Søstersolidaritet
Kender du det – nogle gange synes man liiiige at tingene er lidt hårde? Lidt svære… Og så får man en hjælpende hånd eller et godt råd, der får sagerne til at blive lidt lettere. Jeg har lige brugt nogle timer sammen med en meget klog dame, hvor vi blandt andet talte om det gode familieliv, hvorfor kronprinsser ikke skal være forbilleder og om søstersolidaritet. Søstersolidaritet holder. Er det bare mig, eller er der et eller andet særligt fantastisk ved kvinder, der rent faktisk gider at hjælpe hinanden? Der er så mange svære ting i verden, så meget stress, så mange problemer med at få enderne til at mødes, at når man faktisk møder søstersolidariteten, skal man huske at hylde den. Det er hermed gjort. Kvinder skal hjælpe hinanden og jeg er fan af dem, der gør det.
Høøørt! Elsker når kvinder er i stand til at hjælpe hinanden og rent faktisk glædes over det…
)
Nu hvor du skriver at kronprinsesser ikke skal være forbilleder kan jeg ikke lade være med at tænke på noget jeg læste forleden om de såkaldte ‘smummy” – smart mummis som bl.a. er sådan en som Mary. Moderne kvinder som vil det hele og er lidt foran og bla, bla, bla…
Der stod bare ikke noget om solidariteten! Evnen til at relatere til andre – til at hjælpe – give en kop tude-kaffe eller en kompliment.
Jeg mener bare, hvis man har midler og overskud kan man da sagtens være foran. Det manglede da bare. Eller hvad?
Hej Kathrine – jeg læste det også. Jeg var faktisk lige ved at gå i gulvet over det. Jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg forstår heller ikke at livet ikke må forandre sig når man får børn – jeg mener; hvad er så pointen ved det hele? KH
Ét er, at sådan skal det være. Altså med søstersolidariteten. Noget andet er, at jeg ikke fatter, at alle kan se logikken og gevinsten (uden at lyde beregnende). Men helt basalt handler det vel om klichéen med at jo mere du gir’, jo mere får du. Men det er dytme da en kliché, der holder. ALLE blir’ større af at dele – og vel ikke kun i forhold til kvinder?
Der skal stå: at alle IKKE kan se logikken…
Søstersolidaritet holder! Jeg tror ærlig talt ikke jeg kunne være i et forhold med en mand, uden mine nærmeste veninder, maybe sad, but true. Jeg forstår dem ikke altid (altså mændene) og så er det da rart at have nogen der er i samme båd, oder was?
-Der er så meget kvinder ikke forstår
Så er det sagt!
))
Word!
Som et gammelt ordsprog siger: “Der findes et særligt sted i helved, for kvinder der ikke hjælper hinanden” – så er i advaret!
Søstersolidatitet og hjælpsomhed holder. Og det er både fedt at modtage og give begge dele.
Især hvis man er enlig mor, hvilket jeg har været for nogle år siden. HOLD DA OP, hvor kunne min veninde og jeg klare hele verden. Altså sammen. Alene kunne vi nogle gange tude af træthed, knapt trække vejret af angst, være røde i hovedet af anstrengelse, være ved at tisse i bukserne af skræk.
Så er det godt at have veninder man kan regne med 
Okay altsammen kunne vi også sammen. Og netop give hinanden lov til også at kunne i hinandens selskab istedet for at skjule os, når vi ikke var perfekte.
Okay altsammen kan jeg stadigvæk, selvom jeg ikke længere er enlig mor. Men tro mig, den der søstersolidaritet er endnu mere uundværlig, når man er enlig mor….Men den er stadig god nu, ikke mindst hvis manden er umulig
Men man får mest søstersolidaritet, hvis man dropper facaden. Indrømmer fejl og mangler. Viser sin sårbarhed.
Så hold da op, hvor må nogle af de der Smummies mangle den solidaritet.
Vil gerne lige anbefale to bøger…
“Der findes et særligt sted i Helvede for kvinder, der ikke hjælper hinanden” og “The Secret Life of a Slummy Mummy”. Sidstnævnte er chick-lit for voksne.
Det er en fin balance at få børn og samtidig holde fast i noget af sig selv – uden det hele skal være som før. For som Julia siger, hvis det død og pine handler om, at livet ikke må forandre sig, når man får børn, hvad er det så lige pointen er?? Jeg tror heller ikke det er sundt at leve et liv udelukkende centreret om børnene – og det ændrer sig også som de bliver større (min bliver 14 og 2 uger…)
Men som udgangspunkt så må vi så absolut da hjælpe hinanden og bakke hinanden op – i alle de roller vi nu engang skal spille her i livet!
kh
Puk
Nemlig! Jeg bliver også bare en lun og lykkelig æbleskive indeni, når jeg møder søstersolidariteten, som vel i virkeligheden også handler rigtig meget om ærlighed???
Hvor er det godt, det du skriver Fru Gosch, om at søstersolidaritet handler om at vise sin sårbarhed og droppe facaden! Det er lige præcis det, jeg i sin tid skrev til dig, Julia, som en af grundene til at jeg ELSKEDE “Hvor lagde jeg babyen”, at du blottede din sårbarhed, og viste hele mor-billedet, ikke bare det vi sender afsted på julekort. Jeg elsker mine med-mødre-veninder og jer, mine blog-venner for at dele ud af disse sårbare stunder, forældre-fadæser og facadetab, og hylder selv det princip altid at give hele sandheden, når folk spørger til min rolle som mor, fordi jeg tror virkelig på, som Sofie også skriver at det handler utrolig meget om ærlighed, og der er altså bare ikke noget, der trøster så meget som at vide at andre har det ligesom en selv…
Jamen for fanden….
Du skriver så tit det jeg tænker.
Mor til 2 (skønne, smukke, fantastiske) skabninger med tap som jeg til dato virkelig ikke fatter er kommet ud af mig (!). Og hvor har mit liv forandret sig efter deres ankomst. Jeg forsøger at tænke på alt det positive som oplevelsen (her kommer klicheen, men der er jo en grund til at vi har klicheer) af en kærlighed STØRRE end man nogensinde troede muligt. En fuldstændig anti-pillen-sig-selv-i-navlen som lander en 100% når alt andet glipper. Jeg vil SÅ lidt tilbage til præ-børne livet, ikke fordi det ikke var godt. Det var FANTASTISK dengang, men der er det med børn at når de er ankommet så er ALT kastet op i luften. Ikke at sige livet går i stå og man ikke kan mange af de samme ting, jeg mener, sårbarheden blænder en på en måde som man ikke kan gå tilbage og mindst af alt – slet ikke vil gå tilbage.
Søvnmanglen…., ja, men for silan. Aldrig har jeg spadseret så meget rundt i en osteklokke og kastet misundelige blikke efter mine single veninder som kunne smide sig på sofaen anytime anywhere. Meeeen så er det guldklumperne kigger på en efter tandbørstningen og siger “Mor e søø”, og lige DER mærker jeg at det er det HELE værd. For det er pisse hårdt men pisse dejligt. Skøn blog du har, Julia.