Julia Lahme 27 okt 2010
I dag er det Fairtradedag. Fairtrade handler om at skabe så positive produktionsforhold at de varer vi nyder hver dag ikke nydes på bekostning af andre. Når vi drikker en kop kaffe, spiser sukker på morgenmaden (ja, det er vi nemlig stadig nogle der gør…) eller nyder en kop varm kakao, kan de fleste af os vælge mellem Fairtrade eller ej. Når vi vælger Fairtrade sikrer vi at de mennesker, der producerer varerne arbejder under ordentlige forhold, og dermed ikke udbyttes eller tvinges til at arbejde på vilkår, der skader dem selv, deres familier og milløet. Fairtrade er en international organisation, der arbejder for at sikre vilkårerne, og for nu at citere dem selv (KLIK HER):
“Fairtrade skaber i dag fremskridt for over 1,5 millioner bønder og plantagearbejdere i Asien, Afrika og Syd- og Mellemamerika.
Bønderne får en mere fair betaling for deres råvarer, og der investeres i bedre sundhed, uddannelse og produktionsforhold.
Fairtrades mål er at begrænse fattigdom, give bønderne en bedre mulighed for at bestemme over deres eget liv, og at miljøet skånes så meget som muligt under produktionen.”
I dag er det Fairtrade-dag, og sammen med
URTEKRAM, drikker jeg derfor kaffe i cyberspace.
URTEKRAM inviterer alle der har lyst til at deltage i den store
kaffeslabberads på URTEKRAMs Facebook profil (
KLIK HER). Det bliver noget så hyggeligt, og jeg håber du kan være med. Der er præmier (lækre præmier) til de mest aktive deltagere derude, og jeg er der til at skåle i god kaffe mellem 13 og 16. Håber i dén grad at vi ses, og at du derude bag skærmen har lyst til at være med til at gøre en lille bitte bitte forskel. Vi SES!
Urtekram har en lang tradition for at engagere sig aktivt i at sørge for at de varer vi hver dag putter i indkøbsvognen er produceret på en måde, der både er god for mennesker og miljø. Whats not to like?
Julia Lahme 26 okt 2010
Kære alle derude i cyberspace.
Jeg har fået en mail fra en læser. Mailen er anonymiseret, men som I kan læse, handler den om ufrillig barnløshed. Læseren skriver om ikke det var en emne vi talte lidt om herude. Og jo. Det er et godt emne. Jeg talte med en præst til min bog Sig Farvel, Hvad Præster Ved Om Sorg, som forklarede mig at livssorger kommer i mange forklædninger. Dette er en af dem. Ikke at kunne få de børn man ønsker sig, må være så smertefuldt at det ikke er til at begribe. Jeg giver hermed ordet og pladsen videre, og håber meget at I vil kommentere på det.
Kærligst
julia
Hej Julia
Tak for en hyggelig blog med mange interessante emner.
Jeg har et emne, som jeg godt kunne tænke mig, at du tog op og opfordrede dine læsere til at svare på. Du skriver meget om børn, dit eget barn og det at være mor. – En titel, som jeg, og nok også mange andre kvinder, misunder. Jeg har (åbenbart) svært ved at blive gravid, selvom vi (kæresten og jeg) begge er “helt normale” ifølge læger, og der i princippet ikke er noget, der skulle kunne forhindre, at jeg bliver gravid. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre andre kvinders erfaringer med det samme: Hvor lang tid tog det at lave første barn naturligt? Og evt. hvorfor kunne det ikke ske naturligt? Men primært det første spørgsmål, da jeg lige nu synes, det ser ud som om, alle andre klarer det i første hug… (hvilket er tilfældet i hele min efterhånden baby-rige omgangskreds).
Du har en kæmpe kontaktflade af kvinder i alle aldre, sikkert med og uden børn, med og uden karriere, med og uden mand.
Jeg er ikke selv nået til at acceptere titlen “ufrivilligt barnløs”, som bliver påhæftet efter et års forsøg. Jeg er der snart – altså ved et år, men ikke mentalt. Af samme grund, og fordi jeg er genert og privat på dette område, vil jeg også helst være anonym. Vi har endnu ikke “meldt det ud” til vores omverden og familie, at vi har problemer med det, og føler samtidig et større og større forventningspres fra alle (hvor er folk dog indiskrete, når de spørger, om man ikke snart skal have børn – et spørgsmål, der VIRKELIG gør ondt lige nu, og som er meget svært at svare på pt.).
Julia Lahme 26 okt 2010
Hmmm…. Jeg skal til Nordjylland igen. For tredje gang på fire uger, og jeg glæder mig. Jeg skal nemlig holde foredrag i Brønderslev, og hvem ved, måske har du tid til at komme. Emnet er Hvor lagde jeg babyen?, og det er på torsdag klokken 19. Klik her og læs mere. Håber vi ses.
Julia Lahme 26 okt 2010
Elias og jeg har været på museum. Jeg pakkede ham og min forkølelse og ikke mindst alt det udstyr barn og forkølelse kræver sammen og gik igennem Fælledparken (“Skoven”, som storbybarnet kalder Parken), og så på døde dyr. Zoologisk museum. Scary, scary sted. Elias opdagede næsten ikke hvor uhyggeligt det var, så begejstret var han. Der var dog visse syn, jeg sparede ham for, ved diskret at stille mig op foran en flaske med et dødt dyr i og den slags. Men se nu lige her…
Det begynder ganske fredeligt med en spadseretur i den idylliske “skov”.
Og denne yndige dame er et udtryk for humor, og da også ganske sjov. Og pisseuhyggelig. Hun sidder i indgangen og byder én velkommen.
Her er dem, vi valgte at kalde "gamle døde krokodiller", med Elias tilføjelse: SKARPE tænder.
Men så møder man ham her voksfiguren. En TOPuhyggelig mand med en kæmpe kniv, en dårlig hårdag og en intens interesse for fisk. Der var MANGE afden slags voksfigurer. De var næsten de værste.
Her er vores ven. Mammutten. Eller som Elias sagde: Det er en stor død elefant med rigtigt meget hår. Den har kun ét øje, for når man dør falder de ud. Citat slut. Og den havde altså to øjne.
Og her meget pædogogisk og sådan set også ret uhyggeligt. Børne-knogler. Scary.
Indersiden af hvaler og andre store dyr. Og andre skræmte forældre med rolige, kloge og interesserede børn.
Naturbarnet Elias beundrer en udstoppet kæmpeskildpadde.
Museet var lige i skabet for Elias, og stof til flere ugers mareridt for mig. Fiskehandleren og hans voks-venner er jeg endnu ikke kommet mig over. Men godt sted for forældre med nysgerrige børn. Og så er det indendørs. Bonus.
Julia Lahme 25 okt 2010
Ok, det er HEEEEELT vildt. En amerikansk kunster strikker som galdt det livet og har heldigvis nogen til at hjælpe sig. De strikker i tolerancens navn… Se hvad de siger: “Mochimochi Land was launched in early 2007 as a place where knitted toys and people can live together in a spirit of tolerance. The toys that inhabit Mochimochi Land are at once cute and strange, and they appeal to adults and children alike. They are all original designs by Anna Hrachovec, a knitter who lives in Brooklyn.”
Jeg er helt vild med det, og på bloggen kan du også finde DIY guides etc. KLIK HER.
Men se lige her. Damerne har strikket et tog… Tør ikke vise det til Elias. Er det ikke vidunderligt?
The images are borrowed from the blog http://mochimochiland.com/
« Forrige side —
Næste side »
