Hjertet på Bloggen # 5

Jeg har tudet (!) over dette indlæg, som Cristine har valgt at dele med os. For her er et af den slags tabuer ingen tør så meget som hviske om, og her er noget af den slags angst ingen af os ønsker at nogen skal rammes af. Her er Hjertet på Bloggen, og en Irriterende Følelse, som Cristine har turdet dele med os. Tusind tak! (Hvis du også har en af de frygteligt Irriterende Følelser, og du har lyst til at dele den, så send mig en mail: Julia@julialahme.com)

Kære Julia,

På opfordring fra din blog ”Hjertet på Bloggen” får du her et bud på den irriterende følelse.

Den også om de følelser der kommer og er, når man bliver mor.

Jeg har overvejet det meget længe dette jeg nu vil skrive. For det handler om et tabu. Normalt er jeg meget kontrolleret og ved altid, hvad jeg gør og hvorfor jeg gør det. Du finder ikke mig i en situation, hvor jeg ikke kan forklare mine handlinger.

Og så blev jeg mor.

Nå here goes!

Den blå streg på den lille pind, gjorde hele forskellen. Vi skulle være forældre. I samme øjeblik stregen viste sig, smed jeg meget symbolsk, smøgen ud af døren og sagde: Aldrig mere!

Og det har jeg holdt lige siden. For det kan jeg! Kontrollere mig selv og ofte også mine omgivelser.  Og jeg var sikker på, at det her skulle jeg nok klare.

Der gik 9 måneder og de var fyldt med lykke, angst, glæde, tåre, 35 kilo og kærlighed.

Og så kom han. Vores lille dejlige smukke fantastiske guldklump. 18 timer skulle han bruge på det og jeg skreg min kærlighed ud i den sidste presseve: JEG ELSKER DIG! Jeg tror alle på Odense Universitets Hospital kunne høre mig…

Jeg havde elsket ham længe før jeg havde tænkt på ham. Og han var så fin, så skøn, trak vejret som han skulle og var bare min!

Alt var lykke og idyl.

Indtil han fik kolik.

Og det gjorde han. For fulde udblæsninger i 3 stive måneder. Intet hjalp. Mad, bleskift, svøb i dyne, bryst – intet. Heller ikke kærlighed.

Eller sådan føltes det i hvert fald. Og jo mere den følelse bed sig fast, jo mindre fik jeg lyst til at vise ham kærlighed. ”Så er du fanme også selv ude om det” for lige i det samme øjeblik tage ham op og knuge ham indtil mig, kysse ham, elske ham og trøste.

Jeg var så splittet. Og jeg har aldrig følt en mere irriterende følelse før. For jeg ville bare elske. Jeg elskede jo! Men hvorfor ville han ikke have min kærlighed? Er jeg ikke god nok, spurgte jeg ham om, mens han lå ved mit bryst og havde et roligt øjeblik. Fik du ikke den mor du gerne ville have? Og alt væltede op. Er jeg en god datter, er min mor en god mor? Hvorfor har jeg ikke nok veninder? Og alt blev ved med at falde tilbage på  mig selv. Nej du er bare ikke god nok! Du kan ikke finde ud af det her. Du kan ikke trøste dit barn, du dur ikke til noget.

Det værste var, at når jeg havde dunket mig selv tilstrækkeligt nok, så jeg ned på ham –  min lille guldklump – og så væltede det over ham. ”Du har taget det hele fra mig” ”Hvis ikke du vil have min kærlighed, så må du passe dig selv”. Ja, jeg græder nu, bare af at skrive det. For intet kunne være længere fra sandheden –  nu. Men på det tidspunkt, var det min sandhed. Min frygtelige sandhed. Jeg kunne bare ikke mere. Han skreg og skreg. Han ville ikke sove om dagen. Han ville ikke ligge alene, han ville ikke være i barnevognen, han ville ikke elske mig… Og hvis han ikke ville, så ville jeg heller ikke… Jeg kunne hade ham uden at mærke hadet. Jeg kunne elske ham uden at mærke det og jeg havde nogle gange lyst til bare at gå. Gå fra ham. Lade ham ligge, være ligeglad, tage høre telefonerne på, skrue op for noget hidsigt musik og så bare gå. Gå fra alle og deres gode råd som ikke virkede. Gå fra alle dem der aldrig ringede, gå fra dem der syntes jeg var en dårlig mor, gå fra min mand som kunne tage på arbejde, gå fra mit barn…

Heldigvis findes der engle. Og sådan en har jeg. Hun så mig, hjalp mig og viste mig vejen ud af det helvede jeg syntes jeg var i.

Det var ikke en fødselsdepression jeg havde – men en fødselsreaktion. En reaktion, på et liv i kontrol som pludselig på ingen måder, var i kontrol mere.

Jeg ved i dag, at jeg var elsket –  mere end jeg nogensinde har været – for jeg var den eneste der kunne bringe ro hos ham. Han slappede af så snart han lyttede til mit hjerte og lå på mit bryst.

I dag, kan vi snakke sammen bare ved at se på hinanden. Jeg kender ham og jeg holder aldrig op med at kende ham.

Jeg er elsket og jeg elsker.

Så kære Julia, min irriterende følelse må være at jeg skulle slippe kontrollen. Men allermest, at være bange for ikke at kunne elske.

Kærlig hilsen

Cristine

18 Comments
Previous Post
Next Post