GAVE: Mere om mødre og fædre

Meget aprospos, så har jeg i dag fået lov til at forære jer alle et uddrag af Dennis Christiansens fremragende bog, Far Alene Hjemme. Bogen handler om Dennis, om at blive far til Axel og om, hvordan den lille familie fandt sine egne veje. Axels mor var nemlig ikke liiiiige til sinds at gå hjemme i 12 måneder, og Dennis ville hellere end gerne opleve, hvordan det at være så tæt på sin søn var.

nå, du er nok
sådan en
moderne
mand

Jeg er chefredaktør for M!, Danmarks største man-
deblad. Det er mig, der vælger, hvilke bryster de
danske ungersvende skal savle over (oprindeligt
var det min grafikers opgave, men jeg overtog den,
efter det viste sig, at jeg godt selv kan lide at kigge
på bryster).
Da jeg tog jobbet, troede jeg, jeg skulle bruge
store dele af min fritid på at forsvare mit valg over
for forargede kvinder. Men de fleste, jeg taler med,
synes bare, mit job er spændende. Måske lidt tar-
veligt, men ret fascinerende. De fleste mænd er
misundelige på den gode måde. Aldrig før har jeg
haft så høj status i drengerøvsfællesskaber. Jeg bli-
ver genkendt på gaden og får high fives af frem-
mede knægte i 7-Eleven. ”Du må være Danmarks
svar på Hugh Hefner”, er der flere, der siger. (I så
fald er Danmarks svar på The Playboy Mansion et
rækkehus i København NV og landets ækvivalent
til Playboy-bunnies en gravid, rødhåret furie, der
ville riste dine testikler over en sagte ild, hvis du
kaldte hende Bunny).
Jeg elsker mit job. De betaler mig for at kigge
på kavalergange og skrive dumme jokes, og jeg er
dygtig til begge ting.
En eftermiddag i august 2008 sidder jeg på min
chefs kontor og fortæller ham, at jeg har tænkt
mig at tage tre måneders barsel. Han er en gen-
nemført flink fyr. Fem år ældre end mig, tidligere
M!-redaktør, lidt genert og meget god til sit arbej-
de. Han har netop ønsket mig tillykke med fami-
lieforøgelsen, og da jeg nævner de tre måneder,
kigger han forbløffet på mig og siger med et skævt
smil på læben: ”Nå, du er nok sådan en moderne
mand”.
Egentlig har min barsel ikke så meget at gøre
med, hvilken slags mand jeg er. Den er en praktisk
løsning på et matematisk problem. Min kone har
en ret rådden barselsordning, der kun giver hende
fire måneders barsel med fuld løn, én måned før
fødslen og tre måneder efter. Vi kan først få vug-
gestueplads efter seks måneder og har ikke råd til,

at min kone tager ekstra orlov, fordi vi lige har købt
et rækkehus. Mit firma har en ret fordelagtig bar-
selsordning for mænd, der giver mig fuld løn i ti
uger, så der er ikke så meget at rafle om.
Jeg skal på barsel, og jeg glæder mig faktisk.
Mest af alt til at få et pusterum efter at have puklet
igennem i snart syv år. Det med at få en søn er sta-
dig lidt for abstrakt til, at jeg for alvor kan glæde
mig. Jeg kan se, at min kone vokser (tre bh-størrel-
ser for nu at blive i mit fagområdes terminologi).
Jeg elsker at kigge på hende, når hun tager karbad,
og hendes mave titter op over vandkanten og dan-
ner en lille ø, som katten er tosset med at hoppe
ned på. Men mavens indhold, min søn, er for mig
stadig bare en todimensional alien på et gnidret
skanningsfoto. Jeg ved ikke, hvad jeg skal foretage
mig med en todimensional alien i tre lange barsels-
måneder eller om jeg skal glæde mig til dem.
Min chef ønsker mig tillykke endnu en gang,
booker straks et møde, hvor vi kan koordinere mit
fravær, og venter med at bande mig væk, til jeg er
gået. Jeg udgør et sjældent problem for ham. Han
er ganske vist vant til at bøvle med barsel, for virk-
somhedens ansatte har en gennemsnitsalder på 30
og fabrikerer børn på stribe. Minimum en gang om
måneden får vi en fællesmail med teksten ”Line/
Lotte/Peter/Bjørn har fået en skøn/fantastisk/dej-
lig datter/søn på 2800/3600/6200 gram”.
Det er imidlertid kun Line og Lotte, der tager
barsel. Peter og Bjørn dikkedikker deres nyfødte i
to uger og vender så straks tilbage til deres skrive-
bord. En 31-årig mand, der frivilligt sætter karri-
eren på hold i tre måneder for at skifte bleer, er min
chef ikke vant til.

Det er de færreste danske chefer, for den sags
skyld. Kvinder tager i snit 275 dages barselsorlov,
mens mænd nøjes med 22. Det er 7,4 procent af
orlovskagen. Jeg skal til at tage halvdelen.

”To boldly go where no man has gone before”.
Sætningen runger i mit hoved, mens jeg vandrer
ned gennem de store, åbne kontorlokaler, helt ned i
bunden, hvor M!-redaktionen og min skrivebords-
plads er gemt væk. Den stammer fra ’Star Trek’,
henviser til udforskning af fjerne galakser og føles
meget apropos i forhold til mit barselsprojekt.
Min chefs drilske kommentar er ikke den ene-
ste, jeg skal lægge ører til de næste uger. Jeg er
den første fra ledergruppen, der udnytter barsels-
ordningen, og mit valg bliver bemærket. Hurtigt
sporer jeg et mønster i folks reaktioner. Mænd
er ironiske og en lille smule hånlige. Kvinder er
ekstremt positive. De siger: ”Det er da fantastisk,
at du vil bruge tid sammen med dit barn” og ”jeg
synes bare, det er super flot, det du gør”. I starten
labber jeg deres ros i mig, men efterhånden bider
jeg mærke i den lidt overbærende tone, den bli-
ver leveret i. Det går op for mig, at der også lig-
ger noget andet bag deres ord: De synes, jeg er lidt
mærkelig. Og et spadestik dybere: De synes, jeg er
en tøsedreng. En god mand. En kærlig mand. En
beundringsværdig mand. Men ikke helt en rigtig
mand.
Jeg fortæller min opdagelse til min kone og fin-
der ud af, at det er noget, vi har til fælles: Kvinder
synes heller ikke helt, at hun er en rigtig kvinde. I
modsætning til mig er det dog ikke noget, hun skal
fornemme. Hver uge modtager hun ret præcise
stikpiller fra andre kvinder. De siger: ”Fire måne-
ders barsel? Det er godt nok kort tid …” og: ”Vent
nu og se til barnet kommer, så får du nok lyst til at
tage en længere barsel”. Jeg oplever selv overleve-
ringen af en knap så diskret stikpille, da vi er til et
bryllup på Vesterbro en måned før terminsdatoen.
Min kones højgravide mave fungerer som fluepa-
pir på selskabets mere eller mindre skrukke kvin-
der. Klokken halv to fanger den en godt beruset
kvinde midt i trediverne. Da hun hører om vores
barselsplaner, udbryder hun: ”Nå, kun fire måne-
der? Altså, det ville jeg aldrig gøre. Men nu er jeg
jo også uddannet pædagog, så jeg ved godt, hvor
skadeligt, det er for barnet”.
Vi finder en grimasse, der kan passe, og ven-
ter på, at pædagogen får løsrevet sig fra min kones
mave og summer videre hen til sprutbuffeten. Det
er åbenbart et kontroversielt projekt, vi har gang i.

Min kone er en ravnemor, og hun har ikke engang
født endnu. Heldigvis er hun også en stærk kvinde,
der ikke lader sig gå på af stikpiller fra stive pæda-
goger.
På vej hjem i taxaen holder vi om hinanden og
lægger vores hænder på hendes mave.
”Nu må han fandeme snart komme ud”, siger
min kone, ravnemoren. Hendes mand, tøsedren-
gen, nikker og mærker forventningsfuldt efter
spark fra deres stakkels ufødte barn.

UDDRAG FRA: Far alene hjemme
Af Dennis Christiansen
Tegninger af Philip Ytournel
Politikens Forlag, 2010
6 Comments
Previous Post
Next Post