Månedsarkiv: november 2010

Den store juleløgn

Har du dette nummer af Vi forældre? Det er det, der lige er kommet på gaden:

Og skulle du ikke have været opmærksom på det, så er der denne lokkende forsiderubrik, som alene gør hele magasinet relevant:

For ja, man bliver glad af noget af det der søvn… ( Og Annamette, jeg VED hvordan du har det.)

Nå, men nu til pointen. Jeg har fået lov til at skrive et lille essay om juleløgne til magasinet, og hvis du læser det, må du altså meget (!) gerne lige smide en kommentar her. Men essayet handler om julen, og om de løgne, vi slynger om os i den anledning.

Og endelig, vil jeg gerne sige tak til redaktionen på Vi Forældre for den her:

Testresultat: Bobles

Krokodille og Kylling i skøn forening.

Så er det tid til et testresultat.

Jeg har testet Bobles i den forgangne uge – eller rettere: Det har JEG ikke, men det har Elias. Og hvordan får man ham til at hjælpe med den slags? Ved ikke at bede ham om det. Legetøjet blev stillet ind til ham, og så har jeg ellers bare holdt øje med hvordan han brugte det – og om han brugte det.

Og jeg skal ellers love jer for at legetøjet er blevet brugt. MEGET.

Legetøjet er nærmest genialt, fordi det stiller krav til barnets kreativitet og fordi det er så mobilt, at det kan involveres i barnets leg. Elias er kommet i tumlealderen og der virker legetøjet særligt godt. Det udfordrer, og er faktisk også til at lege med. Den lille kylling har Elias mest brugt til at kæle med og til at fortælle historier til, mens krokodillen både er meget farlig, en drage, en man kan svømme på gulvet med, og som du kan se på billederne, en trappe. Kyllingen kan endda ridde på ryggen af krokodillen. Nå, men hånden på hjertet: Megafede sager!

En kælekylling.

Trappen op til stolen, som er placeret så Elias kan klatre op på sit bord. Af ham selv forståes. Jeg er ikke helt klar over om det er en god ide...

Og bare så du kan se sagerne uden at skulle udsættes for mine manglenede fotoskills:

Jeg er en elefant

For et stykke tid siden, talte jeg med Elias om at jeg skulle på arbejde. Og så kom spørgsmålet: “Hvad arbejder du med?”

Jeg tænkte mig godt om, inden jeg svarede for, hvordan forklarer jeg helt præcist, hvad det er jeg laver? Til en snart 3-årig? Men tænkte at jeg havde fundet svaret og gav ham det: “Jeg skriver“.

Elias svarede prompte: “Nej mor, det tror jeg ikke. Jeg tror du er en cirkuselefant.

Og, hmmm…., det kan der jo sådan set også være noget om. Ind i mellem. Er helt klart også til pallietter. Ligesom Cirkus Dannebrogs elefant.

Blog living @ AB’s

Glædelig mandag og velkommen til en ny uge. Oven i købet dén, der lokker os ind i december. Kan det blive bedre? Yeps – det kan det, for her kommer Ann-Birthe, AB blandt venner, som driver bloggen Fra Hovede Til Pen. Det er ikke kun ord, der flyder på bloggen, men også alle de streger, der flyder fra ABs pen.  De seneste dage har du kunnet følge med i ABs overspringshandlinger i forbindelse med hendes eksamensopgave. Der er mange af dem, og de er (lidt for) stærkt inspirerende… Om sig selv og bloggen skriver AB:

Her skriver AB, som er 35 år, uddannet dansk- og billedkunstlærer siden år 2000, selv billedskabende, fascineret af ansigtsudtryk, hvadenten de kommer fra dyr eller mennesker, mor til en dreng med to pas, gift med ham, der forstår mig allerbedst, vægt, hjemvendt fra tre år bosat i New Jersey, USA, nordjyde med et bankende københavnerhjerte, der stadig tikker lidt over ved tanken om New York, formidler, tidligere efterskolelærer, pædagogisk forsøgslærer og sømandskirkelærer, nu folkeskolelærer og kommende læsevejleder. Jeg bruger bloggen som mit virtuelle skitsebord, mit refleksionsrum, mit showroom og min legeplads. Jeg skriver om min hverdag med mand, barn, skaberi og undervisning og alt derimellem.

Fra mit hjem ser du mit køkkenbord. Her laves der instant kaffe, ristede boller, havregrød, hjemmelavede lamper, madpakker, røredeje, malerier, smoothies, hyggestunder med en Skrupsak, der sidder på bordet og meget mere. Det er hjertet i vores hus, det store køkkenalrum. Der er højt til loftet her, og jeg elsker dette rum. Jeg elsker, at jeg kan stå her i køkkenet, hvor alle andre rum i huset udspringer fra, mens jeg stadig er med ved spisebordet, hvor der snakkes og hygges. Og billedet på væggen, som er købt i New Jersey, hvor vi boede i tre år, udtrykker præcis den tanke min mand og jeg har om et hjem. Et sted hvor dørene altid er åbne for dem, der har lyst til at komme forbi: ”Come in, sit back, relax and make yourself comfortable”. Mit hjem som en hovedbanegård, der konstant er fyldt med liv er ikke en fjern tanke for mig. Nærmere en drøm. Og føler du dig nok hjemme til selv at gå i mine skabe og lave din egen kop kaffe eller smide en dej sammen, så er min lykke gjort.

Jeg har valgt at tage et billede af min nu afdøde Bedstes vielsesring, som jeg arvede fra hende i sommer. At jeg skulle have den ring, var meget meget rørende for mig. Og den er med mig hver dag. Ringen minder mig på en eller vis om, at være et bedre menneske og om at være tro mod dem jeg elsker. Jeg skrev bl.a. følgende om hende i min tale til hendes begravelse:

”Hun har talt med Gud. Lange gode snakke, om det liv der er blevet levet og de mennesker han har taget til sig, som hun holdt så inderligt af, inden han tog hende til sidst. Og han har fortalt hende, at hun har gjort det godt i hendes tid på på jorden. Hun har gjort det rigtig godt og har været en fantastisk repræsentant for dét kristne menneske, han værdsætter så højt. Hun har vist vejen, fremfor at beskrive den. Jeg har været heldig at have et så stærkt forbillede for den kvinde, jeg kun kan håbe på selv at blive engang.” Teksten indeni, min farfar navn og deres bryllupsdato, er næsten slidt af, ligesom ringen er helt tyndslidt af de mange års brug. Hun blev næsten 96 år. Sådan er et liv og et ægteskab vel også lidt efter så mange år. Slidt og godt brugt, og dog med spor, der står stærkt slebet i guld.

Besøg AB her.

Min farmor ville have været stolt

… min farmor var en fin tysk dame som på ingen måde gik ind for at forfine sin køkkenkunst. Jeg husker hendes madlavning som nærmest fornærmende uspiselig. Til gengæld gik hun op i kager. Jo vildere jo bedre, og jo, der var altid plads til ekstra smør og fløde. Så i går aftes kastede jeg mig over Feminas opskrift på de lækre tyske (og ret besværlige) Zimtsternen, som de har kokkeret i bladet i denne uge. Og efter et utal af arbejdsgange har jeg nu lavet nogle hvinende søde sataner som i den grad skal opbevares under låg for at man ikke skyder sig selv i hjernen med en sukkerhovedpine. Men de er meget smukke og smager faaaaaantastisk:

Først laver man en helt vidunderlig marengs. Marengs er min yndlingsfødevare, og jeg er overbevist om at der heri findes særlige vitaminer man simpelthen ikke kan få andre steder.

Så kæmper man med en dej, som slet ikke er en dej, fordi der hverken er fedtstof eller mel i den. Det tager tid, meeeeen føles nærmest sundt.

Kagerne bliver bagt med marensmassen ovenpå, og hvis du vil være sikker på at sidde oppe hele natten spiser du bare ti af dem og drikker to kander kaffe til. Men pææææne, det er de altså.

Barnlig

Da jeg var i Amsterdam for nogle uger siden købte jeg tusser. Til mig. Altså tusser, som ikke var til fedtede børnehænder, men skulle tilfredsstille alle de barnlige crawings jeg stadig har. Fordi de er SÅ fine. Tusserne altså. Ikke de pinlige crawings. Men i dag blev jeg nødt til at låne dem ud, og selvom jeg er barnligt øm over verdens fineste Miffytusser kan jeg godt se, at det bliver ualmindeligt svært at beholde dem for mig selv.

(De flyvende hænder herover er Bedste karens. Som prøver at hjælpe – vel at mærke. Ikke mine flyvende voksenhænder der prøver at fravriste de ivrige barn de fine tusser. Selvom det selvfølgeligt er nemt at tro. )

Nå, men hvad så med de fine børn?

Der er forskel på børn. Sådan ser det hvert fald ud. Det har jeg skrevet en klumme om til JP, og jeg håber meget du har tid til at læse den.

Nogle børn er bedre end andre

I Danmark mangler vi børn. Hvis vi vil holde velfærdsstaten i gang, og forsørge den så trist og skævt navngivne ”ældrebyrde”, så bliver vi nødt til at føde nogle børn. Og meget gerne mere end to pr familie. Mere indvandring bør vi faktisk også sige ja tak til, nu vi er ved den såkaldte ældrebyrde, og i det hele taget er vi nødt til at blive nogle flere om at tage os af dem, der skal tages af. Samtidig lever vi i en tid, hvor nedskæringer præger lige præcis det område, der handler om børnefamilier, hvor pasningsgarantien mange steder i landet garanterer pasning, ja vist, men ikke nødvendigvis lige når familien står og mangler den, og heller ikke nødvendigvis i umiddelbar nærhed af hjemmet. Og når barnet så får plads, er det ikke sikkert at de pædagoger og pædagogmedhjælpere, der er ansat til at passe på barnet, nødvendigvis selv mener at de har tid nok til endnu et barn i en i forvejen presset hverdag. Børn er heldigvis fleksible størrelser og kan lykkeligvis ikke tælle hvor mange voksne, der er i vuggestuen. Heldigvis. Man kan undres over, hvorfor lige præcis dem, der er allermest brug for i et samfund, nemlig børnene, overhovedet skal rammes af sparekniven. Ikke bare er det dem, der er brug for, det er også dem, der kan gøre mindst ved det. Flere af dem kan ikke engang rejse sig op og gå, hvis det hele bliver for meget. Endnu et initiativ er at spare i den skattefrie børnefamilieydelse. Regeringens og Dansk Folkepartis ”Aftale om genopretning af dansk økonomi”, der blev fremlagt i foråret 2010, indeholder blandt andet et forslag om at indføre et loft for hvor meget en forældre kan modtage skattefrit om året på 35.000 kroner. Det betyder at samfundet trækker en grænse for, hvor mange børn man vil støtte en familie i at få, og ja den regel er sikkert foreslået med henblik på familier der får en otte-ti børn, og ud fra en forståelsesramme om at ikke alle mennesker nødvendigvis får mange børn fordi de elsker dem. Det kan jeg nu på ingen måde støtte op om, og eftersom erfaringer i mange andre lande viser, at kvinder får færre børn jo mere uddannelse de modtager, kunne det jo være at man skulle gribe familielivet an fra en lidt anden vinkel. På den ene side ønsker samfundet sig altså flere børn, og på den anden side er man ikke helt sikker på om man i virkeligheden rigtigt gerne vil have dem.  De larmer, de fylder, de koster. Sådan er det et sted i samfundet. I det samfund, jeg lever i. Det er også her jeg hører rædselshistorier fra kvinder (når jeg eksempelvis holder foredrag rundt om i landet) om, hvordan de bliver sendt hjem efter fødslen af deres børn. Fire timer efter de har født og uden tid til lige at få et bad. Det er her jeg hører historier om, hvordan nybagte mødre bliver nødt til at ligge på gangen med deres børn, fordi der simpelthen ikke er flere stuer er ledige, og det er her jeg hører historier om, hvordan en kvinde i veer, som troede hun skulle føde på Rigshospitalet, blev sendt til Roskilde, fordi der ikke var plads. I den del af samfundet jeg kender til hører jeg historier om jordmødre, der går ned med stress, ikke føler de kan varetage fødslerne ordentligt og ikke mere kan holde ud at børn skal komme til verden uden den tid og den ro, det nu tager.
Så er der den anden del af samfundet. Den fine, smukke, rige del af samfundet. Når Kronprinsesse Mary skal føde spærres ifølge Her & Nu (via berlingske.dk) halvdelen af fødegangen på det i forvejen hårdt belastede Rigshospital af. Så Mary kan føde sine tvillinger i ro og mag. Det er jo en oplevelse man også kunne ønske andre kvinder i Danmark. Fint at nogen får den; det er jeg sådan set glad for; men tænk hvis det kunne være en mærkesag at sørge for at andre kvinder og deres børn blev behandlet på samme måde? Når Kronprinsessen bliver tvillingemor og skal nyde dem, og den lykke de giver, har hun nok den hjælp der skal til. Måske kan hendes børn endda også blive passet når hun har brug for at vende tilbage til sit arbejde. Det er også en situation man kunne ønske for andre familier. Men bortset fra det, så er spørgsmålet vel om Regeringen og  Dansk Folkeparti skærer i apanagen? Jeg mener; alle fire børn har vel ikke ret til at blive støttet og underholdt, når almindelige borgere i Danmark har loft på hvor mange børn de må få økonomisk hjælp til? Eller forholder det sig mon sådan at vi har mere brug for kongelige børn, end børn, der med tiden betaler skat? Forskelsbehandlingen fra den allerspædeste begyndelse på livet kunne da i hvert fald tyde på det.

26? Ved du hvad det betyder? 26!

Jeg sidder lige mellem to møder og burde svare på mails (og går straks igang), men må lige holde lidt fast i eftermiddagen. Vejret er stadig for sindssygt, fortorvene er alt for glatte og det er så koldt at jeg overvejer om min varme frakke bør være en pels. Bortset fra det er det en af de gode dage: Har haft møde med ny og virkelig spændende kunde, som jeg glæder mig over at arbejde sammen med, og bedst af alt: Min LILLEsøter fylder 26. 26! (Er du klar over hvor gammel jeg så er? jeg bliver fireogfuckingtredive næste gang! Kan du huske dengang man stadig vidste hvor man gik i byen? Når man stod der og korsede sig over at dem der var mindst 30, stadig gik ud og stod fulde på dansegulvet? Dengang hvor 30 stadig var tusind år væk?)

Du ved det sikkert godt: Man må ikke skrive for meget om andre mennesker i sine blogindlæg, så dette indlæg, der bør være om min søster, handler i stedet om mig:  Hun er nemlig faktisk den første store gave jeg fik. Jeg glædede mig så meget over at hun var på vej at jeg holdt op med at sove om natten (seriøst) men i stedet sad ret op og ned i sengen og glædede mig til hun skulle komme. Jeg var næsten otte og havde faktisk opgivet håber om at jeg nogensinde skulle blive storesøster. Men det blev jeg, og Anne-Sophie (som nu er gift, voksen og har et andet fremmed efternavn) lærer mig stadig ting, jeg aldrig har overvejet jeg manglede at vide. Så ja det sner, ja, det er eftermiddag og ulvetime, og nej, Elias har da på ingen måde (HAHAHA) sovet igennem i nat, men det er en god dag.