HJERTET på Bloggen #7
Så er der landet endnu et hjerte på bloggen. Og jeg er simpelthen så taknemmelig for at I på denne måde har lyst til at dele. Denne gang er det Maren, der modigt springer ud af moderskabet, og deler med os. Læs med i denne ærlige, hudløse og vemodige beretning. Husk at jeg meget gerne modtager din historie ligeså: julia@julialahme.com
Jeg er begyndt på at skrive dette indlæg fire gange. Men har hver gang slettet det igen. Sådan er det vel med forbudte følelser, man vil ikke helt stå ved dem?
Det som nager mit hjerte er, at jeg synes ét af mine børn er lidt irriterende. Nej, det er løgn. Jeg synes hun er helt sindssygt irriterende i forhold til mine andre to børn. Og jeg har mange gode grunde til, at hun er det, som alle falder ud til hendes fordel. Mange forklaringer og undskyldninger for hendes opførsel, som i de fleste tilfælde peger i min retning. Jeg må jo have opdraget hende forkert? Må have givet hende for lidt eller for meget opmærksomhed? Men uanset hvad jeg tænker mig frem til, ændrer det ikke på, hun pisser mig af på en måde, jeg dagligt kan mærke al empati sive ud af mig. Og det er ikke instinktet, der holder mig fra at gribe fat i hende og ruske hende hårdt. (Ja, jeg sagde jo, det var noget, jeg ikke havde lyst til at indrømme).
Hun er irriterende på den måde, at hun har dage og timer, hvor hun græder bare en flue lander på hendes arm. Kræver at hun skal eje mor alene – og så ellers fuck-finger til de to søstre. Kan ikke finde ud af at lege alene, men vil have jeg skal være med eller vidne til alt hun laver (hvilket jeg nægter og så har vi balladen. Igen. Igen. Igen.) Hun er umulig at få til at sove, men ligger og kalder til klokken ti om aftenen, så jeg aldrig får tid alene. Hun er tilsvarende og selvfølgelig umulig at få ud af fjerene om morgenen. Ligger og hyler, fordi jeg skal hjælpe hende i tøjet, selv om hun er rigeligt stor til at vælge og tage tøj på selv. Og så samtidig er hun verdens sødeste og dejligste pige. En god søster. En god veninde. God til alt, hun skal være god til. Tegner fine tegninger til mig hele tiden og elsker at give gaver.
Men ofte er det alt det irriterende, der får lov til at få det sidste ord om aftenen. Og jeg prøver altid at tænke, at det er når mennesker mindst fortjener det, de har aller mest brug for et kram. Men når klokken er ti, jeg har været oppe siden klokken seks og stadig ikke har haft plads til mine egne tanker i dag, er det så svært at være den milde forstående moder, når hun ikke vil give slip på mig. Jeg har bare lyst til at brøle og ruske. Når hun så sover, sidder jeg i sofaen og græder fordi jeg er sådan en mor, der som det sidste råbte ”hold nu kæft” til mit barn og ikke godnat. Tit græder jeg så også fordi jeg aldrig nåede ind til de to andre – fordi de for længst var faldet i søvn, da hun gav plads til det … What a shitty shitty mum.
/ Maren
Smask…hvor den bare ramte mig :0/ og Maren du er slet ikke alene om denne følelse. Føj, hvor jeg kender den ALT ALT ALT for godt…især den forbandede aften-situation…den er hæslig…og jeg ville ønske jeg fik mere, nej MEGET MERE mor/søn tid med min søn og at alt tid ikke burde gå til lillesøster altid. Tak for en rigtig rørende Hjertet på bloggen :0)
Åh for helvede, Maren, det er så svært, det du dér skriver om. Jeg respekterer virkelig din ærlighed, og har bare lyst til at give dig en kæmpe krammer.
Børn er forskellige, og nogle børn er så skidehamrende svære at være forældre til, fordi de kræver, kræver, kræver – insisterer på deres behov for kontakt og opmærksomhed.
Det er hendes styrke, at hun er så insisterende! Det, der skal bringe hende godt gennem livet. Og det gør hende jo ikke mindre anstrengende at være mor til
Jeg tror på, at du er en fantastisk mor – jeg har fulgt med på din blog længe, og du oser jo af sjov og overskud, kvinde!
Prøv og vend den om og tænk, at hvis din datter vidste, at der ikke var noget at hente hos dig, så havde hun forlængst givet op og tilpasset sig.
Lige tilsidst: er hun mon særligt sensitiv? Kender du Elaine Arons bøger om sensitive børn (og voksne)? Bare en tanke…
Mange klem til dig, Dorte
What a perfect perfect mum! SO MUCH a human being!
TAK for din indlæg, dit mod, din styrke…
Åh, hvor jeg kender det og forstår dig.
Og helt ærligt, Maren, så tror jeg, at netop din selvanklage, bevarer det du IKKE trives med.
Usagt ligger der i energien, at denne krog din datter har i dig, din dårlige samvittighed, din selvbebrejdelse, den virker. I leger en rigtig opslidende leg, og givet er det hårdt for hende såvel som for dig…
Det er klart, at du blir tyndslidt. Og det er okay, at sige nej. Men allerførst, tænker jeg, må du lære at sige ‘ja’. JA!!!! med kæmpestort, til dig selv, dine behov, dine grænser for overskud og formåen. Jeg tænker, at når det JA er så integreret autentisk indeni dig, så har det en kraft der vil virke helt anderledes, og du vil kunne servere faste, bestemte, kærlige NEJ’er til disharmoni og tyrrani, til urimelighed, til at blive suget for energi.
Det lyder som det er blevet en rigtig dårlig vane for din datter. Og det tager naturligvis lidt tid, at bryde dårlige vaner, ved vi fra os selv.
Men jeg tror hun har brug for, at mærke, at du elsker dig selv og derved definerer dine grænser og tager vare på dit overskud. Når hun mærker du elsker dig selv, bliver hun tryg – hen af vejen, for når moren elsker sig selv, er moren gladere, mere rolig og har rum til at elske børnene – indefra – og ikke bare fordi det skal en mor…
Du bad ikke om råd, men dette var hvad der faldt mig ind ved at læse dit indlæg. Plus en trang til at give dig et kram, samt huje og heppe over dit mod og din ærlighed.
Jeg har været dér, lige dér indeni og i den situation, hvor du skriver fra!
Kære Maren
Jeg tror ikke på, at en shitty mum græder, fordi godnatputningen ender i ‘Hold kæft’, voksengråd og ingen godnat kys. Eller at en shitty mum får tegninger. Eller tænker over, hvor hun har fejlet i opdragelsen. Osv. Det er en god mor, der gør sådan noget. Og det tror jeg på, at du er. Det vidner dette indlæg om, og det gør alle indlæggene på din egen blog.
Tak for din smukke ærlighed, både her og der. Jeg har ikke nogen gode råd at give, men jeg tror på, at du og Allan får serveret one hell of a festlig og kærlig tale fra døtrene, når I en dag kommer i sølvbryllupsalderen
Sender tanker til dig!
Maren! Tusind tusind tak. Du skriver om min datter og du skriver om mig. Jeg sidder her på jobbet med en klump i halsen og tårer der trænger sig på fordi jeg så tit føler mig som verdens dårligste mor. Og det er bare så forbudt at fortælle om. Jeg er lykkelig for at du letter lidt på det tabu.
Enig med de andre! De gode mødre er jo netop de indsigtsfulde, der tænker over både egne og barnets handlinger og årsagen til begge. Og må jeg tilføje at det her: ” jeg prøver altid at tænke, at det er når mennesker mindst fortjener det, de har aller mest brug for et kram.” er noget af det klogeste, jeg har læst eller hørt nogen sige længe! Det er nemlig så rigtigt…og sindssygt svært at efterleve.
Jeg prøver altid at tænke to ting, bl.a. når det kommer til mit barns besværligheder (det er løgn, – jeg tænker hundredevis af ting, men når det larmer for meget i hovedet kan jeg skære det ned til to ting, som er gode at holde fast i):
1) Det går over (børn tér sig ligesom i faser, ikke? Og på et tidspunkt slutter selv de mest belastende af dem…I hope)
2) Alt ordner sig (min fars vise ord, efterfulgt af noget med “sol står op og sol går ned og this too shall pass.”
Det virker altså at tænke på, når man sidder og tuder og føler, at man selv eller livet er shitty.
1000 milliarder tak for jeres kommentarer. Jeg læste dem flere gang i går. Og blev både rørt, glad og fik nyt mod på sagen.
Det var nogle af de bedste kommentarer, jeg nogensinde har fået. Og så kunne man høre mig sidde og forklare min kæreste sent i går aftes, at det jo handler om, at jeg skal være bedre til at sige fra og at sige JA til mine egne behov. Hehe. Og jeg øvede mig i går. Fik ikke bygget Rom. Men jeg øvede mig og det var ikke fordi hun sov tidligere eller nemmere, men jeg var ikke så vred og frustreret som jeg plejer at være. For jeg mente det faktisk sådan på den helt seriøse og no-bullshitmåden at hun nu skulle stikke piben ind og lægge sig til at sove. Når man mener tingene på dén måde, er der jo ingen grundt til at råbe det….
Igen vil jeg bare sige tak. Jeg er meget taknemlig.
Maren U, I luv U!