En fælles erklæring
Du har sikkert allerede læst EAT, PRAY, LOVE af ELIZABETH GILBERT. Bogen er fantastisk – jeg må indrømme at jeg synes at første tredjedel er meget bedre end de sidste to tredjedele. Men det var sådan set ikke der, jeg ville hen med dette indlæg, men derimod herhen:
Oprahs magasin fylder nemlig ti år, og jeg har været på børnebiblioteket (tiketeket som det hedder herhjemme) og læst mens Elias har drønet rundt. I Oprahs 10-års jubilæumsnummer er der essays af mange fantastiske forfattere, som fortæller om, hvad de ønsker sig af de næste ti år. Heriblandt er der også et af Elizabeth Gilbert. Og her skriver hun følgende:
jeg kan virkeligt godt lide den erkæring, og er helt klar på at skrive under. Sig bare til.
Count me in!
Jeg er med!
Jeg skriver under med en meget stor kuglepen med uudslettelig blæk!
hørt hørt!!
Signed!!
Hermed underskrevet
JA!
JA!
JA!
Og tak for link og havde slet ikke set Oprahs kage før nu. Den er draperet med et blomsterhalstørklæde – sådan!
Jeg er med! Og præcis som dig var jeg helt klart mest begejstret for første trediedel af hendes bog. Den kunne jeg godt forholde mig til, mens de sidste to trediedele… der var jeg altså stået en smule af.
Nemlig! Slut med åndssvage, uopnåelige forestillinger om at leve det perfekte liv, og ind med solidaritet i form af ærlighed omkring alle aspekter af livet, så vores med-søstre (og – mænd) og os selv kan slippe forventningerne og måske bare begynde at leve!
Elsker det udsagn! Og kan ikke lade være at tænke endnu mere over, hvad perfekt egentlig er. Min kæreste siger tit, at jeg er perfekt, fordi jeg er perfekt for ham! Med alt hvad det indbærer af skænderier over manglende oprydning, svingende vægt, tudeture over arbejdspres og så selvfølgelig alle de gode ting. Men nu er jeg også så heldig at have en mand, der er ligeglad om jeg stiller op til fødselsdage i familien eller får lavet god aftensmad hver dag.
Det jeg mener er vel egentlig, at perfekt bør være hvad man selv gør det til. Og jeg ved godt at det desværre ikke er sådan i vores verden, men i min lille idealistiske verden inde i hovedet, så er jeg perfekt fordi jeg indeholder alle de forskellige elementer af at være menneske. Også dem der betyder at jeg ikke kan klare at være en konstant str. 36 og have et hjem der altid er rent. Og hvor er det en befriende tanke!
Dog må jeg også lige sige, at det er lidt sjovt at vi er nået dertil, hvor man som kvinde ofte har behov for at finde det sted hos en anden kvinde, hvor hun ikke lever op til samfundets vanvittige standarder. Hvorfor kan vi ikke have nok i vores eget liv, og hvile så meget i os selv, at det er ligegyldigt hvad Frk. Hansen når på en søndag, hvor vi selv ligger på sofaen og æder chokolade? Men det kommer nok først den dag, hvor alle kvinder stopper med at lade som om. Stopper med at lade som om alting er som det skal være altid. Og det er en helt anden snak
God søndag!
Rikke Gosch
…..Det var min underskrift……..
Og så kunne mange mænd lære noget af sådan en, som Julies mand ovenover…!
Jeg er også med!
Jeg elsker nu hele bogen – synes den er fantastisk fra start til slut. Jeg tror aldrig jeg har læst noget så indsigtsfuldt og samtidig så hylende sjovt som hendes beskrivelse af sin kamp med meditation.
KH