Jeg har været mor i et halvt års tid, men allerede i graviditeten gik det op for mig, hvor mange meninger og holdninger andre folk har til det lille liv der er inde i maven. Og at man allerede dér er nødt til at finde ud af hvad man selv mener. Spørgsmål som “I vil vel kun give barnet økologisk mad ikke?” eller “I må jo huske, at barnet har godt at at græde lidt ind imellem, ellers lærer det aldrig at klare sig selv” gjorde, at jeg var nødt til meget hurtigt at finde ud af hvad JEG ville, for jeg måtte jo svare på spørgsmålene. Og midt i et af mine svar var det så at jeg tænkte “Hvorfor står jeg her, og forklarer mig? Hvad RAGER det egentlig andre hvad jeg har tænkt mig?”. Og da gik det op for mig, at jeg altså har et udpræget gen for at gøre tingene på en måde, så andre synes at jeg gør det godt (nok). Gamle damer der kigger sammenbidt på mig i bussen hvis min søn græder, kan hyle mig helt ud af den. For slet ikke at tale om hvor meget krudt jeg bruger på, om min familie og mine veninder tænker, at jeg er en god mor. Og det ved jeg jo godt inderst inde at jeg er. Min søn er glad og tryg, og det er tydeligt at han er glad for mig. Så hvorfor bekymrer jeg mig sådan?? En klog mand sagde en gang noget i retning af, at hvis man vidste hvor lidt krudt folk brugte på at tænke grimme ting om én, så ville man ikke være så bekymret. Det vil jeg forsøge at huske på. Og så bruge min energi på mig selv og min søn i stedet.