. give hvor du selv kan undvære.
Hvem ved om en form for borgeropspraring eller du har den her pose penge at forvalte til ikke livstruende “gøremål”
… svært er det. men trist hvis vores lille land bliver børnetomt fordi vi ikke lige har råd….
SÅ jeg havde vist heller ikke bare lige en løsning.
I øvrigt møder jeg alle de dejlige børn og deres familier hver enste dag i mit virke som barselscoach og der er problemer nok at tage fat på når man higer efter at stifte familie.
Tak for initiativet
Kære Julia.
Tak fordi du tager sådan et vigtigt og ømtåleligt emne op!
Må give mange af jer andre ret.
Og I skriver det klart og tydeligt.
Har dog lige en lille kommentar vedrørende adoption.
Det er desværre ikke den nemme løsning.
Selvom man måske i Danmark gør det lettere og billigere at adoptere, så har afgiverlandene også stadig krav til ansøgerne.
Det er ikke længere et sikkert kort at vælge adoption.
Selvom der er mange børn rundt om i verden, som umiddelbart ser ud til at kunne adopteres – men ofte er de ikke “frigivet” til adoption (der kan være bio-familie, sygdom osv). Dertil kommer, at der altså er pænt mange lande, som der slet ikke samarbejdes med adoptionsmæssigt.
Ventelisterne hos adoptionsbureauer viser det tydeligt.
Så selvom jeg da gerne så mange flere adoptivbørn i landet – så er det da fuldstændig hul i hovedet at skære ned på tilskud til fertilitetsbehandling. Det kan gøre mig så harm.
Jeg føler virkelig med de stakkels familier, som nu er ladt i stikken.
Kh fra en mor til to skønne og fantastiske adoptivbørn
Godt emne, Julia.
Vores datter er ganske hjemmelavet – det er vi meget taknemmelige for. For dels slipper vi for den formue, som det åbenbart koster at få hjælp til sådan noget, og dels kan vi høste 4200 dask hver tredje måned i børnebidrag – og det på trods af, at vi har en rigtig god opsparing og to velbetalte jobs. Bevares, det er da dejligt med de penge, men mon ikke vores datter fik tøj på kroppen uden dem?
Det er da tankevækkende, at det koster penge at få hjælp til at lave børn, men at man uden overhovedet at bede om det får kylet penge i nakken, når barnet først er født. Jeg erkender, at der er masser af mennesker, der vitterligt har brug for de penge, men jeg er også sikker på, at de i mange familier sagtens kunne undværes…
Tak Julia fordi du tager emnet op! Det fylder rigtigt meget for mig, som netop nu er blevet gravid med mit første barn, som absolut ikke er hjemmelavet. Jeg er så taknemmelig for, at vi kunne få hjælp, da jeg har en sygdom, der gør, at min krop ikke kan få børn selv.
Uanset om det er en menneskeret at få børn eller ej, synes jeg, at det er problematisk, at der nu skelnes mellem hvilke sygdomme, man selv skal betale for at have og hvilke, det offentlige betaler.
Og set på længere sigt er det en fordel, at befolkningen får flere børn – rent økonomisk.
Som udgangspunkt synes jeg også det er forkert, at man skal betale for at få hjælp til at få børn, mens man kan blive opereret gratis fordi man er blevet meget tyk. Når det er sagt synes jeg dog, at man bør diskutere et så vigtigt emne på et sagligt grundlag.
Det koster ikke 25.000 kr. at få behandling i det offentlige. Det koster ca. 1300 kr. for en insimination og 5000 kr. for et reagensglasforsøg. Herudover vil der være nogle medicinudgifter på op til 15.000 kr. årligt. Desuden kan det koste ekstra, hvis man for eksempel skal have sæd fra minoritetsgrupper, som er vanskeligere og dermed dyrere at skaffe for sygehusene.
Der er stadig en række mennesker, der ikke skal betale, fordi der er tale om en eller anden særlig helbredsmæssig årsag til at man har behov for behandling.
Det jeg synes er helt skræmmende er, at man faktisk ikke sparer voldsomt meget ved at indføre brugerbetaling, for behandlingen koster det offentlige meget mere end folk skal betale, og derudover opstår der en række administrationsudgifter, som stort set sluger den indtægt der kommer (jo, jeg ved det, for jeg arbejder i økonomiafdelingen på et stort sygehus). Derfor kommer det for mig til mest af alt at virke som et forsøg på at udelukke en ganske lille gruppe fra at få hjælp til at få børn.
P.S. Hvorfor er der ingen der har klaget over, at man nu også skal betale for at få en sterilisation?
Fint og vigtigt emne! Desværre lidt for sent…
Embryologer, læger, gynækologer og oppositionen har været på banen og prøvet at tale fornuft med regeringen, men til ingen nytte.
Og jo vi mangler børn og jo det kan mere end betale sig at bruge penge på kunstig befrugtning – en ny samfundborger har tjent de penge ind mange mange mange gange.
TAK TAK TAK!!!!! Tak fordi du har bragt dette enormt vigtige emne på banen!! Jeg har selv en skøn dreng som er lavet med donorsæd fordi min mand er steril (fordi lægerne var nogle nokkefår og først operede hans sten ned i testiklerne som teenager = sterilisation – og ikke frivillig!!!)
Der er så mange sider af dette emne – men men holdning er at Ufrivillig barnløshed er en SYGDOM (ofte som resultat af anden sygdom) – og hvis jeg skal betale for at blive behandlet for det (og jeg ufrivilligt er havnet i situationen )skal en ryger så også selv betale for at blive behandlet for lungesygdomme som man har fået fordi man frivilligt har røget??? (undskyld til jer rygere – jeg ved i ofte bliver brugt som eksempel)
politikerne bræger op om at vi skal føde flere børn – men flere og flere af os KAN ikke få børn…..så hvad gør de??? Gør det endnu sværere….. Jamen altså!!!!!!
Nu er jeg ikke økonom, men jeg er sikker på at man sagtens kan finde pengene hvis man tænker langsigtet og ikke kun på at stoppe sidste års hul i statskassen…..
Nej, det er ikke en menneskeret at få børn.
Men det er menneskligt.
Og hvis man ikke kan spare sammen til en behandling, skal man så kunne brødføde et barn? Det ved jeg ikke og helt ærligt? Hvornår blev det ok, at gøre et barn op i økonomi?
Og ja, vi kan da få vores børn tidligere. Med mænd vi ikke ved om vi vil have i en alder af 24, med en karriere vi ikke ved, hvor vi vil hen med og med drømme der blev plantet af vores hårdt arbejdene mødre, som bad os om at ligestille os selv for fremtiden skyld
Eller også kunne vi acceptere at et velfærdssamfund er for alle. Og ikke kun for dig, for dine ønsker, dine drømme og dine mål. Men også for narkomanen (som måske selv er ude om det, men som ikke skal dø som en hund på gaden), luderen, alkoholikeren, det handicappede barn og alle de andre, som har brug for det – altså dig og mig.
Den eneste grund til, at man kan bruge argumentet; at det ikke er en menneskeret at få børn, er fordi man er en del af et moderne samfund med nye og anderledes normer end dengang man: fik børnene tidligere, ikke havde medicinske muligheder for at afhjælpe barnløshed og kvinderne ikke skulle andet end at føde børn.
Hvis vi levede i et samfund, hvor din verden, dit liv og din handlingsfrihed var begrænset, ville vi ikke sige sådan.
Velfærd er for alle – specielt dem der har brug for det!
Kære Julia og alle jer andre,
Jeg lider som de fleste andre barnløse kvinder af PCO. Jeg er ikke overvvægtig. Jeg er ikke gammel. Jeg løber hver dag og spiser sundere end de fleste. Jeg har på trods af diagnosen fået et barn på naturlig vis, men kan kun forestille mig, hvor pinefuldt det må være ikke at kunne og ikke have råd til hjælp (for nej, det ville jeg altså ikke have. Jo til ét forsøg, men det er jo sjældent nok!)
Barnløshed er for de flestes vedkommende et resultat af en sygdom. Det er et faktum!
KH
Jeg er splittet – rigtigt splittet. For jeg har selv stået der og vendt 25 øren og ikke vidst hvilken hest jeg skulle spille på, og om jeg skulle spille igen (og igen, og igen).
Jeg gjorde brug af det offentlige og dengang gratis system til at hav af inseminationer. De virkede ikke. IVF behandlingerne fik jeg foretaget på privat klinik. Det skyldes den ekstreme ventetid der var dengang i et offentlige. Tid jeg ikke synes jeg havde. Mængderne af medicin var ekstrem og jeg fik mange forsøg. Jeg tror 8 i alt. Siden fik jeg også eksperimentel behandling – altsammen kostede en sindssyg bondegård. På et tidspunkt holdt jeg op med at regne på det, men vi runder nok den kvarte million. Penge som vi ‘fandt’ henover en periode på ca 5 år: lån, gaver fra forældre, arveforskud…
Der kom ingen børn ud af behandlingen. Men havde der gjort, ville de have været alle pengene værd. Det ved jeg, for jeg fik børn på mærkværdig vis alligevel. Havde jeg vidst at der var de to skønne rollinger til afhentning for enden af kassen havde jeg betalt hvad som helst. Jeg havde solgt min sjæl, rullet mig i fjer og tjære, og hoppet på tungen nøgen ned ad strøget. Problemet er at man ikke ved om der nogensinde er bonus. man er i total afmagt.
Så for mig er det slet ikke pengene i sig selv det handler om, men den ekstremt traumatiske situation den barnløse står i. Forskere siger ufrivillig barnløshed kan give posttraumatisk stress (PTSD) og at det stressniveau den barnløse har, ofte er højere end patienten med kræft oplever. Ikke at man iøvrigt kan sammenligne de to ting, men PTSD er altså ikke et luksusproblem. Her taler vi om hjertebanken, angst, aggression, depression, søvnforstyrrelser og svedeture. For ikke at tale om det problem at man vil gøre alt for at undgå situationer der minder en om problemet: alt hvad der relaterer sig til graviditet og børn – til stor fustration for en selv og familie, venner og veninder.
Så hvis man oveni den ekstreme belastning for paret lægger økonomiske udfordringer der vanskeliggør deres situation yderligere, så er det simpelthen at sparke til den der allerede ligger ned.
Hvad bliver det næste mon? Skal vi også have dankortet med når vi skal føde?
Det er ikke en menneskeret at få børn?
Det er vel lige så meget en menneskeret at få hjælp til at få børn, hvis man er syg, som det er en menneskeret at få hjælp til anden sygdomsbehandling?
Åh, jeg bliver så ked af at læse om folks holdninger til dette meget store dilemma, når de ikke selv har stået i situationen.
Til trods for at jeg endelig efter 6 års forsøg og 11 fertilitetsbehandlinger, et brud med den mand jeg så inderligt og hårdt kæmpede sammen med for at få opfyldt det største ønske i vores liv, to hjerter der gudskelov fandt hinanden igen, har en dejlig velskabt datter, får jeg stadig helt ondt allerdybest inde, når folk negligerer barnløse pars allerstørste ønske.
Ingen kan på ingen måde sætte sig ind i, hvad det gør ved en både fysisk og psykisk ikke at kunne få et barn. Jeg har aldrig oplevet noget sværere og jeg håber virkelig ikke at jeg kommer i sådan en livskrise igen.
Jeg kan så meget genkende og føle det Rikke skriver ovenfor. Og det er meget fint skrevet.
Ikke at jeg vil sætte en pris på min datter, men hun har været dyr (og jeg tror desværre ikke at vi har råd til at få et barn til, hvis vi skal igennem samme antal behandlinger). Og hvis ikke vi havde fået halvdelen af behandlingerne via det offentlige (som ikke lykkedes), havde vi aldrig kunnet gennemgå så mange forsøg. Og ej heller ville vi have haft mulighed for at søge om adoption efterfølgende. Og det er jo heller ingen garanti at blive godkendt.
I forhold til det med om der mangler børn i samfundet, ja, det kommer der helt sikkert til. Men jeg må være ærlig at sige at den problemstilling har på intet tidspunkt strejfet mine (egoistiske) tanker i alle de år vi har kæmpet for at få et barn. Jeg har ikke kæmpet en så hård og voldsom kamp for samfundets skyld. Nej nej, det er helt klart for min egen skyld, fordi der var intet jeg ønskede mig højere end et barn med den mand jeg elsker og deler mit liv sammen med.
Har gået flere dage og tænkt over Julias indlæg, og har egentlig bare forsøgt at ignorere de kommentarer omkring, at det ikke er en menneskeret og at man da “bare” kan spare op til det. Jeg bliver så harm og så ked af det og derfor var jeg nødt til at give mit besyv med.
Tak fordi at du tager dette meget sorgfyldte emne op til trods for at du ikke oplever det på egen krop. Det er meget empatisk af dig. Og jeg håber at det med den slags indlæg
vil åbne de uvidendes (for det er det jeg må kalde dem) øjne overfor problemet.
Ja, det er rigtig, rigtig trist. Især hvis “man” har planlagt at gå i gang med sin fertilitetsbehandling, sådan cirka nu. Har en veninder, der nåede det inden årsskiftet – gratis (8 uger henne). Har en tidl. kollega, der synes det skulle gå hurtigt (selvom fertiliteten var i top hos dem begge) – gratis og i første forsøg (nu 1 år).
Det har vist ikke været gratis med andet barn længe. Og måske også rimeligt. Når nu pengene ikke vokser på træerne. I fik da i det mindste et barn ud af det!
12.000 kr.? Nej, det kan det, nok ikke gøres for. Men uvidenhed er ikke ondskab – det er bare uvidenhed. Men vi må da håbe, at alle de fertile danskere vil os det bedste alligevel.
Hvis I vil gøre noget, så tror jeg, I skal sikre jer, at S-SF (og hvem der eller kommer i regering) laver lovgivningen om, når de kommer til magten. Hvorfor er der ikke nogen, der har spurgt Sophie Hæstorp om hun vil garantere, at loven bliver omgjort til den tid? Og hvorfor er der utrolig få, der lægge to og to sammen ved at hurtigt blik på statistikken over, dem der får hjælp til fertilitetsbehandling: andelen af ikke-etniske danskere har været stødt stigende længe. Og vi ved jo alle hvem DF lefler for og modarbejder. Det var pensionisterne der vandt i genopretningsplanen fra foråret – og de barnløse der tabte.
Vi kan jo altid more os med at prioritere sundhedsskatten anderledes: hvad skal der så være brugerbetaling for i stedet for? Rygerlunger? Fedmeoperationer? Modermærkekræft?
Alle taber – ingen vinder!
Tak til Julia for endnu et vigtigt emne på bloggen!
Nej, det er ikke en menneskeret at få børn. Men det giver god mening at bruge penge på det rent samfundsmæssigt.
Det kostede 200 mio. årligt at køre de offentlig fertilitetsklinikker. Det kostede 2,4 mia. om året at føre krig i afghanistan. Altså 10 gange så mange penge for at slå folk ihjel som at lave dem. Absurd? Ja.
Et menneske koster samfundet penge til de er ca. 37 år. For børn skabt vha. fertilitetsbehandling er dette et par måneder senere. Et par måneder! Men vi har brug for de børn, for det er op mod 10 % der kommer til verden via hjælp.
Dertil kommer så de udgifter som samfundet har som følge af ulykkelige og stressede mennesker, der ikke kan få børn. Og nej, det koster ikke bare 10.000 kroner at få et barn med hjælp. Nu koster medicinen 15.000 om året, dertil skal så lægges hvad det koster for behandlingen – som i det private koster omkring 20.000 per forsøg.
Og ja, så kan vi bare få de børn noget tidligere. Men det er da også mændene, der skal være klar til det? man kan jo ikke bare give kvinderne skylden for at de kommer “sent” igang med at få børn?
Super emne Julia!
Jeg undrer mig, som så mange andre, over at barnløse nu selv skal betale for behandling. Især i en situation, hvor selvsamme regering igen og igen understreger, at Danmark kommer til at mangle hænder i fremtiden.
Men jeg har også altid undret mig over, at der var mulighed for offentlig betalt fertilitetsbehandling, når adoption koster en bondegård og lidt til. Og jeg kan blive helt harm over, at homoseksuelle ikke har haft samme ret til betalt fertilitetsbehandling. Der er så mange forkerte beslutninger på det her område.
Og når jeg tænker på de mange vennerpar, der har kæmpet en kamp for ønskebarnet, føler jeg mig så uforskammet og helt urimelig heldig over, at jeg i en alder af 34 har født tvillinger. Helt naturligt og uden den mindste kamp for at blive gravid.
Kære Julia
Jeg sidder lige for fortaber mig i din skønne blog og fandt denne post.
Jeg er selv i barnløshedsbehandling og nåede at få et par gratis forsøg, som dog kun endte i en graviditet udenfor livmoderen, som udviklede sig ret dramatisk (en sprængt æggeleder) og en kikkertoperation gennem navlen og lysken med dertilhørende grimme ar, som kun minder mig om al min smerte.
Nu er det så ikke gratis mere, og har da også et par æg i fryseren, som jeg forsøger mig med om 14 dage (såfremt de overlever optøningen)Det bliver mig sidste forsøg – orker ikke hormonerne, nålene, turene frem og tilbage til Dronninglund, ventetiden og frem for alt skuffelserne.
Det ville ikke røre mig at betale 50.000 for behandling … hvis jeg var sikker på det lykkedes. Men det er som at købe en meget dyr Lotto-kupon – der er ingen garanti for succes – langt fra. Hvad hvis jeg skal have 3, 6, 20 behandlinger, før det lykkes. HVIS det nogensinde lykkes.
Jeg har bearbejdet det længe og er kommet til et punkt, hvor jeg …måske…nok…tror… at jeg kan acceptere ikke at skal opleve at opleve liv inden i mig og være mor.
Kærlige hilsner fra Britt