GÆSTEBLOGGER: Minister for Ligestilling, Lykke Friis

Herude på bloggen har vi jo set en del på ligestilling og kvinderoller. Også gennem de gæstebloggere, der har været søde at give deres holdninger til kende. Men hvad siger ministeren? Hvor er vi på vej hen, og hvad mener hun, vi skal gøre? Jeg er meget glad for at Lykke Friis har fundet tid til at deltage herude, så with no furthe ado, giver jeg mikrofonen til ministeren:

Efterlysning!

Moderne ligestilling er ikke en kamp mellem kønnene, men et fælles projekt for kvinder og mænd, drenge og piger. Mit udgangspunkt er, at alle, uanset køn, etnicitet og uddannelsesmæssig baggrund, skal have lige muligheder for at leve deres liv og forfølge deres ambitioner.

Jeg har to store mål på ligestillingsområdet. Jeg vil for det første sætte gang i en omfattende efterlysning af kvinder og mænds talent. Ligestilling skal handle mere om ressourcer og bedre brug af menneskers potentialer og mindre om feministiske argumenter om, at det skulle være “synd for kvinderne”. Ligestilling skal ses som et afgørende middel til at opnå de mål om viden, vækst, velstand og velfærd, som regeringen har opstillet og som vi arbejder for frem mod 2020. Kvinder og mænds mangfoldige talenter er derude, men kommer ikke altid til udfoldelse. Piger og drenge er født lige vakse, og vi har ikke råd til at undvære nogen af dem.

For det andet vil jeg gerne ændre ligestillingsdebatten, så den ikke kun er for kvinder og om kvinder. Vi skal starte en ny debat, der ikke kun drejer sig om kvoter, lønstatistik og 50-50 procent, men om bedre udnyttelse af alle talenter, større respekt for forskellighed samt ligestillingens betydning for fremtidens vækst og velfærd. Hvis jeg kan få debatten til også at fokusere på talent og kompetencer og hvordan ligestilling er en del af Danmarks vej ud af krisen, vil der forhåbentlig være en del mænd, der pludselig spidser øren. For eksempel virksomhedsledere, der vil opleve, at vi taler til den økonomiske bundlinje i virksomheden.

Læs meget mere om ligestilling 2.0 i min nye Perspektiv- og handlingsplan 2010 på www.lige.dk

7 Comments
Previous Post
Next Post