Tryk på knappen og se hvad jeg i denne uge har valgt at teste
Ja, det er snart jul, så lige om lidt pakker jeg denne fine pose ud igen. Til min egen store fornøjelse. Meeeeeeeeeen:
Fra den første december og hele 23 dage frem åbner jeg nemlig en vidunderlig pakkekalender her på stedet. Der er gaver indeholdene alt fra lækre cremer til familieportrætter (din egen, naturligvis) hen over legetøj til ungerne og bøger til dig. Det bliver fantastisk, og jeg håber du vinder og ville ønske jeg selv gjorde!
Vil du hjælpe en masse kvinder ved at udtale dig i en artikel?
Louise Wendt arbejder på en artikel, hvori hun vil fortælle om de udfordringer, der er ved at få egne børn med en mand samtidig med, at han har børn i forvejen.
Hvad giver det af konflikter i forhold til om man kan li´ sit eget/egne børn bedre? I forhold til ekskonen osv.? Helt vildt svært at finde nogen, fordi det selvfølgelig er rimeligt kildent at udtale sig offentligt omkring børnene, ekskonen osv. Men ´det kan jo være nogen, hvor problematikkerne nu er løst og som kan fortælle om det lidt retrospektivt. Vedkommende skal være indforstået med at stille op med foto sammen med alle børn.
Hvis du har overskud og noget at dele ud af i den forbindelse vil journalist Louise Wendt meget gerne høre fra dig. Du kan maile til hende på: louise@wendtjensen.dk, og
Igen i år fattes Mødrehjælpen penge til den julehjælp så mange familier i dagens Danmark desværre har brug for. Derfor har jeg herude til højre givet plads til en annonce for Mødrehjælpens julehjælp. Min holdning er at julen er børnenes fest (så undgår vi også at den bliver til Hjerternes Pest), og at den skaber noget der ligner sammenhængskraft i en tid, hvor nogle har så meget og mange har så lidt. Der bliver nemlig flere og flere (enlige) mødre, der har svært ved at give børnene den jul de gerne vil. Jeg tror ikke det på nogen måde går hen over hovederne på de udsatte børn at de andre i børnehaven og skolen er blevet skamforkælet mens julen stod på, når ferien sluttes og alle samles om sanglege og fingerfrugter. Derfor giver jeg hvert år hvad jeg kan til Mødrehjælpen. Lidt har også ret, og jeg mener helt ærligt vi må stå sammen om de kvinder og børn herhjemme der mangler så meget for bare at komme nogenlunde igennem de dage der er fyldt med kage, knitrende papir og masser af overskud hos mange af os andre.For mig handler det om solidatitet af den allerfineste slags. KLIK HER.
Det er koldt. Og jeg mangler en varm frakke, men ellers har jeg ikke noget at brokke mig over. Jeg opgav firmacyklen i dag og valgte klapvognen, da Elias skulle fragtes afsted. Det var han godt tilfreds med, og underholdt mig hele vejen omkring stort og småt. Jeg har det sådan lidt blandet med det der vinter – på den ene side er det jo nu – NU – det bliver hyggeligt, på den anden side var sidste vinter så stangdeprimerende, stressende og knaldhård (både på den ene og den anden måde) at det undrer mig at jeg kom igennem den uden at miste øjnene til alle de tudeture den kostede (Og ja – måske kommer det lige en tand for tæt på, men jeg har jo skrevet en bog om det, så hva faen…). Men i hvert fald, det er hverdag, det er dagen derpå efter nogle fantastiske dage i selskab med virkeligt spændende mennesker da jeg afholdt Brand Building Retreat mandag og tirsdag, og det er vinter. Og nu kommer det positive: Jeg er simpelthen så glad for at jeg valgte at blive selstændig. For se lyset på billedet: Jeg skal ikke mere aflevere i vintermorgenens mulm og mørke, men kan gøre det efter solen er stået op. Det er det hele værd.
Jeg er kommet hjem. Jeg har været væk i to nætter. Blev modtaget uden den rituelle afvisning men med masser af grin og kys. Og forklaringer om isbjørnen og pingvinen og hvordan de svømmer. At se Elias igen er simpelthen det mest fantastiske, hver eneste gang jeg har været væk. Og ja, jeg går også glip af noget, hver evig eneste gang jeg er væk et par dage. Det hele går simpelthen så hurtigt for tiden, og nye ord, begreber og lege sprudler ud af ham sammen med mimik der hele tiden forandrer sig. Det er vidunderligt at komme hjem. Når jeg sdder og kigger ud af mit moderskab begynder det at gå op for mig, at det altid koser at være væk. Det koster. Lidt.
Men.
Jeg får også noget – søvn for eksempel. Og noget af det der sunde perspektiv. For jeg forstår også hvordan Elias ryk sker når jeg ikke står og våger over ham, og jeg er simpelthen så stolt, når han kan titusind nye ting og sætte alt det jeg tror jeg har lært ham i perspektiv. Så når han siger: Mor, det er helt fortroligt dejligt at kysse din næse igen, ja, så er det hele fraværet værd.
