Min farmor ville have været stolt

… min farmor var en fin tysk dame som på ingen måde gik ind for at forfine sin køkkenkunst. Jeg husker hendes madlavning som nærmest fornærmende uspiselig. Til gengæld gik hun op i kager. Jo vildere jo bedre, og jo, der var altid plads til ekstra smør og fløde. Så i går aftes kastede jeg mig over Feminas opskrift på de lækre tyske (og ret besværlige) Zimtsternen, som de har kokkeret i bladet i denne uge. Og efter et utal af arbejdsgange har jeg nu lavet nogle hvinende søde sataner som i den grad skal opbevares under låg for at man ikke skyder sig selv i hjernen med en sukkerhovedpine. Men de er meget smukke og smager faaaaaantastisk:

Først laver man en helt vidunderlig marengs. Marengs er min yndlingsfødevare, og jeg er overbevist om at der heri findes særlige vitaminer man simpelthen ikke kan få andre steder.
Så kæmper man med en dej, som slet ikke er en dej, fordi der hverken er fedtstof eller mel i den. Det tager tid, meeeeen føles nærmest sundt.
Kagerne bliver bagt med marensmassen ovenpå, og hvis du vil være sikker på at sidde oppe hele natten spiser du bare ti af dem og drikker to kander kaffe til. Men pææææne, det er de altså.
6 Comments
Previous Post
Next Post