Tanker fra en dinosaur?

Her kommer klummen fra tirsdagens JP. Måske har du tid til at læse den? Den handler om nettet og om adfærd…

Respekt for internettet

Jeg tilhører den allersidste generation, som ikke er vokset op med internettet. Dén generation som kan huske monopol-tv, og ja, så kan jeg faktisk også huske den dag, da TV2 for første gang gled hen over skærmen. Min første email sendte jeg først flere år efter jeg var flyttet hjemmefra og via et modem, der skulle ringe op til et eller andet elektronisk vidunder ude i verden og nogle gange virkede skidtet oven i købet med det samme. Det var dengang hvor nettet ofte forsvandt, hvor alting gik ned, og hvor man i lange perioder nærmest ikke kunne komme ind på sin email. Jeg husker stadig, hvordan det føltes naturligt at printe en email ud inden man læste den og hvordan jeg tvivlede på, om en afsendt mail nogensinde kunne komme frem. Det gør jeg sådan set stadig.  Jeg har nemlig respekt for internettet. Jeg er ikke bange for det, men fordi jeg ikke er vokset med det medie, ved jeg at al kommunikation har en afsender og en modtager. Jeg ved at selvom jeg ikke kan se dem, jeg skriver til, så findes de derude.
Så kom netdating (som jeg aldrig har prøvet), arto (som jeg heller aldrig har prøvet), trendsales (som jeg har prøvet en eneste gang, men som jeg virkeligt fandt utroligt besværligt), og ja, Facebook. Facebook er ikke mere end seks år gammelt, og alligevel er det af de mest succesfulde kommunikationsmidler siden frimærket og kuverten blev opfundet. Facebook har forandret verden. Det er meget at sige, men det tror jeg faktisk. Hvis ikke det var for Facebook var der hele årtier i vores liv, vi kunne tillade os at glemme, men nu dukker gamle ekskærester op i ens liv selvom man ellers har gjort hvad man kunne for at glemme dem. Den positive kontakt med mange mennesker, vi måske ellers ikke ville kunne få tid til at holde ved lige er nu også muligt, og jeg kunne blive ved med at remse op af mulighederne i den Fagre Nye Verden.
Om Facebook er ondt, grimt, ødelægger vores kontakt med hinanden, og om vi ikke har meget bedre af at bruge tid sammen med dem vi virkeligt har lyst til, vil jeg slet ikke gå ind i. For jeg tror simpelthen ikke at Facebook stjæler vores liv fra os, med mindre vi selv giver det væk. For det første skal man jo selv melde sig til. Men, andre ting er måske stjålet af Facebook, og den meget anmelderroste film The Social Network, som er ude i biograferne lige nu, handler netop om grundlæggeren (eller grundlæggerne) af Facebook. Filmen er et retssalsdrama, som af kritikerne sammenlignes med den legendariske film Citizen Kane. Filmen portrætterer Facebook-grundlæggeren Mark Zuckerberg som én der gjorde en stor opfindelse for at kunne møde damer, og hvis det er rigtigt er han jo nok ikke den første i verdenshistorien. Men for en som mig, som ikke troede på nettet (!), på at emailsne nåede frem eller at verden for alvor havde brug for så meget kommunikation, er Facebook en milepæl. Jeg var den sidste jeg kendte, der fik mig en profil, og jeg bliver nok aldrig helt afhængig af det. Til gengæld hører jeg nu til dem, der ikke er offline en eneste dag i mit liv. Og det er jeg ikke ked af. Jeg nyder den kommunikation, der fylder nettet, og at man kan sidde hvor som helst i verden og sende en mail, som rent faktisk når frem. Jeg er ikke bange for det mere, men ja, jeg har helt ærligt været en smule betænkelig. Og at have respekt for mediet. Det eneste jeg tror vi skal huske at bekymre os om at lære vores børn om internettet, er at være fornuftige. Nettet er ikke afskåret fra alle andre former for kontakt, nej, det er endnu en platform med endnu en serie trafikregler. Vi skal lære vores børn at navigere i de regler, hvad de må fortælle andre, og hvad de ikke må, men også lære dem, at bare fordi du ikke kan se den du taler med eller til, betyder det ikke at de ikke kan høre dig. Jeg har nemlig nogle meget unge Facebook-venner, og en af dem sendte en ordentlig sviner ud i cyberspace forleden. Sådan en med bandeord, udråbstegn og trusler. Sådan en, hun aldrig ville have mod nok til at sige til den person, der står foran hende, men sådan én man kan sende af sted i sit skjul bag skærmen, ud i det ansigtsløse internet. Det er måske her, vi gamle i Internetlandet, kan lære de helt unge noget: At vi er her. Selvom du ikke kan se dem du taler med, så er de der faktisk.

2 Comments
Previous Post
Next Post