Mail fra en læser
Kære alle derude i cyberspace.
Jeg har fået en mail fra en læser. Mailen er anonymiseret, men som I kan læse, handler den om ufrillig barnløshed. Læseren skriver om ikke det var en emne vi talte lidt om herude. Og jo. Det er et godt emne. Jeg talte med en præst til min bog Sig Farvel, Hvad Præster Ved Om Sorg, som forklarede mig at livssorger kommer i mange forklædninger. Dette er en af dem. Ikke at kunne få de børn man ønsker sig, må være så smertefuldt at det ikke er til at begribe. Jeg giver hermed ordet og pladsen videre, og håber meget at I vil kommentere på det.
Kærligst
julia
Hej Julia
Tak for en hyggelig blog med mange interessante emner.
Jeg har et emne, som jeg godt kunne tænke mig, at du tog op og opfordrede dine læsere til at svare på. Du skriver meget om børn, dit eget barn og det at være mor. – En titel, som jeg, og nok også mange andre kvinder, misunder. Jeg har (åbenbart) svært ved at blive gravid, selvom vi (kæresten og jeg) begge er “helt normale” ifølge læger, og der i princippet ikke er noget, der skulle kunne forhindre, at jeg bliver gravid. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre andre kvinders erfaringer med det samme: Hvor lang tid tog det at lave første barn naturligt? Og evt. hvorfor kunne det ikke ske naturligt? Men primært det første spørgsmål, da jeg lige nu synes, det ser ud som om, alle andre klarer det i første hug… (hvilket er tilfældet i hele min efterhånden baby-rige omgangskreds).
Du har en kæmpe kontaktflade af kvinder i alle aldre, sikkert med og uden børn, med og uden karriere, med og uden mand.
Jeg er ikke selv nået til at acceptere titlen “ufrivilligt barnløs”, som bliver påhæftet efter et års forsøg. Jeg er der snart – altså ved et år, men ikke mentalt. Af samme grund, og fordi jeg er genert og privat på dette område, vil jeg også helst være anonym. Vi har endnu ikke “meldt det ud” til vores omverden og familie, at vi har problemer med det, og føler samtidig et større og større forventningspres fra alle (hvor er folk dog indiskrete, når de spørger, om man ikke snart skal have børn – et spørgsmål, der VIRKELIG gør ondt lige nu, og som er meget svært at svare på pt.).
Kære Anonym.
Av – det gør nemlig ondt ikke at kunne blive gravid. Både som par, men også som kvinde.
Min mand og jeg var igennem det samme – der gik faktisk 2 år før jeg blev gravid med vores ældste.
Inden da, oplevede jeg at se en anden Ufrivillig Barnløs blive gravid og jeg havde rigtig svært ved at blive glad på hendes vegne. Og hun havde endda prøvet at blive gravid med sin kæreste i 5 år og måtte have donorsæd. Men jeg vil bare fortælle at det ikke er alle, det lykkedes for i første hug.
Men der er så mange aspekter i det. Vi endte med at dyrke sex efter et skema og til sidst var det ikke engang fordi jeg havde lyst til sex – jeg ville bare gerne være gravid! Det var nærmest at få tunnelsyn kun med fokus på graviditet.
Til sidst havde vi ikke rigtig lyst – og manden fik præstationsangst. Vi tog på weekendtur og drak og fulde og dyrkede sex. Det var den weekend Ivalo blev undfanget – vi kan faktisk sætte dato på!
Stor medfølelse og krammere herfra,
Julia Z.
Kære anonyme læser
Puha! Jeg bliver helt berørt af at læse dit brev til Julia. Jeg kender godt følelsen. Ikke at jeg er ufrivilligt barnløs, for hos os er der en rigtig god medicinsk forklaring. Men jeg kender alt til at lægge planer, fantasere og svare på spørgsmål fra min omgangskreds. Man kan ikke rigtig være højtuddannet og 32 år i denne københavnerverden uden at få det spørgsmål.
Dernæst vil jeg sige til dig, at et år på ingen må ‘er unormalt’ (uden dog, at jeg ved, hvad det dækker over, som du beskriver det i brevet). Jeg har læst mig til, at 13 måneder vist er en eller anden gennemsnitsbetragtning, når det kommer til “hvor lang tid tager det?”. Jeg tror blot, at vi i den verden, vi går ind og ud af, er vant til, at vi kan planlægge alting.
Jeg har den smukkeste veninden, der blev gravid ved et uheld. Og selvom hun lige var blevet gift med sin kæreste gennem 13 år, drømte hun ikke om at få barn. Hun græd og græd i måneder indtil hun fik barnet. Er der en morale? Ja, jeg spurgte hende, om hun kunne sætte pris på miraklet?
Jeg kender mange par, som prøver i månedsvis uden held på graviditetssiden. Og som bliver bekymret. Du er helt sikkert ikke alene med din ængstlighed. Måske derfor vil det hjælpe dig at fortælle det.
Mit bedste råd er at stille kontraspørgsmål til alle dem, der spørger dig. De spørgsmål du skriver til Julia. Hvorfor ikke stille dem i en eller anden form til de mennesker i din omgangskreds, som spørger dig?
Jeg fortæller højt og flot, at vi ikke kan få børn af naturens vej. Det gør jeg for ikke at brænde inde med sorgen og angsten. Af og til provokerer det da også de spørgende folkemængder, når man svarer: “Nej, vi dyrker kun sex for sjov.” Det er så blevet min måde, at håndtere det på. Vi har alle brug for at finde vores egen.
De bedste hilsner fra
Hanne
Kære anononyme modige kvinde
tusind tak fordi du vover at bringe et tabu på banen. Jeg blev desværre heller ikke gravid i første hug. Eller dvs. da jeg ønskede en graviditet med min daværende kæreste, prøvede vi i knap to år. Så gik forholdet forbi af andre årsager, og jeg kom videre i mit liv, uden planer om babyer, selvom det havde fyldt meget i vores liv, var det mere hans drøm end min.
Så blev jeg alvorligt syg og fik fjernet næsten hele mit underliv og fik så pludselig af vide, at jeg nok ville få rigtig svært ved at få børn, og at jeg absolut ikke skulle vente så længe med at finde den rette mand, men nærmere gøre op om jeg ville have børn eller ej, og hvad der var vigtigst for mig: børn eller at have en mand. Så mødte jeg en mand kort tid efter, alt var rosenrødt og jeg ville alt muligt andet end at have børn med ham, i hvert fald ikke med det samme, for vi kendte hinanden knapt. Alligevel flakkede lægens ord i mit hoved, og jeg meddelte ham at hvis vi dyrkede ubeskyttet sex, skulle han vide at… (osv). og kun en måned efter blev jeg gravid. Så med børnenes far blev jeg gravid med det samme, men det var desværre mange, mange år undervejs. (2003-2007) mvh Mette
Kære Du
Nej desværre findes der ikke en formel på graviditet. Jeg troede efter 2 aborter ikke på at jeg kunne være gravid – at blive det – intet problem, men om de ville blive derinde var en anden sag. Endelig skete det og min store pige er nu 12 år og så skred hendes far og jeg regnede med at det var hende og mig for good. Senere mødte jeg min mand og det samme mønster tegnede sig, jeg aborterede en gang og blev gravid igen og heldigvis var hun mere stædig, hun er 7 år i dag. Igen blev jeg gravid og aborterede denne gang tvillinger i 11 uge. Men alligevel kom den lille på 3 år som et godt punktum i en trilogi. 4 aborter og 3 piger…. Jeg ved det er svært at se tingene oppe fra når man står i det, men hold ud. En anden fantastisk historie er fra min veninde, hendes kæreste sidder i kørestol og de kan ikke få børn af naturlig vej, der er dog intet galt med hverken sæd eller æg, men pga hans handicap måtte hun insemineres. 2 gange blev hun gravid men aborterede og så fandt de ud af at hun var smittet med den samme bakterie der fik køer til at kaste kalve (de bor på landet). Hun blev behandlet for det og i dag har de en dejlig pige på 9 uger.
Jeg håber det bedste for jer.
Ufrivillig barnløshed er et klassisk tabu. Det er noget, vi ikke kender omfanget af, og det er svært at håndtere. Som helt unge er vi rædselsslagne for at blive gravide… et enkelt kondom, der sprænger, er nok til at panikken spreder sig. Hele vores ungdom har vi beskyttet os mod ufrivillig graviditet og frygtet den ene svipser. Det forfølger os, tror jeg. Vi tror, at blot vi holder op med at bruge prevention, så sker det snart. Vi ved godt, at det kan tage lidt tid, men 3-6 måneder er vel tid nok…
Vores første barn lod vente på sig i 3 (!) år…!
Efter temperaturtagning i månedsvis (og skemalagt sex), undersøgelser (vi var begge helt normale), adskillige andre venner, kolleger osv., der annoncerede graviditeter (som det tilsidst var svært at glæde sig over) bestilte vi tid på en fertilitetsklinik. Der var flere måneders ventetid.
To dage før vi skulle på klinikken konstaterede jeg, at jeg var gravid. Helt naturligt. Helt almindeligt. Helt lykkeligt.
Var det vores mentale tressniveau, bekymringer og sorger, som du så fint beskriver det, der fungerede som stopklods? Blokkerede temperaturtagningen, systemet og krampagtigheden for at jeg kunne blive gravid?
Jeg ved det ikke, men det var i hvert tilfælde sådan, at i de måneder vi ventede på fertilitetsspecialisterne var det som om bekymringerne gled i baggrunden. Ved at bestille tid hos specialisterne gav vi ligesom ansvaret fra os. Vi stolede på og troede på, at de ville kunne hjælpe os. Og så havde vi sex, når vi havde lyst, ikke når temperaturkurven dikterede os det
Jeg skal ikke gøre mig klog på noget som helst, der har med fertilitet at gøre… gode råd og opmuntrende ord er noget af det mest respektløse, jeg ved, når jeg selv står i en alvorlig krise. Så jeg nøjes med at fortælle dig om mine 3 år der endte lykkeligt og sender dig et kram. 1 år er lang tid at vente, men ikke et tegn på, at I skal vente for evigt.
Kære du
Jeg tillader mig lige at linke til et indlæg jeg har skrevet om emnet på min blog: http://onkelanne.blogspot.com/search/label/ufrivillig%20barnl%C3%B8shed
Jeg har nemlig en veninde, der af naturens vej ikke kan blive gravid. Og jeg deler hendes smerte, for der er ikke andre i HELE verden jeg ville lade passe mit barn, hvis jeg ikke selv kunne!
Sender lige et cyberkram til dig Julia og til den anonyme skriver. For det så vigtigt et emne. Især nu hvor regeringen afskærer endnu flere fra at få hjælp til at blive gravide da der nu indføres brugerbetaling på AL behandling af barnløse i det offentlige. De skulle skamme sig!!!
Jeg og min mand har selv været ufrivillig barnløse, men vi fik hurtig diagnose og behandling. Vi har fået verdens dejligste dreng ved brug af donorsæd. Vi har fra dag et været MEGET åbne om vores situation og har mødt meget blandede reaktioner. Men vi ville være med til at bryde tabuet!! Og det har gjort at mange af bekendte og kolleger, veninder og familie også har meldt ud at de faktisk heller ikke kunne få børn eller havde fået barn ved hjælp fra lægerne….
Under vores forløb var jeg RIGTIG glad for minmave.dk hvor du (desværre) finder rigtig mange andre dejlige kvinder i samme situation. derudover har landsforeningen for ufrivillige barnløse diverse kaffeklubber som kan være en støtte.
http://www.lfub.dk/
http://www.min-mave.dk/debat/fertilitetsbehandling/
Jeg ved godt det ligenu er rigtig svært men jeg er sikker på i nok skal komme igennem det med skindet på næsen….
KH Maiken
Kære Anonyme.
Jeg skriver ikke ret tit indlæg/kommentarer på de blogs jeg trods alt følger næsten dagligt, men lige netop dette emne kender jeg en del til, så here goes:
Min mand og jeg skulle igennem 2 år og 2 ufrivillige aborter før ønsket om et barn blev opfyldt.. Jeg blev hurtigt gravid de første 2 gange og forventede så at blive det hurtigt igen 3. gang, men sådan skulle det ikke blive og der gik næsten et år fra 2. abort til der var bingo. Den periode var præget af sorg over tabene, fortvivlelse over at det ikke ville lykkes for os, samt bekymring og spekulationer om hvor vidt det var os forundt af få børn – hvor meget mere skulle vi igennem og hvor meget mere sorg ville jeg kunne klare uden at bukke under psykisk? Hvor langt var jeg egentlig klar til at gå? Jeg var virkelig bange for at miste fodfæstet i processen med at bearbejde alle mine følelser – for hvordan ved man om man krydser sin egen grænse for hvad man kan holde til og kan man i så fald finde tilbage til glæden igen?
Vendepunktet for mig blev beslutningen om at lægge ‘projekt baby’ på hylden et par måneder i forbindelse med en udlandsrejse. Det at give slip for en tid gav ro i krop og sjæl og resultatet er idag en dejlig livlig dreng på 1½ år!
Det at skabe en familie kan tage tid og for nogen desværre bare ikke givet. Ærgerligt, når det der burde være det mest naturlige i verden bliver til en lang og sej kamp. Håber det lykkes for dig i forhåbentlig nær fremtid! Kram fra tidligere “barnløs”.
Kære anonyme
Jeg er muligvis historien infertilie (jeg foretrækker det ord frem for barnløs) elsker at hade. Mine børn (ja, jeg har to!) har været ekstremt længe undervejs – 10 år tilsammen. Vi var også ‘uforklarligt barnløse’ men måske med en sædfaktor og noget immunhalløj. Hvem ved? Lægerne ved jo ikke præcist hvad de taler om på dette niveau fordi der er lavet så lidt forskning. Det er rene gætterier.
Daniel tog 6 år at lave. Det var først efter utallige inseminations og IVF forsøg at han kom til. Jeg har ikke rette tal på dem, men jeg er vel blevet insemineret noget der ligner 10 gange og haft 9 IVF/ICSI forsøg i alt.
Det pussige er at han er lavet på gammeldags maner (men med umanerlig god sex), og det efter vi var godkendt til adoption og stod på venteliste til et barn fra Kina (Men kom ikke og sig noget med at slappe af og flytte fokus, så får I en på kassen af mig personligt!)
Med Julie – samme historie: igen flere behandlingsforsøg (involverede boarderline forskning nogen af dem), og så blev jeg spontant gravid efter 3½ år uden prævention. Her var jeg næsten 40 år gammel.
Kampen som infertil er ikke noget man kan sætte sig ind i med mindre man har prøvet det på egen krop. I sin tid skrev jeg min blog tyk om netop det enme, men nu handler den bare om almindelige kedelige ting som mange skriver om. Men man kan nu stadig finde indlæggene. F.eks:
http://hundredehoens.typepad.com/hundredehoens/2005/04/overleve-infert.html
http://hundredehoens.typepad.com/hundredehoens/2005/04/infertility-str.html
http://hundredehoens.typepad.com/hundredehoens/2005/11/verden-drejer-s.html
http://hundredehoens.typepad.com/hundredehoens/2005/01/min-sster-er-en.html
Hvis du leder lidt, vil du på nettet finde en verden af søde medsøstre som lider lige som du. I blogs eller på diskussionsfora – prøv f.eks. lfub – det er et godt sted at starte.
Med de bedste ønsker for dig
Rikke
Kære anonyme
Jeg er muligvis historien infertilie (jeg foretrækker det ord frem for barnløs) elsker at hade. Mine børn (ja, jeg har to!) har været ekstremt længe undervejs – 10 år tilsammen. Vi var også ‘uforklarligt barnløse’ men måske med en sædfaktor og noget immunhalløj. Hvem ved? Lægerne ved jo ikke præcist hvad de taler om på dette niveau fordi der er lavet så lidt forskning. Det er rene gætterier.
Daniel tog 6 år at lave. Det var først efter utallige inseminations og IVF forsøg at han kom til. Jeg har ikke rette tal på dem, men jeg er vel blevet insemineret noget der ligner 10 gange og haft 9 IVF/ICSI forsøg i alt.
Det pussige er at han er lavet på gammeldags maner (men med umanerlig god sex), og det efter vi var godkendt til adoption og stod på venteliste til et barn fra Kina (Men kom ikke og sig noget med at slappe af og flytte fokus, så får I en på kassen af mig personligt!)
Med Julie – samme historie: igen flere behandlingsforsøg (involverede boarderline forskning nogen af dem), og så blev jeg spontant gravid efter 3½ år uden prævention. Her var jeg næsten 40 år gammel.
Kampen som infertil er ikke noget man kan sætte sig ind i med mindre man har prøvet det på egen krop. I sin tid skrev jeg min blog tyk om netop det enme, men nu handler den bare om almindelige kedelige ting som mange skriver om. Men man kan nu stadig finde indlæggene. F.eks:
http://hundredehoens.typepad.com/hundredehoens/2005/04/overleve-infert.html
http://hundredehoens.typepad.com/hundredehoens/2005/04/infertility-str.html
http://hundredehoens.typepad.com/hundredehoens/2005/11/verden-drejer-s.html
http://hundredehoens.typepad.com/hundredehoens/2005/01/min-sster-er-en.html
Hvis du leder lidt vil du på nettet finde en verden af søde medsøstre som lider lige som du. I blogs eller på diskussionsfora – prøv f.eks. lfub – det er et godt sted at starte.
Men de bedste ønsker for dig
Rikke
Sorry jeg fik sagt de samme ting flere gange
Jeg var også næsten tre år om at blive “endeligt” gravid – vi blev ikke undersøgt, men lod naturen råde, så jeg skal ikke kunne sige om vi er udfordret på det område. Inden jeg blev gravid med min datter havde jeg en spontan abort i 11. uge. Heldigvis gik der kun et par måneder inden jeg blev gravid igen og denne gang blev det altså til min dejlige datter.
Jeg var også næsten tre år om at blive “endeligt” gravid – vi blev ikke undersøgt, men lod naturen råde, så jeg skal ikke kunne sige om vi er udfordret på det område. Inden jeg blev gravid med min datter havde jeg en spontan abort i 11. uge. Heldigvis gik der kun et par måneder inden jeg blev gravid igen og denne gang blev det altså til min dejlige datter.
Held og lykke med det!
Hej anonyme
Din bekymring over om I en dag vil få jeres store ønske opfyldt, kan ingen tage fra dig. Selv var jeg martret af tanken om at det måske aldrig ville ske, at jeg fik lov at opleve det at få barn. Vi gik i behandling allerede efter et år uden resultat ‘the natural way’ – jeg var utålmodig og rastløs og måtte bare gøre noget mere, for at det kunne ske. Det var en hård proces mentalt og ja, skemalagt sex er altså en temmelig trist omgang. Vi var så heldige at blive gravide i 2. inseminationsforsøg og har den dejligste datter i dag. Vi vil gerne give hende søskende og gik derfor ret hurtigt i gang med at forsøge at få en nr. to – men havde også talt om at det på ingen måde måtte være nogen ulykke, hvis vi ikke kunne få flere, for nu havde vi jo fået vores guldklump. Og det var skønt ikke at tænke i skemaer denne gang, men bare have sex efter lyst og behov. At folk jo er meget kloge på andres vegne og sagde, ‘jamen, jeg har tit hørt, at folk, der havde svært ved at undfange nr. 1, sagtens kan få nr. 2 helt af sig selv’ – kunne jeg i min skepsis ikke rigtigt bruge til noget, for jeg tog ikke for givet at vi bare kunne blive gravide…men det kunne vi så – og nu venter vi ovenikøbet tvillinger…øko og det hele…
Omkring tabu versus åbenhed, var det en proces, jeg selv skulle igennem. Da jeg var klar til at se i øjnene at vi havde brug for hjælp, blev jeg langsomt mere og mere åben om det. Og er det fortsat i dag, om ikke andet så for andres skyld, så de mange, der desværre kommer i samme situation, forhåbentlig oplever at det ikke er noget at skamme sig over – men man skal være så privat som man har behov for, for folk blander sig jo så også og spørger til behandlingen af omsorg, men det kan så også være anstrengende…og hold op, hvor er vi desværre mange, der når at komme ud i de her bekymringer og have behandlingsbehov, heldigvis også endnu flere, for hvem bekymringen ophører og hvor man får den længe ønskede guldklump.
Held og lykke til dig og jer mange andre – forhåbentligt midlertidigt – ufrivilligt barnløse
ps: jeg kan kun undre mig over at man i dk vælger at nedprioritere gratis behandling af ufrivillig barnløshed og dermed gør det ekstra vanskeligt for vel afklarede kommende forældre at sætte gode sunde ønskebørn i verden, hvilket det her samfund jo ellers kun kan have gavn af…
Kære anonyme dig.
Øv, man bliver bare så ked af det, når man gerne vil have den baby NU og ikke får det …
Vores første lod vente et år på sig. Lææææænge føltes det som, for jeg troede, at jeg var sådan en, der ville blive gravid med det samme.
Nr. 2 tog fem måneder.
Jeg har en veninde, der blev gravid i første forsøg med den første, mens det tog fem år (!) at få nr. 2.
En anden veninde blev hurtigt gravid med den første, aborterede seks-syv gange inden nr. 2. lykkes, mens nr. 3 og 4.hurtigt var produceret
Naturens veje er ikke altid til at forudsige. Og på en eller anden måde er det noget af det forunderlige og attråværdige ved det med børn. For vi kan ikke styre, hvornår vi vil være gravide – kun at vi ikke vil være det.
Og når babyen er i maven, kan vi ikke styre vores krop.
Når vi føder, er vi igen i naturens vold.
Og det fortsætter når barnet er født…
Jeg håber, I får den baby, I ønsker jer.
Bedste hilsner fra
Jeannette
Tusind tak til jer allesammen for de fine og rørende kommentarer. Ud over, at historierne har stor betydning for kvinder i samme situation, synes jeg nu også det får beslutningen om at skære ned på hjælp til ufrilligt barnløse sat i grundigt perspektiv. KH J
Kære Anonyme,
jeg kan SÅ meget relatere til dit problem! Jeg kommer fra en familie, hvor kvinderne blev gravide af at se på en herrecykel, og regnede derfor også at jeg bare ville blive gravid MED DET SAMME når først min mand og jeg besluttede os for det! Det skete bare ikke. Min menstruation udeblev de første 5 månederefter jeg smed p-pillerne, og derefter skete der bare ikke noget… også selvom vi prøvede at dyrke sex på alle de rigtige tidspunkter, leve sundt, skrue ned for alkohol og alt det der.
Vi blev undersøgt og var (surprise) HELT normale. Altså fuldt ud i stand til at får børn naturligt. MEN, så skete det at jeg fik konstateret celleforandringer og alt ændrede sig. Jeg var meget bange… ikke for ikke at blive mor, men simpelthen for at dø. Jeg fik et simpelt keglesnit, blev erklæret god som ny, men noget var ændret! Vi skiftede fokus, var glade for alt det vi havde (især hinanden) og besluttede os for, at vi ikke ville have et barn foreløbigt. I stedet ville vi gøre alle de ting man kan, når man ikke har et barn. Have en hel dag med tømmermænd, tage på weekend-tur til New York og løbe marathon, holde impulsive rødvinsaftener for vennerne og alt det der…
Det holdt ikke længere. Ugen efter den nye livsstil var sat i spil, var jeg gravid! I dag har vi den skønneste søn på 10 måneder og er lykkelige. Men det var vi også inden, og det er vel egentlig mit bedste råd til dig kære anonyme: flyt fokus fra fremtidige situation og nyd alle de ting du har nu og her… hvis I begge er sunde og raske skal baby nok komme, når han/hun er klar.
Kærligst,
S
Kære anonyme…
Jeg har selv været møllen igennem, og jeg føler med dig.
Jeg valgte en helt anden strategi; nemlig at være helt åben omkring det. Al den støtte, kærlighed og omsorg vi fik fra venner og familie gjorde, at vi klarede det og i sidste ombæring lykkedes det os at få en dejlig søn.
At være åbne omkring det hele vejen eliminerede alt presset, alle omgivelsernes forventninger og især alle de nærgående spørgsmål, fordi vi svarede på dem up front.
Det gjorde også, at jeg ikke behøvede at fake et happy face, da min lillebror kom og fortalte, at de ventede deres nr. 2. Han krammede mig og sagde, at det nok også skulle blive vores tur. Og jeg var jo glad på hans vegne, selvom jeg begyndte at tude!
Da vi begyndte at tale åbent om fertilitetsbehandlingen dukkede historierne op. Flere af vores venner har i det skjulte været igennem det samme. Hvorfor skjuler vi det for hinanden? Jeg ved det ikke. Vi havde behov for at dele det med venner og familie. Der er så meget smerte og sorg involveret i fertilitetsprocessen, at man kan gå i stykker på at bære det alene.
Jeg håber, at I får opfyldt drømmen om jeres ønskebarn!
Kampen for at blive gravid er en af de mest følelsesladede knapper, man kan trykke på hos mig, og der skal åbenbart ikke mere end et blogindlæg til, før jeg sidder med tårer i øjnene. Og det tog mig endda “kun” et år at blive gravid – det er jo helt normalt og gennemsnitligt, men puh, alle de følelser, der dukker op i den ventetid! Det er netop så hårdt at blive bombarderet med spørgsmålet om “I ikke snart skal have nogle børn?”. Derfor valgte vi også at være helt åbne om det, og det var jeg rigtig glad for. Ulempen ved det er så, at man i stedet får kommentaren om at “lade være med at tænke så meget det” sammen med alle historierne om folk, som har adopteret og derefter er blevet gravide. Og selvom det på de mange historier her også tyder på, at der er noget om snakken, så kan man bare ikke bruge det til så meget, når det er det eneste, man gerne vil.
Vi nåede lige at få at vide, at alt var helt normalt med os begge to, så blev jeg skannet for at finde ud af, præcis hvornår jeg havde ægløsning. Og så gik vi hjem og lavede en baby. Om det var tilfældigt eller fordi vi “slappede af” og “flyttede fokus” eller simpelthen fordi vi ramte ægløsningen præcist (den lå så heller ikke helt der, hvor den ifølge alle beregninger skulle ligge), det ved jeg ikke.
Kære Anonyme, jeg håber virkelig, det lykkes for jer. Og så vil jeg igen understrege, hvor stor en befrielse, det var at være åben omkring det, så man slipper for presset, de uheldige kommentarer og i smug at bytte vinglas med kæresten til middage og fester…
Kære anonyme
Håber det snart lykkes for jer! Vi er mange, som kæmpe længe, før drømmen går i opfyldelse. Ventetiden er meget svær. Det er en livskrise på linie med dødsfald.
Vi kender alt til ufrivillig barnløshed hos os. Prøvede først et år hjemme. Så 1,5 år i fertilitetsbehandling med insemination og ICSI. Vi var igennem en masse aflysninger og 6 forøg. Der gik 2,5 år, hvor vi prøvede alt – men intet virkede. Så blev jeg pludselig gravid med trillinger på to æg – det ene havde delt sig til enæggede. Graviditeten blev af medicinske årsager betegnet som meget risikabel og vi stod i en ny svær situation; skulle vi forsøge at få tre på en gang – velvidende at der var meget stor sandsynlighed for at abortere eller føde så tidligt at de fik alvorlige handicaps eller døde? Eller skulle vi – som lægerne anbefalede – reducere fra tre til en (man kunne ikke fjerne en i vores tilfælde)? Vores parforhold led alvorligt – vi var ikke enige. Det endte med en reduktion til en. I dag har vi en sund og rask datter. Vi er nu i gang med at kæmpe for nr. 2. Indtil videre har vi været i gang i 1,5 år – har været gravid en enkelt gang, men det endte i abort. Så vores kamp er ikke forbi – og vi har været mange ting igennem. Det er det hele værd, hvis det lykkes til sidst. Men for pokker hvor er det hårdt! Håber alt det bedste for jer.
Kære Anonyme
Det har taget mig nogle dage at få helt hold på, hvad jeg skulle skrive til dig her i dette offentlige univers. For ja – det er frygteligt privat, det med om man kan få børn eller ej. Sådan har jeg også haft det hele vejen igennem vores proces, der nu endelig har ført til, at jeg er gravid. Jeg håber, at du stadig læser med her på indlægget.
I min utopiske drømmeverden, så skulle jeg på nuværende tidspunkt være mor til de første to-tre-fire stykker. Men sådan skulle det ikke gå. Jeg er den i min venindekreds, der først mødte manden i mit liv, jeg blev først gift, og jeg har i øvrigt bare altid været hende, der naturligvis skulle have en kæmpe børneflok. Så det lå ligesom i luften, at nu skulle vi da også have nogle børn. Det mente vi ikke mindst selv.
Sådan gik det ikke. Vi vidste godt, at der var en risiko for det, fordi min mand for år tilbage har haft testikelkræft (lige før jeg mødte ham). Det tog bare – set fra vores side af sagen – alt for lang tid for systemet at finde ud af, at han faktisk VAR blevet steril, og at det var derfor, jeg ikke blev gravid.
Der har altid været meget åbenhed i både familie og vennekreds om min mands sygdom. Han har nogle rigtigt gode venner, der var med ham hele vejen i forløbet. I forbindelse med testikelkræft bliver patienten bedt om at aflevere sædprøver til nedfrysning, før de opererer, fordi de ikke ved, om de bliver nødt til at fjerne kun den ene eller begge testikler. Min mand fik kun fjernet den ene, og derfor var der en lille chance for, at han stadig var fertil. I vennekredsen jokede især drengene meget med, at hvis ikke han selv kunne, så kunne jeg jo bare få en “pinde-is” (med slet skjult reference til ordets lydtvilling penis og de nedfrosne sædprøver). Det var sådan set ok sjovt, for det var den stil og humor, min mand og hans venner havde brugt, når de i løbet af hans sygdomsforløb havde brug for at give afløb for frustrationer, angst og sorg.
Men da det så blev alvor, da vi fandt ud af, at vi skulle ind i hele fertilitetssystemet, hvis det skulle lade sig gøre for mig at blive gravid, så var det ikke så sjovt længere. Det kom meget tæt på, syntes jeg, og blev meget privat. Jeg havde ikke brug for at tale med hele familien og vennekredsen om det. Det var rigeligt, at vi talte meget om det hjemme, at jeg skulle holde styr på hormonbehandling osv. Jeg havde også brug for at have et frirum, hvor vi ikke talte om det, så det ikke kom til at fylde hele mit liv. Det var en balance, vi skulle finde. Min mand havde ikke lige så meget imod at tale om det, måske fordi han i længere perioder kunne slippe det lidt mere, fordi han ikke personligt skulle huske at tage hormoner på det rigtige tidspunkt, holde øje med menstruationens start, ringe til klinikken osv.
Vores udmeldinger skiftede også karakter/informationsniveau gennem forløbet. I starten meldte vi ud til alle, at nu var vi endelig kommet i gang med fertilitetsebehandlingen. Så slap vi nemlig for, at de spurgte, om vi ikke snart skulle have børn. I stedet begyndte de så at spørge til behandlingerne, og det var ok til at begynde med. Men hurtigt blev det alligevel for privat for mig. Jeg syntes ikke, at det kom andre ved, hvornår jeg skulle insemineres, scannes, have taget æg ud, lagt dem op osv. Andre fortæller jo heller ikke, at de skal hjem og dyrke sex, fordi det er lige oppe over med ægløsningen … Derfor meldte jeg ud, at jeg gerne selv ville have lov til at bestemme, hvornår vi skulle tale om det. Og det har alle respekteret meget flot. De kunne godt forstå mit behov for privatliv på dette område. Og det har jeg været meget glad for.
Min mand har haft det lidt anerledes. Blandt andet fordi han har følt behov for at fortælle sine kollegaer, hvorfor han nogle gange måtte holde fri med kort varsel og på uhensigtsmæssige tidspunkter. De har nemlig måtte dække hans undervisning hver gang (han er efterskolelærer). Samtidig har han fortalt dem, at jeg ikke havde den store lyst til at tale om det, og det har de også i høj grad respekteret hver gang, jeg har mødt dem.
På min arbejdsplads har jeg selv kun fortalt det til min chef og et par af de nærmeste kollegaer, som også har måttet overtage nogle af mine opgaver med kort varsel, når jeg – igen – skulle på fertilitetsklinikken. Min chef fortalte jeg det til, fordi jeg kunne mærke, at jeg ikke havde lige så meget overskud på arbejdet som normalt. Det har fungeret fint, og hun har ladet mig styre det meget selv. Det har passet fint til mig. Et stykke henne i forløbet blev jeg endvidere enig med min læge om at søge en såkaldt §56-aftale, og den skal ens chef godkende. Det er en aftale vedr. kronisk sygdom (og det kommer fertilitetsbehandling ind under), der betyder, at arbejdspladsen kan få dækket ens fravær, når man er til behandling. Så kan man tage det som sygefravær i stedet for selv at arbejde timerne ind på et andet tidspunkt, som jeg gjorde i starten. Det var en uholdbar situation i længden.
Alt i alt har det altså virket rigtig godt at melde klart ud, hvad der var virkeligheden for os – og så samtidig sige, at det havde vi (dvs. mest jeg) ikke så meget lyst til at tale om. Og fik jeg lyst til eller brug for det, så skulle jeg nok selv sige til. På den måde har vi selv kunnet styre det.
I vores lange proces har “alle andre” også nået at få både 1, 2 og 3 børn, men det har faktisk været okay. Jeg har ikke følt mig misundelig. Fordi alle har kendt til vores store ønske om børn, har de været meget opmærksomme på, om (især) jeg blev ked af det, når de kom og annoncerede endnu en graviditet, og jeg stadig ikke var gravid. Måske det er den tilgang, der har gjort, at jeg hver gang har glædet mig over de andres graviditeter og børn. Måske har jeg følt et stik i hjertet, men ikke af misundelse – mere sådan lidt “jeg vil også”. Og så har vi kunnet snakke lidt om det, og det har været fint. Jeg har også været så heldig at få lov til at få et rigtig tæt forhold til nogle af de børn, der er kommet i omgangskredsen. Måske har jeg kompenseret lidt for mine egne manglende børn ved at kaste min kærlighed på andres.
Både mth. dette og hele processen i øvrigt har det været vigtigt for både min mand og jeg selv, at de manglende børn og fertilitetsbehandlingen ikke kom til at fylde alt. Vi skulle også have en hverdag og et normalt liv ved siden af. Ellers ville vi – og især jeg – gå helt til grunde i sorgen over ikke at have børn, eller bare være gravid. Det har fået masser af opmærksomhed, men det har ikke fået lov at styre vores liv. Og det har været rigtig sundt for os. Vi har også selv valgt at holde nogle længere pauser i forløbet – simpelthen fordi vi skulle trække vejret lidt og bare nyde hinanden.
Du spørger, hvor lang tid, det har taget for os andre. Fra vi blev enige om, at nu var det vist ved at være tid til børn og til idag, hvor jeg er 8 uger henne, er der gået 6-7 år. Det er ca. 1/5-del af mit liv. Det er lang tid at have graviditet og barn som ønske og længst fremme i bevidstheden det meste af tiden.
Så kære anonyme, mit råd til dig vil være at melde klart ud, både om hvad der sker og om, i hvilket omfang du ellers i øvrigt ønsker at snakke om det med andre end din kæreste. Og så husk at give tid til dig og jer også. Det er opslidende at arbejde på at få børn, når man har sundhedssystemet med i dobbeltsengen (så at sige). Så sørg for at give slip og lade op ind imellem. I skal ikke slide jer selv og hinanden ned i forløbet. Og så er det vigtigt at være realistisk. Sæt ikke alt ind på, at NU lykkes det. Jeg har ved hvert forsøg husket mig selv på, at det jo ikke var sikkert, at det ville lykkes. Det har gjort, at det har været lettere at holde til de negative svar igen og igen.
Jeg håber, at du kan bruge mine erfaringer til inspiration. Og så ønsker jeg dig al mulig held & lykke!