Der er simpelthen så mange spændende kvinder i dagens Danmark, og for at hylde søstersoldariteten, har jeg bedt en række kvinder om at skrive nogle indlæg til min blog. Indlæggene handler om kvindeliv, søstersoldaritet, karriere, børn og alt det andet, der optager os, mig og de fantastiske damer der har sagt ja til at skrive på min blog. Ordet er frit, de skriver, hvad de vil, og jeg redigerer naturligvis ikke. Blot har jeg bedt dem alle om at forholde sig til de ovennævnte temaer. I dag er jeg ret stolt over at kunne præsentere den første gæsteblogger:
Ida Auken, og når jeg har bedt hende skrive, er det naturligvis fordi hun på alle måder har forstået at markere sig, ikke er bange for at sige “feminist” og fordi hun er med til at definere den fremtid vi lige om lidt allesammen bor i. Ordet er Idas :
Beton-lebbe med kort hår”
Forleden mødte jeg en dansk it-entreprenør, der har tjent store penge på at føre mænd og kvinder sammen på Internettet. Da jeg fortalte ham, at jeg var feminist, så han noget mærkelig ud i hovedet og kom så med sit billede af, hvad det vil sige at være feminist: ”Betonlebbe med kort hår, der ikke vil være kvinde og ikke mener at der er forskel på mænd og kvinder.”
Så er det ligesom sagt. Godt at vide, hvad det er man er oppe i mod og meget langt fra, hvad moderne feminister egentlig står for i dag. For mig at se handler feminismen hverken om at ophæve forskellene på kønnene eller om, at nu skal kvinderne ind og bestemme over mændene. Tværtimod. Det handler om balance. Og det handler om ikke at spilde en kæmpe stor ressource. En fransk forsker (en mand endda!) undersøgte under finanskrisen, hvordan det var gået for de 40 største franske virksomheder. Han fandt en helt klar tendens: jo mere kvindelig repræsentation på direktionsgangen, jo mindre tab. Det samme har gjort sig gældende i islandske banker. Om det så er fordi kvinderne har en anden erfaringsverden og nogle andre kompetencer, der har styrket virksomheden, eller om det simpelthen er fordi de virksomheder, der også havde set sig om efter kvindelige chefer har rekrutteret blandt 100 procent af befolkningen i stedet for kun 50 procent skal jeg ikke afgøre. Men resultatet taler for sig selv: det betaler sig at få kvinderne med. I Danmark har vi ikke bevæget os meget på ligestillingsområdet siden 70’erne. Vi må til at se os om efter nogle andre redskaber for at få brudt med de kulturer, hvor den kvindelig repræsentation virkelig halter bagefter. Vil vi fx have flere kvinder i virksomhedernes bestyrelser, kan vi være nødsaget til at lave kvoter i en årrække. Det kunne fx være 5 eller 10 år. Norge har allerede indført et krav om at der skal være mindst 40 procent kvinder i bestyrelser. Det er muligt at ændre kulturer. Ligesom med rygeloven er jeg sikker på, at sådanne regler ville ændre hele kulturen og derfor kunne afskaffes igen efter en årrække, når de er blevet en naturlig del af vores måde at omgås på.
21 kommentarer
1 Maren Uthaug — 5. februar 2010 kl. 12:35
Jeg er blevet overbevist, hvor skal jeg sætte mit kryds?
2 Katrine — 5. februar 2010 kl. 12:50
Hurra!
For Julia, fordi du åbner bloggen for andre røster.
For Ida, fordi du har så uendeligt ret. Kvoter i en periode er vejen frem og adfærd kan ændres ved påvirkning.
3 thomas morgan — 5. februar 2010 kl. 12:54
Jeg troede egentlig Feminisme /feminist, var et uddødt begreb og en uddød race?
Jeg er dog på ingen måde skræmt.. Jeg er ikke fan af kvoter; de stærke kvinder kan sagtens komme tl tops hvis de vil. Er du sikker på de vil det Ida.? mvh Thomas
4 Anne D — 5. februar 2010 kl. 13:33
Ham der franskmanden… Kunne man få et navn på ham? Jeg er ved at lægge op til at skrive en Bachelor i fransk. Den kommer til at handle om ligestilling (nærmere er jeg ikke kommet) så det ville være dejligt med lidt inspiration.
5 Trine — 5. februar 2010 kl. 14:33
Årh, Ida og Julia – jeg tror simpelthen lige jeg fik trang til at klippe alt mit hår af og blive til piger dér!
I er sgu da for lækre! På den totalt kloge og feministiske måde!
6 Ditte Giese — 5. februar 2010 kl. 14:34
I Norge har man indført kvoter på den måde, at der skal være minimum 40 procent af hvert køn. Det synes jeg er en vigtig detalje, da kvote-lovgivningen handler om ligestilling og ikke om at presse kvinder ind og overtage de fede stillinger. Man har i øvrigt fundet massevis af dygtige danske kvinder til de mange ‘nye’ bestyrelsesposter, så damerne er der, Thomas Morgan
7 Ida Auken — 5. februar 2010 kl. 16:21
@Thomas: Feminismen er tilbage i de fleste andre lande, den har det bare lidt svært i Danmark, men det kan der jo laves om på. Jeg kender rigtig mange kvinder, der gerne vil, men nej – det er sikkert ikke alle, der gerne vil.
@Anne: han hedder Michel Ferrarry og kan læses om her http://www.kvinfo.dk/side/560/article/841/
@resten: tak og hvor er det godt, at der er så mange dejlige kvinder.
8 Jela Baunegaard — 5. februar 2010 kl. 19:22
Spændende indlæg, Ida, vigtigt at få rusket op i debatten om ligestilling indimellem. Jeg synes det er så ufatteligt, at vi kan se at vi i Danmark ikke har ligeløn for lige arbejde mellem kønnene, men alligevel er det som om det ikke rigtig bringer nok pis i kog, for egentlig skriger det jo til himlen!! Det er jo ikke en kvalifikation i sig selv at være mand, og derfor er uretfærdigheden jo grotesk, så jeg er helt med på din vogn, Ida, og synes det er fedt, det du siger med at en kultur kan ændres, så det håber jeg så den bliver, med tiden…
9 gravidgrahvad — 5. februar 2010 kl. 21:50
Som Thomas er jeg heller ikke fan af kvoter. Jeg ville helt ærligt selv hade at blive ansat i et eller andet, hvor de havde kvoter, for jeg ville konstant tænke på, om jeg mon var blevet ansat pga. mine kvalifikationer eller pga. en eller anden kvote.
10 Kirstenk — 5. februar 2010 kl. 22:00
Jeg er heller ikke fan af kvoter, men det kan altså være nødvendigt i en periode…det kan det altså! En anden ting er, at mange tror vi er kommet et godt stykke vej med ligestillingen, så hænger vi altså stadig fælt i bremsen, alt for mange helt unge kvinder undertrykkes på det groveste af deres mænd og kærerester og værst af alt: Dem selv
11 KunSandheden — 5. februar 2010 kl. 23:52
Godt initiativ. Og vel talt, Ida. I’m all in. Julia: Du skulle spørge Gunilla Bergensten om at gæsteblogge – hun er forfatter til Familiens projektleder siger op (et provokerende tag på den hjemmelige ligestilling)
12 Søren Weimann — 6. februar 2010 kl. 00:36
Jeg er stort set enig i alt hvad du skriver, Ida.
Jeg forstår bare ikke termen feminist. Du skriver: “Det handler om balance.” Hvordan kan man så betegne sig selv med et ord, der så entydigt lægger loddet i den ene vægtskål?
Jeg vil vove den påstand, at vi er mange – både mænd og kvinder – som er nået længere end det. Derfor strækker jeg mit lod, så det når begge vægtskåle og tror på, at den udvikling kan vi styrke, så samfundet som helhed følger med.
Der er jo allerede punkter, hvor kvinderne har overhalet mændene, og det er “os mænd”, der har brug for en hjælpende hånd (jeg ved godt, at det ikke det generelle billede).
13 Kathrine — 7. februar 2010 kl. 09:26
Hej!
Tak fordi du tager denne vigtige debat op.
Hvorfor ikke proeve med kvoter, hvad kunne der ske ved det? Andet end nogle kvinder fik mere erfaring. Ligenu er “undskyldingen” ofte at kvinderne ikke har den noedvendige erfaring.
Noget andet er, at man ofte ser maend rekrutterer maend – en kvote ville vaere en god reminder til at kaste nettet bredere.
Morgan skriver: om Ida er sikker paa om staerke kvinder vil til tops? Nae jeg tror da det er forskelligt. Ligesom nogle staerke maend vil vaere paedagoger eller fiskere, er det da ikke alle kvinder der droemmer om erhvervsbestyrelses plads.
Sidst men ikke mindst – jeg forstaar godt dem – der taenker, “jeg vil vaelges paa det jeg har mellem oererne – og ikke mellem benene.” MEN helt aerligt det er en forkert analyse. For der kvinder med lange uddannelse, ledererfaringer etc. Faktisk bliver vi flere og flere. Og at der findes saa faa i bestyrelse maa betyde – at disse ikke rekrutteres. Hvorfor de fravaelges kan vi gaette paa – fordomme om barnets foerste sygedag eller “at vaere foelelsernes” vold eller blot vanetaenking.
Til allersidst: vil jeg gerne sige hurra for alle de progressive og dejlige maend. Der tager barselsorlov, som sammensaetter deres “team” efter kompetencer og mener hjemmelig pligter er noget man deler.
Ligestillingsproblemer kan kun loeses hvis det inkluderer 100 % af befolkning – det er ikke kun for de 52% (yes sir vi er en majoritet).
kh
Kathrine
14 Anna — 7. februar 2010 kl. 10:40
Problemet med kvoter er at virksomhederne kan blive tvunget til at tage mindre kvalificeret kandidater ind for at opfylde et udefra kommende krav, og alene den tanke er nok til at der vil være tvivl om at den pågældende er ansat på grund af sine evner eller på grund af sit køn. Kvoter vil skabe intern modstand, som vi ikke har brug for. Opgaven er hård nok som den er.
Jeg er ikke i tvivl om at der findes kompetente kvinder der så absolut kan give værdi i bestyrelser og direktioner, men jeg tror ikke at det er flertallet af dem, der er villige til at gøre det på de præmisser der eksisterer i dag. Det er traditionelt mændende der har sat dagsordenen, og præget den kultur der er langt de fleste steder i dag, til en ensidig maskulin-handlende maskine. Det er efter min mening ikke det optimale, en balance mellem det holistiske feminine og det målrettede maskuline er optimalt. Hvordan opnår vi så det? Jeg tror det kommer helt af sig selv. De virksomheder der dyrker netop dét (og hvor der nok ikke helt tilfældigt, er flere kvinder i ledelsen) klarer sig bedre end de andre.
Der er ingen der skal ind i ledelse og bestyrelser før de har den rette kompetance og erfaring til at kunne bære byrden, både personligt og ledelsesfagligt, og dét kræver at de skal arbejde sig op, dvs det skal komme nedefra.
Jeg er overbevist om at kigger man på statistikkerne vil man se at, der er flere kvinder der får længerevarende uddannelser end nogesinde før, at der er flere kvindelige mellemledere end nogensinde før og så videre hele vejen opad. Så balancen kommer, det er blot et spørgsmål om tid, og om at kompetancemassen skal være stor nok.
15 Ida — 7. februar 2010 kl. 12:15
Jeg vil hellere ansættes på bagrund af kvoteordning, end slet ikke få muligheden! En to-års lovændring ville ændre en del af den kultur på dirketionsgangene, der gør at jeg og mange andre, aldrig anses som reelle muligheder blandt den gråhårede, mandlige elite, der fortsat regerer. Men det er ikke kun lovgivningen, der kan afhjælpe problemet. På det personlige plan kan en forholden sig til de muligheder og begrænsninger, der florerer, åbne op for debatten i nærmiljøet. Eks. om den negative klang ordet feminist desværre stadig har i nogle kredse. Vågn op – vi lever i det 21. århundrede. Hilsen feministen
16 Anna — 7. februar 2010 kl. 17:41
Ida, jeg er overbevist om at det ikke er alle i den ‘gråhårede elite på direktionsgangene’, der tænker som du skriver. Det er et forældet skræmmebillede, som er mindst lige skævt som ‘nogle kredses’ brug af ordet feminist
Et sted at starte er sprogbruget. Muligheder som dem vi taler om her, er ikke noget man får, det er noget man tager!
Kvinder skal lade være med at opføre sig som ofre og martyrer, og selv tage styringen i – og over – deres eget liv.
17 Martin — 8. februar 2010 kl. 00:09
Jeg ryster så meget på hovedet at det gør ondt. For det første:
1) den franske undersøgelse undersøger blandt andet 2 franske banker, men siger intet om hvorvidt der er taget højde for forskellige afløninningsformer. Hvis nu den ene bank giver bonus for at udlåne mest mens den anden kun har fast løn, så er det vel ligemeget, hvor mange kvinder, der er ansat. Jeg mener blot, at uanset om det kun var kvinder der var ansat i Roskilde Bank, så var banken jo stadig gået konkus på grund af dårligt strukturede bonusaflønning, som alene så på udlån og ikke på kreditvurderingen. Det drejer sig vel om at sætte fokus på handling og på hvilke valg det enkelte individ m/k træffer.
Og her er det at kvinder ligeså vel som mænd har en mulighed for at gøre en forskel.
Jeg er far til en knægt på 16 mdr og har siden min kæreste blev gravid (den tekniske term til trods, det hedder nemlig “vi” er gravide NEJ!), oplevet på egen krop hvad det vil sige at blive udsat for kønsdiskriminering.
og hvad er det så:
1) Som sådan starter diskrimineringen først på fødselsgangen.
Det forventes nemlig at manden hjælper til og støtter den fødende kvinde. Der er mad. drikke og seng til hende, mens jeg åbentbart selv må medbringe feltrationer til fronten. Hvorfor vil de kvidelige sygeplejersker ikke sympatisere med mig og dele vand og mad? og hvorfor skal jeg tage hjem når min søn er kommet til verdenen, det er faktisk forbudt at sove på fødselsgangen. Ligestilling?
2) Når der kommer børnecheck er den stillet til kvinden. Helt fint vi er ikke gift og så er det klart at det offentlige ikke ved at vi har en fælles konto, men de kunne vel enten stille brevet til os begge eller i det mindste informere mig eller? Ligestilling?
3) Jeg har sammen med min kæreste gået til rytmik med vores søn. Her er det sådan at kvinderne blive stille og stirrer når de ser mig træde ind i rummet (måske jeg er spion, der aflevere mine observationer til hovedkontoret for mandschauvenisme bagefter). Ligestilling?
4) Al kommunikation med det offentlige er stillet til min kæreste til trods for at jeg har erkendt mit faderskab (med stolthed) og at vi har fælles forældremyndighed og sågar bor sammen. Jeg er opdraget med ikke at åbne andres post, så jeg lever på min kærestes “nåde” hvad angår information om min søn. Ligestilling?
5) Så er der barselsorloven. Jeg er heldigvis studerende og kan derfor tage mig al den barsel jeg ønsker imodsætning til mange andre mænd. Det er nemlig ganske almindeligt at kvinder ikke vil dele barslen med manden (han har jo ikke født, LÆS gjort sig fortjent til det). prøv bare at google og læs nogle af de øvrige blogs rundt omkring. Ligestilling?
Hvis kvinder vil have ligestilling må de starte med selv at udvise det. Tænk på at alle de fag der er kvindedomineret sagtens kunne være starten på ligestilling. At huslige opgaver godt kan udføres af en mand, men på hans måde.
Ligestilling svinger begge veje, så fej for egen dør, det gør jeg.
Ps. Julia – jeg melder mig gerne som gæsteblogger
18 Ulla — 8. februar 2010 kl. 08:50
Til dels enig med Martin. Hvis vi vil have del i morskaben på direktionsgangen, er det på tide, at vi deler på hjemmefronten. Øremærk en del af f.eks. barslen til Far og opgiv offerrollen “Vi har ikke råd til, at far holder barsel (joooo hvis du dropper netshopping og mærketøj)”.
Istedet skal vi undersøge, hvorfor kvinderne falder fra. Ofte kan små ting gøre en forskel. På min arbejdsplads (uni) er vi meget få kvinder. Vores højeste ønske er ikke kønskvoter, men noget så banalt som en vuggestue og børnehave tilpasse vores arbejdstider, som vi kan få fortrinsret til. Vi har bruge for 7.30 til 17.30 og ikke 6.00 -16.20 Hvis vi ønsker at starte arbejde efter 6-7 mdr barsel, så er der kun dagpleje og det hænger ikke sammen med en forskerkarrierer med undervisning til kl 17 og en partner med akademikerjob. Desværre ser positiv særbehandling bedre ud end en instititution på papiret.
19 Ida Auken — 8. februar 2010 kl. 10:36
Spændende debat, der udfolder sig her. Til Martin – jeg er enig i, at der er rigtig mange steder, hvor der også skal rettes op på den måde, fædrene behandles på, men det ændrer ikke på, at der mangler kvindelig repræsentation i landspolitik, kommunalpolitik, topposter på universiteterne, bestyrelsesposter, blandt erhvervsledere. Man kan jo ikke stoppe debatten om et problem, fordi der også findes andre problemer. Til Søren Weimann om termen “feminist”: Som en veninde sagde til mig: ‘jeg kalder mig feminist, så længe der er skævvredet til den side, hvis det bliver skævvredet den anden vej, må vi jo kalde os maskulinister’ (nb. i Sverige er der mange mænd, der kalder sig feminister). Til gravidgrahvad – bladet Protocol lavede en undersøgelse, der viste, at mange kvinder mente følgende to ting på én gang: 1. jeg vil ikke vælges til en post, fordi jeg er kvinde, 2. jeg kan bidrage med noget særligt, fordi jeg er kvinde. Tror, det dækker det paradoks mange af os, der ikke umiddelbart synes, at det er fantastisk at blive kvoteret ind i en stilling, befinder os i. Men som undersøgelsen viser, så kan man løse paradokset op ved at sætte det lille ord “kun” ind: Jeg vil ikke vælges “kun” fordi jeg er kvinde. Med andre ord – det er da ok, at mændene lige har kigget en gang længere end i deres tætteste netværk, fordi de blev opmærksomme på, at de manglede kvindelig repræsenation – og tænk! der fandt de faktisk et par dygtige og kvalificerede kvinder, der nok ville kunne varetage opgaven og måske endda bidrage med nogle erfaringer og en viden, resten af gruppen ikke sad inde med.
20 Caroline — 8. februar 2010 kl. 21:00
Nej tak til kvoter – JA tak til ligestilling.
Tror vi kan lave alle de kvoter vi vil, men hvis ikke vi laver ligestilling hjemme kan det være ligemeget. For der skal arbejdes meget og hårdt hvis man vil have sin gang på direktionsgange og i bestyrelser – lige meget om man er mand eller kvinde! Tror det er det der slår de fleste kvinder ud og mændene står parat til at tage over.
Start med at lave en lov om at alle mænd har ret til (ingen tvang – bare rolig mænd) 12 ugers betalt barsel. Tror at mange familier vil takke ja og så får farmand en naturlig rolle i de hjemlige sysler.
Og så lav nogle mentor ordninger med kvinder i ledende stillinger som guider unge kvinder.
21 Kathrine — 9. februar 2010 kl. 04:09
Mere barsel til maend. Ja tak. Jeg tror det er bedst for alle parter (mor, far, barn), men familien kan jo bestemme selv.
Mange gange er det jo ligeloennen der er problemet (“kvinde/mande-job”). Kvinden har simpelthen meget mindre indkomst, saa hvis man skal blive i sin bolig (og saadan er jo god ha, naar man har en baby;), saa er der ikke raad til at miste mandens indkomst. @ulla 18: Det er ikke fordi der brug for designertoej eller Marc Jacobs sko. Det er simpelthen virkeligheden for de fleste paa en almindelig HK eller fx. BUPL- loen (og saa er der ogsaa dem uden uddannelse eller udenfor arbejdsmarkedet.) Ok maaske et sidespring – men pointen er nok at vi skal taenke i loesninger der daekker bredt og ikke kunne for dem med lange uddannelser, god oekonomi (som vi kan vaelge at fucke op paa Nynnevis) og hjerne-jobs.
Hvad med mentor-ordninger hvor ledende m/k guidede unge kvinder? Det kunne da vaere vildt interessant for baade den gamle elefant og unge loevinde?
Skriv en kommentar