Månedsarkiv: maj 2010

En god bog-dag

Jeg har været til møder i dag, på verdens bedste forlag. Et sted, der dufter af bøger, har gulvtæpper og ro, og en hel masse mennesker, jeg er så glad for at arbejde sammen med. På sådan en lang mødedag, får jeg set på flere bogreoler end på andre slags dage, for på forlaget er der bøger alle steder. I stakke, i hylder, stillet frem som pynt, brugt som dekoration, inspiration, og som det helt særlige mål for mange drømme. I dag fik jeg øje på Pretty Inks titler, og på, hvor fantastisk, pæne de er. Se denne fine hylde: lækre farver, lækre titler, kloge damer:

Brev

Ja, jeg ved det godt – jeg havde lovet at holde op med at tale / skrive om mit nyhedsbrev, som jeg er både stolt af og glad for. Men nu bliver jeg nødt til at tale om det igen, for sammen med genfundne venner har jeg simpelthen fået lov til at give alle modtagerne af mit nyhedsbrev en gave i morgen. Og det er altså en af den slags gaver, jeg selv er vildt glad for. jeg siger det bare. Og du kan skrive dig op her.

Fra weekenden og direkte ind i Mandagen

Kender du de mandage, hvor der bare er fuldstændig smæk på, alt skal gå stærkt, og man ved at det bare handler om at skynde sig at ryste weekendtempoet af sig og springe ud i ugen? Sådan en dag har jeg i dag. Men jeg har faktisk glædet mig, for det er gode ting, jeg skal. Weekenden har været skøn med Elias. Han var ude hele eftermiddagen i går sammen med Johan og kaste med sten ved stranden (åbenbart noget af det mest sindsoprivende spændende, man kan forestille sig), i regn og blæst og efterårsvejr i maj. Han kom hjem og var lykkelig med sut i munden og røde kinder, og kolde hænder, og fuld af historier.  Historier om sten, der siger plop og verdens mest fantastiske far, som ovenikøbet kan køre bil. Vildt. Det er historierne, jeg er vild med. For eksempel den om, Usli Hafe. Usli Hafe er nemlig det bedste sted på hele jorden, og her man kan være så heldig at møde en tiger, der siger BØØØØH.

Ps. Hvis du mod forventning ikke ved hvad Usli Hafe er, så er det naturligvis det bedste sted på Jorden, nemlig Zoologisk Have.

Maj

Maj er ved at slutte og det har været den koldeste af slagsen i flere år. Så vidt så godt – jeg er helt med på at vintertøjet / ulden snart er dømt ude, men se lige en himmel, kastanjer i blomst og det der helt særlige lys. Når forsommeren dufter af kulde og regn, og lyset er blidt og dæmpet, så er der altså også noget at blive glad af.

Hjertet på Bloggen #10

Der er tikket en mail ind fra Marie, som deler en følelse med os, som de fleste af os helt sikkert kan genkende. Jeg kan, i hvert fald.

Min irriterende følelse er bekymringen om, hvad andre tænker om mig som mor.
Jeg har været mor i et halvt års tid, men allerede i graviditeten gik det op for mig, hvor mange meninger og holdninger andre folk har til det lille liv der er inde i maven. Og at man allerede dér er nødt til at finde ud af hvad man selv mener. Spørgsmål som “I vil vel kun give barnet økologisk mad ikke?” eller “I må jo huske, at barnet har godt at at græde lidt ind imellem, ellers lærer det aldrig at klare sig selv” gjorde, at jeg var nødt til meget hurtigt at finde ud af hvad JEG ville, for jeg måtte jo svare på spørgsmålene. Og midt i et af mine svar var det så at jeg tænkte “Hvorfor står jeg her, og forklarer mig? Hvad RAGER det egentlig andre hvad jeg har tænkt mig?”. Og da gik det op for mig, at jeg altså har et udpræget gen for at gøre tingene på en måde, så andre synes at jeg gør det godt (nok). Gamle damer der kigger sammenbidt på mig i bussen hvis min søn græder, kan hyle mig helt ud af den. For slet ikke at tale om hvor meget krudt jeg bruger på, om min familie og mine veninder tænker, at jeg er en god mor. Og det ved jeg jo godt inderst inde at jeg er. Min søn er glad og tryg, og det er tydeligt at han er glad for mig. Så hvorfor bekymrer jeg mig sådan?? En klog mand sagde en gang noget i retning af, at hvis man vidste hvor lidt krudt folk brugte på at tænke grimme ting om én, så ville man ikke være så bekymret. Det vil jeg forsøge at huske på. Og så bruge min energi på mig selv og min søn i stedet.

Dér har mig og morfar været

Elias har været syg i denne uge, og i går eftermiddags var han stadig halvsløj men i dén grad klar på at der skulle ske noget. Så vi gik på biblioteket. Dér gik Elias direkte hen til fagbøgerne, greb målrettet ud mod den plastic-dims, der deler bøgerne op, og som havde prædikatet: TERROR.


På den der deler-dims var der et lille billede af de rygende twin-towers. Med stor overbevisning sagde Elias: Dér har mig og morfar været. Jeg spurgte: Nå, hvad lavede I så der? Svaret lød:

Vi kiggede på heste og elefanter som siger tuuuut tuuuut.