FERIEGAVE # 3: MIN RØDSTRØMPE ABC

Jeg er taget på ferie. I en uge. EN HEL UGE! Og jeg har lovet dem jeg ferierer sammen med at jeg er uden computer. I EN HEL UGE. Og selv om jeg i virkeligheden mener, man skal lade være med at være hjemme på bloggen, når man er ude (hvis I forstår), så kan jeg simpelthen ikke lade være med at vige pladsen for den legendariske Maria Marcus, som har udgivet en helt vidunderlig bog. Den er en blanding af et personligt memoir, en abc i rødstrømpe-paratviden, en historiebog, men også af en påmindelse om, hvad det er vi skal værne om i dette samfund. Og hvor længe den ligestilling vi har i dag har været undervejs. Så derfor, får I hver dag jeg er væk et indlæg / afsnit fra Marcus bog: Min rødstrømpe ABC. Den er udkommet på Politikens Forlag og jeg har lavet et lille bitte interview med Maria Marcus i det Femina, der udkommer 8. April. God læselyst.
Kh
Julia

Glansbilleder

Meget af det, vi snakkede
om i vores grupper, handlede om glansbillederne.
Åh, glansbilleder! Er der nogen (piger), der ikke elsker glansbilleder? Lyserøde
roser og himmelblå forglemmigej, englebørn med sløjfer og flæser – altså pigeenglene?
Kan man tænke sig noget mere yndigt? Sådan skal livet bare være…
Det gik igen i mange billedbøger: Haremor med hvidt forklæde ved komfuret,
harefar i lænestolen med avisen, og så de kæreste små harebørn, der
legede så sødt og uden at larme eller slås. Og senere i læsebøgerne, Søren og
Mette ved siden af hinanden med hver sin skolebog, Søren selvfølgelig lidt
højere end Mette og… jo: Sørens bog var søreme også lidt større end Mettes,
selv om de sad ved samme skolebord i samme klasse!
Sådan var de idylliske glansbilleder, vi var vokset op med og stadig
levede med i 60’erne. Der var noget at se frem til: At blive gift med den
eneste ene og blive en lykkelig familie med yndige børn, som var så kære
og 100 % harmoniske, at det var umuligt ikke at elske dem hvert sekund på
dagen, især ved morgenbordet, hvor ingen nogensinde havde travlt eller var
stresset – den lille lykkelige cornflakes-familie!
Glansbilleder, drømmebilleder. Men der var også skræmmebilleder: Hvad
nu, hvis det aldrig lykkes? Hvis jeg aldrig finder den eneste ene, hvis jeg
ikke kan få børn, hvis jeg ikke kan finde ud af at lege med mine børn, hvis,
hvis, hvis… hvis jeg bliver en mislykket kvinde? Hvis mit liv bliver en fiasko?
Glansbilleder er noget, man bytter sig til. Eller som man arver, overtager
fra mødre og tanter og bedstemødre og fra hele den kultur, man vokser op
i. Vi var vant til at bytte billeder med hinanden, men vi havde svært ved
at slippe de gamle billeder til fordel for nogle nye, mere realistiske. Vi var
bange for at blive kaldt kolde og ukvindelige, bange for at føle, at vi var helt
forkerte. Men da vi begyndte at snakke om disse tanker med andre kvinder,
så kunne vi mærke at der skete noget, noget nyt og uventet:
For hvad skulle vi stille op med de yndige glansbilleder, når virkeligheden
meldte sig? Når vi ikke kunne holde vores børn ud? Når vi ikke kunne
klare at gå hjemme, og anbragte de uskyldige små i en kold institution? Når
de blev teenagere og fik bumser og ikke ville gøre, som vi sagde, når vores
mand begyndte at kigge efter yngre kvinder, når ægteskabet krakelerede?
Hvad havde vi at sætte i stedet for de lyseblå stjerneskyer, hvordan kunne
vi komme ned på jorden uden hverken rosa sløjfer eller snehvidt forklæde –
og alligevel føle, at vi havde lov til at være her?
Det var det virkelig store spring: Vi blev opmærksomme på, at alt det
perfekte og idylliske, vi prøvede at leve op til, var glansbilleder – højst problematiske,
diskriminerende, livsfarlige glansbilleder.

1 Comment
Previous Post
Next Post