GÆSTEBLOGGER #3 LEONORA CHRISTINA SKOV
Denne fredags gæste-blogger er forfatterinden Leonora Christina Skov. Leonora er snart aktuel med sin nye roman (som jeg også kommer til at skrive om herude), og er bortset fra det en af de modige damer, der aldrig er bange for at træde i karakter. Denne fredag tager Leonora et emne op, som man som kvinde skal være mere end almindelig modig for at turde adressere, nemlig: Fravalg af forældreskabet. Jeg er med andre ord stolt af at præsentere jer for: Leonora Christina Skov:
BØRNEMAGT
”Er du aldrig bange for at blive ensom, når du bliver gammel?” blev jeg spurgt forleden. Endog af en kvinde, som jeg kun havde talt med i ti minutter, til en venindes fødselsdag en helt almindelig søndag eftermiddag over teen og de hjemmebagte boller. Spørgsmålet faldt prompte. Det gør det ofte, og de sidste ti år (jeg er 33 i dag) har jeg stammet rundt i ”jamen, frygter vi egentlig ikke alle sammen en lille smule at blive ensomme, når vi bliver gamle?” imens jeg har spurgt mig selv, om det mon nogensinde holder op – børnesnakken. Eller måske rettere: snakken om at jeg ikke har børn og heller ingen vil have.
Når jeg befinder mig i nye kvindesammenhænge, får jeg sjældent lov at være som de andre ret længe, før det generelle forhør sætter ind: Hvem har børn? Hvor mange? Hvor gamle er de? Prøver nogen at få flere? Og på et eller andet tidspunkt indser folk jo, at jeg ikke rigtig deltager i samtalen. ”Hvad med dig?” spørger de så, og mine tanker går til de kvinder, der drømmer om at få børn, men ikke kan. Det må være decideret forfærdeligt at skulle rippe op i det gamle sår igen og igen, imens verden ser medlidende til.
”Men du vil vel gerne have børn på et tidspunkt?” spørger folk mig typisk med sænkede bryn, og igen må jeg svare benægtende. Da jeg var lille, dagdrømte jeg ganske vist om, at jeg havde en datter. Hun hed Bianca ligesom musen i én eller anden tegneserie, jeg fandt hende på gaden, da hun var syv (meget belejligt, må man sige), og vi boede alene i en toværelses lejlighed på Amager. I mine ører lød Amager utrolig eksotisk, men jeg havde så heller aldrig været der. Imens jeg skrev mine romaner ved køkkenbordet, sad Bianca ved siden af og tegnede og holdt sig ellers i ro, hun var smuk, nem og lynende begavet, og så havde hun langt hår, som jeg flettede hver morgen, inden hun skulle i skole. Fantasien døde, da jeg indså, at hun kunne risikere at være stik modsat. Ville jeg blive en god mor for et besværligt, dårligt begavet barn, der gjorde det umuligt for mig at skrive? Ville jeg være lige så glad for at få en dreng som en pige? Havde jeg overhovedet lyst til at være gravid? spurgte jeg mig selv, og svaret var nej. Og ærlig talt: Hvis man ikke kan tage åbenhjertigt imod et hvilket som helst barn, der måtte komme, så synes jeg egentlig, at man skal lade være med at blive mor. Især da, hvis man som jeg, grundlæggende føler, at ens livsopgave er at skrive.
”Men er du ikke bange for at fortryde?” lyder næste spørgsmål, og når jeg får tænkt mig om, sender jeg spørgsmålet den anden vej. De sidste par år, hvor jeg har siddet rundt omkring i verden og skrevet min kommende roman, skal jeg i hvert fald love for, at småbørnsmødrene har lydt som om, de fortrød både det ene og det andet. ”Ja, vi skal så til Lalandia”, vil de sige, eller endnu mere surt: ”Engang kunne vi også tænke på os selv og leve det vilde singleliv, men det kan vi jo så ikke længere.” Nu er jeg ikke single. Faktisk er jeg gift med en anden kvinde, men det kommer på en eller anden måde ud på det samme i situationer som denne. Når man ikke har nogen børn, så er moralen, at man kun tænker på sig selv. Mærkeligt nok oplever jeg det stik modsat. Jeg synes f.eks., at jeg gør enormt meget for at være en god veninde, men jeg synes sjældent, at de af mine veninder, der er småbørnsmødre, strenger sig lige så meget an overfor mig. Pludselig er venskaberne brolagt med aflyste aftaler, glemte fødselsdage, korte møder og henvisninger til alle de parmiddage, som man ikke bliver inviteret med til. Det er jo så smart, at de andre par har børn i samme alder, så de kan underholde hinanden, ikke?
På dette sted er det meningen, at jeg skal begynde at opremse alle de børn, jeg trods alt har i mit liv. Bare så ingen skal tro, at jeg er totalt u-moderlig og ikke-kvindelig og helt igennem unormal. Men direkte adspurgt plejer jeg i stedet at sige, at jeg ikke bryder mig specielt meget om børn. Det er selvsagt en stor generalisering og desuden usandt. Jeg har det på præcis samme måde med børn, som jeg har det med voksne; nogle finder jeg ulidelige, og andre svinger jeg fint med, men jeg vil bare langt hellere have, at folk synes, jeg er et komplet ukvindeligt monster, end at de synes, det er synd for mig. For det er det absolut ikke. Jeg er (virkelig) glad for mit liv, som det er, og nogle gange, når vi når igennem den ensomme alderdom, hænder det endda, at jeg når frem til at tale om det. Sommetider lykkes det mig tilmed at overraske folk positivt. For eksempel når jeg holder deres babyer, og det viser sig, at jeg har taget på dem. Jeg har arbejdet på et børnehjem og elskede det.
”Så måske bliver du alligevel klar til børn en dag”, plejer at være småbørnsmødrenes konklusion, og jeg er bare så træt af den retorik. For det lyder jo som om, børn er noget, man bliver klar til med tiden, og oprinder dagen ikke rimelig hurtigt, stempler man sig selv som rygende umoden. En ikke-klar kvinde. For mig at se er det nogenlunde lige så forkert, som at jeg skulle have fravalgt børn. I mit liv føles børn som et lige så utopisk fravalg som at flytte til Bornholm, få hund, flytte ind sammen med mine svigerforældre eller få et job i Fona. I princippet kan man sige, at jeg har fravalgt det hele, men jeg har egentlig ikke ønsket at vælge det til. Af samme grund synes jeg, at ’barnløs’ er det mindst dækkende af alle prædikater overhovedet; som at blive defineret i forhold til noget, der slet ikke har noget med én at gøre.
Jeg tænker tit på, hvor mange kvinder, der mon overgiver sig og får børn, fordi de ikke magter hele den mistænkeliggørelse, som andre kvinder udsætter dem for. Det er jo ikke rart at sidde dér og føle, at man som menneske er dybt forkert; umoden, egoistisk og i overhængende fare for at fortryde og ende sine triste, barnløse dage i de ukendtes grav. Det er heller ikke rart at føle sig udenfor, men jeg synes egentlig, at det må være værre at få børn, fordi man ikke kan holde ud at være anderledes.
Én af mine veninder vælger bevidste at dresse ned, når hun er sammen med kvinder med børn, for ellers skal hun høre på, at de også engang havde sådan en hvepsetalje eller råd til sådan nogle dyre sko. Det får hende til at føle sig forkælet og skyldig, fordi hun minder dem om det fede liv, de havde engang. Jeg, derimod, dresser helt bevidst op og retter ryggen. For jeg vil bare så gerne vise verden et værdigt alternativ til livet med børn. Det kan meget vel være, at det ikke er rart for alverdens mødre at se det i øjnene, men når man ikke har børn, kan man faktisk godt (kan) have præcis samme figur, som da man var 21. Endda uden at anstrenge sig. Man kan også vedvarende have en god og tæt relation til sin partner, tale ordentligt sammen hver dag, spontanrejse eller tage væk i månedsvis, invitere masser af gæster uden at skulle planlægge det store, være der for sine venner og engagere sig fuld og helt i det, man brænder for. I mit tilfælde at skrive bøger.
Selvfølgelig er der intet i vejen med at få børn, men der er altså heller intet i vejen med at lade være og vinke lettet, når de andres børn tager hjem. Personligt er jeg i hvert fald ikke i tvivl om, at det har gjort mig til et langt bedre og gladere menneske, at jeg ikke er nogens mor. Sådan er det vel som regel, når man føler, at man realiserer sine talenter og sine drømme.
sådan – Leonora rammer da bare lige sømmet direkte på hovedet.
jeg var selv en af de kvinder som ikke var sikker på om jeg overhovedet ville have børn – og mødte rigtig mange fordomme omkring det. men præcis som Leonora ville jeg være sikker på at jeg magtede at tage imod et hvilket som helst barn: einstein, handikappet, bullerbasse, prinsesse.
Men skæbnen ville at da jeg sammen med min partner besluttede at jo vi skulle da være forældre, ja så kunne vi IKKE. “Heldigvis” findes der hjælpsomme mennesker – læger og donorer – så idag sidder vi med den dejligste lille dreng på 5mdr.
MEN så kommer næste hurdle: “skal han ikke snart være storebror?” – ØHHHH nej ikke sådan lige foreløbigt ihvertfald…. og faktisk er min mand og jeg enige om at vi ikke orker en runde fertilitetsbehandling mere. Men folk synes bare det er SÅ syndt at han skal være enebarn – men ærlig talt – så synes jeg det er mere synd for ham at han får to forældre som er ved at køre i sænk over hele projekt baby og som ikke kan overskue bar det ene barn de allerede har. Og ærlig talt – så synes jeg at mit ene barn i sig selv er en håndfuld – og jeg synes han fortjener sine forældres udelte opmærksomhed og kærlighed.
Det er dejligt at der findes forældre som KAN få flere børn og dejligt at der findes nogen som VIL have flere børn (og til dem som ikke kan men gerne vil så håber jeg at regeringen snart ophæver deres 1 barns politik pr. “barnløse” par). Vi er ikke i nogen af de kategorier og det har vi det fint med.
Hilsen Maiken som både har været FRIVILLIG barnløs og UFRIVILLIG barnløs
Det er en spændende klumme at læse, men jeg vil nu slå på, at vi også er en del småbørnsmødre, der har en bredere horisont end den, der tegner billedet af mødrene. Helt så sort/hvidt er det ikke, faktisk siger jeg ofte til folk, selvom jeg nu har de her to små børn, at jeg sagtens kan forestille mig et skønt og lykkeligt liv uden børn. For det kan jeg! Jeg ville blive kvalt, hvis jeg ikke stadig havde mulighed for at udleve mine drømme om at have et spændende job, alenetid og rejser rundt i verden. Heldigvis kan mine børn sagtens passes ind i det, for jeg bliver aldrig lalandia typen og kommer også tit i uføre blandt andre forældre, når jeg siger fra – det kræver sin kvinde, selv som småbørnsmor, at gå op imod småbarnsdiktaturet, men der er heldigvis stadig en stor flok på vores side: den hvor man bare er interesseret i også at få lidt spændende voksensnak uden at tænke i fertilitet, mangel på samme eller til- og fravalg. Det er nemlig min overbevisning, at man aldrig skal stå til ansvar for sine bevidste valg! Kun de der ubevidste, som i mit univers inkluderer lalandiature…
Hilsen Caroline
Sikke en god og læseværdig klumme. Jeg er en lykkelig mor til jordens dejligste dreng, og min mand og jeg drømmer om, at han en dag skal være storebror. At livet som småbørnsforældre betyder nogle fravalg, har vi det fint med. Det er simpelthen et vilkår, og hverken han eller jeg kunne drømme om at brokke os over det. For vil lever det liv vi selv har valgt, og er min søn glad og tilfreds, ja så er hans forældre det også.
At leve det liv man selv har valgt er for mig essessen. For gør man det mister man, i mine øjne, retten til at beklage sig. Det betyder så samtidigt at man skal respektere de valg andre tager, for det er deres liv og deres valg.
At bevidst fravælge børn er i mine øjne et ærligt valg. Alle børn, synes jeg, fortjener forældre er helt og holdent er klar til at gå ind i forældrerollen, med alle de muligheder og fravalg det nu giver.
God weekend til alle
Sejt skrevet!
Jeg er heldig – syntes jeg selv! Jeg har en dejlig datter på 9 måneder, jeg startede op at arbejde da hun var 6 måneder fordi faderen gerne vil gå hjemme med hende. Jeg vejer mindre end jeg gjorde før jeg blev gravid.
Ja, der er noget jeg har givet afkald på – de vilde ture med veninderne og måske bliver der heller ikke købt det nye og det lækreste tøj hver måned. Der er heller ikke altid overskud til impulsiv cafe ture eller for den sags skyld impulsive biografture med manden. Og jeg er typisk den der går først hjem fra pigemiddagen. (Men det gjorde jeg vidst alligevel før i tiden.)
Alligevel føler jeg mig heldig! Jeg er mor til den dejligste lille pige, som giver så mange gode stunder.
Jeg respekterer andres valg og kan helt sikkert godt forstå et fravalg! For man bestemmer selv over sit liv.
Hilsen Lisbeth
Du skriver dejlig afklaret om dit fravalg af børn, og det glæder mig at høre du dresser dig op som det passer dig uanset selskabet.
I øvrigt ser jeg ingen grund til at kvinder skal vurdere eller dømme hinandens liv på om vi er mødre eller ikke-mødre, vi er så meget mere end det.
Og forresten er børn er jo ingen garanti mod en ensom alderdom, den må vi selv fylde op med nærvær og omsorg overfor mennesker vi holder af.
Men altså – er man ikke mere ensom, hvis man HAR børn, men ikke ser dem nok/er uvenner med dem/ har mistet dem?? For mig medfører det en langt større risiko for ensomhed, at have børn. Mærkeligt spørgsmål at stille – og ganske urelevant. Folk starter da heller ikke med at spørge mig (som er mor), “Men er du ikke bange for at hun skal dø eller bliver vanvittig?”. Øhh… jo. Vældig. Men jeg regner da ikke med det. Går heller ikke ud fra du (Leonora) regner med at blive ensom som gammel. Det kan der vist gøres noget ved uden at få børn. Synes du er sej. Jeg genkender slet ikke mig selv i dine tanker – har altid gerne ville være mor og det har for mig været en ligeså naturlig valg, som det for dig sikkert har været at skrive. Men, men – håber, også du ved at der altså findes en del mere nuancerede mødre derude, end dem du åbenbart støder på. Det er jeg sikker på.
Tak for et godt indlæg om et vigtigt emne. At få børn er så indgroet en del af samfundets opfattelse af det gode, eller snarere det “rigtige” liv, og det er vigtigt, at nogle slår til lyd for det modsatte, lidt på samme måde, som når Jonathan Safran Foer skriver en bog, der peger på værdien af ikke at spise kød, i en verden, hvor kødspisning er normen. Ja, Leonora, måske du skulle skrive en pentant til “eating animals”, f.eks. “having babys”.
For det er rigtigt, at man, på samme måde som en ikke-kødspiser til en vis grad stigmatiseres i det sociale rum, skal mistænkeliggøres, når man har valgt at leve et liv, hvor formeringsaspektet træder til side, til fordel for andre former for livsfylde, f.eks. kreativitet. Hvis man vil polemisere med dette, så kan man til gengæld spørge, om det ikke er fattigt at skulle realiseres sig som menneske, ved at udføre den handling af alle, som vi har mest til fælles med dyrene?
Min kone og jeg har truffet det modsatte valg og finder ligeledes vores raison d’etre andetsteds. Dog oplever jeg i ringere grad de sociale udfordringer, som Leonora giver udtryk for, i sit indlæg, hvilket får mig til at tænke på, om Leonora kommer i de forkerte kredse? Tør man ikke forvente, at der kreative mennesker imellem, folk med en vis åndelig habitus, er en for-forståelse for at træde ud af forhåndsdefinerede værdier og afsøge nye territorier for menneskelig udfoldelse? Er det ikke netop i det bevidste valg (eller fra-valg) at mennesket bliver menneske, og ikke i den automatiske udførsel af biologiske fordringer?
Når man så alligevel ikke kan undgå at støde ind i de fordomme, der måtte herske, hvad enten man ikke spiser kød eller ikke har formeret sig, så må man til gengæld besinde sig på, at folk taler ud fra de præmisser der er dem givet, ud fra deres personlige forudsætninger. At gøre dette må være et af de vigtigste ånds-arbejder, som det normbrydende menneske må påtage sig, vel sagtens først og fremmest for sin egen skyld. Pionær-ånden står nemlig altid renest dér, hvor den ikke vender sig i fjendtlighed og foragt imod det, som den søger væk fra, men derimod omfatter det med sin kærlighed.
Stor tak til Julia for at lade LCS bidrage til en vigtig og spændende debat, der går på tværs af klasse og kultur.
Jeg afslutter om 3 uger mit speciale om moderskabets selvfølgelighed. Jeg undersøgte forskellige moderskaber i Indien og kan konkludere at det eneste alternativ til moderskabet er eksklusion fra fællesskab og tab af status. I min (lille) undersøgelse er moderskabet et socialt konstrueret ideal om den gode kvinde, og det biologiske moderinstinkt er ligeså konstrueret. Jeg er 28 og har mange skønne veninder med børn og veninder, der drømmer om moderskabet. Det gør jeg efter stor overvejelse også selv. Men tanken om at moderskab er en social konstruktion og ikke et medfødt instinkt provokerer tilsyneladende. Selv herhjemme hvor mangfoldigheden i familietyper blomstrer, er min oplevelse, at det er svært at forholde sig til. Så indgroet en kulturel norm er det åbenbart – og et fravalg af moderskabet vil derfor også være en afvigelse fra normen. Det glæder mig at høre stor respekt blandt kommentarer. Så kan ‘afvigerne’ måske også en dag få den respekt for deres valg, som de fortjener.
Mvh. feministen
Dejligt skrevet !! er selv “selvvalgt” barnefri, og er ofte så træt og ked af at blive sat i bås fordi jeg oven i har tilladt mig at blive lærer, for kan man det når man ikke gider have børn ? jeg er så træt af at blive dømt på at jeg har truffet det rigtige valg for mig ! træt af de evige “snakke” med forældre og svigerforældre om børn og ikke børnebørn, træt af at jeg nogle gange følger vi er nød til at være med i alle mulige klubber for selvvalgt børnefri fordi vi er ANDERLEDES men i bund og grund så er vi ikke en prut anderledes end dengang i der har valgt at få børn heller ikke havde børn, vi accepterer at i har børn, vi passer dem, de er velkomne her, vi har bare ikke store rum til KUN dem og vi har ting de ikke må ødelægge, og det har i jo i bund og grund vel også selv !!
nå ville bare skrive godt indlæg igrunden !
Fedt skrevet…stor respekt for dine holdninger og ikke mindst din måde at skrive på.
Jeg er selv mor – og kunne ærligt talt ikke forestille mig MIT liv uden. Men det er vel sådan det er? At når man har noget der bare fylder så meget og giver een så meget, så føles tanken den børn så ensom, trist og kold. Men jeg kunne da aldrig nogensinde finde på at lægge de følelser og tanker over på andre – og føle medlidenhed eller andet med dem der har valgt noget andet! Synes det er to vidt forskellige ting…men tror måske det er der den går galt. At netop de “medlidende” mødre netop føler et kæmpe afsavn og en ensomhed, når de forestiller sig deres liv uden børn – og så synes at det faktisk er meget synd for Leonora.
Al respekt for dit fravalg, jeg synes det er yderst modent, modigt og sejt. Der var bestemt flere i denne verden der skulle overveje så grundigt inden de valgte at sætte brn til verden – efter min mening.
…Og ja, savner også ikke-mor tiden i få sekunder engang imellem..og bliver nok også en liiiiiiiiille smule jaloux når jeg ser og hører om “single-liv”, rejser, fede fester og tid til tømmermænd, spontanitet mv. Måske er det også den jalousi du støder ind i lidt for ofte…?
Folks forventninger til hvordan tingene skal være, er virkelig øv.
Når du bliver gift, spørger folk, hvornår du så skal have børn. Hvis du får barn først, og stadigvæk er sammen med manden, spørger folk, hvornår du så skal giftes. Når du får hus, skal du have bil, når du får børn skal du have bil.
Jeg bliver også lidt træt af det, for hvis alle fik børn, var der jo ikke de der skønne tanter og onkler, der er gode til at forkæle en og hører på ens historier.
God kommentar og godt skrevet! Og jeg er helt enig. Det står alle frit for om man ønsker sig et liv, der involverer børn. Jeg har selv småbørn og aflyser i rask væk aftaler samtidigt med jeg brokker mig over aldrig at komme ud. Men det jo mit eget valg og jeg elsker mine børn uendeligt meget.
Hvis ikke der er en grundlæggende følelse af søstersolidaritet, som tilsiger at vise respekt for de livsvalg, andre kvinder har truffet, så ville det være fint at falde tilbage på helt almindelig dannelse: Ikke at overskride andre menneskers grænser med spørgsmål, der mere end antyder, at der er rigtige og forkerte livsvalg og dermed nogle kvinder, som skal legitimere deres liv overfor andre kvinder. Vel skal de da ej.
Hej Leonora
Jeg kan godt forstå, at det må være træls altid at skulle forsvare og forklare sit valg. Jeg tror bare ikke, det helt kan undgåes. Det er lidt noget, man må tage med – at folk tænker sit, undres, forarges og for nogles vedkommende OGSÅ tillader sig at ville debatere det med dig. Som der skrives, så ER det jo anderledes….ikke at ville have børn. Jeg er også anderledes, på andre områder, og det skal jeg også “altid” forklare andre og dele med andre, når de spørger……(eller bare tænker…..). Sådan er det vidst….!
MEN: der er en lille krølle på hele DIN undren over, hvorfor andre absolut skal undre sig:
Når man HAR børn – uanset om man brokker sig, er perfekt forælder, har perfekte børn eller det modsatte, eller noget indimellem: Så har man et kærlighedsforhold. Til sine børn, fra sine børn. Børn og forældre imellem. Det er (tæt på) at være et FACT.
Der findes som vi alle ved mange forskellige kærlighedsforhold her i livet. Til en kæreste/partner, til børn, til venner….nogle vil også tilføje jobs, hobbies, livspassioner…..Men det synes jeg er en anden slags forhold.
Størst af alt, her i livet, er vel kærligheden. Så når nogle har valgt ikke at have eksempelvis børn ELLER eksempelvis HELST vil leve alene, uden kæreste – det er der jo også mange mennesker, der helst vil, ja så stiller andre spørgsmålstegn ved det. Fordi de langt de fleste – du indbefattet går jeg ud fra
– synes at, størst af alt er kærligheden!
Og derfor, hånden på hjertet: så kan det være meget svært at forstå, at nogle helt frivilligt vil afskrive sig selv fra den kærlighed, som er den største. Og Leonora, det er den, den mellem en mor og sit barn. Det er det største der findes. Og det ved man ikke nødvendigvis, når man ikke har oplevet at være mor. Og derfor kan alle disse mødres undren, fordømmelse, chokeren, spørgen osv synes totalt provokerende. OG det er den. JEG er personligt ligeglad med, om du ikke vil have børn. Jeg er også ligeglad med, om andre jeg ikke kender eksempelvis helst vil være HELT foruden kærlighed i deres liv – både den fra børn OG fra andre. Men:
- jeg kan ikke forstå det
- jeg ved, at man ikke ved, hvor stort det er at være mor, før man har prøvet det. Man kan ikke vide det. Men derfor er det din menneskeret at fravælge det alligevel – det som du ikke har prøvet. Der er også mange ting, jeg ikke vil, men fravælger, selvom jeg aldrig kan vide, hvordan det vil være for MIG. Fordi jeg ikke har prøvet det. Du kan bare ikke gøre det uden at undgå at folk undres….beklager. Men man kan sagtens have et lykkeligt liv alligevel, selvfølgelig. Men jeg kan ikke forstå, at man kan fravælge børn, at man ikke har lyst til det, for den kærlighed der, man nærer for sit barn, kære Leonora, tro mig, det er det absolut største og smukkeste der findes her i livet.
Kh R
Ja det er så også den holdning jeg synes man møder overalt. Den med at man ikke kender ægte kærlighed før man får børn. At det er den eneste sande eviggyldige kærlighed. Jeg synes det er en meget gammel og fortærsket floskel. Hvem siger at man kun kan elske sine børn grænseløst? Hvilken målestok måler man egentlig kærlighed med. På hvilken vægt skal den vejes? Hvem kan gøre sig til dommer over det? Jeg forstår det ikke. Heller ikke at livet pludselig giver mere mening. Mit liver giver sindsygt meget mening. Det gjorde det også før jeg fik barn. Jeg er glad og lykkelig. Det var jeg også før jeg fik barn.
Kh Sara/mor/kone.
Tusind tak for alle jeres kommentarer. Hvor er det fedt med så megen respons alle sammen! Og til fru Gosch her til sidst; lad mig lige illustrere min pointe med en lille historie.
En af mine gode veninder er mor til tre snart fire. Jeg har kendt hende i femten år, og i mange år argumenterede hun præcis som dig: Når man skiller sig ud, så må man acceptere, at andre stiller rimelig nærgående spørgsmål. For man er jo anderledes end flertallet, og det kan man ikke forvente, at alle andre i udgangspunktet kan forstå. Men en dag kom hun så og sagde, at hun faktisk havde begrebet min frustration. Når hun køber ind, køber hun – af gode grunde – stort ind, og gentagne gange var hun blevet antastet i Føtex på den konto. Folk kom simpelthen over til hendes overfyldte indkøbsvogn og begyndte at chatte hende op. ”Gud nej, skal du have gæster? Hvor mange børn har du egentlig?” ville de spørge, og hun var bare så træt af skulle stå til regnskab for sit privatliv på den måde.
Det er selvfølgelig ikke første gang, hun har skilt sig ud, men det er utvivlsomt første gang, hun har fået folks velmenende undren at føle oveni. Det er den, der er svær at have med at gøre. Jeg tror ikke, at folk spørger, fordi de er onde. Men jeg tror, at rigtig mange spørger, fordi det får dem til at føle sig lidt mere normale og rigtige imens. Eller også er det bare lidt ligesom med gravide maver, som alle, selv vildt fremmede, føler sig i deres gode ret til at røre ved; når folk skiller sig ud, kan man grænseløst befamle dem.
Ift. det, du skriver om kærlighed, er det ærlig talt som taget ud af de udgrænsende og patroniserende kvindesammenhænge, jeg skriver om i klummen. Du skriver jo, at jeg, ved at fravælge børn, går glip af den største og smukkeste form for kærlighed, der findes, og at jeg ikke kan tillade mig at modsige dig, så længe jeg ikke har taget moderskabet på mig. Eller .. jeg kunne vel heller ikke tillade mig at modsige dig, hvis jeg havde, i grunden. Det er helt klart tabubelagt ikke at ville have børn, men det er da hundrede gange mere tabubelagt at udtrykke regrets og forbehold, når man har fået dem. Og det har jeg altså hørt temmelig mange kvinder udtrykke i private sammenhænge, direkte adspurgt. Det er langt fra alle, der har så øjeblikkelige og stærke følelser for deres børn, som du beskriver, og det er langt fra alle, der får dem, selv om de virkelig forsøger.
Og til Maiken og Rikke R: I har SÅ meget ret, og jeg ville også have skrevet om hele denne ’Når man har sagt A, må man pinedød også sige B, C, D, E & F’-logik i klummen, men så kom jeg fra det. Når man har fået barn nummer et og tænker, at nu holder alle spørgsmålene vel for fanden op, så fortsætter policingen bare derudaf. ”I skal vel have et barn til? Staklen skal vel ikke være enebarn? I skal vel også snart have mere plads? Endnu en bil? En have?” osv. osv. Man kan vel nærmest bruge et helt liv på at løbe efter det tog, hvor alle ’de rigtige’ befinder sig, og alligevel føle sig en lille smule forkert.
Og til feministen: Dit speciale vil jeg gerne læse!!
Kærlig hilsen,
Leonora
Jeg kan lige så godt melde ud med det samme, at jeg læste klummen med stor interesse, fordi jeg er en af dem som IKKE interesserer mig for børn/ikke har børn.
Som snart 35årig har jeg brugt de sidste mange år med veninderne på dels 1) at diskutere vuggestuer/børnehaver/søskenproblematik, fordi de alle har børn, og det derfor er et meget, meget naturligt og vigtigt emnefelt for dem 2) at undvige “hvornår skal I så have nogen”-spørgsmålene.
Det har i lange perioder fået mig til at føle mig trist (og lidt forkert), fordi de veninder, som jeg tidligere førte så mange og interessante diskussioner med kunne jeg pludselig ikke længere tale med. Og det fik mig til at føle mig ensidig og firkantet, fordi jeg talte så meget om mit job og om planlægning af ferierejser og den slags.
Når jeg er blevet spurgt, har jeg altid svaret, at vi kke skulle have børn, fordi jeg ikke ønskede dem.
Nu er der efterhånden gået så lang tid, at spørgsmålene er forstummet (i den nære omgangskreds) og det snarere hedder sig “husk nu at nyde alt det du kan, når du ikke har børn”.
Det blev meget lang og var egentlig bare et tilløb til at jeg ville skrive, at jeg virkelig værdsætter, at folk jeg kender godt er holdt op med at spørge. Jeg finder det også utroligt patroniserende at få kommentaren “du bliver klogere …”, når det nu for mig er et meget bevidst og gennemtænkt valg. Og jeg synes at sammenligningen med at bosætte sig på Bornhold og købe en hund er fremragende – der er bare forskel på, hvad folk ønsker sig af deres liv.
Efter denne længere tekst, kan man måske undre sig lidt over mit valg af navn, og det skyldes sådan set at vi er to i parforholdet, og den anden part vil gerne have børn. Så nu går mit liv den vej, og jeg håber godt nok, at jeg ikke ender med at fortryde og blive ensom som gammel
Men, det ER den største og smukkeste form for kærlighed der findes. Hvis man har den. Og det kan da godt være, at der er mange mødre, der IKKE har det. Men kan man vide, at man er en af den slags mødre, der ikke vil få den stærke følelse, ja som jeg beskrev, inden man rent faktisk prøver det?
Igen, det er fint med mig, at du ikke vil have børn, og andre ligeså. Også fint for mig, at nogle ikke vil have mand, kvinde, hus, bil (who cares?!). Jeg må så bare komme med en lidt korrigeret udgave af min påstand:
HVIS man er en af den slags kvinder, som KAN føle den ubeskrivelige og smukke kærlighed til et barn, så ER det altså det største i hele verden
Det synes jeg så bare lyder mere provokerende….at nogle ikke kan, selvom de prøver…..jeg havde nok et lidt naivt udgangspunkt: at moderkærligheden er for alle.
Ift din pointe: jeg kan godt se, du har en pointe. Jeg prøver bare at komme med en lidt anden vinkel på tingene.
PS: Siden jeg skrev sidste kommentar gik jeg og tænkte, at det der måske især føles stødende er at møde den der holdning med, at “man er forkert”, hvis man ikke vil have børn, at der er noget galt med en. Og det var IKKE, hvad jeg ville skrive med min første kommentar. Blot, at det er noget af det største, man siger nej til….og at man derfor møder undren.
Og Sara, selvfølgelig er det ikke den eneste “ægte” kærlighed. Den har jeg skam også været heldig at møde. Jeg synes bare stadig det er to forskellige måder at elske på. Det var bare det, jeg prøvede at forklare. Tror da ikke, jeg er den eneste, der har det sådan.
Og så alt det Anna Skyggebjerg siger….
Det fik jeg heller ikke sagt:
Det med at folk bare tror de kan komme med deres mening. Jeg synes netop, at det er meget privat at spørge folk ud om, om de har børn og hvorfor…..der kan være SÅ mange grunde, som de måske ikke ønsker at dele med alle.
Når jeg lige blandede mig her, så var det, fordi du tog emnet op, og så tænkte jeg, at jeg ville komme med min ærlige mening. Håber ikke jeg har trådt dig – eller andre – for nær.
FruGosch:
Jeg tror, jeg forstår, hvad det er, du prøver at udtrykke – oplevelsen af en helt ufattelig kærlighed til et andet væsen. Men kunne man ikke indskyde et lille “for mig” i dine sætninger, uden at det ville gøre dine følelser mindre værd?
For dig er moderkærligheden den største – men det behøver den ikke nødvendigvis at være for alle andre. Ikke nødvendigvis fordi de er afstumpede, umoderlige, barnløse. Og heller ikke nødvendigvis med den konsekvens, at de så går glip af denne store kærlighed, period. Måske oplever de en lige så altomstyrende kærlighed i andre relationer.
Min pointe er, at man aldrig kan bruge sit eget liv som målestok for en andens. Ikke uden at gøre vold på det, for så ignorerer man, at mennesker er forskellige.
Det virker derfor lidt hårdt (og sort/hvidt), når du skriver at det ER det største, som er det en universel sandhed – reelt er det jo din sandhed. Og mange andres sandhed, men ikke alles, og derfor er den ikke universel.
Personligt kan jeg ikke lade være med at undre mig over, hvorfor det er vigtigt at forsøge at ophøje den personlige oplevelse af moderskabets glæder til universel sandhed. Er det fordi alternativet – at andre valg også kunne have ført til lige så stor lykke og kærlighed – føles lidt uhyggeligt? At det er rarest at vedtage, at der kun er én rigtig kærlighed og vej hen til den, så der aldrig sås tvivl om, at man valgte rigtigt, da man fik børn?
Jeg finder det fuldstændig grænseoverskridende når andre føler sig berettiget til at spørge ind til hvorfor en kvinde har fravalgt at få børn. Kvinder der har børn mener åbentbart at de har opnået særlige rettigheder til at give udtryk for meninger og følelser i.f.t det at vælge anerledes end dem selv.
Jeg har i mange år en gang imellem gjort den øvelse, at jeg ikke taler om mine børn, når et selskab kommer ind på emnet. Jeg har oplevet den særlige stemning der indfinder sig inden fokus kommer på en og man kan mærke at den anden SKAL have fundet ud af, om man har børn. Og hvis man ikke har det, hvorfor så. den der kredsen om emnet som katten om den varme grød.
Jeg fryder mig indimellem over at holde mig uden for klubben, og ” drille ” lidt.
Grunden til at jeg blev opmærksom på , hvor ” hellige” mødreklubben kan være, er fordi min elskede søster valgte at hun ikke vil have børn. Og jeg har fulgt med i de både grænseoverskridende oplevelser , hun har haft. Og de sjove oplevelser hun har flest af nu, hvor hun er fuldstændig ligeglad med, hvad andre tænker og føler i den anledning.
Selv har jeg valgt at få 3 børn.
Egentlig har jeg slet ikke tid til at skrive et indlæg, for jeg sidder og laver eksamensoplæg om sociale konstruktioner og italesættelser – dog ikke lige i forhold til forældreskab denne gang
Men jeg blev alligevel ret grebet af debatten, for den er godt nok både spændende, sober, ærlig og følelsesfuld!
Jeg er – selvvalgt – mor, og det er jeg rigtig glad for. For mig er det dog ikke så selvfølgeligt faktisk.
Jeg har været sammen med min mand i 12 år, vi fik først børn efter 9½ år, selvom vi bar været gift i 11 år og jeg må i den grad medgive, at det – åbenbart – har givet snart sagt alle den frihed at spørge til ‘de børn der’.
Og vi var altså lang tid om at ‘nå dertil’, som folk sagde.
For mig er det nu ikke et spørgsmål om at nå så langt eller så kort, det er snarere et spørgsmål om at være villig til at opgive. For uanset hvad, så opgiver man sgu’ noget – helt ærligt. Og hvor små ting man end forsøger at gøre det til, så bytter man altså rødvin, smøger og alt muligt (hvis ‘man’ altså kan og ikke er en af de der ‘forfærdelige urigtige mødre’) ud i lang tid, og i perioder kan det være lidt svært at se gevinsterne i en byttehandel, hvor man tilbage får minus søvn, masser af gylp og lortebleer.
Og imens bør ‘man’ se salig og forelsket ud, skynde sig at komme tilbage i sin str. S, være Smummy og være fuldstændig opslugt af moderkærlighed.
Karikeret, I know, men sådan føles det!
I hvert fald for mig, som faktisk ikke nødvendigvis ‘KAN’ mærke den der helt særlige kærlighed. Må jeg mon tillade mig at skrive, at der måske bare ikke er nogen, der OPLEVER den helt som flertallet måske gør – så handler det ikke om formåen?
Jeg er nemlig hende, der faktisk ikke altid oplever den – i hvert fald ikke sådan, som mange andre SIGER, at de gør. Helt som du skriver Leonora: Dét er tabu!
Og selvom jeg hverken har haft kolikbarn, ammehelvede eller fødselsdepression, men snarere et af verdens nemmeste børn, så sidder jeg ofte med fornemmelsen af, at jeg – stadig – ikke har fanget den der moderkærlighed.
Og jeg tror snart ikke, at jeg gider have det dårligt over det mere.
Jeg elsker mit barn. Det gør jeg. Når hun er syg, bliver jeg rigtig bekymret. Når andre mennesker roser hende, bliver jeg rørt. Når hun krammer mig, føler jeg mig værdsat.
Og det er kærlighed, vel er det det, og det er skønt.
Men jeg elsker også min mand. Og jeg bliver også både bekymret og rørt over ham. Og for mig ligner det altså de samme følelser.
De er supervigtige i mit liv – begge to – og meget på samme måde.
Jeg er heller ikke ved at gå til af savn over at være væk fra dem (ikke i uger selvfølgelig).
Nogen gange siger min mand, at han elsker hende lige det mere end mig. Det er helt ok.
Men jeg tror faktisk ikke, at jeg har det på samme måde …
Dét må man bare ikke sige.
Derfor prøver jeg nogen gange at rationalisere mig frem til moderkærligheden, sådan at hvis jeg kun kunne redde min mand eller datter, så ville jeg nok (som jeg kan høre, ‘de andre mødre’ sige som det ‘rigtige svar’) redde min datter, da hun trods alt har længst (potentielt) levetid tilbage og er mere afhængig af min hjælp end min mand.
Og hvis jeg virkelig føler mig trængt op i ‘tag-nu-lige-og-føl-den-der-forkromede-og-fuldstændig-fantastiske-moderkærlighed’s-krog, så kan jeg godt blive firkantet og tænke, at den måske bunder i, at mødre ved, at mænd/partnere kan tage deres gode tøj og skride, men at børn ikke kan (ikke før de når en vis alder i hvert fald).
Og det er da en rigtig rar tanke, at de ikke bare sådan kan efterlade en, men det er vist ikke det, den der følelse drejer sig om …
Tillykke med valgene – både dem med og uden hunde, biler, ægteskaber, partnere og børn – og tak for et skarpt indlæg, som jeg er meget enig i. Selvom jeg har valgt at få børn, bryder jeg mig ikke om normativer om, hvad man bør, skal, kan osv. – hverken i forhold til kød, børn eller tænkning
Bare en lille kommentar: Jeg er selv mor til tre og elsker dem selvfølgelig kæmpestort, men pas på med at mene, at der ikke findes anden kærlighed, der er lige så stor! Det er det samme som at sige, at man ikke kommer til at opleve den ultimative kærlighed, hvis man fravælger børn. Og dét kan man ikke vide. Slet ikke på andres vegne, da.
Nå ja, forresten, mit indlæg var nok adresseret til FruGosch …
Jeg kan godt se, jeg er i modvind her…..
For mig er den største kærlighed, man – jeg kan opleve her i livet, den til mine børn. Den er så betingelsesløs. Mens de er børn i hvert fald. Ingen andre kan jeg føle en så betingelsesløs kærlighed til. Min kærlighed til min kæreste er således betinget af, at han opfører sig godt overfor mig, sådan i det store og hele….
Men det er jeg så ret alene om at mene……i denne debat åbenbart. Det må være mig og mine veninder, der er meget anderledes så. Eller meget uærlige.
Faktisk synes jeg, Leonora, at du også siger mange fordomsfulde ting om os mødre i dit indlæg. Som jeg vælger ikke at kommentere på, for de findes jo derude – de ting du skriver om. Men jo ikke hos alle….
Og jeg er altså ikke bange for at sige, at der en form for meget stor kærlighed (sandsynligvis, come on, vi plejer da netop at tale om lige den form for kærlighed her på siden….!!), som man ikke kommer til at opleve.
Ligesom jeg ikke kommer til at opleve en masse andre ting. Sådan er ethvert valg og fravalg jo.
Beklager, hvis jeg støder nogen, ved stadig at synes, at den kærlighed man har til sit barn simpelthen er det største der findes. I hele verden. For mig. Og helt ærligt….også for mange andre. Og det er ikke noget, jeg siger, fordi jeg bør dette, eller ikke tør andet. Jeg tror nok liiiige, jeg godt tør sige ting, der ikke altid er populære. Og lige nu ved jeg godt, at den populære holdning er at hylde Leonora for sit fravalg af børn.
SOM SAGT: Jeg synes det er helt fint, du Leonora, og andre, fravælger børn. Jeg ville blot komme med en lille krølle på din holdning (jeg kunne godt komme med mange krøller på dine mange dårlige oplevelser af mødre også….grinte godt nok af det med at dresse ned….come on, man må og kan altså godt se godt ud, som mor. OG tåle at andre også gør dette – med eller uden børn
….)
Men jeg ville blot nuancere din holdning lidt. Synes skam den OGSÅ er værd at bakke op.
Enig med frugosch! Før jeg fik barn var jeg så døsyg trær af at høre på andre mødre og få kommentaren “det ved man først når man selv får børn”.
Men jeg må modstræbende indrømme at jeg er blevet en af “dem” – det er den dybeste reneste kærlighed og stolthed man (jeg) kan føle – jeg elsker min mand meget meget højt og at få et barn med ham har kun gjort min kærlighed stærkere, men hvad jeg føler for min søn er noget helt helt andet. Og de afsavn jeg måtte lide dem kan jeg undvære 1000 gange for i sidste ende er der kun en der tæller.
Kunne aldrig drømme om at dømme andre på den måde du har oplevet, men må indrømme at jeg inde i mig selv stille håber at jer der fravælger børn har taget det rigtige valg og aldrig kommer til at fortryde.
Til Julia – skønt at du vælger en gæsteblogger med andre holdninger
Sjovt, min datter og jeg talte faktisk lige præcis om emnet: Fravalg af børn, i sidste weekend. Dog var udgangspunktet om man var et godt, eller dårligt menneske hvis man fravalgte børn. Nu drejer debatten sig vel ikke om at hylde nogen specielt, men jeg var selv ganske gammel inden jeg fik mig “taget sammen” til at få børn og husker stadig den meget patroniserende bemærkning om, at nyde det mens man kunne. Med hensyn til om moderkærligheden er det største af alt, vil jeg sige, at selv om jeg elsker mine piger meget højt, ja så elsker jeg deres far ligeså højt, tror ikke man kan måle “størrelsen” på kærlighed. Det er et følsomt emne, og egentlig er jeg træt af at vi skal inddeles i kasser med småbørnsmødre, dem uden børn osv, for filan da, vi er jo allesammen mennesker, nogen af forskellige grunde børn,andre har ikke… Tak til Leonore for et skarpt indlæg, og tak til Julia, for at lægge spalteplads til.
Leonora – fedt med en lidt provokerende klumme, det er altid godt at få rusket lidt op i fordommene….mødrenes og de frivilligt barnløses! I Anna Skyggebjergs bog Supermor, siger Tine Gøttsche noget med at man sagtens kan leve et fuldt liv uden børn, men hvis man først har dem, kan livet aldrig blive fuldt uden dem! Den kommentar er for mig at se, meget rigtig – og jeg må tilslutte mig Fru Gosch, nej, jeg forstår det heller ikke, altså fravalget af børn, og for mig er den kærlighed, jeg har til min søn, fuldstændig og uden tvivl, den største kærlighed, jeg har oplevet, ja, jeg elsker min søn på en anden, mere betingelsesløs måde end jeg elsker min mand, men når det så er sagt, så handler det jo om dannelse og respekt for andre mennesker, som en af kommentarerne herinde også sagde: lige såvel som at din seksualitet er din privatsag og ikke noget, der rager mig – din religion er din egen og ikke min business at rode rundt i eller prøve at påvirke, så er det også dit valg eller fravalg, ikke at ønske dig børn, og den respekt for dit privatliv, og for retten til at vælge dit eget livs bane har alle mennesker krav på, og jeg forstår så udmærket din aversion mod de velmenende råd, kommentarer, undrende spørgsmål m.v., men jeg vil også som Fru Gosch sige at din klumme jo også indeholder tykke fordomme omkring os “naive”, lykkelige mødre, som jeg måske ikke helt kan se sandheden i, men fred være med det, din pointe er klar, og spændende klumme ihvertfald
Dejligt indlæg – lige hvad jeg trængte til!
Jeg elsker mine børn, vær aldrig i tvivl om det. Men jeg havde det alligevel sådan http://maanekisten.blogspot.com/2010/02/mit-frirum.html, da de kom hjem fra vinterferie i dag. Støn!
Fantastisk tankevækkende debat. Jeg nyder at læse med og har bare en lille kommentar omkring moderkærligheden: At drage omsorg, elske og passe på sit lille barn adskiller sig fra det at elske et menneske der er i stand til at træffe selvstændige beslutninger og drage omsorg for sig selv. I mine øjne er kærligheden til sine børn betingelsesløst og adskiller sig netop herved.
I øvrigt er jeg sådan én, der stiller nysgerrige spørgsmål til de mennsker jeg møder i mit liv. Ikke for at være uærbødig, men fordi jeg tager udgangspunkt i det der betyder noget for mig: At blive beriget af andres erfaringer og holdninger, og det der sker i mødet med mine.
Tak for et spændende indlæg og tak for en skøn blog:-)
HVEM har dog brug for magasiner ude i det virkelige liv, når det er muligt at folde sådan en klumme og sådan en nuancereret debat ud i cyperspace? Hurra! Og tak.
At fravælge børn er lidt ligesom at skride fra en kedelig fest. Når man tager sin jakke på, bliver man bombarderet med spørgsmål som “hvor er du mærkelig, er du syg/ked af det/træt/har kærestesorger?”
Folk vil ikke forstå, at man ikke synes, at deres fest er fed. Ved at gå og dermed give udtryk for, at festen er kedelig, insinuerer man nemlig også, at de, med deres valg om at blive, er kedelige. Hvad de ofte også er. Det er bare lidt for tough love for dem, at forholde sig til.
Når jeg går fra en kedelig fest, siger jeg ofte “Jah, jeg er lidt træt, men jeres kiwibowle ser rigtig god ud”, fordi jeg vil ikke såre dem. Så lusker jeg bort fra deres tomme dansegulv og ned til mine sjove venner. Nogen med børn, andre uden. Alle med lyst til at danse til den lyse morgen.
Jeg tror at mange(alle?) mennesker har behov for at “sætte sine spor” i verden. Nogle mennesker sætter sine spor ved at skrive fantastiske bøger eller på anden måde være kreativ. Så er der sådan nogle som mig, jeg har sat mine spor i verden, ved at få 3 besværlige, dejlige, ikke helt almindelige, men ubegribelige fantastiske børn. Jeg har også et skønt job, men ikke et job hvor jeg få sat helt konkrete og håndgribelige spor i verden.
Jeg er nok også af den samme overbevisning Fru Gosch, nemlig at kærligheden til ens afkom er eller kan være den største kærlighed. Det er den jo for pokker ofte nødt til at være, eller så havde mange mennesker jo nok kasseret deres unger når de var mest besværlige og når livet med dem var mest uoverskueligt. Det er simpelt hen biologisk betinget. Jeg tror de fleste mennesker elsker deres afkom så intenst, fordi ungerne i bund og grund er en del af en selv. Så på en måde er det en egoistisk kærlighed.
Med hensyn til det der med, at mange mennesker hæmningsløst stiller spørgsmål ved de valg og fravalg man har gjort sig i livet. Så er det åbenbart en skide irriterende evne mange danskere har. Min mand og jeg har fx valgt at leve et liv med 3 børn uden bil (og uden kørekort) i provinsen. Og vi bliver nærmest daglig spurgt hvorfor og hvordan vi dog har kunnet finde på det. Nogle af dem der spørger kigger på os som om vi har lavet en forbrydelse. Hvorfor fanden så mange har travl med at spekulere i andres valg og fravalg i livet, det undrer godt nok mig. Måske det er fordi man så slipper for at forholde sig til sit eget liv og sine egne valg.. og om man over hovedet valgte rigtig.
Kære alle sammen,
Endnu engang tusind tak for alle jeres kommentarer. Hvor er det dejligt med en ordentlig og sober debat. Et par af jer nævner, at jeg lyder vældig fordømmende overfor mødre generelt i min klumme, og det er jeg ked af, hvis jeg gør. Det var bestemt ikke min hensigt. Når man skriver klummer, kan man sjældent få alle nuancer med – i hvert fald ikke uden at klummen drukner i forbehold – men faktum er da, at jeg kender masser af mødre, der ikke lukker sig om moderskabet, så alle uden børn føler sig forkerte. Én af dem var jeg faktisk sammen med den dag, jeg skrev klummen. Hun fik en datter for to år siden, og vi havde sat hele formiddagen af til at catche up; spiste frokost sammen og lagde vejen forbi Gentlemen’s Affair-butikken i København, der sælger de her fantastiske kropsnærer kjoler og buksedragter. Og det var altså min veninde og ikke mig, der smøg sig ned i en størrelse 34 og så totalt smækkerlækker ud. Hun elsker at være mor, og hun er vildt god til det. Der er jo masser af måder af forvalte sit moderskab på.
Den måde, jeg personligt har det svært med, at dén, hvor man missionerer, og det synes jeg, at du gør, fru Gosch. Som Sarah skriver et sted, kan man undre sig over, at det er så vigtigt for dig at ophøje din personlige oplevelse af moderskabet og den ubetingede kærlighed til en universel sandhed. Eller ’et fact’, som du kalder det. Hvorfor er det vigtigt for dig? Hvis jeg ændrede lidt i et af dine statements, så det passer til mit liv, så ville den f.eks. lyde: ”Og derfor, hånden på hjertet: så kan det være meget svært at forstå, at nogle helt frivilligt vil afskrive sig selv fra den kærlighed og frihed, som er den største. Nemlig den mellem to dybt forbundne mennesker, der realiserer deres livsdrøm om at rejse og skrive. Det er den største frihed og samhørighed, der findes. Og det ved man ikke nødvendigvis, når man ikke har oplevet den” og videre: ”Det er noget af det største, man siger nej til, og derfor møder man undren.”
Hvis jeg tog udgangspunkt i, hvad der betød noget for mig, når jeg møder nye mennesker – sådan som du skriver, Tilde – så ville jeg møde en masse småbørnsmødre med ovenstående. Og al ære og respekt, men det tror jeg, at langt de fleste ville føle sig ret frustrerede over. For det ville jo slet ikke være at se og respektere dem og deres livsvalg. Det ville være at trække mine egne ned over hovedet på dem.
Jeg tror virkelig, at man skal lade være med at police andres lykke og kærlighedsliv på den måde. Og desuden må jeg bare sige, at hvis man fremskriver tingene tyve-tredive år og ser sig rundt blandt sine venner, så er det altså langt fra alle, der føler sig ubetinget elskede af deres forældre. Heller ikke selv om forældrene kunne have skrevet under på, at de elskede betingelsesløst, da børnene var små. Men når børnene bliver store, og forskellighederne viser sig, så er der altså temmelig meget kærlighed, der bliver givet på visse betingelser. Også fra mødre til deres børn.
Her til morgen tænkte jeg på debatten her og på dine argumenter, fru Gosch. Jeg er glad for, at du skriver, selv om jeg ikke er enig med dig, og jeg synes, det er fint, at du holder fast i dine synspunkter frem for at søge konsensus. Sidstnævnte gør rigtig mange kvinder, når de diskuterer, og ofte får alt for megen enighed udvekslingen til at forstumme. Det, der står tilbage for mig, er, at der er rigtig mange dele af moderskabet, som det simpelthen ikke er legitimt at tale om. Man kan ikke tale om fortrydelser, om mangel på moderkærlighed, om at elske et af sine børn højere end de andre, om at ønske børnene langt væk og om alle de gange, hvor man har savnet intellektuel udfordring, sit tidligere liv osv. For der er simpelthen ingen legitim taleposition. Har man ingen børn, har man diskvalificeret sig selv på forhånd, for så aner man ikke, hvad man taler om. Og har man børn og taler om de her ting, så er man en ravnemor, der også bør holde sin mund. Correct me if I am wrong, men jeg tror, at der er en stor ensomhed i sådan et tabu. Rigtig mange mødre må gå rundt med tanker og følelser ind imellem, som de ikke tør dele med nogen, fordi de frygter at blive mødt med fordømmelse. Derfor blev jeg også særligt glad for dit ærlig indlæg, Lea. Det var modigt skrevet.
Kærlig hilsen,
Leonora
Wow, sikke et indlæg og hvilke kommentarer. Jeg kan næsten ikke rumme alle aspekterne, men er bare SÅ glad for at se en debat der er nuanceret og tager hul på tabuer. Og jeg genkender alt det Leonora beskriver.
Jeg har heller ikke oplevet et ønske om at få børn, og lever som 38-årig lykkeligt med min mand uden disse. Jeg har efterhånden fået overstået både de måbende og de lidt tåbelige spørgsmål – alle i min omgangskreds ved at jeg ikke er ufrivilligt barnløs, så jeg føler mig ikke længere ‘forkert’ – der er rene linier.
Hvad der rammer mig mest i Leonoras indlæg er det med forælder-vennerne der anstrenger sig mindre i venskabet end før. De korte møder og afbrudte samtaler med forældre-venner gør ærlig talt ondt, fordi jeg føler mig så nedprioriteret. Venskabet betyder jo det samme for mig som det hele tiden har gjort, og vennen indrømmer jo sjældent at tingene er ændret. Men det er de.
På den måde truer livet uden børn faktisk med at gøre mit liv lidt mere trist, men ikke på grund af mit eget ikke-valg. Jeg kan mærke at jeg har svært ved at acceptere at få forringet mine venskaber, netop fordi jeg ikke selv ønsker det sådan. Men jeg kæmper med at komme videre.
Super interessant emne, der kræver lidt eftertanke og omtanke. Jeg sidder med fornemmelsen af, at det mest af alt handler om mangelfuld eller fejlagtig kommunikation mellem mennesker.
Kommunikation serveres som oftest ud fra ens egen virkelighed.
De småbørnsmødre, der, med stemmer skingre af søvnmangel, strækmærker på den engang så stramme mave og Grand Canyon under øjnene, kommenterer at engang havde de også råd til dyre sko og tøj, der sidder stramt i tajlen, forventer ikke et forsvar.
Det er vel nærmest en tør konstatering af, at ens liv har ændret sig, og at man ind i mellem er en lillebittesmule misundelig – på den gode måde. Men at man i øvrigt aldrig ville bytte.
Og direkte oversat betyder det “fede sko – du ser skidegodt ud!Jeg mangler stadig 5 kilo og har ikke haft sex i 2 måneder”.
Det er ihvertfald det, jeg har ment, de gange kvinden med den skingre stemme har boet i mig.
På samme måde tænker jeg, at det kunne være udtryk for oprigtig og åben nysgerrighed for et andet menneskes tilvalg og fravalg, når man spørger til, om en anden kvinde vil have børn.
Afsenderen af spørgsmålet har tydeligvis ikke tænkt over, at den der får spørgsmålet, finder det møgirriterende, grænseoverskridende og stigmatiserende.
Og und so weiter. Og det gælder vel egentlig også den anden vej.
Tror jeg.
Måske vi skal arbejde lidt mere med, hvordan vi selv, hver især, kommunikerer til andre. Og have knap så meget fokus på at analysere, hvad den anden mon har ment.
Kærlig hilsen
PS: hvor er det en god og sober debat. Tak for det.
Nu fik jeg nærlæst dit sidste svar Leonora. Jeg er meget enig omkring det med tabuerne. Vi har så mange tabuer, ting vi helst ikke taler om, fordi det er pinligt, forkert, grimt, socialt uacceptabelt og tusind andre ting. Jeg kan sådan set godt genkende”mødremafiaen”, den må være tæt forbundet med “ammemafiaen”, men jeg kan også se en masse andre “mafiosoer”.
Jeg har en ret god bog om kvinder der har fravalgt børn i deres liv. “Børn – Nej tak”. Til dem, der vil gribe i egen barm og lære lidt
God weekend.
Spændende debat at følge, skønt at rokke med tabuer om mennesket, både dem med og uden børn. Apropos fulgte jeg lige en debat om den øgede andel af præsters positive holdning overfor vielser af homoseksuelle. Debatten var ret grov. mon det er noget med at vi er mere tolerante overfor vores nære veninder, også dem der er mødre, end dem der er helt ukendte for os? Det kunne såmænd også gælde de andre minoriteter, såsom nydanskerne, handicappede, ældre…
Leonora, når specialet er afsluttet og godkendt, skal du være en velkommen læser.
Mvh. feministen
Åhhh der blev jeg godt nok blæst ned i min sofa søndag…Sikke en klumme og sikke kommentarer.
Jeg synes Leonora er super modig, og så oven i købet på en temmelig dedikeret mor-blog. Men Leonora, jeg synes du har ret. Det er da ikke kun ren lykke, det med børn. Jeg har valgt så meget fra i mit liv, fordi jeg har 3 skabninger, jeg synes jeg skal opgive alt for. Og det er ikke fordi jeg synes, at alt har været forgæves, på INGEN måder. Men der er rigtig meget tabu omkring at have børn. Sociale normer der presser os. For man bager jo kager til hele rideholdet og børnehaven, selv om man egentlig hellere ville en tur i spa og føle sig lækker. Man er da holdleder for fodboldholdet for det er da det mindste man kan overkomme…Og nogle gange er jeg ved at kaste op over, hvordan mødre, og egentlig også fædre, nogle gange bare er så overskudsagtige, og hvordan man får “blikket” hvis man ikke lige melder sig til bruge hele søndag i en eller anden hal, hvor der står 10 andre forkølede forældre og hepper på “håbet”..Jeg kunne jo have valgt så meget andet..
Mit valg har dog været børnene, og det er mit valg. Jeg forstår til fulde, når nogen bare ikke tænder på det med børn, og så er det sund fornuft at lade være..
Størst af alt er kærligheden, men jeg har ikke hørt at den skulle bruges til barnepleje..
Jeg har ikke fået læst alle kommentarerne grundigt igennem, men for mig handler denne diskussion alene om at respektere andre menneskers valg – uanset om vi forstår dem, sympatiserer eller ej.
Generelt synes jeg at der er alt for meget missionæren kvinder imellem i forhold til hvordan ‘man skal leve sit liv’. Som om nogen af os lå inde med det endegyldige svar. Her handler det ikke kun om ja/nej til børn, men også karrierevalg, partnerskab og så meget andet.
Live andet let live!
FLOT, at du har taget din beslutning vedr. dit liv, som ingen andre jo kan tage mere rigtigt end netop dig! Hvor er det typisk, at mange mennesker altid skal blande sig i den måde, vi hver især lever vores liv på. Og når det kommer til børn, synes mange, at de har ret til eller nogle gange ligefrem krav på at vide (og i nogle tilfælde dømme), hvordan det hele skal foregå. “Skal I ikke snart have børn?”, “Skal I ikke snart have nummer to?” eller i dit tilfælde “Skal du SLET IKKE have børn?!?” Åha, hvor ville jeg ønske, at det var nemmere for mennesker at acceptere og respektere hverandres valg af liv – med hvem, hvad og hvornår!
Tak for en spændende debat, som jeg blev opmærksom på gennem P1′s Agenda.
Jeg har selv tre små i alderen fra 2 til 7. Det kan da være ganske krævende, men med tiden bliver det altså bare et vilkår. Jeg føler ikke, jeg mister mig selv, men jeg har fået sorteret lidt i interesserne og venskaberne. Jeg læser bøger og følger med i politik, men får ikke holdt mig ajour med moden. Jeg ser mine venner med og uden børn, men sidder ikke i timevis med dem og diskuterer nuancer i kafferistning, men prøver i stedet af føre samtaler om væsentlige ting og gøre voksenting med dem. De fleste af de ting jeg har mistet er de ting, der alligevel ikke rigtigt var mig. Det er vigtigt, at man holder fast i sig selv, børnene har ikke nogen glæde af, at man forstiller sig. Jeg synes faktisk rigtig godt om mine børn, ikke som symboler på min egen formeringsevne, men som de mennesker de er. Nogle gange flipper jeg ud på dem, og det er dybt narcissistisk, for de kan jo ikke gøre for, at de er små, umodne og hjælpeløse. Så siger jeg mange gange undskyld for, at jeg var så opfarende, men med tiden tror jeg også, at det lærer dem, at alle mennesker har grænser.
Nå, til sagens kerne. Jeg tror, det er usundt konstant at tænke så meget over, hvad man føler, og vende og dreje hver en lille følelse, indtil man kun ser den. Jo mere man beskæftiger sig med sig selv som mor, jo mere forsvinder man for sig selv som alt andet.
Når man har børnene, er de et livsvilkår, og så er det bare med at leve livet, ikke være for hånd ved sig selv, og leve op til sit ansvar. Ikke skue så meget indad.
Kære Leonora.
Tak for en interessant klumme, og et godt interview i Agenda forleden. Jeg synes, det er en spændende debat, men jeg mener, du har et blindt punkt for din egen position i debatten. Jeg er ikke enig i, at der ikke findes en legitim position at tale om de negative aspekter af moderskabet fra. Det er fx blandt mine venner med børn ganske legitimt at tale om frygten for ikke at elske sit barn nok, om barselskuller og “børnefnat” om længslen efter nattesøvn/intellektuelle stimuli/mere sex osv.
Sagen er bare, at disse samtaler foregår mødre imellem. Når jeg ikke (ofte) diskuterer disse emner med mine frivilligt barnløse veninder, er det fordi jeg ikke har lyst til at hælde vand på deres mølle, ikke har lyst til at bidrage til deres bevisførelse for, hvorfor man skal fravælge børn. Man inviterer, for at udtrykke det lidt polemisk, jo heller ikke Fanden med til Bibellæsning, vel? Jeg oplever ofte, at mine frivilligt barnløse venner og bekendte spørger ind til mit liv med, hvad jeg oplever som, et ønske om, at høre mig undsige mine valg, mit moderskab. Og det er jo præcis lige så slemt, som når dine venner spørger dig, om du ikke er bange for at blive ensom, når du bliver ældre.
Valg eller fravalg af børn er et dybt personligt valg, og jeg tror, at en samtale mellem den, der har valgt at få børn, og den der har valgt børn fra, først er mulig, når begge parter anerkender (og respekterer), at de muligvis aldrig vil kunne forstå den andes valg, men at dette ingen hindring er for at komme på besøg i hinandens livsverdener.
Når det så er sagt, kan jeg godt forstå, at barnløse kan undre sig over de valg, som forælderskabet tilsyneladende automatisk medfører. Jeg kan indvie dig i en hemmlighed: Det gør de, der har valgt forældreskabet, også. At man har valgt at få børn, er ikke det samme som at have lyst til at tilbringe sine ferier i Lalandia/spise røde pølser/bo i rækkehus. Det behøver man heldigvis ikke. Selvfølgelig er man nødt til at gå på kompromis til tider – bl.a. fordi det kan være en stressende affære med storbyferier med en 1-årig, men det er heldigvis muligt (meget af tiden) at kombinere meningsfuldt voksenliv med at have børn.
Endelig undervurderer du måske det faktum, at du som forfatter/kunstner taler fra en anden position end de majoriteten. For mange danske kvinder er moderskabet en beskæftigelse, som kan køre parallelt med karriere, og endog kan være et befriende afbræk fra et liv, hvor arbejdet fylder mere og mere. (Ligesom arbejdet kan være et befriende afbræk fra et liv, hvor børn fylder meget.) Det er muligt, at dette ser anderledes ud for dig som kunstner, der har et behov for kunne lukke verden ude, mens du skriver? Her er der dog heller ingen universelle svar – tænk blot på Naja Marie Aidt, der efter sigende skriver sine værker omgivet af sine 4 børn.
Lækker læsning – har ledt med lys og lygte efter en sådan debat det sidste stykke tid. Tak Leonora!
Jeg har igen børn, retfærdiggør ofte min beslutning med, at min søster har fire stk. og det er vidst over gennemsnittet for os begge to til sammen.
Jeg har aldrig været skruk (ved slet ikke hvad det er), har ingen skrigende æggestokke eller ure der tikker (er 31 år).
Jeg kan ikke forestille mig at være gravid. Det har intet at gøre med at ødelægge kroppen og at have en krop som en 20-årig resten af livet, for livet i sig selv skal nok får brysterne til at hænge, og de grå hår frem på hovedet.
Jeg er totalt tosset med børn (de fleste!) – altså så længe jeg kan gå hjem uden at tage dem med, eller de tager med deres forældre hjem.
Det jeg har det sværest med er forældrene og spørgsmålene. Når nogen fortæller mig, at de venter sig eller, at de gerne vil have børn, så bliver jeg glad på deres vegne, for jeg regner med, at de har tænkt over deres valg og det er det, de ønsker: At blive forældre.
Når jeg så bliver spurgt og pænt svarer “nej tak”, er det efterfølgende spørgsmål “hvorfor ikke?” Jeg har aldrig sagt “hvorfor det?” til nogen, som fortæller, at der er en lille på vej. Min ikke gravide tilstand er lige så bevidst og lykkelig som andres gravide tilstand – og den er et lige så bevidst valg. Kun én gang i mit liv, har jeg fået en positiv kommentar med på vejen og det fra en mor til to, som til mit “nej tak” svarede “hvor befriende at høre”. Ellers er der aldrig nogen, der har ønsket mig tillykke med MIT valg. Så venligst, ønsk mig tillykke, for jeg er lykkelig og lever et kærlighedsfyldt liv.
Tabuet er, når der diskuteres valg og konsekvenser. Jeg tænker og siger da ofte, at jeg da aldrig kan vide om der pludselig slår et lyn ned og at det eneste rigtige er at få børn og blive mor/forældre. Så ja, jeg kan blive i tvivl både nu og sikkert også i fremtiden, og den tvivl gælder da ikke kun det at få børn. Men det er som om, at når man først har fået barn/børn, må man ikke være i tvivl. Jeg mener, at det kan da ikke være den eneste beslutning i hele ens liv, som man aldrig tvivler på? Grunden til tabuet efter min mening er, at man ikke kan komme af med dem igen, ligesom hvis man havde valgt hus på landet og ikke i byen, eller at man kan blive skilt efter at have været gift. At man tvivler, er jo ikke ensbetydende med, at man har valgt forkert og ikke er lykkelig, men bare, at man ved, at der er så mange forskellige veje man kan gå og at hele livet jo egentligt består af valg/fravalg og konsekvenserne (positive som negative) af disse.
Tillykke til alle med et lykkeligt liv!
Jeg synes at det er godt at denne diskussion kommer op, og det er dejligt med de meget nuancerede kommentarer der er kommet frem. Jeg har både læst kommentarerne og hørte med interesse LCS og andre i Agenda. Fx dem er siger at man ikke (nødvendigvis) bliver *lykkelig* af at være forældre … Det kan jeg godt nikke genkendende til.
Jeg kan ikke lade være med at sætte dette i relation til Julias indlæg om Elisabeth Badinters essay om den Det perfekte moderskab. Der muligvis betyder at nogle kvinder helt vælger moderskabet fra. Eller kan være en grund til det, selv om der findes alle mulige andre gode grunde til at fravælge børn.
Sådan som jeg ser denne diskussion, handler det normative og om perfektionisme.
Det Normative: Moderskab er normen – bevidst fravalg er på en eller anden måde unormalt, provokerende, og måske endda skræmmende.
Perfektionisme: Når vi så er blevet mødre (de af os der er) så har vi så utroligt travlt med at være det på den helt rigtige (økologiske (?)) måde. Moderskabet ikke blot bliver normen men også at bestemte måder at være mor på bliver normen. Og vi rynker på næsen af hinanden (eller oplever at blive rynket på næsen af af andre kvinder). Og straks kører den indre maskine løs for at rationalisere og stå ved den måde man nu selv er mor på. Måske for at stive os selv af?
Og det er til at kaste op over. Derfor finder jeg LCS indlæg og stemme i debatten aldeles velkommen.
Der er ingen tvivl om at det har været en stor omvæltning for mig at blive mor, og det var en svær fødsel ;o)
Det har været svært at blive invaderet af lort, søvnløse nætter, tilbagendevendende forstyrrelser og dårlig samvittighed. Det har været en balance gang mellem at være mor og at holde fast i mig selv og mine egne “projekter”. Uden at føle mig som en kæmpe egoist. Men jeg synes faktisk at det er vigtigt at være andet end MOR.
Måske skulle vi hoppe ud af Moderskabet og se anerkendende på os selv og hinanden som de mennesker vi egentlig er. Før efter og samtidig med det at være mor. Eller netop ikke mor.
Endnu en lille tanke; jeg kom til at tænke på Suzanne Brøgger og hendes Fri os fra kærligheden. Hvad med Fri os fra Moderskabet? Altså det normsættende og perfektionistiske Moderskab.
“Fru Gosh” Kærligheden “det er den, der er imellem en mor og sit barn”. Og det kan man kun opleve ved at få børn?? Kan man ikke opleve den ved at have forældre?? Har du fortrudt at du fik børn, siden du har så travlt med at forsvare det??