GÆSTEBLOGGER #3 LEONORA CHRISTINA SKOV

Denne fredags gæste-blogger er forfatterinden Leonora Christina Skov. Leonora er snart aktuel med sin nye roman (som jeg også kommer til at skrive om herude), og er bortset fra det en af de modige damer, der aldrig er bange for at træde i karakter. Denne fredag tager Leonora et emne op, som man som kvinde skal være mere end almindelig modig for at turde adressere, nemlig: Fravalg af forældreskabet. Jeg er med andre ord stolt af at præsentere jer for: Leonora Christina Skov:

BØRNEMAGT

”Er du aldrig bange for at blive ensom, når du bliver gammel?” blev jeg spurgt forleden. Endog af en kvinde, som jeg kun havde talt med i ti minutter, til en venindes fødselsdag en helt almindelig søndag eftermiddag over teen og de hjemmebagte boller. Spørgsmålet faldt prompte. Det gør det ofte, og de sidste ti år (jeg er 33 i dag) har jeg stammet rundt i ”jamen, frygter vi egentlig ikke alle sammen en lille smule at blive ensomme, når vi bliver gamle?” imens jeg har spurgt mig selv, om det mon nogensinde holder op – børnesnakken. Eller måske rettere: snakken om at jeg ikke har børn og heller ingen vil have.

Når jeg befinder mig i nye kvindesammenhænge, får jeg sjældent lov at være som de andre ret længe, før det generelle forhør sætter ind: Hvem har børn? Hvor mange? Hvor gamle er de? Prøver nogen at få flere? Og på et eller andet tidspunkt indser folk jo, at jeg ikke rigtig deltager i samtalen. ”Hvad med dig?” spørger de så, og mine tanker går til de kvinder, der drømmer om at få børn, men ikke kan. Det må være decideret forfærdeligt at skulle rippe op i det gamle sår igen og igen, imens verden ser medlidende til.

”Men du vil vel gerne have børn på et tidspunkt?” spørger folk mig typisk med sænkede bryn, og igen må jeg svare benægtende. Da jeg var lille, dagdrømte jeg ganske vist om, at jeg havde en datter. Hun hed Bianca ligesom musen i én eller anden tegneserie, jeg fandt hende på gaden, da hun var syv (meget belejligt, må man sige), og vi boede alene i en toværelses lejlighed på Amager. I mine ører lød Amager utrolig eksotisk, men jeg havde så heller aldrig været der. Imens jeg skrev mine romaner ved køkkenbordet, sad Bianca ved siden af og tegnede og holdt sig ellers i ro, hun var smuk, nem og lynende begavet, og så havde hun langt hår, som jeg flettede hver morgen, inden hun skulle i skole. Fantasien døde, da jeg indså, at hun kunne risikere at være stik modsat. Ville jeg blive en god mor for et besværligt, dårligt begavet barn, der gjorde det umuligt for mig at skrive? Ville jeg være lige så glad for at få en dreng som en pige? Havde jeg overhovedet lyst til at være gravid? spurgte jeg mig selv, og svaret var nej. Og ærlig talt: Hvis man ikke kan tage åbenhjertigt imod et hvilket som helst barn, der måtte komme, så synes jeg egentlig, at man skal lade være med at blive mor. Især da, hvis man som jeg, grundlæggende føler, at ens livsopgave er at skrive.

”Men er du ikke bange for at fortryde?” lyder næste spørgsmål, og når jeg får tænkt mig om, sender jeg spørgsmålet den anden vej. De sidste par år, hvor jeg har siddet rundt omkring i verden og skrevet min kommende roman, skal jeg i hvert fald love for, at småbørnsmødrene har lydt som om, de fortrød både det ene og det andet. ”Ja, vi skal så til Lalandia”, vil de sige, eller endnu mere surt: ”Engang kunne vi også tænke på os selv og leve det vilde singleliv, men det kan vi jo så ikke længere.” Nu er jeg ikke single. Faktisk er jeg gift med en anden kvinde, men det kommer på en eller anden måde ud på det samme i situationer som denne. Når man ikke har nogen børn, så er moralen, at man kun tænker på sig selv. Mærkeligt nok oplever jeg det stik modsat. Jeg synes f.eks., at jeg gør enormt meget for at være en god veninde, men jeg synes sjældent, at de af mine veninder, der er småbørnsmødre, strenger sig lige så meget an overfor mig. Pludselig er venskaberne brolagt med aflyste aftaler, glemte fødselsdage, korte møder og henvisninger til alle de parmiddage, som man ikke bliver inviteret med til. Det er jo så smart, at de andre par har børn i samme alder, så de kan underholde hinanden, ikke?

På dette sted er det meningen, at jeg skal begynde at opremse alle de børn, jeg trods alt har i mit liv. Bare så ingen skal tro, at jeg er totalt u-moderlig og ikke-kvindelig og helt igennem unormal. Men direkte adspurgt plejer jeg i stedet at sige, at jeg ikke bryder mig specielt meget om børn. Det er selvsagt en stor generalisering og desuden usandt. Jeg har det på præcis samme måde med børn, som jeg har det med voksne; nogle finder jeg ulidelige, og andre svinger jeg fint med, men jeg vil bare langt hellere have, at folk synes, jeg er et komplet ukvindeligt monster, end at de synes, det er synd for mig. For det er det absolut ikke. Jeg er (virkelig) glad for mit liv, som det er, og nogle gange, når vi når igennem den ensomme alderdom, hænder det endda, at jeg når frem til at tale om det. Sommetider lykkes det mig tilmed at overraske folk positivt. For eksempel når jeg holder deres babyer, og det viser sig, at jeg har taget på dem. Jeg har arbejdet på et børnehjem og elskede det.

”Så måske bliver du alligevel klar til børn en dag”, plejer at være småbørnsmødrenes konklusion, og jeg er bare så træt af den retorik. For det lyder jo som om, børn er noget, man bliver klar til med tiden, og oprinder dagen ikke rimelig hurtigt, stempler man sig selv som rygende umoden. En ikke-klar kvinde. For mig at se er det nogenlunde lige så forkert, som at jeg skulle have fravalgt børn. I mit liv føles børn som et lige så utopisk fravalg som at flytte til Bornholm, få hund, flytte ind sammen med mine svigerforældre eller få et job i Fona. I princippet kan man sige, at jeg har fravalgt det hele, men jeg har egentlig ikke ønsket at vælge det til. Af samme grund synes jeg, at ’barnløs’ er det mindst dækkende af alle prædikater overhovedet; som at blive defineret i forhold til noget, der slet ikke har noget med én at gøre.

Jeg tænker tit på, hvor mange kvinder, der mon overgiver sig og får børn, fordi de ikke magter hele den mistænkeliggørelse, som andre kvinder udsætter dem for. Det er jo ikke rart at sidde dér og føle, at man som menneske er dybt forkert; umoden, egoistisk og i overhængende fare for at fortryde og ende sine triste, barnløse dage i de ukendtes grav. Det er heller ikke rart at føle sig udenfor, men jeg synes egentlig, at det må være værre at få børn, fordi man ikke kan holde ud at være anderledes.

Én af mine veninder vælger bevidste at dresse ned, når hun er sammen med kvinder med børn, for ellers skal hun høre på, at de også engang havde sådan en hvepsetalje eller råd til sådan nogle dyre sko. Det får hende til at føle sig forkælet og skyldig, fordi hun minder dem om det fede liv, de havde engang. Jeg, derimod, dresser helt bevidst op og retter ryggen. For jeg vil bare så gerne vise verden et værdigt alternativ til livet med børn.  Det kan meget vel være, at det ikke er rart for alverdens mødre at se det i øjnene, men når man ikke har børn, kan man faktisk godt (kan) have præcis samme figur, som da man var 21. Endda uden at anstrenge sig. Man kan også vedvarende have en god og tæt relation til sin partner, tale ordentligt sammen hver dag, spontanrejse eller tage væk i månedsvis, invitere masser af gæster uden at skulle planlægge det store, være der for sine venner og engagere sig fuld og helt i det, man brænder for. I mit tilfælde at skrive bøger.

Selvfølgelig er der intet i vejen med at få børn, men der er altså heller intet i vejen med at lade være og vinke lettet, når de andres børn tager hjem. Personligt er jeg i hvert fald ikke i tvivl om, at det har gjort mig til et langt bedre og gladere menneske, at jeg ikke er nogens mor. Sådan er det vel som regel, når man føler, at man realiserer sine talenter og sine drømme.


48 Comments
Previous Post
Next Post