Mellemdagene

Julia Lahme 29 dec 2010

Jeg arbejder her i mellemdagene. Ikke sådan med tidlig start og meget sen afslutning, men sådan lidt begrænset til midt på dagen. Elias er sammen med bedsteforældrene, og er heldigvis endelig ved at blive bare nogenlunde rask. Men lidt held kan han pakkes sammen og sendes i børnehave igen på mandag. Han glæder sig. Meget. Han taler om de andre børn, som han savner og som helst sikkert savner ham, om de voksne og om legetøjet der. Børnehave styrer. Og ja, ligeså højt som jeg elsker ham den lille fis, lige så sikker er jeg på at den dame jeg talte med forleden har hundrede procent ret da hun sagde:

Vores børn har helt sikkert brug for os, men de har næsten lige så meget brug for andre børn.

Hurra! Jeg har bagt.

Julia Lahme 28 dec 2010

Yep. Jeg har bagt. Endelig blev der ro til det midt i sygdom, jul, mere sygdom og så lige lidt arbejde som var blevet udskudt på grund af det der sygdom. Og jeg har nydt det – at bage altså.  Og de smager satme godt, de bagels. Lavet helt uden fedtstoffer men tilgengæld med flere rosiner end Sif foreslår, og også lige dobbelt op på kanel. Men det holder, og opskrifterne er nemme og tilgængelige i bogen i det hele taget.

Og nu til Jylland…

Julia Lahme 28 dec 2010

For første gang afholder jeg workshoppen: Sådan bliver du en kreativ tekstforfatter i Jylland. Det bliver i Århus i slutningen af februar, og jeg GLÆDER mig virkeligt meget. Tekstforfatterworkshoppen gør deltagerne til bedre skribenter, har fokus på kortere, salgsdrivende tekster, som dig der arbejder med kommunikation for andre eller for dig selv, skal kunne skrive hurtigt, præcist og helst være færdig med i forgårs. Du kan læse meget mere – også tidligere deltageres udtalelser – her.

Designergear

Julia Lahme 27 dec 2010

Jeg er så heldig at have modtaget en vidunderlig designertaske i julegave. Jeg tror den bliver mit kæreste eje, og jeg er simpelthen så glad for den. Hvor heldig kan man være?

Forventningens glæder

Julia Lahme 27 dec 2010

Denne klumme stammer fra JP i sidste uge. Jeg håber du har lyst til at læse den.

For børnenes skyld

Der var engang, hvor jeg ventede på julen så intenst at rusen over at det snart var jul satte ind allerede midt i september. Nu er jeg så småt ved at blive en af de grå voksne, der skal huske, planlægge og systematisere glæden ved julen, så jeg kan nå hele vejen rundt om den.  De gode ideer til de helt rigtige gaver kommer ikke nødvendigvis snigende af sig selv, og jeg er heller ikke først i køen til at investere i dem. Snarere sidst. Jeg begynder at lytte ret interesseret til folk med spændende teorier om, hvordan man kan undgå at købe julegaver til alle, men i stedet læne sig op ad løsninger om at hver gæst for en gave, som alle så går sammen om. Og det skuffer mig ærligt talt. For en del af glæden ved julen er vel at glæde sig til at glæde andre? Julen er for rigtigt mange af os – voksne – blevet endnu en af de ting, vi skal nå. December er verdens travleste måned, og børnefamilier flyver rundt hver eneste weekend for at vedligeholde et eller andet traditionsbestemt samkvem. Hos den ene Faster skal der bages – og hun bliver skuffet hvis ikke hvert eneste familiemedlem kommer – og hos den anden onkel skal der fældes et juletræ – og han bliver skuffet hvis ikke hvert eneste familiemedlem kommer. Jeg kender en familie, hvis december er et så nøje planlagt kludetæppe af forventninger, der ikke må skuffes, mennesker, der skal ses og aftaler der pinedød skal overholdes, at der udbryder stress ved udsigten til den mindste forsinkelse. Samtidig forventes vi alle at hygge os. Og at sige til hinanden, at alle de krav vi stiller til den succesfulde, perfekte og hyggelige jul er for børnenes skyld. Vi juler fordi børnene har brug for det, og ønsker sig det. Virkeligheden er måske en anden? Måske juler vi derud af for selv at få et pusterum fra vinter og hverdag. Selv vores arbejdsliv bliver inficeret af julen: Virksomheder holder julefrokoster, hvor fjerboaen er lige så obligatorisk som chefens gramsen på picolinen nærmest er en antropologisk observerbar overgangsrite fra det ene regnskabsår til det næste. På samme  måde som det at nogle kollegaer liiige kommer lidt for tæt på hinanden, og at tømmermændene dagen efter truer med at forsinke de traditionsrige adventsfestligheder hos Tante X og Onkel Dunkel, så mors julefrokost går ud over fars familieforhold, selvom hun havde lovet at hun ikke ville skeje totalt ud. For julefrokosterne er mange af vi voksnes eneste outing på et år. Den aften skal der eddermame gives gas og de glatte dansesko skal flyve hen over gulvene. December er ladet med forventninger til hygge, festligheder og samvær, og ja, jeg kender faktisk ikke en eneste familie der ikke har så travlt, at de ind i mellem kan have svært ved at nyde det hele.
I år har jeg taget konsekvensen. Vi skal ikke meget, og den 25 december holder vi lukket og slukket, sidder hjemme i stuen og leger med den treåriges julegaver. Vi lader det hele synke ind og trækker stikket. Der er nemlig noget der er gået op for mig: December kommer alt for hurtigt til at handle om hvilke forventninger man ikke vil skuffe. Tanters og Onklers og især børnenes. Men den der har de mindste forventninger er faktisk min søn, Elias. Ham som julen oven i købet handler om. Så længe der er en pakke med sløjfe på bliver han glad, og hans behov for at kaste sig ind i kampen ved det ene julemarked / julearrangement / juletræsfældningsfest efter det andet er heldigvis minimalt. Han vil bare gerne have tid. Så det får han. For mig har det for resten også altid været helt  utroligt vigtigt at have verdens største juletræ stående midt i stuen. Et år var det så stort at toppen måtte saves (ikke klippes…) af for at få plads til det. Elias ønsker sig ikke en kæmpe gran, som man skal være tolv mennesker om at nå rundt om. Nej, han ønsker sig i stedet et lille juletræ. Mor, siger han, det skal være lille så jeg selv kan sætte stjernen på. Se det er da til at opfylde, og nu er kunsten bare at mine egne forventninger og succeskriterier ikke smitter af på ham, så jeg lærer ham alt om julestress inden han for alvor oplever julefreden.

« Forrige sideNæste side »
Julia Lahme // Copyright Julia Lahme 2010 - all rights reserved. // Design by minimega