Tillykke, Prins Henrik!

Glædelig onsdag. Denne klumme blev bragt i JP i går. Måske har du lyst til at læse den.

Den inkluderer en hyldest til den evige laps.

Det er ved at være en gammel nyhed, og desværre er den så gammel, at ikke engang den kulørte presse kunne nå at tjene de penge på at bringe den, som de helt sikkert havde regnet med. Ærgeligt. Men tillykke til Kongefamilien, fordi de nu er blevet to medlemmer rigere, tillykke med at Marys fødsel endnu engang blev en drømmefødsel (hun må helt klart være af en ganske særlig støbning den dame, og mere tydeligt kan jeg vist ikke sige det uden at læne mig op af en majestætsfornærmelse…) og tillykke med at så mange mennesker i det ganske danske land flød over med glæde på familiens vegne. Et lille barn er altid et mirakel, og endnu mere er et sundt og raskt lille barn; og når der så poppes to af den slags på én gang – og oven i købet som små fikse mandler – , så bør alle være glade.

Da jeg tjekkede Facebook efter endnu en royal drømmefødsel, så jeg den ene lykønskning blive skrevet derude i den kollektive intethed efter den anden. Mennesker var oprigtigt glade! Min mand kom hjem fra det rituelle indkøb i detn knapt så royale Netto, som ligger på den anden side af Blegedamsvej, skråt over for Rigshospitalet, og kunne afsløre at selv Nettos kunder talte med hinanden om hvilken vidunderlig begivenhed det var. En veninde ringede og råbte ”tillykke” og var eksalteret begejstret over disse to kongelige bebser, der nu er bragt til verden. Åbenbart er der noget urmenneskeligt i os, noget der glædes over netop børn, noget der får os til at forenes og samles omkring det at nogen er dygtige og flittige til at føre arten og slægten videre. Kongefamilien er et nationalt symbol for mange. De findes på linie med smørrebrød, Storebæltsbroen, Keld og Hilda, Tivoli og Dannebrog. De signalerer historie, at det er os ”danere”, der har ret til Danmark, at vi hører til i den kirke (vi aldrig kommer i) som vores kongelige overhoved, en af Europas fineste kvindelige høvdinge, Dronning Margrethe faktisk også på en eller anden måde har noget at skulle have sagt i. I hvert fald formelt set. Det samme gælder regeringsdannelsen, hvor Margrethe også formelt set lige skal sætte en krusedulle, give en kop kaffe (hvad byder man ellers ventede gæster?) og hilse pænt på, iført diadem og noget elefant.

Jeg er ikke vild med kongeriet. Jeg har ikke noget som helst imod familien Henriksen, men det vi gør dem til. Vi hylder dem, og spejler os i denne urealistiske familiestruktur, hvor kvinderne har flere hatte end upsætlige opgaver og hvor mændene roses for at tage imod oplevelser der er de færreste forundt. Det er her problemet ligger – vi spejler os i arketyper, og lader vores familieliv reflekteres i noget vi ikke kan leve op til. Vi glædes med dem, sørger over dem, og læser med i alt, hvad nogen finder på om dem, i stedet for … tjaaa… bare at lade det fare. Ensretningen i samfundet er en voldsom flodbølge for tiden. Dem, der stikker ud, skal tilbage i uddannelsessystemer hurtigere end man kan nå at råbe ”nyt karaktersystem”, at være en såkaldt god mor følger en helt bestemt system, og hvis du ikke giver dine børn nogle ganske bestemte fødevarer er det din skyld, hvis de ikke får 12 i matematik i 8. Klasse.
Midt i alt dette træder ind på scenen min nye helt! Det er ikke de royale babyer, ikke de smukke brunette prinsesser, ikke den kunstneriske Dronning – nej, for mig er det Prins Henrik. Det er nemlig ved at gå op for mig at han giver konventionerne fingeren. Han er gået sine egne vegne og lige gyldigt hvad man mener om dem, er det hans egne. Han skriver digte jeg ikke fatter et klap af og går i tøj jeg ikke engang kan gennemskue hvor man opstøver henne, og har interesser i sager, der ville kede mig et hul i hjernen. Men han gør det. For fuld skrue. Se dét er et forbillede vi er mange der kan bruge. Tillykke med to mere til flokken, Prins Henrik, må de se dig som præcis den du er.

20 Comments
Previous Post
Next Post