Hjertet På Bloggen # 2

Så kom der mail. Fra Mia, som deler denne fine, hårde og meget hjertegribende historie om sine egne Irriterende Følelser med os andre. Husk at hvis du har lyst til at være med til at lægge hjertet på bloggen, så send mig en mail julia@julialahme.com

Ja pyha – din med samvittigheden kan jeg kun tilslutte mig, men der er også en anden følelse, som ligger op ad den dårlige samvittighed, som i den grad irriterer mig ved mig selv – nemlig følelsen “ikke at slå til”.

Jeg vil indlede med at fortælle, at jeg sammen med min mand har en dejlig dreng på 20 måneder – August. August fik som 15 måneder gammel konstateret mbl-mangel, som er en medfødt genfejl i immunforsvaret. Dette blev konstateret efter 5 måneders uafbrudt (som i UAFBRUDT) sygdom. Dvs. at vi i de sidste 10 måneder næsten hver eneste dag, og med maximalt 5 dages mellemrum har haft et sygt barn.

Her er så mine tanker om det “ikke at slå til”.

En dagligdag i mit liv

Natten er gået med at passe vores syge dreng. Vi tager bytte-runder herhjemme, så vi kan sove nogle minutter i streg uden at blive afbrudt, hvis altså vi kan sove for det der foregår udenfor soveværelsets dør. Kan godt være at guldklumpen har været syg det meste af natten, men det betyder ikke, at han sover længere om morgenen. Så vi er oppe ved 5 tiden – en af os. Kl. 6 kan vi så bytte, så vi begge har fået bare det der minder om søvn før dagen rigtig begynder. Afsted på arbejdet, hvor jeg som lærer i den grad er på. Kan aldrig sætte mig i et hjørne og lade som om jeg arbejder, men i virkeligheden sover. Frikvarterene går med gårdvagter og fri kl. 15 suser jeg hjem for at hente min øjesten, som ikke havde feber el. hosteanfald i morges og derfor er blevet afleveret i vuggestuen (hvilket i sig selv jo kan give en hver forælder dårlig samvittighed). Hjem og være super-frisk-hvad-skal-vi-lege-mor indtil far kommer ind ad døren lidt over kl. 16. Så går eftermiddagen med det samme som i alle hjem med små størrelser; madlavning, bad og putteritual, som i vores tilfælde er en hel historie i sig selv eftersom barnet næsten altid er syg. Når så den skønneste i verden sover, kan jeg sætte mig ved computeren for at forberede mig til morgendagens undervisning. Kl. 21 kaster jeg mig i seng for at håbe på nogle timers søvn inden vi starter forfra. Og nå ja – min mand, ham har jeg så ikke haft det der minder om tid til.

Med sådan en dagligdag er det umuligt “at slå til”. Man er rent ud sagt skide træt hele dagen lang og slår hverken helt til som lærer, som mor, som hustru og at være noget for sig selv – ja det eksisterer slet ikke. Så hvordan kommer man denne irriterende følelse til livs??

Jeg mener, jeg gør alt hvad jeg overhovedet kan. Jeg knokler for at alt virker – at alt kører på skinner, men samtidig ligner jeg efterhånden ikke længere mig selv. Jeg er blevet bleg, griner ikke længere så ofte og føler slet ikke jeg er et menneske længere – nærmere sådan en zombie-ting.

At slå til… tja – måske er der en mening med at man hele tiden føler man skal kunne række lidt længere end man gør – måske er det netop det der driver os, giver os noget at leve for. Jeg kender ikke svaret, men jeg ved at følelsen ikke at række til er en hård én at besidde, specielt når man vitterlig føler man løber stærkere end nogensinde.

Mange smil (eller i hvert fald dem der er tilbage her kl. 21.28) fra Mia
( http://mammamiasverden.blogspot.com/ og http://mblmangel.blogspot.com/ )

6 Comments
Previous Post
Next Post