GÆSTEBLOGGER: METTE HOLBÆK
Mette, som vi kender hende
Det er fredag, og dette indlæg er ganske, ganske særligt. Min veninde og lejlighedsvise partner, Mette Holbæk, gæster os nemlig i dag. Mette har mildest talt haft et udfordrende år. De af Jer, der har fulgt med på Mettes nyhedsbrev , eller på hendes blog, ved at hun er blevet mor til lille fantastiske Saxe. Alt for tidligt. Mette er i denne uge i et meget læseværdigt interview i Alt for Damerne om den hjælp, hun fik fra en engelsk Maternaty Nurse, som har boet hos Mette og hendes familie i perioder efter Saxes fødsel. Her fortæller Mette om at (turde) bede om hjælp, og viser os private billeder fra tiden (billederne er Mettes, og må ikke bruges andre steder).
Stå stille, så englene kan lande
– eller Kan du bede andre om hjælp?
Jeg kan ikke. Eller rettere: Jeg kunne ikke. Nu er jeg ved at lære det. Men som med så meget andet virkelig vigtigt, blev det på den hårde måde.
Måske er du en af den slags damer, der altid har været god til at indse, hvornår du havde brug for støtte, og bedt om det. I salute you.
Men hvis du er lidt lige som mig, er du om ikke opdraget til så i hvert fald altid blevet rost for at være selvstændig, stærk, udholdende, effektiv. I stand til.
Jeg har solet mig i det. Vredet mig veltilfreds rundt i mit ry som som one lean working machine. Det er sådan, jeg elsker at se mig selv. Måske er det, fordi jeg er fra Jylland. Der bliver i hvert fald praktiseret en del ’man skal yde, før man kan nyde’, der hvor jeg kommer fra.
Bagsiden af al denne ’jeg kan selv’ er, at du også tror, at du ’skal selv’. Og så er det noget svært at bede om hjælp, selv fra sine nærmeste, når lokummet brænder. For det første fordi der skal stå meterhøje stikflammer ud fra pågældende lokum, før sådan en som mig vil anerkende, at det overhovedet bør betragtes som en selvstændig begivenhed, for det andet fordi det mest nærliggende er at løse problemet selv. Jeg er ked af det, men det falder mig bare ikke naturligt at involvere andre i mine problemer, store eller små, jeg vil hellere finde en løsning selv, når nu jeg godt kan tænke mig frem til, hvad det er.
Mette, hjælpeløs på hospitalet
Har du det også sådan? Så tillad mig foreslå en røvtur lidt a la min: Jeg var gravid med min anden søn i 23. uge, da vandet pludselig gik, og jeg blev indlagt på hospitalet i totalt sengeleje (det betyder, du må tisse og tage ét hurtigt bad om dagen, ikke at du må gå ned ad gangen efter en kop te), indtil minimanden meldte sin ankomst en rædselsfuld, opslidende måned senere, 13 uger for tidligt. Derefter fulgte to måneders hardcore indlæggelse på neonatal-afdelingen og tre måneders ’udslusnings-indlæggelse’ i hjemmet, alt sammen mens jeg skulle forestille at være tilstede for min søn på 4 år og min virksomhed. Det var ikke lige, hvad jeg havde regnet med. Og selvfølgelig ønsker jeg ikke, at du skal prøve noget, der bare minder om det. Virkelig. Jeg ville ikke ønske det for min allerværste fjende. Men måske bare en forstuvet ankel? En lidt hård influenza?
Jeg er slet ikke færdig med at absorbere de eksistentielle pointer, hvis vi kan kalde det det, i det forløb, min lille familie og jeg har været igennem, men jeg ved allerede nu, at de er talrige. Det kunne man helst sikker skrive både en lejlighedssang og en svært tilgængelig digtsamling om; det er nok for mig at vide, at jeg er færdig med at tage livet og børnene og kærligheden for givet.
Men jeg er også færdig med at være sådan en, der ikke kan bede om hjælp, for boy, er jeg blevet hjulpet det seneste halve år. Når jeg se på listen, bliver jeg rystet over, hvor lidt, jeg kunne uden, og rørt over al denne menneskelige interaktion, jeg trods de hæslige omstændigheder fik lov at være en del af.
Til ære for dig, der slår dig i tøjret ved tanken om ikke at være 100 procent selvstændig, selvkørende og selvforsynende, har jeg prøvet at skrive nogle af de punkter, jeg måtte afgive styringen på, mens jeg var nede at bide i græsset med min baby. Tro mig, det var ikke dem alle, jeg bad om selv (så hellere dø), men heldigvis er mine omgivelser klogere end mig:
Mette med Saxe, tre uger gammel
Bad
Min søster kom tre gange om ugen på Rigshospitalet og hjalp mig i brusebad, som jeg indtog siddende på en gammelmands-skammel af frygt for at overlade mit ufødte barn for længe til tyngdekraften. Hun tørrede mig, barberede mine ben, smurte mig ind i olier, en veninde havde sendt fra Berlin, og gav mig rent, grimt hospitals-undertøj på. Og så skiftede hun mit sengetøj, mens jeg ventede ude på skamlen. Tre gange om ugen.
Lille Saxe i bad
Pasning
Min søster boede som en overgangs-forteelse tilfældigvis hos os, da jeg blev indlagt, og hun blev boende, til vi kom hjem igen. Sammen med min svigermor overtog hun det meste af pasningen af min ældste søn, madlavning og husholdning. I weekenderne kom mine forældre fra Jylland til afløsning. Nej, jeg ved ikke, hvor noget bor i mine skabe længere, og sådan er det. Jeg tror heller ikke, at jeg finder ud af det. Ligesom at min ældste nu har en hel sæson af tøj, overtøj og sko, jeg ikke har været med til at købe. Ville jeg havde iført ham nogle andre farvekombinationer? Måske. But who the f*ck cares.
Kommunikation
Dagen efter jeg blev indlagt, overtog min assistent min telefon og min indbakke og al min kontakt med verden udenfor hospitalet, og sådan fortsatte det resten af året. Det var overraskende nemt at sige farvel til, du skulle prøve det en dag. Der bliver så dejligt stille.
Mad
Uanset om han havde sovet på en madras på gulvet i jordemødrenes samtalerum eller med den ældste derhjemme, i den anden ende af byen, kom min mand hver morgen med morgenmad til mig, bestående af en anden venindes hjemmebagte boller, varm te og et heftigt udvalg af kosttilskud, specielt sammensat til den trælse anledning af en tredje veninde og hendes ekspert udi den slags. Til middag kom et bud med lige så sund frokost fra et økocateringfirma, bestilt og betalt af fire venner i fællesskab – resterne spiste jeg til aftensmad.
Tøj
En femte veninde købte en mindre hospitalsgarderobe for mig, så jeg havde blødt tøj og flade sko nok til at holde den kørende (ikke ligefrem noget, jeg havde meget af i forvejen i skabet). Jeg har planer om at afholde en rituel afbrænding af en nu meget slidt Moshi Moshi Mind-cardigan senere på året.
Karriere
De kursusforløb, jeg lige havde sat i gang efter sommerferien, blev kørt videre af de fantastiske mennesker, jeg laver dem med, og uden at blinke fortsatte alle med at med at udbetale mig mit honorar, selvom jeg ikke kunne arbejde. Huset reddet. Evig taknemmelighedsgæld etableret.
Pleje
Efter kejsersnittet sov min søster på gulvet ved min seng for i de to døgn, hvor jeg ikke kunne rejse mig op uden at brække mig, at hjælpe mig med at krybe ud at tisse og i seng igen. Hvem har fundet på den regel med, at det er så godt at kunne gå selv dagen efter sådan en giga-operation, en mand?
Det var kun et udpluk af de gode gerninger, jeg fik brug for. Det havde været svært grænseoverskridende, hvis jeg stadig havde haft nogle grænser at forsvare på det tidspunkt. Men det havde jeg ikke, jeg var på ryggen, med bugen i vejret, og for første gang klar til at se, hvor meget vi har brug for hinanden, og hvor fantastisk det er at blive hjulpet.
Havde jeg haft overskud til at tænke over, hvad der foregik, ville jeg nok have været bekymret for, hvem jeg var, hvis ikke jeg kunne være hende den stærke. Om der var noget mig tilbage, når al handlingens kraft var taget fra mig. Men det var der. En, der måtte smide alt det andet, der virkede vigtigt men ikke var det, for at få sin søn til verden. Hende kunne jeg også godt lide.
Du kan læse en artikel om mig og minimand Saxe og babysitter extra ordinaire, Jacqui, der blev vores endelige store redning, i Alt for Damerne i denne uge. Når du er nået så langt her i dette blogindlæg, vil du vide, at hun kun er én af en sværm af engle, som faktisk lander på ens skuldre, hvis man står stille længe nok …
Lækre Saxe i dag!
Tror nok den ramte lige i hjertet og jeg er slet ikke fra jylland, men kender rigtig godt den der fighter ånd ;0) Fantastisk indlæg!
vil så gerne skrive en kommentar, men er helt tom for ord… av, av, av, tillykke, hurra og kram herfra
Jeg ser på billeder af smukke, lille Saxe. Til forveksling kunne de ligne billeder af min søn, som blev født 2 måneder for tidligt. Når man står midt i en krise, så fatter man slet ikke at det sker. Man fanges af følelsen af stor uretfærdighed, og når den følelse er passeret, så overgiver man sig til virkeligheden. Jeg kender virkeligheden i at føde et præmaturt barn fra egen krop. Jeg var ikke så god til at tage imod hjælp som Mette men det ville jeg ønske at jeg havde været. Næste gang lover jeg at stå stille, så englene også kan finde fodfæste på mine skuldre.
Tankevækkende og meget hjertevarmende med al den hjælp… Mette du er i sandhed omgivet af engle.
Kære Mette
Det man ser i andre rummer man selv – så det er helt din egen fortjeneste, at så mange engle lander ved dig. Husk det og vær stolt af det.
De kærligste hilsner
Ea
Så smukt og rørende, at tårerne triller, Mette.
At stå stille længe nok til, at englene kan lande på skuldrene vil jeg tage med mig.
Tak.
Fantastisk indlæg, mine drenge er begge født ved kejsersnit efter 2 ens, mislykkedes og kompliserede fødselsforløb, som en (mandlig) overlæge overtalte mig til . Den hjælpesløshed man har derefter er bare ikke fed, og jeg fødte endda til tiden. Tusind tak for et godt indlæg, jeg vil skynde mig ned at købe Alt for Damerne.
Fantastisk ærlig og livgivende historie. Kan godt forstå, at du er færdig med at tage noget for givet. Og hyldest til alle de mennesker omkring dig, der u-selvisk hjalp dig på alle leder og kanter og til dig for at tage imod den.
Tak Mette!
Gud, hvor er han smuk din dreng!
Tusind tak for din ærlige og rørende historie. Så kan jeg vist godt pakke petitesse-problemerne sammen – det er sgu godt med noget perspektiv en gang imellem…
KH
Puha, ja, sikke en historie… ærlig, ægte og livsbekræftende! Og sikke en erkendelse at gøre sig, måske dukker den kun op, sådan for real, under ekstreme omstændigheder som dine?? Tillykke med din lille smukke dreng
“At stå stille længe nok til, at englene kan lande på skuldrene”… er et sætning jeg vil tage med mig fremover…
TAK!
Tak for et super godt indlag! Fantastisk historie og vidunderlige veninder og familie du har!
Efter to akutte kejsersnit (hvor det sidste førte til en næsten sprængt tyktarm, ny operation og næsten et døgns adskillelse fra min lille søn), så ved jeg også, hvor svært det er at bede om hjælp. Men Gud hvor er det en lettelse, når man gør det!
Meget rørende indlæg, smukke dame..
At være taknemmelig genfortryller livet som intet andet, så du er heldig at have sådan nogle fantastiske venner og sådan en fantastisk familie at være taknemmelig for.
Lige nu er jeg taknemmelig for at have været til stede, da ‘miseren’ startede, hvilket fik mig til at følge med fra sidelinjen – for ser du, jeg er heller ikke særlig god til at bede om hjælp, og din historie sætter naturligvis tankerne i gang..
Glæder mig til at se jer på mandag.
Stort kram,
M
Årh, hvor det er både dejlig og hård læsning når man sidder her midt i 30. graviditetsuge. Hvor helt utroligt dejligt opmuntrende og livsbekræftende at se, hvor skøn man kan lige kan gå hen at blive, selv med så tidlig en start på livet! Stærkt gået af dig, af din lille dreng og alle de gode mennesker i dine omgivelser!
Fantastisk historie……
Tænk engang på dem, der ikke ønsker hjælp fra omgivelserne, de vil aldrig mærke al den kærlighed og omsorg fra deres nærmeste – og at mærke det er jo fantastisk!
Held og lykke fremover.
Hvor er det en inspirerende historie! Tak fordi du ville dele den – og tillykke med din sejr – og med Saxe, miraklet over dem alle!
Får gåsehud over din søster og dine veninder og din mand og din mor og alle de andre der hjalp jer i den svære situation, hverdagens helte…..
En smuk kærlighedshistorie – og en smuk historie om at lære at bede om hjælp. Vi er alt for mange, der ikke har lært det endnu …
Tænk at du er omgivet af så mange dejlige mennesker. Din søster…..åh hvor hun har givet….! Og alle de mennesker har givet dig alt den hjælp og kærlighed, fordi du er….dig! Fordi du har fortjent det. Og fordi du heldigvis….(okay, blev nødt til….) tog imod.
En smuk historie, en smuk kvinde – mor (dig) og sikke en bedårende, lille charmetrold, ham din Saxe. Selvom han allerede har “budt dig meget”, så har han også haft en helt afgørende betydning for dig…..de børn…..vi lærer så meget af dem/pga dem. Det er en smuk ting, du har lært/fået ud af en tid, som bare lyder så forfærdelig hård.
Jeg er helt rørt, når man tør bede eller er tvunget til at bede om hjælp, så kommer det. Fantastisk:-)
Meget rørerende historie og dejligt afvæbnende skrevet. God resonans – selvom man som mand sjældent bliver sat i samme situation af livet selv. Dermed også sagt at din histories kerne indeholder saft og kraft til at få også mænd til at stoppe op og agere landingsbane.
Din beskrevne store ubalance indeholder jo desværre et sæt skyklapper – for begge køn.
Med egen historie i baghånden spørger jeg derfor: Skal vi ikke skrive en historie, der kan krænge skyklapperne også af mændene…?
Sikke et indlæg. Giver tårer i øjnene og gåsehud på armene! Hvor er du heldig at være omgivet af så dejlige mennesker, der er der for dig, da du havde virkelig brug for det. Skønne skønne engle, og hvor må du have en fantastisk søster!
Tillykke med ham den lille lækre Saxe, han er da for kær på det sidste billede der! og vildt fint navn, har jeg ikke hørt før og det er straks røget ind på favorit listen over potentielle babynavne til potentielle babyer:)
tak fordi du delte!
Hej Mette, tillykke med lækre Saxe!
Dejligt at I er kommet så langt, og skønt med al den hjælp I har modtaget.
For 14 år siden blev min den yngste født 14 uger før termin, og jeg ved (desværre) at kampen ikke nødvendigvis stopper den dag man er fri af hospitalet.
Så hold fast i dine engle, og ikke mindst i din nyfundne evne til at bede om hjælp. ♥
Det var rørende. Sådan, at det trak tårer. Det var en øjenåbner – hvorfor, holder jeg for mig selv.
Tak fordi du gav en flig af dig selv og tak til dine engle.
/Julia
Jeg har erkendt, at jeg har brug for hjælp. Var én der også altid klarede sig selv, men en kronisk sygdom har virkelig kostet på energikontoen og givet nyt perspektiv. Desværre bliver jeg misforstået, når rækker ud eller overset. Mennesker vil gerne hjælpe, men det er der, hvor de selv kan se behovet, og ikke der hvor jeg siger det er. Jeg er træt af at have indset, at jeg ikke kan klare mig selv, men at blive afvist, når jeg forsøger at få hjælp. Problemet er nok, at da jeg ikke er vant til at række ud efter hjælp, gør jeg det for sent, hvor behovet er for stort, og jeg derfor ikke kan takle et afslag. Der sikkert er fair nok, at afslå, fordi omgivelserne ikke kan se, at jeg først spørger efter hjælp, når jeg er på mit yderste. Desuden er overfladen nok også for perfekt, jeg bruger stadig en kæmpe energi på at holde tingene kørende, men det bliver ikke ved med at gå, og det kan vel ikke være meningen, at jeg skal ryge helt ned, før der kommer noget støtte.
Jeg har altid forsøgt at være der for andre, og er det stadig. Mit skjulte motiv er nu, at jeg har behov for, at der bliver betalt tilbage på kontoen.
Et held et familie og venner er der for dig. Det lyder ikke til, at den nødvendige pleje og omsorg ikke var der på hospitalet? Hvad gør de, der ikke har familie og venner?
FUCK .. jeg har lige brækket min ankel …
Åh Mette, hvilken en fantastisk historie. Jeg må indrømme, at jeg fik noget af en klump i halsen. Jeg kender det alt for godt selv, det der med ikke at bede om hjælp, men jeg er blevet bedre. Takket være Dig, Pernille og Business Bootcamp.
Jeg var en af dem, der var godt i gang med BB, da lillemanden ville til verden, en Bootcamp der lærte mig, at det er ok, faktisk meget vigtigt, at være den, som jeg er. At jeg som stylist, ikke behøver at være en overstylet, højtråbende madame, men at jeg ved at være den jeg er, tiltrækker mit helt eget publikum. Tak Mette! Tak for kommentarerne fra sengekanten på Riget du sendte til os alle og tak fordi du delte din historie
Tanker herfra til dig og din familie!
Hilsen Gitte Thøgersen alias StilGuru