Hjertet på Bloggen # 7
Nu håber jeg du sidder ned, og jeg håber du har hentet kaffen, hældt den op, og er helt klar til at lade som om du arbejder i de fem minutter det tager at læse Johannes indlæg. Hvis jeg var dig, ville jeg også sørge for at have en kleenex inden for rækkevidde, for som Lis ville sige: Der er Chili i det her. Johanne skriver fra det sted i moderskabet, som vi aldrig troede vi skulle kende, og som rigtigt mange af os, ind i mellem har mødt. Tak fordi du deler, Johanne.
Hej Julia,Tak for dit frirum…mit 10 minutters pusterum. Så er mit hjerte er lagt på bloggen, men det er alledere hugget over på midten. Jeg er en af de kvinder der blogger om den rosenrøde tilværelse, glansbilledet og overskudet, men der er edderhakme ridser i lakken! Men blogger bare videre og lader som ingenting, selvom jeg har lyst til at dele min smerte, skuffelse og vrede med hele verdenen.Jeg er hende der sagde hun ikke ville ændre sig da hun fik børn. Hende der aldrig ville miste lysten til sex. Hende der stadig ville bruge g-streng og frække bher. Hende der stadig ville være forførende. Hende der ikke ville tage på. Hende der ville være en overskuds mor. Hende der aldrig ville råbe ad sine børn. Hende med de gladeste og mest velopdragne børn. Hende der altid skulle være den elskværdige søde kæreste. Hende der kunne det hele på den halve tid. Hende der stadig ville være centrum i hendes liv. Smed smøgerne, smed festerne, smed smilet, smed overskudet, smed selvværdet, smed respekten, smed kontrollen, smed mig selv…væk..helt væk.Nu står jeg så tilbage..kan slet ikke finde MIG, Johanne og ser kun hende den sure og indebrændte, hende der har ændret sig…småbuttet, usexet, aseksuel, underskudsagtig, hende som råber ad sin børn, hende som blev den sure uelskværdige kæreste, hende med de uopdragne børn..er det virkelig mig!Velkommen til alene om at danse tango, alene i et næsten nykøbt hus, alene med drømmene, alene med mine børn, alene med mig selv.De kom snigende de irriterende følelser eller også var de der hele tiden, ihvertfald fyldte de til sidst så meget at det kvalte ham, mig og forholdet. Og det kommer helt bag på mig..skilsmissebarnet som aldrig skulle byde sine børn et liv som delebørn. Det ville aldrig blive aktuelt…intet var mere sikkert. Sikke dejlige drømme jeg havde for min familie..nu er de blevet til et mareridt. Min samvittighed er tung og mit hjerte er gået i stykker..det er næsten ikke til at bære. Har mistet ham jeg skulle være sammen med resten af mit liv og mistet mig selv, men tanken om hvad mine børn mister er uhåndgribeligt. For jeg ved godt hvad det vil sige at være skilsmissebarn og ved godt hvad de mister.Jeg har skam rigtig mange irriterende følelser…virkelig mange.Kh fra en alenemor til to skønne små drenge
Tusind tak for din rørende beretning! Jeg håber du snart du finder dig selv, eller på en eller anden måde får hjælp til at finde dig selv!
Puha!
Du rammer hårdt. Lige ned i den frygt som jeg har, og som jeg tror mange har. At skulle miste det hele fordi man ikke kan overskue det hele.
Jeg håber du finder lykken igen og du kommer hel igennem!
Mange tanker fra
Cristine
Kære Johanne
Pyha… jeg mangler ord! Det er en hård beretning. Jeg kender godt til frygten at miste den man holder af – og set i bakspejlet kan man lave en masse om – det hjælper jo bare ikke noget.
Jeg håber der er nogen der kan tage sig af dig – hjælpe dig?!
Jeg er nødt til at sige til dig, at det du nu er opmærksom på, det bliver du nødt til at reagere på – arbejde på. Det bliver uden tvivl drønhårdt, men når først du er igang, så tror jeg du vil komme meget stærkere og gladere ud på den anden side.
Al mulig held og lykke til dig og dine to guldklumper!!
Mange varme tanker fra Mia
Hold da op.
Har slet desværre ikke noget klogt, selvhjælps-agtigt at sige andet end, at jeg snart håber, du snart igen kan se dig selv i spejlet igen og holde af det, du ser.
Desuden har du sat tanker i gang i mig mht en blog, der udstråler en stortset problemfri hverdag…Er det nu helt det jeg vil??
Øv
Hvor er det bare trist sådan noget. Ville ønske jeg havde noget klogt og trøstende at sige, men så dyb er jeg ikke.
Jeg lovede også mig selv alt det der. Og synes det er gået sådan næsten ok. Men så læste jeg Charlie Hotel Oscar Kilo (du ved af Maise og Camilla) – og den var også trist, men den sagde noget klogt; at man skal gøre sig fortjent til at blive elsket! Det kan godt være, han elskede mig i går og i forgårs, men det gør han nødvendigvis ikke i morgen, hvis jeg ikke gør mig fortjent til det. Så nu er det slut – ikke mere en sur kælling, knap så mange nej’er kl 23.30 om aftenen… Jeg nægter, at han pludselig ikke elsker mig mere. Jeg nægter, at skulle ende i samme situation som dig Johanne. For det er eddermanme en røv-situation.
Puha, der satte du godt nok meget præcise ord på min store frygt!!! Jeg føler, føler, føler med dig og ønsker dig og dine små poder alt godt fremover……
Johanne, smukke væsen, hvor er den tung, den skyld du føler og bærer!
Det hele var et sammenspil, du var ikke helt alene om at sænke skuden!
Kig på min side, under coaching, basic forløbet får du hermed gratis af mig, hvis du vil… Send mig en mail eller ring i givet tilfælde…
Al den kærlighed der er i verden, må den samle sig i dag, i en kæmpe omfavnelse rundt om dig!
Tusind tak for din ærlige beretning Johanne. Jeg tror der er rigtig mange der har det ligesom dig, jeg kan ihvertfald nikke genkendende til det meste! Min erfaring er, at når det først er delt, alt det svære, så er du godt på vej til at komme om på den anden side. Bag ved enhver smerte, ligger der et håb om at tingene ville være anderledes. Hvad hvis ens livssituation er lige hvor skal være? Hvilke tanke i dette øjeblik, fraholder DIG fra at nyde dit liv?
Kh Linda Hauge
“Jeg er hende der sagde hun ikke ville ændre sig da hun fik børn”
Det løber mig koldt ned af ryggen, når jeg ser eller hører den slags – lad mig sige det kort: Det lader sig IKKE gøre – det ændre at få børn, det ændre én selv, det ændrer ham der bliver far, det ændre dét man havde sammen – at bilde sig selvog andre noget andet ind er en illusion.
At Johanne sætter så stærke ord på det er flot synes jeg, men jeg tror at uanset hvordan “eventyret ender” må man som mor, far og par være klar til og OBS på at det ændre ALT at få børn
- og husk så også at ændringer jo ikke BEHØVER at være dårligt – lige nu ser du, Johanne, med de triste briller, men når det sorte hul er passeret vil du opdage at dét at få børn også har bragt GODE ændringer med sig -gode som dårlige er det dét der gør os til mennesker du og jeg – og alle andre.
Kære Johanne,
Jeg vil i forlængelse af det Pia Lina Strunch skriver gerne sige: Du mistede dig selv da du blev mor, vel sagtens fordi din verden blev vendt op og ned. Er det ikke ok at alt bliver vendt op og ned for en tid, når der kommer et nyt menneske bragende ind i familien på den måde. Vi aner ikke hvad vi går ind til og bliver taget med bukserne nede.
Jeg tænker, hvad skete der i din kærestes liv da i blev forældre. Hvad havde han sat af mål for at hjælpe familien igennem den hårde periode? Hvad gjorde han anderledes for at det hele skulle lykkedes, og I kunne blive den overskudsfamilie du (eller I) drømte om? Viste han at elskede dig mere, højere, stærkere og længere og støttede dig i din underskudsperiode med de uopdragne børn? Jeres børn!
Sikke mange ting du skulle klare….og skulle du klare dem alene, eller var i sammen om underskudsperioden?
Mit spørgsmål til dig er :
Hvad var det for nogle irriterende følelser der kom snigende, og ikke var plads til så de kvalte forholdet? Hvorfor var det ikke ok at de følelser var der, og I sammen kunne klare dem og blive stærkere som par?
Jeg beklager hvis jeg har misforstået det du skriver, men i min optik lyder det som om du skulle være en superkvinde, og sekundet det krakkelerede var der ikke plads til dig og det du havde brug for.
Hvor er mændene henne i familierne til at knuselske og støtte deres koner der synker for at opretholde de gode familierne?
Mange kærlige tanker fra én der ikke ville være den perfekte mor og fortalte om ridserne, da jeg var ved at knække, men sagde farvel til mand, der ikke havde plads til at lappe ridserne sammen med mig.
Malene
AV, Johanne!
Jeg tror, du har så meget ret i, at der er så mange intentioner (i hvert fald for nogen af os!) om, hvor tjekket det hele nok skal blive efter mor-skabets indtræden.
Og at det er så nemt så nemt at blive bitterfisse og underskudsbefængt i én lang uendelighed (dit indlæg handler selvfølgelig om langt mere end dette – fx at få noget plads til sig selv og til at nedjustere ambitioner).
Og ja, nogle mænd skal måske blive bedre til at blive og lappe ridser, men nogle af de rigtig gode mænd skal måske også have et kram, et put og en lækker kone, der holder af sig selv, så de orker at blive og lappe.
Tusind tanker til dig – og hvor må det være hårdt – jeg håber, at du ikke dunker dig selv i hovedet og tager i mod den gratis coaching, så du bliver en gladere Johanne!
Lyder som om du har fået et ligeså stort granatchock over moderskabet, som mange af os andre.
Men helt sort behøver det ikke at være; jeg flyttede fra mand og samtalekøkken m barnet for 3 år siden, og har ikke fortrudt et øjeblik. Min datter er nu 5 og undrer sig over/spørger hvorfor vi ikke er sammen, accepterer svarene og ønsker inderst inde at vi alle 3 boede sammen. I et stort hus. Med hund.. Og alligevel er hun det gladeste, sjoveste og mest tilfredse væsen jeg har mødt, på trods af den smerte vi har påført hende.
Op med hovedet, vi andre er ligeså kedelige
Kære Johanne,
Det er så svært, når alle vores illusioner om det perfekte moderskab tabes på gulvet. Det beskriver du så godt at det også rammer mig og mit liv, som det var for snart 15 år siden.
Jeg synes, at du skal huske, at der skal to til at vælte et ægteskab, to til at holde et familieliv, et kærlighedsliv og et kæresteliv i live.
Det er ikke kun dig, der er skyld i situationen.
Jeg ønsker dig og din familie alt godt.
Klem fra
mette b
Kære Johanne,
Tak fordi du deler din historie med os andre.
Johanne, det her tror du muligvis ikke på , men: Jeg LOVER dig, at tilværelsen ændrer sig. At det ikke er et kors at være enlig mor, men et godt liv – og at din kærlighed til børnene nok skal bære dem igennem.
Jeg tror, du vil kunne både kende dig selv og få en fantastisk masse inspiration af at læse interviewet med Sissel-Jo Gazan i min bog “Super Mor”, som er en bog til enlige mødre. Jeg sender dig den gerne, hvis du sender mig en adresse på mail@annaskyggebjerg.dk
Bedste ønsker til dig og dine børn,
Anna
Kære alle i dejlige dejlige kvinder..hvor er det rørende alt det I har skrevet. Det havde jeg slet ikke ventet….har læst alle jeres varme kommentarer igen og igen. Sikke en opbakning at få…det trængte jeg til.
Vil bare sige at der selvfølgelig ligger meget mere bag indlægget, men jeg havde brug for at anerkende min egen del i bruddet. Kæmpe tak for jeres tid og tak til Julia for hendes initiativ.
Kh fra Johanne