Tryk på knappen og se hvad jeg i denne uge har valgt at teste
Der er steder man i princippet bør holde sig fra på det der internet, men ind i mellem kan man komme til at klikke sig derhen alligevel. Sådan har jeg det lidt med dette inspirerende site. Hos Mrs Booths kan man klikke og købe, meeeeen, man kan også bare tjekke det hele lidt ud og donloade de gratis glæder (Under free stuff).
Klokken er 06.21. Jeg har været vågen i en time, og oppe endnu længere. Der er kaffe i min kop og stille i lejlidheden, bortset fra Elias og Postmand Per. Nu er jeg så kommet i tanke om at jeg har glemt at dele gårsdagens klumme i JP med Jer. Den handler naturligvis om at være væk fra Elias.
Hvis du elsker at skrive, gerne vil skrive mere, eller i virkelighden bare ikke kan lade være med at nørde rundt i ord og bogstaver, så kan det være at du ville have lyst til at klikke dig hen på mit andet site, hvor jeg har lagt et par indlæg op om tekstforfatteri. Klik her, og her.
Nej da, jeg er søreme da helt og aldeles rolig.
Helt rolig.
Min søster og svoger skulle hjem fra Indien i fredags – altså to dage senere end Johan og jeg skulle hjem. Og de sidder ligesom tusinder af andre danskere, og millioner af andre mennesker, fast. De kan ikke komme hjem, på grund af den der (GRRRRRR indsæt selv bandeord efter behov) askesky der hænger og dingler over Europa. Jeg er så træt af det. Og de har det godt, så der er ingen grund til panik, borset fra at jeg savner min søster helt ind til benet, og at ham der Onkel Helmer, da efterhånden i den grad også er savnet. Desuden har de begge arbejde, de er nødt til at få kigget på, og i det hele taget handler force majeur (GRRRRR indsæt selv bandeord efter behov) jo om at overgive sig til at noget er større end en og at man intet kan gøre. Det er jeg ret træt af.
Jeg har det langt bedre med at handle, end med bare at sidde og vente, og hvis jeg kunne sende ponyekspressen ud efter dem, så havde jeg gjort det. Jeg hader at vente. Og, ja, de er bedre stillet end dem, der må sove i lufthavne og så videre, men det er stadig synd for dem. Fik jeg sagt, at jeg gerne vil have dem hjem? NUUUU. Tak?
Der er gaver, og så er der gaver. Der er dem, der falder på mærkedage, og så er der dem, der kommer ud af det blå. De sidste er sjovest at give, men helt ærligt også allersjovest at få. Lige inden det begyndte at regne i dag, stod jeg på et Bibliotek. Vigerslev Bibliotek, og der blandt tilskuerne sad min blogven Bjørg, som simpelthen havde taget chokolade med til mig, og denne vilde, farlige pose med slik og en guldindpakket sag, jeg glæder mig til at han skal åbne. Så sejt, altså! Og så rørende.
