Fra moderskabets dobbelthed
Jeg er kommet hjem. Jeg har været væk i to nætter. Blev modtaget uden den rituelle afvisning men med masser af grin og kys. Og forklaringer om isbjørnen og pingvinen og hvordan de svømmer. At se Elias igen er simpelthen det mest fantastiske, hver eneste gang jeg har været væk. Og ja, jeg går også glip af noget, hver evig eneste gang jeg er væk et par dage. Det hele går simpelthen så hurtigt for tiden, og nye ord, begreber og lege sprudler ud af ham sammen med mimik der hele tiden forandrer sig. Det er vidunderligt at komme hjem. Når jeg sdder og kigger ud af mit moderskab begynder det at gå op for mig, at det altid koser at være væk. Det koster. Lidt.
Men.
Jeg får også noget – søvn for eksempel. Og noget af det der sunde perspektiv. For jeg forstår også hvordan Elias ryk sker når jeg ikke står og våger over ham, og jeg er simpelthen så stolt, når han kan titusind nye ting og sætte alt det jeg tror jeg har lært ham i perspektiv. Så når han siger: Mor, det er helt fortroligt dejligt at kysse din næse igen, ja, så er det hele fraværet værd.
Åh gud! “Fortrolig dejligt”… jarrrmen – han rammer hjerter selv 200 kilometer væk…
Glæder mig til Hjalte begynder at snakke, forhåbentlig siger han også søde ting. I øjeblikket skriger han mest, så det ville da være en forandring
KH C
Åhh…ja!! Hvor fantastisk. Måske han bare er blevet så gammel nu og forstår at du kommer hjem, så han har droppet den rituelle kostbarhed.
Og ja – det koster. Alt andet ville jo være løgn. Det positive er så at forandringerne bliver tydeligere når du er lidt væk.
Velkommen hjem!
Hej Cristine – den tid husker jeg lidt for tydeligt. Alt er en fase… Og Lotte; ja, det er bare så vidunderligt. Men din den store er vel sådan ca samme sted nu, ikke?
Hvor sjovt. Jeg har lige posted lignende indlæg. De er nogle rigtig storcharmører de to knægte. De ved lige, hvad der skal til for at trille mor omkuld.
Vi har haft et par weekender, hvor jeg ikke har sovet hjemme eller Isac ikke har sovet her eller en af os er kommet hjem efter hans sengetid, og det har betydet, at han nu spørger om far og mor kommer hjem og sover efter arbejde. Det der før var naturligt for ham er pludselig blevet en lille bekymring, som han lige skal have afklaret.
Jooo…Christian er vist lige en 7-8 mdr yngere end Elias, men det bobler med ord. Nogle til at forstå – og det meste ikke, men så kommer der et genkendeligt ord (sejle, båd, bil) og så snakker vi om det! Men det er vildt nu…der dukker ord op hele tiden.
PS: prøv at kigge her: http://molly-meg.blogspot.com/ – jeg har forelsket mig i deres look. Kunne være din smag også.
Åhh ja – lad os få mere af ‘fortroligt dejligt’…
De siger de skønneste ting og det sjoveste er, når man bare kan høre sig selv ‘komme ud af munden’ på de små båndoptagere … Christian kan godt li’ at holde styr på tingene og bestemme lidt så han siger; ‘mor ta’ det roligt, jeg siger noget’
Kram Anja
Når først de små begynder at snakke, så åbner der sig en hel ny verden. Det er kilde til megen latter herhjemme. Min 4 årige kommenterede hårfarver den anden dag “Karl (lillebror på 8 måneder) er en jordbær-hjelm, far er en chokolade-hjelm, mor er en chokolade-hjelm og jeg er en banan-hjelm”. Så var det ligesom på plads.
Nogle gange siger hun ting, som er så dybe og underfundige, at jeg må være hende svar skyldig.
Jeg glæder mig til, at den lille røde begynder at tale, hvad vil han fortælle os? Hvilket væsen har han? Og hvad vil banan-hjelmen og jordbær-hjelmen tale med hinanden om????
Kh Bitten
Forresten, jeg husker den første studietur, jeg skulle med på, da Johanne var 2½ (5 dage i Dublin – så længe jeg kunne ignorere eleverne og sidde på en cafe med en bog og en kop te, mens de shoppede igennem, så var det LYKKEN) – hun flippede TOTALT ud, da jeg kom hjem. En indigneret måde at fortælle mig på, at jeg fandeme godt kunne blive hjemme.
Jeg priser mig pt lykkelig for, at min søn (11 mdr) har lært at give en kæmpe krammer efterfulgt af et kys (med åben mund), når jeg kommer hjem fra arbejde. Vi skal have ham passet fredag-lørdag denne weekend, og jeg savner ham allerede lidt. Når DU først har fået et barn, har du pludselig også fået lidt hjemve. Hele tiden. Også når du er hjemme…
Tak for et dejligt indlæg om det største i livet – de små vi savner hele tiden!
Fortrolig dejlig unge, du har der!
Amen! Godt med søvn, perspektiv og den gode måde at savne, som gør hjemkomsten glædelig og varm.
Jeg synes, jeg bedre kan se mine børn, når jeg ikke kigger på dem hele tiden. Giver det mening?
Kh Kathrine
Åhh hvor dejligt!!! Ja vi mister da noget ved at være væk, men er vi ikke alle væk på et eller andet plan. Du har måske nogle andre arbejdstider, som kan kompensere for dit fravær, og gøre at du bliver endnu mere nærværende, fordi du har fået ny benzin på mor-tanken;-))