Solidaritet, ja tak
Igen i år fattes Mødrehjælpen penge til den julehjælp så mange familier i dagens Danmark desværre har brug for. Derfor har jeg herude til højre givet plads til en annonce for Mødrehjælpens julehjælp. Min holdning er at julen er børnenes fest (så undgår vi også at den bliver til Hjerternes Pest), og at den skaber noget der ligner sammenhængskraft i en tid, hvor nogle har så meget og mange har så lidt. Der bliver nemlig flere og flere (enlige) mødre, der har svært ved at give børnene den jul de gerne vil. Jeg tror ikke det på nogen måde går hen over hovederne på de udsatte børn at de andre i børnehaven og skolen er blevet skamforkælet mens julen stod på, når ferien sluttes og alle samles om sanglege og fingerfrugter. Derfor giver jeg hvert år hvad jeg kan til Mødrehjælpen. Lidt har også ret, og jeg mener helt ærligt vi må stå sammen om de kvinder og børn herhjemme der mangler så meget for bare at komme nogenlunde igennem de dage der er fyldt med kage, knitrende papir og masser af overskud hos mange af os andre.For mig handler det om solidatitet af den allerfineste slags. KLIK HER.
Hej Julia
Hvor er jeg glad for at læse dit skriv og opfordring til at støtte Mødrehjælpen.
Jeg er i gang med at læse din bog Sandheder fra en løgner, til min store fornøjelse.
Martine
Mødrehjælpen har jeg haft lyst til at støtte siden fik selv fik barn – og julen er nemlig børnenes fest! Mon ikke der kan blive til et lille bidrag i år!
Kram Anja
Er helt enig! Har de sidste par år doneret utrolige mængder af tøj og legetøj til Mødrehjælpen og håber der er nogle søde børn, der har fået glæde af det.
Kærligst, Marie Louise
Helt enig, og derfor er det på mange måder svært at acceptere at vi – der har så meget – skal have endnu mere. Mit indlæg er ikke ment som et drys i ‘dårlig samvittighedsposen’ men er slet og ret et forslag om at vi, der har lyst donerer de fine gaver Julia giver ud af, og tak for det, til en mor, der har mere brug for den/dem. Eller at vi, der måske får adventsgaver eller pakkekalender donerer en eller to pakker til en mor/-forælder med mere brug for personlig omsorg end vi selv. Blot et forslag, mon det kunne få ben at gå på? Luk øjene og tænk tanken: en mor, der ikke har glade givere omkring sig, åbner en pakke, som en kærlig kvinde selv har lavet eller indkøbt med omsorg. Det er for mig juleglæde.
Pia
rigtig god ide pia. Tak!
Faktisk så har June samlet ind til at lave en julekalendedergaver til mødrehjælpen. Jeg har lavet otte gaver, som desværre blev sendt for sent. Men June fik faktisk en masse sponsorgaver, så jeg er sikker på, at der er mange unger, der får glæde af vores indsats! TAK FOR DIN IDÉ JULIA
http://rothmanns.blogspot.com/2010/11/store-pakkedag.html
Synes det er en fantastisk opfordring!
Jeg er så i den modsatte grøft i år, og kunne hånden på hjertet godt være en af dem, der søgte, men selvom jeg går ind for at give når overskuddet er der, så er der noget i mig, der gør at jeg ikke føler mig værdig til at modtage – hvad er der lige med det? 
Men igen – super initiativ!
Kh Sanna
Jeg er én af dem, der sidder med to børn, som vil blive be-gavet i mere end en forstand i julen. Der vil være overskud til julehygge, der vil være økonomi til julehygge, mad, gaver og alt det der. Det er et privilegium. Nogle gange bliver jeg forfærdet over, HVOR meget ting pludselig betyder for mig, og at kunne give “de rigtige gaver” til folk – ikke at vi er en familie, som giver 1000 kroners gaver til nogen overhovedet. Jeg havde bare aldrig anset mig selv som materialist – før jeg fik uddannelse/job/hus/børn. Så for at kæmpe imod materialismen har jeg taget opfordringen til mig og givet en skærv til mødrehjælpen. For der er ved Gud mange mennesker i det danske samfund, som mangler meget, og for hvem julen er en bekymringstid.
Og til Sanna – hvad mangler du? Sig til? Det er i orden at bede om hjælp. Det kræver styrke.
Kh
Bitten – en skabs-materialist, på bedre tanker
Et hjertesuk fra en ældre generation: Det med solidaritet… Hvor meget kan man stole på de kvinder, der har så ondt af sig selv og siger at de er trængende? Anne Knudsen skrev for nylig i Weekendavisen om enlige mødre, der udgav sig for at være boligløse, fordi de ikke mente at det var fint nok at blive anvist en etværelseslejlighed. Jeg synes man hører så meget for tiden om hvor forkælede og krævende og faktisk dominerende (overfor de arme mænd), kvinder generelt er. Ikke mindst at de undertrykker hinanden kvinde kvinde værst-agtigt med urimelige perfektionistiske standarder for husførelse, børnepasning o.s.v, o.s.v.. Din egen herlige bog, Julie (og TAK for den!) er jo fuld af eksempler på ubehagelige hunkønsvæsner, der forpester livet for andre – f.eks damen, der var efter dig, fordi du fodrede din lille Elias med lidt is på sutten en sommerformiddag på bænken. Men også mange andre eksempler. Talte forleden med en kvinde i slutningen af tyverne, der arbejdede som børnehavepædagog. Hun sagde faktisk direkte, at hun oplevede at det var blevet sådan at AL tilbageværende kvindeundertrykkelse udgik fra andre kvinder… Ikke mindst har kvinder sat sig på hele området med børnepasning – med det resultat at børn afskæres fra at få mænd, mænds verden og mænds normer ind i deres liv. Når det drejer sig om kvinders såkaldte underrepræsentation i bestyrelser tales der straks om kvoter. Men når mænd er en mangelvare i børns institutioner, kan man ikke finde ud af at graduere lønnen så mandlige pædagoger belønnes efter den større kvalifikation, som deres køn vitterligt er, så de eventuelt kunne føle sig tilskyndet til at søge hen på den del af arbejdsmarkedet, hvor der er så meget brug for dem, hvis de arme børn skal få mulighed for at udvikle sig til hele mennesker. Læste på en kønspolitisk blog på nettet forleden, hvor en fyr klagede over at kvinder holder op med at sætte manden i centrum og give ham elskov og opmærksomhed, når først børnene er kommet. Kvinderne har pludselig kun overskud til moderrollen og husmoderrollen – berettede han. Og følte sig meget frustreret. Han oplevede også et stigende pres fra kvinderne for at pålægge deres mænd barselsorov, som gik imod den mandlige kønsidentitet og som desuden ville medføre at manden skød sig i foden i forhold til at gøre den indsats på arbejdsmarkedet/med karrieren, som han følte for og som passede til HANS kønsidentitet. Altså at kvindernde ville påføre mændene noget af deres egen biologisk bestemte hæmning i forhold til arbejdsmarkedet så at han blev sat bagud i konkurrencen – med andre mænd, men sandelig også med andre kvinder, et indgreb i hans liv som mand, som han følte dybt krænkende. Ser I DRs Hjælp min kone er (stadig) skidesur? Uha. Det er jo rigtige levende mænd,Søren Pind, Mads Christensen og sådan nogle, der fortæller om deres erfaringer med kvinder. Og hvor er det dog dybt urimeligt, hvad de kan berette. De mænd kunne også berette at kvinder slap rollen som den sjove elskerinde og nøjedes med at tage sig af hus og børn, når først børnene var kommet. At de ikke tålte, når han tillod sig at kigge efter andre kvinder. At de feminiserede hele huset med deres duftende tingeltangel og andet mærkeligt, så det ikke var til for en mand at være der. At de blev – ja, skidesure…., når mændene tog sig en time out med gutterne til Tenerife eller tog i byen efter arbejde i stedet for den lige vej hjem. De stod så også for husarbejdet, kvinderne, fordi de alligevel var umulige at gøre tilfredse, men som en bemærkede – at ligemeget hvor ligestillede vi bliver, så er græsslåmaskinen sgu altid min… Som de sagde: imens mændene (galant) aldrig sagde noget negativt om kvinderne, så kritiserede kvinderne mændene evig og altid. Kvinderne mente en hel masse om kønsrollerne imens mændene var helt tavse i den diskussion. Og så videre. Jeg vil selvfølgelig virkelig gerne være solidarisk med mit eget køn, det er klart. Men når man hører og læser så meget om hvor dybt urimelige kvinder er – ja, Julie, rigtig meget af din skønne moderskabsbog handler jo også om at du ovenikøbet selv synes du er urimelig og for meget overfor Johan. Jeg tilhører selv en anden generation – 57 år. Mit indtryk af nutidens unge kvinder og hvordan de ter sig som mødre og kærester stammer mestendels fra (ofte personlige)beretninger gennem medierne. I min generation var der slet ikke TID til alt det man hører at kvinder står for i dag: en urimelig mandeekskluderende perfektionisme i hjemmet (for at dupere andre kvinder og få dem ned med nakken) og overdreven pynte, pynte feminisering af hjemmene. Vi greb enhver hjælpende hånd fra manden med kyshånd. At mændene så generelt var utilbøjelige til at tage noget, der bare nærmede sig halvdelen af arbejdet med børn og hus på sig er en anden sag. I min generation anså vi den fælles deling af arbejdet med alt det derhjemme som vejen frem. Men det jeg hører om de unge kvinder er jo at de efter bedste evne fortrænger manden fra hus og hjem for at komme til at sætte sig på det hele selv. Så de rigtig kan få kontrol. Hvorefter de giver sig til at hyle på kvoter, kvoter. Når man hører så meget negativt om kvinder så mange steder fra. Og såmænd også fra kvinderne selv, så bliver det svært at finde den dybt følte solidaritet frem.
Er det også sådan I andre herinde på bloggen oplever unge/yngre kvinder? Og at det faktisk er mændene man skal lære af for at finde en smule sund fornuft? Og hvis det er – hvad stiller man så op med al den uanbringelige søstersolidaritet
Puha, det indlæg skulle jeg godt nok holde tungen lige i munden for at komme igennem.
DET DER KAN JEG PÅ INGEN MÅDE NIKKE GENKENDENDE TIL.
Som ung kvinde (31) med to børn, hus, karriere og hvad dertilhører – så er jeg lige målgruppen for dit indlæg (eller var det skydeskiven?????)
Julia’s indlæg handler om Mødrehjælpen, som samler penge ind til bl.a. enlige fattige mødre (som for øvrigt skal DOKUMENTERE deres fattigdom), som ikke har råd til at give deres børn en nogenlunde ordentlig jul. Hun opfordrer til søster-solidaritet, og til at vi (som har så meget) giver lidt ud til de, som trænger. Lidt medmenneskelighed!!!
Hele svadaen om, at unge kvinder i dag bare vil have magten i hjemmet og er svage klynkende væsener (og manipulerende), som vil “kvindeliggøre” hjemmet og ikke gør andet end at brokke sig, synes jeg ærlig talt, er en stor fed undskyldning for at beholde et samfund, hvor kvinder stadig bliver underbetalt for samme arbejdsfunktion, hvor der er forfærdeligt få kvinder i bestyrelser, og hvor kvinder stadigvæk står for 75% af husarbejde (og for øvrigt skal der vaskes tøj noget oftere, end græsslåmaskinen skal ud af skuret). Jamen, det er jo vores egen skyld!!!!
Og de stakkels mænd, hvorfor skulle de dog tage barsel med DERES EGNE BØRN……. Og hvorfor vil deres koner ikke knalde dem noget mere, når først de har fået børn????? Måske fordi de kvinder BÅDE arbejder 37 timer i ugen på jobbet (eller mere for mit vedkommende) OG tager det meste af slæbet med både børn og hus. Min mand er på INGEN måde en doven-lars, og han er verdens bedste far (som skal på barsel i morgen med vores søn – en WIN WIN situation i hele familien), men der har fandeme været dage, hvor jeg har haft et barn hængende i brystet hele dagen efter en nat uden søvn, har stået til halsen i vasketøj og til sidst om aftenen, har jeg sgu’ ikke haft energien til at knalde min mand. Bare ærgerligt!!!! Der er måske en grund til, at kvinder ikke orker at være femme fatale i både tide og utide, når de har små børn. Hvis nu de dersens mænd, som har det så hårdt, gad lette numsen lidt og lige ordne opvasken og sørge for at mor fik 5 timers sammenhængende søvn, så kunne det jo være, at hun fik lyst til lidt lagen-gymnastik.
Min pointe er, at tingene hænger sammen. Det er dybt forenklet at sige, at moderne kvinder har hele skylden for familiernes forfald eller kriser, ligesom det er forenklet at give moderne mænd hele skylden. “It takes two to tango”
Med hensyn til hele svadaen omkring institutioner hvor mændenes fravær åbenbart er et kæmpe problem, så kan vi gå 70-80 år tilbage, da mødrene var hjemmegående, og så kan jeg spørge – hvor var mændene????? Dengang gik børn omkring kvinder. KUN kvinder. Blev de drenge ikke hele mennesker???? Ødelagde kvinderne dem????
Men lad os da endelig give mandlige pædagoger en ekstra løn-bonus, fordi de har en tissemand. Undskyld mig, men det er simpelthen for latterligt. Skulle det samme så være gældende for kvindelige murere????
Jeg oplever også nogle gange kvinde-kvinde-værst situationer, og det er sgu’ så som så med søstersolidariteten. Men det bliver da bestemt ikke bedre af, at vi som unge kvinder bliver TOTALT undermineret af en ældre generation, som åbenbart synes, at vi skal glemme ligestilling og i stedet holde kæft, gribe støvkluden, hente en øl til vores trætte mand og lige lægge op til lidt frækt, når vi har puttet børnene.
Lige nu har jeg mest af alt lyst til at gå ind og give ENDNU et bidrag til Mødrehjælpen. Til nogle kvinder som har brug for hjælp. Til nogle kvinder, som har modet til at bede om hjælp.
Jeg hører til dem der går den store familiejul med masser af overskud (både økonomisk og menneskeligt) i møde. Og samtidig med, at jeg glæder mig helt ekstremt (det må man vist godt selvom man ikke er barn længere), har jeg tænkt meget på dem, hvor julen er fuld af bekymring og stress fordi økonomien i disse krisetider ikke helt rækker.
Jeg skynder mig derfor at fremfinde mit dankort og sende en ekstra julegave til Mødrehjælpen.
Tak for linket og den dejlige opfordring til for alvor at gøre julen til en tid hvor man tænker på andre og ikke kun sig selv.
Bitten jeg er meget enig i de ting du skriver. Jeg overvejede selv at skrive en kommentar, men jeg har simpelthen ikke tid. Har enormt travlt med at gøre mit hjem rent og pynte det op, inden mine veninder kommer på besøg snart – det skal jo helst fremstå perfekt, så jeg kan få mine veninder helt ned med nakken.