HJERTET på Bloggen #7

Så er der landet endnu et hjerte på bloggen. Og jeg er simpelthen så taknemmelig for at I på denne måde har lyst til at dele. Denne gang er det Maren, der modigt springer ud af moderskabet, og deler med os. Læs med i denne ærlige, hudløse og vemodige beretning. Husk at jeg meget gerne modtager din historie ligeså: julia@julialahme.com

Jeg er begyndt på at skrive dette indlæg fire gange. Men har hver gang slettet det igen. Sådan er det vel med forbudte følelser, man vil ikke helt stå ved dem?

Det som nager mit hjerte er, at jeg synes ét af mine børn er lidt irriterende. Nej, det er løgn. Jeg synes hun er helt sindssygt irriterende i forhold til mine andre to børn. Og jeg har mange gode grunde til, at hun er det, som alle falder ud til hendes fordel. Mange forklaringer og undskyldninger for hendes opførsel, som i de fleste tilfælde peger i min retning. Jeg må jo have opdraget hende forkert? Må have givet hende for lidt eller for meget opmærksomhed? Men uanset hvad jeg tænker mig frem til, ændrer det ikke på, hun pisser mig af på en måde, jeg dagligt kan mærke al empati sive ud af mig. Og det er ikke instinktet, der holder mig fra at gribe fat i hende og ruske hende hårdt. (Ja, jeg sagde jo, det var noget, jeg ikke havde lyst til at indrømme).

Hun er irriterende på den måde, at hun har dage og timer, hvor hun græder bare en flue lander på hendes arm. Kræver at hun skal eje mor alene – og så ellers fuck-finger til de to søstre. Kan ikke finde ud af at lege alene, men vil have jeg skal være med eller vidne til alt hun laver (hvilket jeg nægter og så har vi balladen. Igen. Igen. Igen.) Hun er umulig at få til at sove, men ligger og kalder til klokken ti om aftenen, så jeg aldrig får tid alene. Hun er tilsvarende og selvfølgelig umulig at få ud af fjerene om morgenen. Ligger og hyler, fordi jeg skal hjælpe hende i tøjet, selv om hun er rigeligt stor til at vælge og tage tøj på selv. Og så samtidig er hun verdens sødeste og dejligste pige. En god søster. En god veninde. God til alt, hun skal være god til. Tegner fine tegninger til mig hele tiden og elsker at give gaver.

Men ofte er det alt det irriterende, der får lov til at få det sidste ord om aftenen. Og jeg prøver altid at tænke, at det er når mennesker mindst fortjener det, de har aller mest brug for et kram. Men når klokken er ti, jeg har været oppe siden klokken seks og stadig ikke har haft plads til mine egne tanker i dag, er det så svært at være den milde forstående moder, når hun ikke vil give slip på mig. Jeg har bare lyst til at brøle og ruske. Når hun så sover, sidder jeg i sofaen og græder fordi jeg er sådan en mor, der som det sidste råbte ”hold nu kæft” til mit barn og ikke godnat. Tit græder jeg så også fordi jeg aldrig nåede ind til de to andre – fordi de for længst var faldet i søvn, da hun gav plads til det … What a shitty shitty mum.

/ Maren

8 Comments
Previous Post
Next Post