Medicin mod babytømmermænd

Elias var syg i går. 1. januar og babytømmermænd. Igen. Denne gang dog med høj feber, klynk, ingen appetit og bare meget, meget lille. Allersidst på dagen, da jeg havde tilbudt ham alt fra ost til sild (mærkeligt nok er det livretterne… Han spiser som en gammel mand), spurgte jeg den lille klynkefis der lå der på  min mave og svedte: Elias – hvad er det SÅ du har lyst til? Ja, måske lød jeg på det tidspunkt en anelse irriteret… Elias svarede helt overbevist og sikkert: Pandekager med supper på.

For det første: Elias er 23 måneder. Det er fem måneder siden han så vidt jeg ved sidst har fået pandekager med sukker på.

For det andet: Hvorfor spurgte jeg ham ikke bare om hvad han ville da klokken var 10 i stedet for at vente til den var 18?

Nå, men jeg fandt barndommens klassiker frem (verdens bedste opskrift fra dengang hvor dåse-ananas var en grøntsag og fløde var nødvendigt i alt), og der blev lavet pandekager i smør til den store guldmedalje. Elias var med, og vi stod alle tre i køkkenet.

For første gang denne første januar tog Elias sutten ud af munden og han skovlede pandekager ind. Aftenen blev god og hyggelig, feberen forsvandt næsten og at natten blev så absurd hæslig som den gjorde er en biting, jeg sagtens kan lade være med at tænke på. For nu er kuren fundet: Kuren mod babytømmermænd. (opskriften er nederst i indlægget her). Og moralen er vist både at sukker er godt mod babytømmermænd og at mit barn faktisk er stor nok til at svare, hvis bare jeg er stor nok til at huske at spørge ham.

14 Comments
Previous Post
Next Post