Forventningens glæder

Denne klumme stammer fra JP i sidste uge. Jeg håber du har lyst til at læse den.

For børnenes skyld

Der var engang, hvor jeg ventede på julen så intenst at rusen over at det snart var jul satte ind allerede midt i september. Nu er jeg så småt ved at blive en af de grå voksne, der skal huske, planlægge og systematisere glæden ved julen, så jeg kan nå hele vejen rundt om den.  De gode ideer til de helt rigtige gaver kommer ikke nødvendigvis snigende af sig selv, og jeg er heller ikke først i køen til at investere i dem. Snarere sidst. Jeg begynder at lytte ret interesseret til folk med spændende teorier om, hvordan man kan undgå at købe julegaver til alle, men i stedet læne sig op ad løsninger om at hver gæst for en gave, som alle så går sammen om. Og det skuffer mig ærligt talt. For en del af glæden ved julen er vel at glæde sig til at glæde andre? Julen er for rigtigt mange af os – voksne – blevet endnu en af de ting, vi skal nå. December er verdens travleste måned, og børnefamilier flyver rundt hver eneste weekend for at vedligeholde et eller andet traditionsbestemt samkvem. Hos den ene Faster skal der bages – og hun bliver skuffet hvis ikke hvert eneste familiemedlem kommer – og hos den anden onkel skal der fældes et juletræ – og han bliver skuffet hvis ikke hvert eneste familiemedlem kommer. Jeg kender en familie, hvis december er et så nøje planlagt kludetæppe af forventninger, der ikke må skuffes, mennesker, der skal ses og aftaler der pinedød skal overholdes, at der udbryder stress ved udsigten til den mindste forsinkelse. Samtidig forventes vi alle at hygge os. Og at sige til hinanden, at alle de krav vi stiller til den succesfulde, perfekte og hyggelige jul er for børnenes skyld. Vi juler fordi børnene har brug for det, og ønsker sig det. Virkeligheden er måske en anden? Måske juler vi derud af for selv at få et pusterum fra vinter og hverdag. Selv vores arbejdsliv bliver inficeret af julen: Virksomheder holder julefrokoster, hvor fjerboaen er lige så obligatorisk som chefens gramsen på picolinen nærmest er en antropologisk observerbar overgangsrite fra det ene regnskabsår til det næste. På samme  måde som det at nogle kollegaer liiige kommer lidt for tæt på hinanden, og at tømmermændene dagen efter truer med at forsinke de traditionsrige adventsfestligheder hos Tante X og Onkel Dunkel, så mors julefrokost går ud over fars familieforhold, selvom hun havde lovet at hun ikke ville skeje totalt ud. For julefrokosterne er mange af vi voksnes eneste outing på et år. Den aften skal der eddermame gives gas og de glatte dansesko skal flyve hen over gulvene. December er ladet med forventninger til hygge, festligheder og samvær, og ja, jeg kender faktisk ikke en eneste familie der ikke har så travlt, at de ind i mellem kan have svært ved at nyde det hele.
I år har jeg taget konsekvensen. Vi skal ikke meget, og den 25 december holder vi lukket og slukket, sidder hjemme i stuen og leger med den treåriges julegaver. Vi lader det hele synke ind og trækker stikket. Der er nemlig noget der er gået op for mig: December kommer alt for hurtigt til at handle om hvilke forventninger man ikke vil skuffe. Tanters og Onklers og især børnenes. Men den der har de mindste forventninger er faktisk min søn, Elias. Ham som julen oven i købet handler om. Så længe der er en pakke med sløjfe på bliver han glad, og hans behov for at kaste sig ind i kampen ved det ene julemarked / julearrangement / juletræsfældningsfest efter det andet er heldigvis minimalt. Han vil bare gerne have tid. Så det får han. For mig har det for resten også altid været helt  utroligt vigtigt at have verdens største juletræ stående midt i stuen. Et år var det så stort at toppen måtte saves (ikke klippes…) af for at få plads til det. Elias ønsker sig ikke en kæmpe gran, som man skal være tolv mennesker om at nå rundt om. Nej, han ønsker sig i stedet et lille juletræ. Mor, siger han, det skal være lille så jeg selv kan sætte stjernen på. Se det er da til at opfylde, og nu er kunsten bare at mine egne forventninger og succeskriterier ikke smitter af på ham, så jeg lærer ham alt om julestress inden han for alvor oplever julefreden.

6 Comments
Previous Post
Next Post