Verdens Navle
Jeg kom hjem kvart i elleve i går aftes. Fem minutter efter Johan havde hjulpet mig med at slæbe den røde campingvognstore kuffert op til fjerde, vågnede Elias og græd meget insiterende og anderledes end vi er vandt til. Han kunne simpelthen ikke trække vejret. Han græd. Var tydeligvis i smerter og hans ansigt begyndte at skifte farve. Jeg var på hold hos vagtlægen mens Johan prøvede at trøste og panikken begyndte at brede sig, og i stedet ringede jeg 112. De kom med det samme, og efter ganske kort tid var vi på Rigshospitalet og Elias fik konstateret en meget voldsom omgang falsk strubehose. Vi blev på hospitalet natten over, hvor Elias blev behandlet. I formiddags kom vi hjem, og … puha… Jeg er helt ubeskriveligt taknemmelig. For at det bare var det. De femten minutter, hvor Elias kæmpede for at få vejret og vi intet kunne gøre var så hæslige, at jeg slet ikke kan beskrive det. Nu krydser jeg fingre for at han får det bedre hurtigt. Den lille fis, som jo er min verdens navle.
puuha det lyder sørme ikke rart!! Håber snart han er frisk igen den lille mand
Puha, stor klump i halsen. Godt det ikke var et-eller-andet-man-ikke-tør-tænke, men sikke et chok! og sikke en hjemkomst. Håber alle er ok nu. tanker herfra og Kh/ Laura
FØJ DA!!!!
Sikke en væmmelig oplevelse! Falsk strubehoste er også noget fanden har skabt, altså…
Krydser også fingre for at det hurtigt er ovre og han er tilbage på toppen.
Knus.
Åh nej Julia, det var da da helt helt frygteligt. På ondt-i-maven-måden. Godt han er hjemme igen. God bedring til jer.
KH Line
Åh Julia, hvor forfærdeligt, men på samme tid godt at du var nået hjem. Det ville have været endnu værre at sidde i den anden ende af landet! Pas godt på hinanden og nyd lidt ekstra kvalitetstid
Tanker og god bedring herfra!
Også god bedring herfra – men også et hurra for HVERDAGSDRAMA-klummen i JP i dag. For nej, vi kan fa…. ikke være bekendt i et dansk overskuds-samfund anno 2010 at behandle enlige mødre/fædre sådan. Mon sladderbladene og Løkke & Co. læser Puls-sektionen (let’s hope).
uha jeg fik en helt hrd knude i maven bare af at læse dette… Du rammer jo lige ned i alle vi forldres aller aller største skræk, måske er den i virkeligheden så stor at det er et helt tabu; at miste sit barn. Skrækken er lammende det du nu kan bruge erfaringen til er at du ikke blev lammet, men kunne sanse at tage en beslutning om at 112 vare bedre end vagtlægen; du kunne handle. Godt for dig.
puha søde – det var da helt vildt – jeg håber han har det godt igen og i alle er kommet over skrækken. Har selv være ude for noget lignende med min datter da hun var helt spæd og det gjorde mig SÅ bange – og samtidig så taknemmelig
Puh, en forskrækkelse. Det må have været de værste minutter nogensinde…Hvor er det godt, at det blev ved forskrækkelsen!
Fy for pokker søde, kan godt forstå I blev forskrækket – sender jer knuz & kram, husk at passe på hinanden….og ja sådan en hændelse sætter vores dejlige liv i perspektiv <3
Puhaaa fik helt tårer i øjnene da jeg læste det! Børn skal bare ha det dejligt altid, for de kan jo ikke forstå hva der sker når de ikke har det godt!! God bedring med Elias…
De bedste vibes herfra til den lille mand & Co!
Må lige spørge om man som forældre kan gøre noget imens man venter på 112?
Ved LIGE hvordan du har det! Isacs lungebetændelse satte også alle mulige tanker igang hos mig. Man kan jo slet ikke forestille sig, at der kan ske dem noget…overhovedet, vel?
Og sikken en velkomst! Omvendt, godt du kom hjem lige dér!
Åh, nej dog! Stakkels lille mand.
Jeg fik helt ondt i kroppe allerede der, hvor du skriver “vågnede Elias og græd meget insisterende og anderledes end vi er vandt til”.
Jeg var der vist lige et par sekunder…
Den allermest alvorlige gråd er den, alle forældre frygter!!
Hvor er jeg glad for at “det bare var det”, men sikke dog en oplevelse for jer! God bedring til Elias og mange tanker til hans forældre.
Aj, for fanden da også…sikke noget skidt, god bedring til ham!
Chok, sikke en hjemkomst! Men på den anden side, godt at du var nået hjem, så I kunne hjælpes ad. Min sundhedsplejerske har engang fortalt mig, at det kan hjælpe med temperaturskift, altså at gå skiftevis ind og ud, når det er koldt udenfor, men det er ikke noget jeg selv har erfaring med. Bare hvis I, 7-9-13, skulle få brug for det en anden gang.
kh Mette
Altså ved falsk strubehoste, det var
Pyyyh…sikke et chok at få som forældre. Og godt at du nåede hjem. IKKE at Johan ikke havde kunne klare det alene, men personligt vil jeg ha’ det lidt skidt med at være væk fra min søn under sådan en omgang…(hønemor – en anelse…)
Go’ bedring!!
GISP og UNDSKYLD, Julia – ser til min skræk at flere linier midt i min kommentar er forsvundet ud og væk i cyperspace, så blot klumme-ordene står tilbage. Det var linier om den grusomme forskrækkelse og krydsede fingre for, at det ikke sker igen. kh Anette
Kære Julia, (og hvor er det underligt at skrive det til en anden Julia)
Årh, for faen. Hvor er det træls – og frygtelig synd for jer alle sammen!
Håber Elias snart får det bedre og at I alle tre kan sove roligt om natten.
Kender godt den der gråd, som er anderledes og panikslagen hos de små. Det gør ondt langt ind i knoglerne, når den gråd er der. Langt, langt ind.
I har vores store medfølelse her fra O´ense.
Kærlig Hilsen Julia
Kære Julia
Kan virkelig godt forstå, I blev forskrækkede, som I …..paniske….tuder lige over din beretning. Godt det ikke gik værre, og at I kom afsted, og han fik det bedre.
Har selv oplevet en omgang med falsk strubehoste, hvor vi også ringede til vagtlæge og tog på sygehuset. Heldigvis, at det var falsk og ikke “ægte” strubehoste, som vidst er noget farligere. Men fandme så synd for de små, og skræmmende. Godt I tog afsted med ham, og var der sammen!
Da vi tog afsted med vores lillemand, måtte vi vække den store og have ham med i bilen, og jeg kan fuldstændigt genkalde mig den mærkelige stemning, da vi sad i bilen, mens min kæreste skrabede ruderne, og min store var helt stille, og både stor og lille, som han sad der i sin dyne i bilen. Og inden havde han spurgt: “Mor, kan han dø nu?!” Og jeg skulle være stor og stærk og give ham tryghed. Mens jeg sad med min lille, spæde dreng i armene. Det er stunder som disse, man virkelig mærker familiefølelsen og kærligheden. Og at man bare ikke kan leve uden sine børn.
PS: Det KAN godt komme igen, og det ER en god ide at gå ud i kulden, med barnet svøbt i sin dyne, bare et minuts tid. Så kan de bedre få vejret. Det sagde lægen til os, og vi nåede selv at opleve, at anfaldet fortog sig, mens vi var undervejs. I kulden.
åhhh neeejj fru Gosch, det gør ondt i mit hjerte. Jeg har prøvet dét, at være “den store”Jeg var 5 måske 5 1/2, min under -1 års- lillesøster havde et voldsomt anfald af bronkitis (tror jeg) min mor fandt hende i kravlegården med alt for lilla læber, jeg husker jo ikke så meget præcist, men min mor må have ringet efter ambulancen, min storsøster var i skole, om min anden lillesøster på 2 husker jeg intet – og hun har heller ingen erindring om hændelsen; Nåh men, min mor forsøgte at være rolig indtil ambulancen kom og hun sagde til mig; “du må ikke græde søde ven, det er ikke noget du skal være bange for”. Men dét var jeg! Jeg husker kun følelesen af;ikke at måtte græde, ikke måtte være bange, Og ikke kunne lade være med nogen af delene… jeg kravlede ind under sofabordet og græd HELT STILLE som den store dygtige pige jeg jo var…..Alt endte godt og lykkeligt, men jeg kan slet ikke forestille mig min mors frygt da hun måtte sende sin mindste pige med ambulancen og selv blive hjemme hos os andre, indtil der kom nogen og kunne se efter os, så hun selv kunne tage på hospitalet….puha! Uhh det var grimt.
Nåh men tilbage til nutiden; ud i luften med de små med falsk strubehoste – det hjælper!
FOR FANDEN, hvilken oplevelse – det er jo enhver forælders aller aller værste mareridt. Helt og aldelses rædselsfuldt. Håber han er ok igen. God bedring til lille Elias!
Kh, Eivor
Uha, kære Julia, det er træls I skulle ha’ sådan en tur. Vi har også stået i den situation og som nr. 32 i kø hos vagtlægen ringede jeg også 112.
Da vi endelig kom hjem sov han ovenpå mig de næste nætter – mest for min skyld 
han havde det fint.
Men ud på altanen i en dyne indtil vi kommer, sagde de, og de har altså ret
Vi ses til løbetur
KH. A
Åååårh. Knus til lille Elias. Og til hans forældre.
Den angst, der griber én, når éns barn ikke kan trække vejret er forfærdelig. Min ældste havde astma som barn og tit kompliceret af lungebetændelse, så jeg kender til den angst. Godt, at I fik hurtig hjælp!
Åh for helvede, sikke en forstrækkelse og ikke det fedeste at komme hjem, men rart at du var dig.
Hej Julia,
Jeg har selv en søn -LUCA- på 2½ år.. Han er mit livs kærlighed! Panikken er til at mærke i maven over jeres oplevelser, puha. Håber han er ok, og at det ALDRIG sker igen!
Knus!
Jamen dog, væmmelig oplevelse! God I alle er vel hjemme igen.
Din beretning gør mig helt stille. Vi har prøvet feberkramper, hvor Elias “forsvandt” et par minutter, og vi ikke vidste om vi fik ham igen. DET VAR DET VÆRSTE I HELE VERDEN!! Tak for sundhedssystemet, som heldigvis virker når det skal. Du og Johan kommer nok begge to til at reagere på oplevelsen – men heldigvis kan I dele både den og tankerne bagefter, for I var sammen om at få ham igennem…
Stort knus til dig og din lille E
Birgitte
Kære Julia
- sikken et chock, kunne næsten fysisk mærke angsten da jeg læste din tekst, noget enhver forældre må frygte at opleve.
Håber han er i bedring den lile mand…
Dorte
Puhhh – den der magtesløshed – ikke at kunne fixe/hjælpe – er bare så grim, hæslig og helt ubeskrivelig hård. Så godt at du handlede og at I kom afsted. Velkommen til forældrehood både det søde og det skumle. God bedring til den lille fis
Kh Karin
Selvom det er 7-8 år siden, jeg oplevede det første gang, kommer følelesen af panik helt frem i mig igen, når jeg læser det, du skriver.
Vores pige er nu snart 9, men første gang(!) hun havde det, kom igennem til vagtlægen, der sagde, at vi bare skulle åbne vinduet. Hvis det blev værre, skulle vi ringe igen. Og min mand, som jo er ordentligt opdraget, sagde bare tak og for farvel. (Og jeg hviske-skreg til min mand, at hvis det blev værre, ville hun dø!) Siden har hun haft det flere gange hver vinter, men efterhånden mindre slemt.
Her i efteråret var jeg på sygehusets akutmodtagelse med noget helt andet med lillebroren på 7.Der kom et lille barn ind med falsk strubehoste. – Hvis de skulle komme med deres barn, så skulle vi nok også ha haft ringet 112, dengang vores pige havde det første gang. Så nu er jeg blevet ældre og mindre autoritetstro,og for fremtiden ringer jeg 112, når jeg virkelig mener det!
Jeg håber for jer, at det er once in a life. Det er så bøvlet, når en ellers lille forkølelse altid sætter sig i luftrøret!
Puha, bliver helt kold i maven, når jeg læser din beretning, for den falder jo lige ned i mit frygtens kammer, som ligger dybt inde i mig, og omhandler alt det man frygter, efter man er blevet forældre. Hvor er jeg glad for din Elias har det bedre, og det “bare” var falsk strubehoste, føj for pokker, frygten for der er noget galt med ens barn er simpelthen så sønderrivende modbydelig, men rigtig godt at I handlede hurtigt og ikke ventede på vagtlægen… Rigtig god bedring til ham, og et par ekstra forældre-kram til dig og Johan
Julia, hvor skrækkeligt…
Sender jer alle tre masser af varme tanker
Tak de damer…
…for jeres råd om hvad man skal gøre i sådan en helt forfærdelig situation. Håber aldrig det sker herhjemme, men nu er vi da lidt mere forberedte.
Puha, jeg fik helt ondt i maven, da jeg læste dette indlæg. Hvor var det dog godt, at det “bare” var det og ikke andet grimt scenarie, som nåede at ramme min nethinde.. Grim grim forskrækkelse. Håber snart Elias er rask igen.
Åh nej, sidder næsten og får tårer i øjnene. Håber ikke jeg kommer til at opleve det – tror lige jeg kigger en ekstra gang ind til min lille mus, inden jeg går i seng.
Godt Elias har fået det bedre, håber han snart bliver rask.
De bedste tanker til jer.
Knus
Jeg kunne virkelig mærke panikken da jeg læste dit indlæg….og hvor lettende det var at læse at hjælpen kom så hurtigt.
Det er et af de mareridt man håber aldrig at blive udsat for – Dejligt at høre at Elias er ved at komme sig….og ja søvn det må man vel nappe sig når man bliver gammel ;O)
Hold op, hvor lydet det bare vildt!
Jeg er så lettet på dine vegne over, at du nåede at komme hjem fra touren i tide til at være der for Elias.