Hvem gider?
I sidste uge var vi omkring en del ligestillingssnak her på bloggen. Et af de tilbagevendende temaer, når vi (kvinder) taler ligestilling er, at de af os, der aldrig har oplevet manglende ligestilling, eller ikke orker at deltage i debatten, måske har svært ved at orke at tage tid ud af hverdagen til at bekymre sig om det. Det er det samme, når der her i Københavns Kommune er store demoer mod besparelser i vuggestuerne og daginstitutionerne og rigtigt mange af os bare ikke når at være med… Men her fandt jeg dette fantastiske billede. Af vores amerikanske formødre. Som i 1917 satte liv, ægteskaber, levestandard og førlighed ind på at ligestilling i dag er så stor en selvfølgelighed, at mange af os ikke ved om vi gider beskæftige os med det. Sagen er bare den, at nogen skal gide for at andre ikke behøver tænke over det… Uanset om det gælder pædagognomeringen i vuggestuen eller snakken om ligestilling.
Jeg synes, ligestillingsdebatten er uhyre vigtig, for vi har jo ikke ligestilling endnu.
Tror bare, at mange er mætte af debatten, fordi den i for lang tid er blevet ført på et grundlag, hvor kvinder skal have modstandere.
Desværre er kvinders modstandere blevet andre kvinder og så også mænd.
Der mangler virkelig vilje til at samarbejde om at få spot på, at det er en strukturændring, der skal til.
Jeg ser tingene bevæge sig, og jeg ser, at mænd er mere og mere på banen – også i hjemmene, så derfor tror jeg ikke, der er uvilje.
Bare at man slår lidt op i banen, fordi det netop virker som om, det er kamp, der skal til i stedet for samarbejde.
Men jeg er meget taknemmelig for, at vi er nået så langt, som vi er, og det er selvfølgelig et faresignal, hvis man tager det for givet.
Men en anden og meget central ting for mig er, hvordan vi kvinder opnår følelsen af ligeværd. Ligeværd i forhold til de ting, der er en del af vores præmis, som eks. at føde børnene og – for nogens vedkommende – at være den primære omsorgsperson i tiden derefter.
Hvis kvinder tager afstand til det og gør det til en umoderne ting, så er der lang vej til at føle ligeværd.
Ligestillingsdebatten er alt andet end død for mig, og jeg synes, det er supervigtigt, at vi fortsætter med at have den på dagsorden. Jeg er evigt taknemlig for de kvinder, der har kæmpet sig til mange af de rettigheder, som vi i dag tager for givet f.eks. retten til at stemme ved valg.
Men debatten skal naturligvis føres på et ordentlig grundlag, for ellers er det, at den udvikler sig til mudderkastning. I øvrigt synes jeg, i lighed med mange andre, at mændene også har en kønskamp, der er værd at kæmpe. F.eks. når det kommer til retten til at yde omsorg, uden at blive stemplet som ikke at være ‘rigtige’ mænd. Rigshospitalet har p.t. en fotoudstilling, der sætter fokus på mandlige sygeplejersker, hvilket jeg synes er et super initiativ.
Jeg læste i forbindelse med mit speciale en undersøgelse, der viste at mødre/fædre:
* lod drengebørn amme længere tid
* lod pigebørn græde længere tid inden de reagerede
* lod drengebørn lave flere narrestreger end piger
* lod drengebørn larme mere
Det er bemærkelsesværdigt, antaget at det er korrekt (?!), at forskelsbehandlingen begynder allerede, når børnene er små. At vi ubevidst præger vores børn med en adfærd, som de bærer med sig livet igennem, nemlig at drenge skal lave ballade & piger skal være stille og søde samt lære at tilsidesætte deres behov (jf. mindre ammetid og længere grædetid).
Kære Lykke – Ja, du har ret – det handler også om at tro på eget ligeværd. Måske hænger den tvivl sammen med det, AL påpeger i sin kommentar? Og tak for kommentar og tip om fotoudstilling, Jette – ja, mændene har så sandelig også meget at kæmpe for…
Der er kønsdiskrimination på mange planer. Jeg har oplevet mange gravide give udtryk for, at folk har lidt ondt af dem, hvis de venter sig med en dreng! Og ISÆR hvis det er søn nr. 2. Ret skørt, fordi det jo tidligere var omvendt, men i forhold til vores sønner skal vi så i dag også passe på ikke at lade dem stå tilbage for de dygtige, pæne piger – som jeg udover en søn også har én af. For helt ærligt, samfundet i dag kan langt bedre rumme en stille og yndig pige frem for en energisk og lidt larmende dreng…
Hilsen Line
@Line – jeg har nu hørt om, at mænd stadigvæk giver kvajebajer på arbejdet, hvis konen venter en pige…