FERIEGAVE # 6: MIN RØDSTRØMPE ABC

Jeg er taget på ferie. I en uge. EN HEL UGE! Og jeg har lovet dem jeg ferierer sammen med at jeg er uden computer. I EN HEL UGE. Og selv om jeg i virkeligheden mener, man skal lade være med at være hjemme på bloggen, når man er ude (hvis I forstår), så kan jeg simpelthen ikke lade være med at vige pladsen for den legendariske Maria Marcus, som har udgivet en helt vidunderlig bog. Den er en blanding af et personligt memoir, en abc i rødstrømpe-paratviden, en historiebog, men også af en påmindelse om, hvad det er vi skal værne om i dette samfund. Og hvor længe den ligestilling vi har i dag har været undervejs. Så derfor, får I hver dag jeg er væk et indlæg / afsnit fra Marcus bog: Min rødstrømpe ABC. Den er udkommet på Politikens Forlag og jeg har lavet et lille bitte interview med Maria Marcus i det Femina, der udkommer 8. April. God læselyst.
Kh
Julia

Kvindebøger var ikke noget, avisernes litteraturkritikere
var vilde med. Det kom ikke bag på nogen, sådan havde det
altid været. Derfor har der også altid været kvindelige forfattere, der snød
sig til at udgive bøger under et mandsnavn. For eksempel den berømte franske
forfatter George Sand, hvis rigtige navn var Amandine Aurore Lucile
Dupin, senere baronesse Dudevant. Og herhjemme Karen Blixen, der kaldte
sig Isak Dinesen. Alt sammen for ikke på forhånd at blive stemplet som
uinteressant af anmelderne. Og det er lidt morsomt at tænke på i dag, at jeg
fik min første bog, Kvindespejlet, en satire over den traditionelle kvinderolle,
smidt i hovedet igen fra to forlag: Det var da vist kun noget for kvinder!
(Den blev dog udgivet i 1964).
I 1970’erne væltede det frem med kvindebøger, og de var vidt forskellige
og ikke altid lige lette at placere i de gamle båse – var det nu faglitteratur,
selvbiografier, essays, skønlitteratur eller hvad? Og hvem var forfatteren –
ofte stod der enten intet forfatternavn på titelbladet, eller også stod der en
halv snes. Der var titler som Kvinder på fabrik eller Kvinder i hjemmet –
bøger, hvor almindelige, anonyme kvinder fortalte en interviewer om deres
dagligliv med deres egne ord. Der var bøger, hvor en kvindelig forfatter
Pol_RodstrompeABC_19x25_S.indd 120-121 27/01/10 10.33
122 123
skrev på egne vegne og fortalte om sit eget kvindeliv ud fra sine personlige
erfaringer, gerne med alt det problematiske, som kvinder ellers ikke plejede
at lægge frem for offentligheden – af angst for at tabe ansigt. De bøger fik
gerne hæftet den nedladende betegnelse ’bekendelseslitteratur’ på sig af
anmelderne. Der var også bøger i en mere velkendt form – digtsamlinger og
romaner, hvor den personlige historie var holdt på afstand, og hvor der ikke
stod jeg følte eller tænkte, men han eller oftest hun følte eller tænkte.
Selv om kvindebøgerne ikke altid faldt i anmeldernes smag, var de til
gengæld af stor betydning for os; og naturligvis havde vi hver vores favoritter.
Her er min egen top ti-liste over tidens vigtigste skrivende danske
kvinder – digtere og debattører side om side – i alfabetisk rækkefølge:
Vita Andersen, Suzanne Brøgger, Bente Clod, Suzanne Giese, Bente Hansen,
Jytte Rex, Ninon Schloss, Charlotte Strandgaard, Kirsten Thorup, Vibeke
Vasbo.
Og så var der ikke mindst de udenlandske forfattere, der blev oversat til
dansk – her ligeledes min egen top ti-liste:
Simone de Beauvoir, Betty Dodson, Shulamith Firestone, Nancy Friday,
Betty Friedan, Germaine Greer, Kate Millett, Juliet Mitchell, Eva Moberg,
Marge Piercy, Alice Schwarzer.

1 Comment
Previous Post
Next Post