Hjertet på Bloggen # 7

Nu håber jeg du sidder ned, og jeg håber du har hentet kaffen, hældt den op, og er helt klar til at lade som om du arbejder i de fem minutter det tager at læse Johannes indlæg. Hvis jeg var dig, ville jeg også sørge for at have en kleenex inden for rækkevidde, for som Lis ville sige: Der er Chili i det her. Johanne skriver fra det sted i moderskabet, som vi aldrig troede vi skulle kende, og som rigtigt mange af os, ind i mellem har mødt. Tak fordi du deler, Johanne.

Hej Julia,
Tak for dit frirum…mit 10 minutters pusterum. Så er mit hjerte er lagt på bloggen, men det er alledere hugget over på midten. Jeg er en af de kvinder der blogger om den rosenrøde tilværelse, glansbilledet og overskudet, men der er edderhakme ridser i lakken! Men blogger bare videre og lader som ingenting, selvom jeg har lyst til at dele min smerte, skuffelse og vrede med hele verdenen.
Jeg er hende der sagde hun ikke ville ændre sig da hun fik børn. Hende der aldrig ville miste lysten til sex. Hende der stadig ville bruge g-streng og frække bher. Hende der stadig ville være forførende. Hende der ikke ville tage på. Hende der ville være en overskuds mor. Hende der aldrig ville råbe ad sine børn. Hende med de gladeste og mest velopdragne børn. Hende der altid skulle være den elskværdige søde kæreste. Hende der kunne det hele på den halve tid. Hende der stadig ville være centrum i hendes liv. Smed smøgerne, smed festerne, smed smilet, smed overskudet, smed selvværdet, smed respekten, smed kontrollen, smed mig selv…væk..helt væk.
Nu står jeg så tilbage..kan slet ikke finde MIG, Johanne og ser kun hende den sure og indebrændte, hende der har ændret sig…småbuttet, usexet, aseksuel, underskudsagtig, hende som råber ad sin børn, hende som blev den sure uelskværdige kæreste, hende med de uopdragne børn..er det virkelig mig!
Velkommen til alene om at danse tango, alene i et næsten nykøbt hus, alene med drømmene, alene med mine børn, alene med mig selv.
De kom snigende de irriterende følelser eller også var de der hele tiden, ihvertfald fyldte de til sidst så meget at det kvalte ham, mig og forholdet. Og det kommer helt bag på mig..skilsmissebarnet som aldrig skulle byde sine børn et liv som delebørn. Det ville aldrig blive aktuelt…intet var mere sikkert. Sikke dejlige drømme jeg havde for min familie..nu er de blevet til et mareridt. Min samvittighed er tung og mit hjerte er gået i stykker..det er næsten ikke til at bære. Har mistet ham jeg skulle være sammen med resten af mit liv og mistet mig selv, men tanken om hvad mine børn mister er uhåndgribeligt. For jeg ved godt hvad det vil sige at være skilsmissebarn og ved godt hvad de mister.
Jeg har skam rigtig mange irriterende følelser…virkelig mange.
Kh fra en alenemor til to skønne små drenge
15 Comments
Previous Post
Next Post